fredag den 4. marts 2011

Fra opgangen

Og jeg har faktisk lungebetændelse og kan slet ikke tåle al den kolde luft, og travlt har jeg med et i grunden uopsætteligt ærinde, det var satans! men jeg ville simpelthen ikke. Nu har jeg snakket med den hvidskæggede himmerlænding mindst femten gange, og det er fjorten for mange. Han ved udmærket, at jeg bare fortsætter op ad trappen, ikke længere standser for at snakke, hvis det er mig fysisk muligt at slippe, hvis han altså ikke ligefrem spærrer mig vejen, hvad han bestemt ikke viger tilbage for, selv hvis jeg har børnene med, og fire indkøbsposer, men svarer høfligt og afmålt, det gør jeg, så længe jeg kan høre ham.

Allerede første gang jeg så ham, vidste jeg, at han ville blive et problem, jeg kunne se det i hans respektløse blik. Jeg var på vej ud ad døren med to kufferter, skulle til lufthavnen, slutte mig til damen og børnene i Spanien. Jeg glædede mig, fordi det var så pisse koldt herhjemme. Travlt har man jo næsten altid på vej til lufthavnen, det ved selv en halvfjerdsårig, flyskræk himmerlænding, så det startede jeg med at annoncere for at sikre mig en bagkant på samtalen, noget at referere til, et maksimum på to minutter. Men det slog ham ikke ud af stilen, han slap ikke fokus et øjeblik. Anerkendte at det da måtte være dejligt at have tid til at rejse, det havde han jo ikke selv længere, nu, hvor hans datter og svigersøn havde fået en lille, var blevet en rigtig familie. Selvom de havde valgt at bo i Købbenhavn, så langt fra det Himmerland, han aldrig selv kunne forlade, skulle deres børn jo passes. Ja, det så han og konen da kun som et privilegium, det at de fik lov at være så meget med, men tid tager det jo. Jeg fortalte, at jeg selv havde to små, og nu skulle jeg ned til dem. De var i Spanien sammen med moren, jeg var nødt til at løbe, sagde jeg. Det var ikke helt sandt, det kunne han se på mig og slog til med endnu et af sine skamløse spørgsmål om dem, der bor i vores opgang her på Østerbro.
- Ja, børnene tænker på at købe den på anden sal, og så vil man jo gerne vide, hvad det er for folk, der bor i opgangen.
Jeg tænkte på at sige, at der boede to enlige midalrende bøsser, som begge havde en udpræget forsmag for mænd på hans søns alder, samt en FCK-hooligan og en meget larmende teenager med en særdeles agressiv musiksmag, men frygtede, at han kun ville finde det ekstra interessant. Grundtvigianer. Han stank af tonedøv, selvtilfreds alsang, af ”nok er vi antidemokrater, men vi er alligevel de gode, for Søren Kierkegaard er værre”. Sådan var han, det så man med det samme. Et borgerligt højskole-frisind. Medlem af venstre, men liberal, kunne sagtens snakke med en bøsse. Ikke som de fordomsfulde konservative fra Dansk Folkeparti, så kærlige væsner er vi.
”Vi”, skriver jeg, for nu kom hans kone ned.
- De er rigtig flinke oppe på fjerde, sagde hun.
Hvad fanden, hun skulle på fjerde, fattede jeg ikke, men også det så hun straks og gav sig til at forklare. Noget med olie til en knirkende dør, det skulle hun låne, for selvom de ikke havde købt endnu, kunne det da i hvert fald ikke genere nogen. Om ikke også jeg mente, at man skulle hjælpe, hvor man nu kunne? Når man nu hører til de selvhjulpne og ikke selv behøver at spørge om tjenester. Sådan så hun i hvert fald på det. Ja, det gjorde de allesammen i hendes familie. Pensioneret skolelærer, gift med en pensioneret ingeniør, tænkte jeg, og det er gode beskæftigelser, vigtige, sagde jeg til mig selv og kiggede på mit venstre håndled, hvor uret havde siddet tyve år tidligere.

Det blev ikke bedre, da de først havde købt lejligheden. Hvem, der købte, far eller datter, ved jeg ikke, men jeg har mine anelser. Nu havde han noget at arbejde med. Han boede i Himmerland, kunne ikke drømme om at forlade stedet, sådan havde han sagt, men nu var han på Østerbro konstant. En planke var det foretrukne remedie. Så kunne han spærre trappeopgangen fuldstændig og tvinge mig til at lytte. Jeg kunne ikke slippe fri af den kvælende jovialitet alt det, vi da måtte være enige om, og alle mandens små pudsigheder, en sand sprogkunstner var han. Havde han haft bedre tid, havde han opfundet gruk. Han havde aldrig opgivet de nysgerrige spørgsmål til, hvad jeg lavede, om det ikke var dyrt med institutionspladser. Om vores børn var tvillinger. Om ikke det var hårdt, "men det er måske mest moren, der passer dem?" Han vidste, at han intet fik, men det stoppede ham ikke. Han spurgte alligevel, og så kunne han uden vanskeligheder køre samtalen uden hjælp i et kvarter, så det gjorde han. Særligt, hvis jeg var på vej op ad trappen med to sovende børn. Vi bor på tredje, og børnene er to og tre år gamle. De er tunge nu.

Da han endelig var færdig med at bygge datterens hjem om, gik der en uge, hvor jeg ikke så min magre, hvidskæggede plageånd, og optimismen begyndte at spirre. Der gik en uge mere, og jeg begyndte så småt at gå ud ad døren uden at tjekke, om himmerlændingen stod nede ved hoveddøren og lurede på sin chance. Jeg blev tryg i eget hjem.

Men sådan fungerer det jo ikke. Plager af denne type holder ikke bare op. En fredag eftermiddag kom jeg hjem fra arbejde, og så stod han der igen med tophuen på, de lyse cowboybukser, striktrøje og vindjakke. Han stod vagt ved hoveddøren. Jeg kom til at tænke på, om han lignede mig. Jeg er selv begyndt at blive grå. Begyndt er ikke det rigtige ord. Jeg har været gråhåret i femten år, nu. Måske tænker han, at vi hører til samme generation. Han føler sig ikke ældre end mig. De atten år i Århus sidder stadig i mit sprog. Han tror, vi er fælles om noget, at vi er ens.
- Nå, så du er forfatter, konstaterede han.
Han havde brugt sine to uger i Himmerland på at google alle opgangens beboere. Det er jo rart nok at vide, hvad ens datter kan blive udsat for.
- Tja, jeg skriver bøger.
Så var jeg måske venner med ham der Rifbjerg? Ham havde han læst nogle bøger af engang. Eller en, i hvert fald. Og han kan jo nok klare sig med den livstidsydelse og alt det. "Så er det vel ikke så svært at være forfatter?"
Jeg sagde, at jeg aldrig havde mødt manden, og at jeg lige straks skulle hente børnene i institutionen.
- Ja, vi er også på vej ud efter vores, sagde han.
Jeg blev helt stiv.
- Vores? sagde jeg.
- Ja, man skal jo være taknemmelig for, at man får lov, sagde han.
Så kom hans kone ned.
- Han virker rigtig sød, ham den enlige på første, sagde hun.
Jeg mumlede noget om, at det var han sikkert også, men at jeg virkelig måtte af sted.
- Som sukker til kaffen, så har du giraffen! grukkede manden.
Jeg gik.
- Men også som fløde, han er en af de bl ...
- Hold nu kæft, nissefar! skreg jeg ikke, men det trak i min kæbe og smertede i bihulerne, at jeg aldrig fik det gjort.

Deres børn går ikke i samme institution som vores. De har snakket om at få deres flyttet. Bedsteforældrene fra Himmerland har, men jeg nægter at fortælle, hvor vores går, og jeg har indskærpet deres mor den samme forsigtighed. De to unge småbørnsforældre har jeg aldrig snakket med. De kigger væk, når vi passerer hinanden på trappen. Jeg har tænkt på at spørge manden, hvorfor han ikke bare sparker svigerforældrene ud af gæstesengen, men så vidt vil det aldrig komme. Jeg ved jo godt, hvilke kort himmerlændingen har at spille. Jeg ved, at han vil spille dem, han er whistspiller, ingen tvivl om det, dreven, han melder ikke noget, han ikke kan trække hjem. Og hvis han alligevel får en uheldig bet, hævner han sig i næste hånd.

Jeg skulle virkelig skide, her til morgen, og folk som opholder mig unødigt, når jeg skal skide, får kniven. Sådan tænker jeg, med kroppen. Men da jeg havde afleveret børnene, og jeg drejede om hjørnet til vores egen gade, så jeg himmerlændingen vogte over hoveddøren. Lyseblå cowboybukser, som mine egne, stort hvidt skæg. Han vindjakke er mørkeblå, det er jeg glad for. Min er grøn. Men i dag vendte jeg om. Så vidt er det kommet. Jeg gik en tur rundt om blokken, kiggede på Murakami-udstililngen i boghandlerens vindue. Han brugte nogle gamle plakater, som annoncerede et arrangement med forfatteren på Møn sidste sommer. De var krøllede og blege. Bøgerne var heller ikke helt nye. Papiret var gulnet på overkanten, men det var et synligt fremstød. Lige så synligt som mit tilbagetog. Jeg ville bare ikke snakkes til af denne ejegode djævel. Mine lunger peb, det gør de stadig, nu, to timer efter. Det koster mig to dage i sengen, sådan er jeg belejret. Naturligvis nåede jeg hjem uden at besudle mine underbenklæder, så galt går det jo alligevel aldrig, selv når man på vej hjem har lovet tarmen, at den snart får lov at slippe, og man så bliver opholdt af en krumrygget jyde, en lun, hvidskægget bedstefar fra Hobro.

Det er vel halvandet år siden, jeg så manden første gang, da de var ude at besigtige lejligheden og smørre dørene; han har været der uden ophold siden, men nu slår det mig, at jeg aldrig set ham på en sommerdag. Jeg har set ham uden tophue på en kølig novemberdag, men ikke i sommertøj. Der er noget galt ved det regnestykke, det er indlysende, og jeg skal nok finde ud af, hvad der sker. Vi skal væk i juli, men juni og august må også give sommerdage, og jeg vil holde øje med ham, så snart temperaturen kommer over 25 grader celsius, for det gør den. Det er jeg sikker på. Han kan ikke holde sommeren væk fra Østerbro, det nægter jeg trods alt at tro. Men sætte tiden i stå, måske, det vil jeg ikke udelukke, det har jeg faktisk en mistanke om; oplevelsen af tid er så subjektiv. Det er det farlige. Jeg vil aldrig lægge mærke til det. Jeg vil bare blive ved med at få lungebetændelse, halsbetændelse og mellemørebetændelse, indtil min hjerne eksploderer af snot. Det er det han kan, nu ved jeg det. Man ser det på hans krogede tud.