Hvis vi efter valget skal have en
venstreorienteret regering, skal der flyttes mange tusinde stemmer fra højre til
venstre. Det kan godt lade sig gøre, og man kan måske endda få noget ud af
at overveje, hvad man kan kalde en arbejdsdeling mellem de partier, som peger på en socialdemokratisk regering.
Socialdemokraternes opgave er at hente
stemmer fra Venstre. De to partier appellerer langt hen ad vejen til de samme vælgere,
nemlig dem, der ønsker status quo eller rettere: en langsom og umærkelig
afvikling af socialstaten, en finanspolitik med lav rente og inflation, en rigid
retspolitik, en stram udlændingepolitik, en tvangsbaseret
arbejdsmarkedspolitik, en ukritisk integration i EU, et nært og ukritisk
samarbejde med USA og Israel, en ikke særlig ambitiøs miljøpolitik, en
vækstbaseret økonomisk politik og et stort, traditionsrigt og topstyret parti i
spidsen, som er med i alle væsentlige forlig.
De to store statsbærende partier er
politiske tvillinger.
Socialdemokraterne kan vælge ganske enkelt at satse på
at fremføre deres egen politik i den udstrækning, de har en. Eller de kan vælge
mellem to forskellige valgkampsstrategier:
1) Den røde: At vise, hvor der faktisk er forskelle på Socialdemokraterne og Venstre, altså ved at fremlægge
en marginalt mere progressiv politik på dagpengeområdet og en plan for grøn
vækst inden for landbrug og industri.
2) Den blå: At berolige borgerlige
vælgere ved at slå på de langt bedre økonomiske nøgletal, som Danmark har haft
under Thorning end under Løkke. Og ved at forsikre om, at man ikke skal frygte
en liberalisering af udlændinge- og retspolitikken under en socialdemokratisk
ledet regering.
Det har genne årene vist sig, at den røde
retorik står sig bedst under en valgkamp. Det beviste blandt andre Svend Auken i sine
altid succesfulde valgkampe (at han så ikke evnede at danne regering, selv når
han havde hevet 37 % af vælgerne hjem til sit parti, er en anden sag), og det
hænger vel sammen med, at de fleste borgerlige vælgere formodentlig alligevel
(fejlagtigt) tænker, at Venstre er bedre til at føre borgerlig politik end
Socialdemokraterne. Så hvis man skal stemme socialdemokratisk, skal det være, fordi de vil noget andet end Venstre.
Omvendt er der uden tvivl vælgere at
hente i begge strategier.
Enhedslisten kan hente vælgere fra
Liberal Alliance og fra Dansk Folkeparti. LA vinder mange unge stemmer på at
fremstå som det mest frisindede parti i Folketinget. Men det er de ikke.
Enhedslisten kan gå i kødet på LA'erne fx ved at slå på, hvordan Ø konsekvent
har kæmpet mod den nymoralske snerpethed, som ellers hærger de partier, der
peger på Thorning som statsminister. Det gælder fx forbud mod forskellige
former for frivillig sex mellem voksne mennesker og mod dyresex. Og så er LA jo mildest talt ikke frisindets glade besyngere, når det gælder rets- og udlændingepolitik. Enhedslisten
kan vise, at de er frisindets parti, en titel, som LA'erne ellers er løbet med.
Danske Folkeparti høster stemmer på at
kritisere den dagpengereform, som de selv fik strikket sammen, og nu ligefrem på
at foreslå at sætte penge af til at forkorte genoptjeningsperioden. Det er en
besynderlighed i dansk politik, at de kan slippe af sted med den manøvre.
Tilsvarende scorer de på at kritisere det salg af DONG til Goldman Sachs, som de selv godkendte.
Og de slår sig op som pensionisternes store forsvarere, selvom de i stat og
kommune konsekvent stemmer for alle forringelser af disses vilkår. Dansk
Folkeparti fremstår for mange, særligt for de økonomisk dårligt stillede, vælgere som
de socialt ansvarlige kritikere af Thorning-regeringen. Her har Enhedslisten
virkelig gode kort på hånden for at vise, at det tværtimod er Ø, som hver gang
har støttet de udsatte befolkningsgrupper og kæmpet mod storkapitalens
overtagelse af landets ledelse.
Endelig kan
Enhedslisten vinde stemmer fra De Radikale ved at vise, at Enhedslisten faktisk
er de mest konsekvente forvaltere af den liberale/demokratiske retspolitik, som
de radikale ellers ser som deres ejendom. Og simpelthen ved at minde de mange progressive
vælgere, som sidst stemte på De Radikale, om, hvor langt til højre det
lille midterparti har trukket Socialdemokraterne på social- og
arbejdsmarkedspolitikken.
Alternativet
skal vinde stemmer fra De Radikale og LA ved at vise, at de er de 'rigtige'
radikale, altså arvtagerne til ideerne i Oprør
fra midten, hvorfra Uffe Elbæk jo har kalkeret sin politik.
Socialistisk
Folkeparti kan nok kun håbe på at vinde nye røde stemmer fra
førstegangsvælgere, der er så unge, at de ikke kan huske, hvordan SF forvaltede
sine ministerposter i Thorning-regeringens første år. SF's unge og ganske dygtige
forkvinde vil naturligt appellere til mange humanistisk indstillede og lidt
apolitiske teenagere.