mandag den 29. marts 2021

As


Masser af kunstnere har lavet udgaver af Stevie Wonders sange, særligt af dem fra hans 'gyldne periode' fra 1971 til 1980. Der er de lidt overraskende som 'I Was Made to Love Her' af Jimi Hendrix (hvor den 17-årige Stevie Wonder selv spiller trommer) og de interessante som 'Gangsta Paradise' med Coolio, de lettere joviale som Ray Charles' udgave af 'Living for the City'. Der er også de triste misforståelser som Dario Campeottos forsøg på at synge 'Lately' på direkte tv.

Og så er der George Michaels lækre udgave af 'As', som vel blev et endnu større hit end Wonders egen udgave. Hvis man aldrig havde hørt originaludgaven, ville man formodentlig blive voldsomt imponeret af det flotte arrangement, den stærke vokal og den smukke komposition. Men når man så hører Stevie Wonders egen udgave fra dobbeltalbummet Songs in the Key of Life fra 1976, forstår man måske ikke helt, hvad en original popkunstner som George Michael ville med den, for hans arrangement er nærmest identisk med Wonders. Han synger den endda på samme måde, som Wonder gør. Der er intet føjet til. Arrangementet er måske en smule mere velpoleret end Wonders, men det havde det nu slet ikke brug for. Derfor bliver George Michaels udgave i mine ører overflødig, så her kommer den rigtige.
Hør As

Ingen kommentarer: