fredag den 19. august 2011

Jeg er tæt på

Var der nogen, der fik noteret, hvor det var, man kunne tilmelde sig de fynske mesterskaber i at stave til eksotiske dyr, mens man slog vejrmøller på et meget lille sted? Selv er jeg ret optimistisk. Jeg mangler blot at lære at slå vejrmøller og så at kunne stave til 'lemur' på et meget lille sted (jeg er faktisk flink til 'finke' selv på ganske små toiletter, men jeg ved så heller ikke, om finker er helt eksotiske nok).

søndag den 7. august 2011

Om proportionerne i dansk politik

- Venstrefløjen er tættere på Løkke Rasmussen end på Hizb ut-Tahrir
- Løkke Rasmussen er tættere på Hizb ut-Tahrir, end venstrefløjen er


Hizb ut-Tahrir og den politiske magt i Danmark
Hizb ut-Tahrir har demonstreret i København for sharia og kalifat i Danmark. De repræsenterer dog kun et mindretal af Danmarks ca. 200.000 muslimer. Hizb ut-Tahrirs idéer har ingen muligheder for at realiseres i Danmark. De fleste danske muslimer bor i Danmark, fordi de hellere vil bo i en verdslig, demokratisk retsstat end i et religiøst diktatur. Villy Søvndal har ret: Hizb ut-Tahrirs ideer har ingen gang på jorden. Ønsker de at leve under kalifat og sharia, må de flytte til et andet land.

Hvis Hizb ut-Tahrir og ligesindede ved et trylleslag skulle få deres politiske målsætninger opfyldt, ville det være venstrefløjens forbandede pligt at bekæmpe dem, fravriste dem magten og indføre demokratiske tilstande og et moderne retssystem.

Et kalifat er en totalitær styreform, hvor en religiøs leder, kaliffen, er samfundets øverste i religiøse, militære, åndelige og politiske anliggender. Kaliffen skal være muslim og mand. Hans magt er nedarvet fra Muhammed. Under et dansk kalifat og sharia-lovgivning ville det undertrykte flertal ikke have noget alternativ til det oprør, som er alle undertryktes ret.

Venstrefløjen er tættere på Løkke Rasmussen end på Hizb ut-Tahrir
Venstrefløjen og Rasmussen er enige om, at vi skal have en retsstat. De samme love skal gælde for alle, for kvinder, mænd, sorte, hvide, gamle, unge, hetero-, homo- og transseksuelle, ateister, muslimer, kristne, buddhister, hinduer og jøder, og uden skelen til social status. Vi er enige om, at alle, som anklages for en forbrydelse, skal stilles for en uafhængig dommer, der skal have alle relevante sagforhold belyst af en forsvarer og en anklager. Vi er enige om, at politiet skal forhindre forbrydelser og medvirke til at opklare skyldsspørgsmål, men ikke må dømme eller straffe. Vi er enige om, at den skyldiges straf aldrig må indebære tortur, lemlæstelse eller likvidering. Endelig er vi enige om, at der er grænser for, hvad staten og dermed retsvæsenet skal blande sig i. Forhold som seksuel praksis, påklædning, drikkevaner og tro er private.

Disse retsforhold er afgørende for et demokrati, og her adskiller vi os afgrundsdybt fra Hizb ut-Tahrir. I stedet for en retsstat foretrækker Hizb ut-Tahrir sharia-lovene, som er et totalitært religiøst retssystem, der fx indebærer, at forhold som sex før ægteskab, utroskab, homoseksualitet, indtagelse af alkohol, gudsbespottelse, vantro og frafald fra islam er ulovlige og kan straffes med døden, tortur eller afkortning af lemmer. Det er voldsomme straffe for forhold, som i retsstaten hører under privatlivets domæne.

I Sharia er der ikke lighed for loven. Her er kvinders retsstilling dårligere end mænds. I en retssag vejer et kvindeligt vidnes udsagn kun det halve af en mands. Sharia er indstiftet af Gud og kan altså ikke afskaffes eller diskuteres. Den er ikke en del af demokratiet.

Løkke Rasmussen er tættere på Hizb ut-Tahrir, end venstrefløjen er
Venstrefløjen er her endnu længere fra Hizb ut-Tahrir, end Løkke Rasmussen er. Det er naturligt nok, eftersom Hizb ut-Tahrir er den yderste højrefløj, Enhedslisten det yderste venstre og Løkke Rasmussen et sted imellem. Enhedslisten vil fx afskaffe den danske stats brug af isolationsfængsling som torturinstrument til at fremtvinge tilståelser. Vi vil skrive kongehuset ud af Grundloven, så ingen kan arve politisk magt (formelt eller uformelt). Og vi vil sikre, at CIA ikke fragter ikke-dømte politiske fanger gennem Grønlandsk territorium for at torturere dem i hemmelige fængsler i Østen.

Demokrati, at ville mere end parlamentarisme
Venstrefløjen og Løkke Rasmussen er enige om, at vi skal have demokrati. Befolkningen skal selv bestemme, hvilken ledelse samfundsfællesskabet skal have. Det skal afgøres ved hemmelige, frie valghandlinger, hvor alle voksne medlemmer af samfundet har en stemme hver, og hvor ingen kan presses til at stemme mod sin overbevisning. Også her er vi meget tættere på Løkke Rasmussen end på Hizb ut-Tahrir.

Vi vil mere demokrati, end statsministeren vil, netop fordi vi er socialister. Venstrefløjen mener, at langt flere forhold skal under demokratisk kontrol. Ikke kun skolevæsen, trafik, politi, militær, domstole og socialforsorg, men også eksempelvis industri, bankvæsen og andre større virksomheder skal styres demokratisk og rationelt til befolkningens bedste, og så vidt muligt af dem, der arbejder der. Det er et folkeligt nærdemokrati, som statsministeren ikke ønsker.

