Min far regnede med at dø ung

Foto: Knud Halskov
 

Min far regnede med at dø ung. Han begyndte at ryge, da han var 7, og begyndte at fiske for alvor, da han var 12. Han var ambitiøs og ville lære alle sider af sit fag at kende, prøve alle former for fiskeri, alle fangstmetoder og redskaber. Lære at lave dem, lære alt om skibe og sejlads, alt om fisk og deres adfærd. Han fiskede ved Norge, Skotland, Skagen, Bornholm og i alle indre danske farvande. Han var sjældent i en hyre længere, end til han havde lært det, der var at lære. Så rakkede han videre. Han elskede friheden ved det, boede ombord eller havde måske et værelse på sømandshjemmet. Selvom han levede det liv, han ville, var det hårdt arbejde, og farligt, og så var det jo også rimeligt nok, at han kastede los og gav den fuld skrue, når han havde tid til at feste.

På sømandshjemmet i Skagen lærte han den unge kokkepige at kende, og hun kom hurtigt til at betyde noget særligt. Da han var blevet familiefar og gerne ville hjem hver dag, slog han sig ned ved Tissø, hvor han blev ålefisker. Det var også spændende arbejde. At lære alt om, hvordan man vedligeholder og plejer fiskebestanden i en indsø. Han byggede et geddeklækkeri og satte yngel ud i søen. Han satte også åleyngel ud og holdt øje med, hvordan de forskellige artsbestande afbalancerede hinanden. Han kæmpede en umulig miljøkamp mod nabobonden, som fyldte søen med gylle og fremkaldte iltsvind. Han fik bygget en ny havn, nye skibe, forbedrede fangstredskaberne. Det var også hårdt arbejde. Sådan kunne han lide det. Indtil hjertet ikke kunne holde til det længere.

Men selv om den unge fisker her på billedet har levet stærkt, kan han i dag fejre 85 års fødselsdag. Og det er jeg uendeligt glad og taknemmelig for. Tillykke med det, kære far.

Så bliver det kylling igen

Her er over 100 græssende gæs, men Vera fanger ikke en eneste. Det bliver en sløj Mortens aften i år.

Konvolutten

Da jeg var 18 år, fandt jeg under en gåtur i Koldilgade, Kalundborg, pludselig en stor, bugnende konvolut. Den lå lige foran mig på fortovet, og den var ikke ordentligt lukket, så jeg kunne godt se, hvad der var i. Det var store sedler, og der var rigtig mange. Jeg samlede konvolutten op, det er klart. Jeg kunne ikke tælle pengene på åben gade, men der var så mange, at jeg som det første tænkte, at nogen havde tabt udbetalingen til deres nye hus. Konvolutten lå ved døren til et advokatkontor. Tænk sig at have sparet sammen til et nyt hus og så tabe alle pengene på gaden. Jeg kiggede mig omkring for at se, om nogen stod og slog sig fortvivlet på jakkelommen, men der var ingen at se. Så overvejede jeg at gå ind til advokaterne med pengene, men tænkte straks, at det lige så godt kunne være narkopenge. Skulle jeg så hellere gå til politiet? Og hvem kunne jeg egentlig stole på, når det gjaldt så stort et beløb i brugte, herreløse pengesedler? Jeg forestiller mig, at jeg har set ret fjoget ud, mens jeg stod der, rådvild med en ordentlig røvfuld penge i hænderne. Der gik heller ikke mere end et minut eller to, så kom der en mere rådsnar kvinde, som hjalp mig ud af mine kvaler.

– Jeg ved godt, hvor de skal hen! sagde hun med et undertrykt smil.

Så rev hun konvolutten ud af hænderne på mig og var væk, før jeg fandt på noget at spørge om.

Og sådan er det egentlig gået lige siden. Jeg har tit ærgret mig over min måde at reagere på i den slags situationer. Men det gør jeg ikke mere. Det nytter ikke at ærgre sig over, hvem man er.