Kvindehår er som et mandelår – om den vanskelige brug af adjektiver om menneskekroppe

En røv kan ikke være tyk, men kan sagtens være fed. En numse kan omvendt godt være tyk, men ikke fed.

På samme måde kan en mås også være tyk, men ikke fed. Den kan til gengæld også være bred, hvad en numse ikke rigtig kan. Også en røv kan være bred, men altså ikke en numse. En numse er nemlig hyggelig, mens en røv er vulgær, derfor passer den hyggelige numse til den hyggelige betegnelse tyk, men hverken til den væmmelige fedme eller til at være bred, hvilket normalt ikke opfattes som pænt.

Så er der maven. Den kan ikke være fed, kun tyk, mens en vom kan være begge dele. Maven er nemlig lige så hyggelig som en numse, mens vommen mest får os til at tænke på øl, som både kan være hyggelige og vulgære. Hverken mave eller vom kan være brede, men det er vist bare, fordi vi ikke rigtig kan forestille os, hvad det ville indebære. Hvis den så alligevel er det, tilskriver vi ryggen den egenskab.

Kinder kan være buttede. De kan sådan set også være både tykke og fede, men er det alligevel sjældent. Mennesker kan være være både buttede, brede, tykke og fede. Det er mest børn, der er buttede, for buttetheden forbinder vi med noget sødt og uskyldigt, og det er egenskaber, vi oftest tilskriver børn, som endnu ikke rigtig har haft tid til at afsløre, at de ikke er det. Men også kvinder er tit buttede, særligt unge. Kommer de lidt op i årene, er de bare tykke, ligesom mænd. Vil man gerne sige noget nedsættende om tykke mennesker, kalder man dem fede. Det gælder både børn, kvinder og mænd, men hvis man siger det om børn, er det virkelig alvorligt. De kan almindeligvis højst blive overvægtige.

Mennesker, der beskrives som brede, er stærke; de har store muskler og kraftige knogler. De har brede skuldre og bred ryg, men ikke nødvendigvis en bred røv. Dette opfattes normalt som ros, hvis man siger det om en mand eller en dreng, mens en pige eller en kvinde helst ikke skal være bred, med mindre hun skal arbejde i marken. Hvis man skal rose en dreng for udseendet, må man gerne sige, at han er bred. Om en pige vil forældrene for det meste hellere høre, at hun ser sød ud eller ligefrem, at hun er køn eller smuk. Siger man det samme om en dreng, kan man ikke være sikker på, at forældrene opfatter det som en ros. Drengen selv gør nok, med mindre han har snakket for meget med sine forældre, ligesom pigen ofte selv vil opfatte det som ros at få at vide, at hun er stærk eller bred, hvis hun ikke er blevet opdraget for meget.

Nogle gange betyder kraftig det samme som bred, altså det samme som en bred ryg eller brede skuldre, men slet ikke det samme som en bred røv. Men andre gange betyder det buttet, hvilket er en mild udgave af tyk. Derfor skal man være forsigtig med at kalde nogen kraftig, selv drengebørn.

Lår kan både være tykke, fede, kraftige og buttede. Brede er de normalt ikke. De kan også være slanke, tynde eller magre. Er de slanke, er det godt, hvis det altså er en kvinde. De fleste mænd vil hellere høre, at deres lår er kraftige. Hvis man hører, at en kvinde har tynde lår, tænker man på et sugerør uden former. Det er på grænsen til at være nedsættende. Hvis de er magre, er vi allerede langt over den grænse, for så er hun sikkert anorektiker eller ligefrem narkoman. Mager er tyndhedens ækvivalent til tykhedens fedme. Det er ikke pænt at sige, hverken om kvinder, mænd eller børn.

En mave kan hverken være slank eller mager. Hvis den er tynd, betyder det, at personen har diarré, altså tyndskid. Det er ikke fedt. Tyndskid er ulækker, mens diarré blot er en diagnose. Racermave betyder det samme, men er nærmest morsomt, eller var det i hvert fald for fyrre år siden. Der er ikke meget, som holder sig morsomt gennem fyrre år.

Hvis en mave er det modsatte af tyk, er den flad. Derfor er den også tyk, hvis den er rund, men det siger man ikke så ofte som flad og tyk.

Det er godt, hvis maven er flad. Det gælder begge køn og alle aldre. En numse kan også være flad, men det er ikke så godt. Derfor er det for det meste en vulgær røv og ikke en hyggelig numse, der er det.

Hår kan være kraftigt eller tyndt, men hverken slankt, magert, bredt, buttet eller fedt. Fedtet kan det godt være, men det er noget helt andet. Kvindehår er som et mandelår: Beskriver man det som tyndt, bliver det almindeligvis negativt opfattet, og kalder man det kraftigt, er det en ros. Med hår, der sidder på næsen, kan det modsatte dog godt gøre sig gældende.

Afhent gratis bog i Århus

Kære læseglade århusianere

Hvem vil have en gratis bog?

Min lille roman, Piazza del Popolo, har solgt, hvad den kan sælge. Derfor kan man nu afhente et gratis eksemplar på forlaget. Det skal dog være inden for de næste to uger. Derefter vil restlageret blive makuleret.

Der ligger en stak bøger på Stig Petersens skrivebord, så spørg efter ham.

Adressen er:

Trykværket

Balticagade 10 B, 2.

8000 Århus C

Her er bibliotekernes lektørudtalelse om bogen:

"KORT OM BOGEN

Sindrig og velskrevet beretning om at slå sig til tåls med livet, sat i et flot beskrevet Rom. For læsere, der ikke er bange for at give sig i kast med et stykke underfundigt og lidt anderledes nyere dansk litteratur.

BESKRIVELSE

På en bænk i Rom ved Piazza del Popolo sidder der en gammel mand og reflekterer over tilværelsen. Han kommer her hver morgen for at se den smukke unge kvinde, han begærer, cykle forbi. Minderne om gamle kærester, konen Eva, sygdom, og særligt det dårlige forhold til sønnen Francesco, truer med at vælte hans ellers kontrollerbare tilværelse. Han er vred på livet og de skuffelser, det har givet ham, men kan han nå at finde en smule glæde, før det er for sent? Jens Peter Kaj Jensen er uddannet fra Forfatterskolen og cand.phil. i filosofi, og bor til dagligt i Madrid. Han har tidligere udgivet både romaner, noveller, faglitteratur og digte.

VURDERING

Jensen har begået en underfundig og velkomponeret bog om at slippe vreden og komme overens med de skuffelser livet har bragt. Det lyder tungt, men heldigvis er der masser af befriende humor i de groteske situationer som vores hovedperson kommer ud for. Persontegningen er nuanceret, og sproget flyder fint af sted med mange fine billeder. Bogens force er dog de fermt tegnede miljøbeskrivelser af den italienske hovedstad

ANDRE BØGER OM SAMME EMNE

Der er tematiske og stilistiske mindelser om forfattere som Sonnergaard og Wung-Sung."

Lektørudtalelse: Steffen Gordon Nielsen

Ja-hatten

Det er koldt, og foråret synes langt væk, så i dag vil vi varme os under ja-hatten. Vi har spurgt os selv: Hvad er det bedste, der kan komme ud af #MeToo? Hvilket udkomme kunne vi ønske os for vores to døtre og vores søn, hvis der var frit valg på alle hylder?

Vi kunne ønske os en verden, hvor formand for Det Konservative Folkeparti, Bendt Bendtsen, ikke straks ville tænke piccoline, når han så den unge Johanne Schmidt-Nielsen, og bede hende at hente en kop kaffe under TV 2's partilederrunde.

Det er en forsigtig start, men ikke ligegyldigheder: At kvinder bliver taget lige så alvorligt i en politisk debat som mænd. At vi har den samme nysgerrige forventning til, hvad kvinden har at sige, som til manden. Vi ved, at mange mænd er mere tilbøjelige til at afbryde en kvinde, der taler, end en mand. Vi ved, at mange kvinder er tilbøjelige til det samme. De har lært, at når mænd taler, tier kvinder. Det er ikke noget, man aftaler, definerer som en regel eller tænker videre over, det er slet ikke nødvendigt, for sådan reagerer vi nærmest automatisk. Mange kvinder stopper selv med at tale, når en mand afbryder dem, men ikke nødvendigvis når en kvinde gør. Måske er dette mønster en af grundene til, at det er så meget sværere at få kvinder til at være politisk aktive end mænd og til at stille op til ledende poster i boligforeningen, fagklubben eller partiafdelingen selv, hvor man har en ideologi om, at kvinder er ligeværdige.

Vi kunne ønske os en verden, hvor Dan Rachlin ikke ville finde det interessant at føre en årelang kampagne mod sangerinden Medina, fordi hun har fundet en kæreste, der er yngre end hende selv; at kvinder har samme ret som mænd til at score en på tyve, selvom de selv nærmer sig tredive.

På hylden lige over ligger ønsket om, at vores døtre ikke vil være bange for at blive skammet ud for at være for seksuelt udfordrende, hvis de tager initiativet og lægger an på en mand.

Ønsket om en verden, hvor det gælder som kutyme, at chefer eller andre overordnede ikke lægger an på eller har sex med personer, som søger job eller forhandler forfremmelse eller andre ansættelsesvilkår, finder man på en hylde fra rækken ovenover. Tænk på en verden, hvor det faktisk bliver anset for naturlig fyringsgrund, at overordnede udnytter disse sårbare øjeblikke til at komme i kanen med en person i en underordnet position.