Ytringsfrihed og højrefløjens hykleri
Venstrefløjen og Løkke Rasmussen er enige om, at forudsætningen for demokrati er, at man frit og åbent kan diskutere, hvilke beslutninger samfundet er bedst tjent med. Det forudsætter, at alle kan sige deres mening, uden at de bliver straffet eller forfulgt for det. Ytringsfrihed hænger uløseligt sammen med demokrati og derfor også med socialisme, som Enhedslisten og SF forstår det.

Kampen for ytringsfriheden er vigtig, uanset om man er enig med det ytrede eller ej. Støtter man kun ytringsfriheden for det medmenneske, man er enig med, støtter man ikke ytringsfriheden, men kæmper blot for sit eget synspunkt og egen magt. Enhedslisten ønsker, at magten tilgår befolkningen.

Det er en vigtig tradition på venstrefløjen at kæmpe for retssikkerheden og for ytringsfriheden også for mennesker og grupperinger, vi ikke sympatiserer med. Ytringsfriheden og retssikkerheden er befolkningens midler til at nedbryde magtcentrene og fordele magten.

Højrefløjens kamp for ytringsfrihed rummer et naturligt hykleri. Statsministerens politiske allierede fra Dansk Folkeparti taler varmt for ytringsfriheden, men bekæmper den. DF har gjort, hvad de kunne, for at begrænse ytringsfriheden for folk, de er uenige med. Det gælder eksempelvis Danmarks Radios journalister og eks-PET-chef Bonnichsen.

tirsdag den 2. august 2011

Grunde til at glæde sig i dette øjeblik

- SF holder ikke sommerudsalg, men holder sig til årets elleve mørke måneder.
- Sørine Gotfredsen siger ikke, at de 70 norske ungsocialdemokrater selv var ude om det, men nøjes med at give deres allierede på den danske venstrefløj skylden.
- PornStar har endnu ikke lanceret en børneserie.

Det var Breivik

RAF var socialister. Det sagde de da selv. De var også marxister og henviste flittigt til marxistisk teori, når de skulle give grunde for deres terroraktioner. Det samme gælder ETA, IRA, PFLP og en lang række andre organisationer. Jeg er også socialist og har skrevet meget om Karl Marx, hvis socialanalytik jeg har enorm respekt for. For nogle af de røde terrororganisationer gælder det endda, at jeg sympatiserer med deres politiske målsætninger, selvom jeg ikke sympatiserer med deres strategi og de midler, de anvender.

Jeg går ind for socialisme og for folkenes ret til national selvbestemmelse, hvilket i visse tilfælde endda kan betyde national selvstændighed.

Men jeg går ikke ind for terror. Jeg går ikke ind for krig mod civilbefolkningen, hverken Israels eller PFLP’s, kunne man sige. Dog synes jeg, at Israels er værst, for de er en stat og har andre muligheder og forpligtelser, men det er en nuancering.

Ikke desto mindre har mennesker, som ikke er socialister, gennem et kvart århundrede forsøgt at gøre mig til medansvarlig for terroraktioner over hele verden, fordi jeg deler (nogle) mål med (nogle af) de røde terrorister. Min socialistiske retorik har gødet jorden for deres ekstremisme.

Det, synes jeg, ikke er rimeligt. Jeg har altid talt mod terrorisme.

Al-Qaeda er muslimer. Det siger de selv. De henviser flittigt til Koranen, når de skal give grunde for deres terroraktioner. Det samme gælder Taleban og en lang række andre organisationer. Jeg er ikke selv muslim, men jeg er indvandrerlærer og har mange venner, bekendte og endda familiemedlemmer som er. Nogle af dem kan også finde på at henvise til Koranen, når de begrunder deres handlinger. Nogle af dem deler religiøse og politiske målsætninger med (nogle) muslimske terrororganisationer, mange andre gør ikke. Jeg ved ikke, om jeg kender nogen, som går ind for Sharia og kalifat i Danmark, det tror jeg egentlig ikke, men kender muligvis nogen, der går ind for det i det land, de er født i. De sympatiserer i givet fald med terroristernes politiske målsætninger, men sympatiserer ikke af den grund med de midler, de anvender.

Man kan sagtens være fundamentalistisk muslim uden at støtte terror, og de færreste af mine muslimske venner og bekendte er fundamentalister.

De går ikke ind for terror, men bliver alligevel skudt den samme terror i skoene.

Det, synes jeg, heller ikke er rimeligt.

Anders Breivik er fascist og terrorist. Han har myrdet 77 mennesker med koldt overlæg. Det har han angiveligt gjort, fordi han mente at disse mennesker var ansvarlige for, at der kom flere muslimer ind i Norge, end han syntes, der skulle komme.

Mange mennesker er enige med Beivik i, at der kommer for mange muslimer ind i Norge. Andre er mere generelt bekymrede for indvandringens omfang i Norge, eller fx i Danmark. Eller de vedtager politiske tiltag, som begrænser denne indvandring.

Nu vil nogen gøre disse mennesker ansvarlige for Breiviks handlinger, selvom de ikke selv er terrorister, men tværtimod taler imod enhver form for terrorisme.

Det, synes jeg, er forkert. Jeg er politisk uenig med disse skræmte mennesker, men man skal heller ikke være urimelig over for sine modstandere.

Det var Breivik, der myrdede de 77 nordmænd. Det er hans ansvar, og det står han alene med. Årsagerne til hans handlinger, hans bevæggrunde, kan vi altid forske i, men ansvaret er hans. Ikke Pia Kjærsgaards, Anders Foghs eller Villy Søvndals.