Disjunktive definitioner er dem, hvor man definerer et fænomen F med et eller, altså ved at sige, at alle x'er hører under fænomenet F, hvis de enten er v eller y eller z. Der kan i princippet være en lang række disjungerede kriterier, men dog ikke uendeligt mange, for så ville alt jo falde ind under definitionen, og den ville i realiteten intet definere. Et tænkt eksempel på en disjunktiv definition kunne være, at man ville definere fænomenet 'bog' som en tekstmasse, der er publiceret enten på papir eller digitalt eller som lydoptagelse af oplæsning.
Disjunktive definitioner er ikke per definition forkerte eller dårlige. Indimellem kan de være de eneste mulige, men der er ikke desto mindre nogle principielle vanskeligheder ved dem. Det har interesseret mig i mit arbejde på at finde den bedst mulige definition på skønlitteratur. Et udpræget og indlysende problematisk eksempel på en disjunktiv definition af skønlitteratur finder man hos Robert Stecker, der fremlægger det således: “Et værk v er et skønlitterært værk, hvis og kun hvis v er frembragt i et lingvistisk medium, og 1. v er en roman, novelle, fortælling, et drama eller digt, og forfatteren af v har tilstræbt at indgive det æstetisk, kognitiv eller fortolkningspåkaldende værdi, og værket er skrevet med tilstrækkelig teknisk snilde til, at det er muligt at tage denne bestræbelse alvorligt, eller 2. v besidder æstetisk, kognitiv eller fortolkningspåkaldende værdi i betydelig grad, eller 3. v falder ind under en begrebslig forløber for vores begreb om skønlitteratur og blev skrevet, mens dette forudgående begreb endnu var almindeligt accepteret, eller 4. v er en del af en fremragende forfatters œuvre.”[Robert Stecker: What is Literature?, side 71.]
Her er der tale om disjunktion i anden potens i den forstand, at punkt 1 og 2 hver for sig er disjunktioner, mens punkt 1 til 4 også samlet set er sat disjunktivt op. Punkt 1-3 rummer opfattelser, som vi tidligere har diskuteret udførligt, og kriterium 4 er en cirkulær definition, i den forstand, at en fremragende forfatter implicit opfattes som en, der skriver skønlitteratur, og skønlitteratur defineres som det, der er skrevet af en fremragende forfatter. Dertil må man sige, at der er tale om en udpræget inklusiv definition. For at blive anerkendt som (skøn)litteratur kan et værk nøjes med at opfylde et af de disjungerede underpunkter i punkt 1 eller 2. Fx ved at besidde kognitiv værdi i betydelig grad. Jeg forestiller mig, at Einsteins generelle relativitetsteori således er kvalificeret til betegnelsen (skøn)litteratur.
På denne måde bliver de disjunktive definitioner let for inklusive, mangfoldigheden af kriterier åbner for mange døre til, at man kan ekskludere selv indlysende ikke-medlemmer af den definerede kategori.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar