Frie Grønnes Sikandar Siddique fik vist ordet fire gange under afslutningsdebatten i går og fik hver gang lov at sige et par sætninger, inden han blev afbrudt og latterliggjort af enten ordstyreren Kåre Quist eller en af konkurrenterne.
Hans store brøde, som tydeligvis diskvalificerede ham fra deltagelse i debatten, var et forslag om oprette en jordbrugsfond, som over 30 år skulle kunne opkøbe landbrugsjord, fx fra konkursramte landbrug, og oprette fællesejede, demokratisk drevne økologiske landbrug. Mette Frederiksen stod med himmelvendte øjne, liberalisterne lugtede blod, Morten Messerschmidt råbte op om, at det var udemokratisk (selvom det netop var det modsatte). Det var måske det mest opsigtsvækkende løsningsforslag på klimakrisen, vi fik tilbudt, men alligevel mente Kåre Quist ikke, Siddique skulle have lov at forklare sig. Tværtimod valgte han som ordstyrer at konkludere politisk på Siddiques forslag og dømme det ude i stedet for at undersøge, hvad det gik ud på.
BT's Joachim B. Olsen gav efter partilederrunden karakterer til de 14 politikere og gav Siddique nul stjerner, fordi det angiveligt var for useriøst at tale om fælleseje til jord.
Men idéen om fællesejet jord er nu ikke så fremmed en fugl i dansk politik, som man skulle tro, når man hørte det ramaskrig, det vakte i aftes.
1957-1960 havde Danmark en trekantsregering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet. Retsforbundet var et socialliberalt midterparti, hvis hovedidé var, at man ikke skulle kunne tjene penge på at eje jord, men kun på arbejde. De gik derfor ind for fælleseje af jord. Det gjorde venstremanden Viggo Hørup (der hørte til den fløj af Venstre, som tre år efter hans død dannede Det Radikale Venstre) i øvrigt også.
I en del af rigsfællesskabet har der aldrig været privat ejendomsret til jord, nemlig Grønland, så fælles jord burde ikke være nogen fremmed og skræmmende tanke for en dansker.
Det er det heller ikke ude i den store verden. Thomas Jefferson, som nok var en led slaveejer, men som dog var med til at skrive den amerikanske uafhængighedserklæring, forstod jord som noget, man individuelt kunne bruge til at bo og arbejde på, men ligesom luft og vand ikke noget man kunne eje.
Da Christiania var Christiania, kunne man ikke eje jord på fristaden. Det var jo statens jord, en gammel, nedlagt kasserne. Nu bliver jorden kapitaliseret, hvilket vil give en stejlt stigende økonomisk ulighed, ligesom den private ejendomsret til jord gør alle andre steder. Det er måske den stærkeste motor i skabelsen af ulighed. Mange helt almindelige danskere tjener flere penge på at eje jord end på at arbejde, og man kan ikke for alvor gøre op med uligheden uden at gøre op med ejendomsretten til jord. Man kan heller ikke standse boligprisernes vanvittige himmelflugt i storbyerne uden.
I den spanske landsby Marinaleda lever næsten alle cirka 2.700 indbyggere af at arbejde i landbrugskooperativet Finca El Humoso, som ejer al landbrugsjorden i kommunen, og den tilknyttede konservesproduktion. Da resten af Spanien under finanskrisen for ti-femten år siden oplevede en arbejdsløshed på omkring 30 % og ude på landet langt højere, var der i Marinaleda under 2 % arbejdsløse. Det var uden sammenligning det sted i landet, der økonomisk klarede sig bedst gennem krisen. For indbyggerne fordelte nemlig arbejdet mellem sig på El Humoso, og de valgte at dyrke afgrøder, som kræver meget arbejdskraft, og som til gengæld kan sælges dyrt, fx artiskokker. Det var en logisk beslutning at tage, når nu hele befolkningen skulle tage den i fællesskab, for de havde jo alle brug for arbejde. Hvis en enkelt jordejer havde taget beslutningen, havde han nok valgt afgrøder, som kunne produceres med langt mindre arbejdskraft og altså billigere. Så var arbejdsløsheden blevet som i resten af de andalusiske pueblos. Men El Humoso tager ikke penge ud til profit. Der lægges til side til at forny produktionsapparatet, men ellers går overskuddet kun til skat og løn. Derfor er det også nogle af de bedst lønnede landarbejdere i Spanien. Det er en demokratisk model, og den har vist sig økonomisk langtidsholdbar. Sådan er den røde kommune drevet gennem snart 40 år.
Jeg forstår Siddiques forslag lidt anderledes, nemlig sådan at den jord, som jordbrugsfonden opkøber, skal dyrkes økologisk. Altså at det simpelthen er et forudgivent statsligt krav til produktionen (i Marinaleda er det endnu ikke al produktionen, der er økologisk). Det, synes jeg, er en rigtig og nødvendig idé. Alt landbrug skal omlægges til økologi.
Jeg kan ikke stemme til Folketinget i morgen, og hvis jeg kunne, ville jeg nok stemme på et andet parti end Frie Grønne, men Sikandar Siddique skal have tak for at rejse spørgsmålet om fælleseje til jord. Det er tydeligvis stadig en tanke, det kræver mod at formulere offentligt.