Vi ønsker ligefrem, at #MeToo kommer til at betyde, at vores døtre skal arbejde og leve i en verden, hvor der er langt ringere mulighed for at misbruge sin arbejdsmæssige, politiske eller økonomiske magtposition over for underordnede, simpelthen fordi der er langt færre hierarkier mellem mennesker, mere fælles ledelse, ansvarsfordeling og mere lighed. Og dette er et ønske fra den aller øverste hylde.

Vi håber, at #MeToo vil betyde, at kvinder i fremtiden vil finde det lige så naturligt at sætte sig ind i venstre side af bilen, som at manden gør det. Og ikke kun i England …

Vi håber, at Vera og Serena vil leve i en virkelighed, hvor det er lige så naturligt at flytte hen, hvor kvinden har fået arbejde, som dertil hvor mandens arbejdsplads ligger. At kvinders arbejde bliver værdsat lige så højt som mænds, og at det ligeså godt kan være manden, der bliver hjemme, når barnet er sygt.

#MeToo-virkeligheden er en helt anden set fra den folkelige del af Madrid, hvor vi bor, end set fra Hollywood. Vi ved ikke, om vores to døtre og vores søn kommer til at leve i Spanien, Danmark eller et helt tredje sted. Også derfor gælder vores forhåbninger hele verden.

Når en kvinde (det er for det meste en kvinde) ansættes som parfumesælger i El Corte Inglés, det spanske Magasin, er hun på prøve i op til et år, hvorefter en stort set altid mandlig mellemleder kan indstille hende til fast ansættelse. Denne kvinde bliver aldrig filmstjerne i Hollywood; hun bliver med garanti heller aldrig millionær, men vejen til professionel succes går også for hendes vedkommende forbi en mandlig mellemleders skrivebord. Ham skal hun holde sig gode venner med, og det er ham, der definerer, hvad det indebærer. På den måde er virkeligheden alligevel den samme.

Da general Francos falangister vandt den spanske borgerkrig i 1939, blev en gammel katolsk praksis sat i system og sanktioneret af den nye fascistiske regering: Når en kvinde skulle føde, fik hun hjælp af en 'søster' fra kirken. Hvis hun var gravid uden for ægteskab eller af rød familie eller under mistanke for at leve et 'udsvævende liv', fik hun typisk at vide, at hendes barn var dødfødt. Og så blev det lille barn passet af 'søstrene', indtil de fandt en god, konservativ og gudfrygtig familie, som ville adoptere.

Denne praksis blev opretholdt til langt ind i 1990'erne, hvor Franco forlængst var død og parlamentarismen indført. Den seneste socialdemokratiske regering forsøgte at klarlægge denne historie og hjælpe kvinderne med at finde deres stjålne børn, men den nuværende konservative regering har lagt låg på. Om kirken har genoptaget denne 'adoptionspraksis', kan vi ikke vide, men dommeren Baltasar Garzón, som talte kvindernes sag, blev frataget sin bestalling.

Frem til 1981 (seks år efter Francos død og tre år efter vedtagelsen af den nye forfatning) kunne en hustru eksempelvis ikke få udstedt kørekort, tage et arbejde, få udbetalt sin løn, oprette en bankkonto eller få udstedt et pas uden sin mands tilladelse. Manden kunne derimod frasælge alt fælles gods (med fast ejendom som eneste undtagelse), uden at spørge sin hustru først. Ugifte kvinder blev betragtet som umyndige og måtte ikke flytte hjemmefra, før faren gav dem lov. Kønsrollerne er under forandring også her, men det er stadig forventningen til en kvinde, at hun har hovedansvaret for børn, madlavning og rengøring, og til manden, at han bringer penge hjem.

Derfor har man heller ingen lov om ligeløn. I Spanien får kvinder ifølge Eurostat kun 85,1 % af den løn, mændene kan hæve. Da journalisten Carlos Alsina for nylig spurgte den konservative ministerpræsident, Mariano Rajoy, om hans mening om ligeløn, var svaret, at “den slags skal regeringen ikke blande sig i”. 

  

I Danmark (og en række andre lande som England, Tyskland og Sverige) er der formelt ligeløn. Man må ikke give kvinder lavere løn end mænd (eller omvendt) under henvisning til deres køn. Men virkeligheden er, at det på mange arbejdspladser er ret simpelt at definere to stillinger, der ligner hinanden, som værende så forskellige, at denne forskel kan begrunde, at mandens giver en højere løn end kvindens.

Derfor har Island i deres ligelønslov indført en bestemmelse om, at virksomheder med flere end 25 ansatte skal bevise, at de betaler mænd og kvinder den samme løn. Det er et fremskridt.

