mandag den 17. maj 2021

Under jacarandatræet

Første gang, jeg så ham, sad han på kanten af et stengærde i skyggen fra et jacarandatræ uden for El Corte Inglés og soignerede sig med de remedier, han havde lagt frem i sirlig orden på en sammenfoldet papkasse. Det var den grå moustache, der skulle bringes i orden. Britisk, tænkte jeg først, fra Sydengland, Cornwall, måske. Jeg kan ikke sige præcis, hvorfor jeg tænkte sådan. Det forfinede ved hans bevægelser og det elegante, men luvslidte jakkesæt i nålestribet, stålblå uld kunne lige så gerne tilhøre en spanier.

Han var åbenlyst malplaceret på et leje af papkasser, men samtidig et sælsomt smukt syn mellem de dalende, blåviolette kronblade fra træet. Jeg var på vej til skole med Serena og kunne ikke opholde mig ved synet af den gamle. Serena skulle fortælle mig en drøm, hun havde haft. Hun var død som insekt, jeg fandt aldrig ud af hvilket, men genfødt som en strålende trompet, der drømte om den vilde jagt på bladlus. Vi var lige flyttet, og det var første gang, vi gik den vej til skole.

På vej hjem passerede jeg det samme stengærde, hvor den noble mand nu var i gang med sideskilningen. Det var ikke vanskeligt at få det fedtede, tynde hår til at sidde, men han blev ved med at frisere som i en melankolsk trance, han ikke kunne slippe ud af. Pludselig stivnede han og rankede sig lyttende, og så vendte han sig mod mig. Vores blikke nåede lige netop at mødes, jeg følte, at han i en brøkdel af et sekund ledte efter noget hos mig, før han igen vendte sig bort og sank sammen. Han skrabede skamfuldt sine sager til sig og lagde dem tilbage i den sorte toilettaske, gjorde ansatser til at rejse sig, men blev alligevel siddende.

Det er en uge siden; nu ved jeg, at manden soignerer sig uden for El Corte Inglés hver morgen lidt i ni. Jeg har endnu ikke set ham andre steder i byen, men jeg ved, han ikke sidder under jacarandatræet senere på dagen.

lørdag den 15. maj 2021

Vi spiller Kalliope

Ved Jens Peter Kaj Jensen & Per Martin Halskov

Kalliope spilles med 4-6 deltagere.
Fungerer almindeligvis bedst for spillere over 10 år.

Rekvisitter

– Et sæt spillekort med digte fra forlaget Ekbátana.
– En terning.
– Et spillebord.


– Værklisten er en liste over udvalgte udgivne værker af nogle af de forfattere, 

hvis digte er optrykt på kortene. Kan man huske nogle af titlerne, har man chancen for at score ekstra point.


– Listen over Bonuskort er en liste over kort, som giver mulighed for at score ekstra point ved at løse en opgave. Bonuskortene er på listen navngivet efter kortforfatteren og angiver, hvilken opgave der skal løses. Disse to lister får samtlige spildeltagere udleveret ved spillets begyndelse, hvorefter de får ti minutter til at orientere sig i dem. Så afleveres de til Kalliope, og spillerne får herefter kun mulighed for at se dem, når de selv er Kalliope.


– Ordforklaringer er forklaringer af svære ord, som optræder i opgaverne. Denne liste har alle deltagere hos sig gennem hele spillet.


Kalliopes funktioner

  • Rollen som Kalliope går på tur blandt spillerne.
  • Spillerundens Kalliope fungerer som spilleder og dommer og er derfor selv oversidder i runden.
  • Kalliope har særlig adgang til at orientere sig i Værklisten og listen over Bonuskort.
  • Hun vælger rundens Ekbátana, som er en særlig supertrumf.
  • Rundens Kalliope er desuden kortgiver, fører pointregnskabet og forestår bytningen af kort.
  • Kortspillets ejer er spillets første Kalliope og har derfor desuden til opgave at forklare reglerne.


Spillets forberedelse

Alle spillere får udleveret et eksemplar af Værklisten, listen over Bonuskort og Ordforklaringer og får herefter ti minutter til at læse papirerne igennem, hvorefter listen over Bonuskort og Værklisten atter indsamles af Kalliope. Ordforklaringer beholder spillerne.
Spillerne sætter sig omkring bordet og har herefter faste pladser gennem hele spillet. Jokerne skal ikke bruges og lægges fra.
Første rundes Kalliope opridser spillets grundregler.
Så spiller man en prøverunde af spillets Strofe 1. Herefter er det alvor.


Spillerundens Strofe 1

Spillets retning
Spillets retning er med uret. Det gælder rollen som Kalliope, stikmeldinger, kortbytning og selve spilafviklingen.

