Dengang vi endnu kunne æde

Kan I huske dengang, vi kunne æde? Husker I, hvor fedt det var bare at kunne blive ved?

Den sommermorgen i Silkeborg, hvor vi tog en hel grillkylling hver, plus den store bakke fritter og salat. Den må I kunne huske, Jan og Kim. Det var den nat med servietterne.

Men det var nu ikke noget særligt.

Jeg husker især receptionen hos Hotel og Restaurations Arbejdernes Forbund, hvor jeg kørte 18 halve ned, højtbelagt. Brummer åd 20 uden at kny. Brummer var endnu ubesejret, når det gjaldt det stående taffel hos de århusianske fagforeninger. Nu skulle han så heller ikke levne plads til øl.

Det var en af kun to gange, jeg blev slået i en direkte duel. Anden gang var i Huset, hvor jeg havde udfordret Mesteren i fiskesuppe. Det var min egen, kompakte scoresuppe med pasta, porrer, fløde og torsk og det hele. Jeg tog selv tre liter, men han tog fire og spurgte, om jeg ikke kunne lave en gryde mere. Det var en overmodig udfordring, det er klart. Jeg vidste godt, at Mesteren ikke havde nogen naturlig mæthedsfølelse.

Den totalitære indtrængen i privatsfæren

Man må ikke blot i flæng offentliggøre andre menneskers private sms'er. Faktisk må man ikke engang læse dem.

Ikke desto mindre kan man nærmest dagligt læse indholdet af private sms'er på Ekstra Bladets web-side. Og altså sms'er, som hverken afsender eller modtager ønsker offentliggjort.

§ 263. Stk. 1 – Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet.

Sådan lyder straffelovens bestemmelse om brevhemmelighed. Som den er formuleret, må den også også gælde private sms'er.

Denne paragraf støtter sig til Grundlovens § 72, som lyder: "Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse."

Den særlige undtagelse går ud på, at forsvarsministeren uden retskendelse kan sætte brevhemmeligheden ud af kraft "under krig eller andre ekstraordinære forhold". Andre undtagelser nævnes ikke.

Og Ekstra Bladet kan altså ikke have nogen retskendelse, selvom man kalder medierne for 'den fjerde statsmagt'.

I dag kan man eksempelvis læse en ret privat sms-korrespondance mellem to veninder (med navns nævnelse), som skriver om et eventyr, som den ene af dem, der er kendt fra tv, havde med en kollega på en arbejdsrejse. Det kan hendes eventuelle mand og børn og alle deres venner så for al fremtid læse om på internettet.

Jeg har svært ved at se, hvordan sådan en offentliggørelse kan være lovlig.

Der er ingen tvivl om, at der i min levetid er sket et voldsomt skred i opfattelsen af, hvad offentligheden har krav på at vide. Noget forandrede sig med Monica Lewinsky-sagen. Bill Clinton stod ikke anklaget for at have haft sex med Lewinsky, for det var der intet ulovligt i. Den relation var frivillig fra begge parters side. Man kan diskutere, om den var moralsk forsvarlig, men moral er nu engang en privat sag.

Clinton stod derimod anklaget for at have løjet om forholdet under ed. Men alligevel blev offentlighedens fokus rettet mod den seksuelle relation, faktisk så intimt, at vi skulle have at vide ikke blot, at Clinton og Lewinsky havde haft sex, men også hvilken form for sex der var tale om. Som om det vedkommer andre end dem selv.

Det er en totalitær tendens, at det dybt personlige uden videre kan stilles offentligt til skue. At der ikke efterlades noget rum for privathed.

Støjberg ville gøre det samme igen i morgen

Hvor er det godt, at der kom så klar en afgørelse fra Rigsretten. 25 ud af 26 dommere var enige om skyldsspørgsmålet. Vi må formode, at samtlige 13 højesteretsdommere stemte for domsfældelse, og kun en af de 13 politisk udpegede lægdommere ville frifinde Inger Støjberg. Man har lov at håbe, at den overraskende klare afgørelse betyder, at vi slipper for politiske slagsmål om skyldsspørgsmålet.

Hvor er det til gengæld usselt, at Inger Støjberg selv efter denne klare domsafsigelse fastholder, at hun intet har gjort forkert, at hun ville gøre det samme igen og håber, at alle andre vil handle på samme måde. Det er en oprørende disrespekt for retssamfundets institutioner, for folkestyret og for menneskerettighederne.

Hvor er det samtidig tæerkrummende pinagtigt og historieløst, at hun udtaler, at "de danske værdier har tabt". Det er godtgjort, at Støjberg i modstrid med lovens bogstav og ånd – og fuldt bevidst om denne modstrid – har instrueret sine embedsmænd om at tvangsadskille alle asylansøgende ægtepar og samlevende, hvor mindst den ene part ved ankomsten til Danmark var under 18 år. Alle uden undtagelse og således også uden en individuel sagsbehandling, hvor det ellers kunne vurderes, om den yngste part var interesseret i en adskillelse. Sådan en individuel sagsbehandling havde asylansøgerne lovkrav på.

Og det er bestemt ikke nogen "dansk værdi" at fratage unge kvinder dette krav på en individuel sagsbehandling. Det er tværtimod en dansk tradition, at unge kan få sådan en individuel sagsbehandling, hvor der tages stilling til, om de må gifte sig, før de begge eller den ene part er fyldt 18. Staten skulle tage stilling til indgåelse af et ægteskab, hvor mindst den ene part var under 18 år, men dog over 16. Eller hvis kvinden var fyldt 15 og gravid. Under disse vilkår kunne man efter efter en administrativ vurdering af sagen få tilladelse til at gifte sig. Man kunne få et "kongebrev", og det var en ganske almindelig dansk administrativ praksis frem til 2017.

Så det, Inger Støjberg karakteriserer som danske værdier, er ikke bare ulovligt efter danske lov, i modstrid med menneskerettighederne, men også i direkte modstrid med traditionel dansk praksis. Og i strid med sund fornuft.

Når hun taler om, at hun har beskyttet de unge kvinder (som hun bevidst manipulerende omtaler som børn, selvom de er mellem 15 og 18 år), taler hun også mod bedre vidende. Støjberg ved godt, at hun ikke har hjulpet en eneste af de unge kvinder ved denne tvangsadskillelse. Tværtimod har hun påført flere af dem sjælelig smerte og yderligere utryghed i en i forvejen meget sårbar situation.

De unge kvinder, som faktisk måtte have ønsket adskillelse fra deres mand, havde under alle omstændigheder fået den, blot de under sagsbehandlingen bad om det eller på anden måde udtrykte uvilje til at indkvarteres sammen med deres mand på asylcentrene.

Selv efter den klare dom lyver og hykler Støjberg, og hun fordrejer sagens faktiske indhold. Og udtrykker sin utvetydige disrespekt for de institutioner, hun blev sat til at forvalte.

Jeg lider ikke af blodtørst og synger ikke med på den uendelige vise om stadig hårdere straffe. Jeg vil ingen glæde føle ved at se Støjberg i fængsel. Jeg har ovenikøbet en vis medfølelse med hendes kommende medfanger, må jeg sige. Men det her er ikke en parkeringsforseelse, hvis jeg må sige det på den måde.