Men det er ikke nok. For det forhindrer ikke, at de fagområder, hvor der er mange kvindelige ansatte har en tendens til at tabe lønkapløbet til fag med mange mandlige ansatte.

Vi håber, at Vera, Serena og Karl vil vokse op i en verden, hvor lønningerne i fag med mange kvindelige ansatte er lige så høje som i såkaldte mandefag. Endnu bedre ville det være, hvis betegnelserne ‘kvindefag’ og ‘mandefag’ helt forsvandt.

Når Christina tager til messe i Tokyo for at sælge det børnetøj, hun designer, vil hun gerne have en mand med. De japanske opkøbere har nemlig ry for ikke at tage kvindelige forretningsfolk alvorligt. Sådan er det uden tvivl også mange andre steder. Vi håber, det er noget, som #MeToo vil rokke ved.

Vi håber, at vores døtre og deres medsøstre bliver taget alvorligt som snedkere, filosoffer eller billedhuggere selv, hvis de ligner filmstjerner. Men vi håber lige så meget, at de kvinder, der ikke ligner vor tids filmstjerner, vil tage det som en selvfølge, at de godt kan blive skuespillere, hvis de har talent for det. At de vil turde tage det valg, fordi vi vil lægge mindre vægt på, hvordan folk ser ud, og mere på, hvad de kan, gør og vil. Og så også fordi kunsten, også filmkunsten, vil gøre mere ud af at repræsentere mennesker bredt, også hvad udseendet angår.

Vi håber, at #MeToo vil få os til at tænke over ikke altid at rose pigen for at være smuk og drengen for at være stærk.

I Spanien er den mandlige dominans indlejret i sproget. Hvis en kønsblandet gruppe personer omtales under et, bliver det automatisk til hankøn. Det er blot et eksempel. Det samme gælder ikke på dansk, men tænk sig at leve i en verden, hvor ‘fuldbyrdet samleje’ ikke blot betyder, at manden har fået udløsning ...

Vores håb er også, at vores børn vil vokse op i en verden, hvor mænd føler lige så stort ansvar for prævention som kvinder. Vi håber på en verden uden kræftfremkaldende P-piller.

Man kunne håbe på en verden, hvor selv paven anbefalede kondomet. Man kunne forestille sig en verden, hvor paven lige så godt kunne være kvinde som mand. Endnu bedre ville verden være helt uden pave. Det er ikke sundt at samle så megen magt hos en enkelt person. Og nu vi er ved den katolske kirke, så er det heller ikke sundt at lade personer, som er forpligtet til at leve i cølibat, arbejde med børn, sådan som det ofte er tilfældet i katolske skoler. Det vidner de tusinder af sager om præsters seksuelle misbrug af børn kun alt for tydeligt om: i Boston, i Irland og her i Spanien. Og i mindre omfang også i Danmark.

Et ønske fra en hylde ganske højt oppe på væggen er, at alle FN-lande i løbet af vores børns levetid vil forpligte sig til at konfrontere æresdrab og straffe de skyldige lige så hårdt som andre mordere. Æresdrab er et stort problem i Indien og Pakistan, men er ikke noget, som hinduer og muslimer har patent på. Mange steder i Latinamerika, fx i Brasilien og Ecuador, er det socialt accepteret, at en mand slår sin kone ihjel, hvis hun har været ham utro. Familie og venner dækker over disse mord, maskerer dem som selvmord eksempelvis, så morderen aldrig kommer for en dommer.

Et endnu mere udbredt problem er at få dømt mænd, der voldtager deres koner eller kærester. Mange steder anerkender man slet ikke, at der kan være tale om voldtægt inden for ægteskabet, fordi kvinden ses som forpligtet til at adlyde sin mand i enhver henseende. At få voldtægtsforbrydere dømt er i det hele taget et problem, da der sjældent er andre vidner end offeret og gerningsmanden. Det er vanskeligt at give et godt og effektivt svar på det problem, men man kunne starte med at tage anmeldelserne alvorligt. Man kunne instruere de vagthavende på politistationerne om at være imødekommende og lyttende i stedet for at møde en anmelder med skepsis og bebrejdelse for udfordrende påklædning eller opførsel. Man kunne minde forhørslederen om, at man altid har lov til at sige nej til sex, også selvom man selv har budt op til dans.

Tilsvarende håber vi, at #MeToo vil få den sideeffekt, at trafficking og andre former for slavehandel med tvangsprostituerede kvinder i fremtiden bliver taget mere alvorligt end hashhandel.

Det er en ordentlig hatfuld, så lad os hellere komme i gang med det samme.

God 8. marts!

Christina Catarina Altuna Aagesen & Jens Peter Kaj Jensen 

Min søster har skrevet en bog om vores mor og hendes ti søskende

og den kan man læse om her.

Omslag til Bo – første udkast

Klik evt. her og se første udkast til Bo fra Østerbros omslag.