Kortgivning
Hver spiller får fem kort. De deles rundt, fordækt, et kort ad gangen. Spilleren umiddelbart til venstre for Kalliope får først. De resterende kort lægges i en restbunke på spillebordet med bagsiden opad. Rundens Kalliope skal som oversidder ikke selv have nogen kort.

Ekbátana
Umiddelbart inden kortgivningen skal Kalliope vælge og meddele et særligt kort som Ekbátana, en slags supertrumf som kan stikke alle andre kort og er sikkert stik i udspillet. Ekbátanaen må ikke være et billedkort. Tager man et stik med Ekbátanaen, bliver det ophøjet til et såkaldt Ekbátana-stik, hvis spilleren kan nævne mindst et af kortforfatterens værker fra Værklisten, idet kortet smides på bordet. Kalliope tjekker overensstemmelsen med Værklisten og nævner de korrekte titler. Hvis kortforfatteren ikke er opført på Værklisten, er hun/han opført på listen over Bonuskort, og i så fald skal spilleren løse den opgave, som angives her. Et Ekbátana- stik tæller tredobbelt, når spillerundens point opgøres.

Melderunden
Spilleren, som sidder umiddelbart til venstre for Kalliope, begynder med at melde ud, hvor mange stik hun forventer at få. Det gør alle spillere nu efter tur, og man skal enten melde et højere antal stik end den foregående eller melde pas. Melderunden er overstået, når alle har meldt en gang. Spilleren med den højeste stik-melding har vundet meldingen.

Trumf
Spilleren, som har vundet meldingen, skal nu vælge trumfens kulør.

Bytterunden
Herefter må spillerne efter tur (først spilleren til venstre for Kalliope) bytte kort fra restbunken. Man må bytte så mange, man vil. Man lægger de kort, man vil bytte, med bagsiden opad i en ny bunke ved siden af restbunken og siger antallet højt, og Kalliope udleverer et tilsvarende antal fra toppen af restbunken.

Selve kortspillet
Selve spillet begynder. Spilleren umiddelbart til venstre for Kalliope har udspillet. Alle smider et kort til efter tur. Esset er højeste kort. Man skal altid bekende kulør, hvis man kan. Kan man ikke bekende kulør, kan man kun stikke med trumf eller Ekbátana-kortet.
Den, der hjemtager stikket, har udspillet efterfølgende. Sådan fortsætter man, til alle fem kort er spillet.

Pointoptælling
a) Har man ikke vundet meldingen, får man 1 point pr. hjemtaget stik.
b) Hvis man har vundet meldingen og tager sine meldte stik eller flere, så får man 2 point pr. hjemtaget stik.
c) Hvis man har vundet meldingen, men ikke tager sine stik, så får man stadig 1 point pr. hjemtaget stik, men dertil minus 5 point i straf.
d) Et Ekbátana-stik tredobler stikkets pointværdi, hvis det lykkes at løse opgaven, der hører til.


Spillerundens Strofe 2

Alle spillere, som har taget stik i Strofe 1, får nu mulighed for at forbedre rundens score. Spillerne slår efter tur med en terning og får stillet en opgave i henhold til udfaldet.

Viser terningen 1, 2 eller 3, 
skal spilleren vælge et kort fra sin stikbunke og fortælle Kalliope kortforfatterens navn. Nu oplyser Kalliope, om forfatteren er opført på Værklisten. Hvis det er tilfældet, skal spilleren nævne den korrekte titel på så mange som muligt af forfatterens værker fra Værklisten. Man får point (1, 2 eller 4) for hver korrekt titel. Kalliope tjekker svarets rigtighed og siger de korrekte titler højt.
Hvis kortforfatteren ikke er opført på Værklisten, er der tale om et såkaldt Bonuskort. I så fald skal spilleren løse den opgave, som på listen over Bonuskort er opført under den pågældende kortforfatters navn. Hvis Kalliope beslutter, at opgaven er løst, giver det 10 tillægspoint.

Viser terningen 4 eller 5,
skal spilleren vælge et kort fra sin stikbunke, rejse sig og fremsige kortets digt og herefter give en analyse, hvor der enten skal udsiges noget meningsfuldt om digtets metrik eller form i øvrigt, udpeges en metafor, en metonymi, en alliteration, en anafor, en epifor, en kiasme, et oxymoron eller en trikolon (se Ordforklaringer). 
Eller der skal gives en indholdsmæssig tolkning, en sanselig udlægning eller en musikalsk fremstilling af digtet, som skal godkendes af rundens Kalliope. Dette fordobler spillerens stik-score i runden, men ændrer ikke ved eventuelle strafpoint.

Viser terningen 6,
skal spilleren vælge et kort fra sin stikbunke, rejse sig og fremsige et digt på to vers, der rimer på de to første vers af kortets digt. Kalliope afgør, om opgaven er løst tilfredsstillende. Dette tredobler i givet fald spillerens stik-score i runden, men ændrer ikke ved eventuelle strafpoint.

Spillere, som ikke har taget stik
beholder deres nul eller minuspoint.

Og så videre

Herefter gives der kort påny, og en ny runde begynder. Nu er det den næste spillers tur til at melde først.
Der spilles, til alle har været Kalliope tre gange. Spillerne kan naturligvis aftale at afkorte eller forlænge spillet, blot alle ved spillets afslutning har været Kalliope lige mange gange.



Værklisten

Andreas Morgenrødt
(4 point) Gravsten på Assistens Kirkegård med inskriptionen Andreas Morgenrødt - tidsrejsende 1996 - 2064

Asger Schnack
(1 point) Street
(2 point) Fra gud til måne 
(4 point) Øjeæbler

Camilla Hjørnholm Olsen
(1 point) Mørkekammeret 
(4 point) Sample

Carsten René Nielsen
(1 point) Enogfyrre ting
(2 point) Husundersøgelser
(4 point) Dobbeltgængeren fra Randers

Cindy Lynn Brown
(1 point) Dealbreaker [hver nat smadrer jeg mit ansigt med bølger] 
(2 point) Din lille darling
(4 point) Rigtige børn vokser – ikke op i forbifarten

Hans Karup
(1 point) Nattens Smil
(2 point) Korn – digte
(4 point) En forlygte af kødet

Ida Monrad Graunbøl
(1 point) Menneskedyret 
(2 point) Miraklernes tid 
(4 point) B til piraten

Jens Carl Sanderhoff,
(1 point) Det tøvende århundrede 
(2 point) Djævlens protegé
(4 point) Natkatamaran

Jens Peter Kaj Jensen
(1 point) Afstande over vand 
(2 point) Kig på damen
(4 point) Døgner

Jonas Reppel
(4 point) Daggryet drukner bag strakte tage

Kim Sindberg
(1 point) Det Er Et Fort Her
(2 point) Tegner, Tegner, Tegner 
(4 point) Rembus – en introduktion

Lars Emil Foder
(1 point) Fabelagtigheder 
(4 point) Natatlas

Louise Juhl Dalsgaard
(1 point) I dag skal vi ikke dø
(2 point) Det dér og dét der
(4 point) Mit ønske om at dø er rent hypotetisk

Marie Louise Pedersen
(1 point) Gopler og andre fortællinger 
(2 point) I myggens himmerige
(4 point) Fragmenter af vand på jorden

Maya Salonin
(1 point) Den 8. bog om Satan 
(4 point) Et studie i ondskab

Mette Norrie
(1 point) Statister
(4 point) FERNWEH

Mette Reinhardt Jakobsen
(1 point) Den dag Bitte blev bæredygtig
(2 point) Vil ikke forstyrres
(4 point) Farmerhjerte

Mikael Ostenfeld Krog
(1 point) Picco picco
(4 point) Skyggekaster

Morten Søndergaard,
(1 point) Døden er en del af mit navn 
(2 point) Et skridt i den rigtige retning
(4 point) Vinci, senere

Nicolaj Stochholm
(1 point) Udenfor pesthospitalet
(2 point) Femogtyve digte og en drøm
(4 point) Ødelagt rim

Pia Juul
(1 point) Dengang med hunden 
(2 point) Mordet på Halland 
(4 point) Avuncular

Rikke Oberlin Flarup
(1 point) Telefontesten
(2 point) Selskab af mænd
(4 point) Kan du høre, hvem det er?

Signe Kierkegaard Cain
(1 point) Søkvinden
(2 point) Det handler ikke om lykke
(4 point) Bispebjerg Bakke – historien om Slangen på Bispebjerg

Søren R. Fauth
(1 point) Moloch. En fortælling om mit raseri
(2 point) På Jupiter findes fortiden ikke
(4 point) Digt om døden


Bonuskort

Aya Benedikte Kor
(10 point) Lav en kiasme, hvor ordet morgendug indgår.

Rikke Ruby
(10 point) Stå på et ben og fremsig et selvopfundet digt på fire vers, hvor andet vers ender på Ruby, og fjerde vers ender på et rim på andet vers.

Piet B
(10 point) Lav et gruk.

Lisa Smith
(10 point) Brug en frase fra kortets digt til at konstruere en metonymi.

Julie Kastberg Rasmussen
(10 point) Fremsig et digt, der enderimer på bananfluerne.

Jeppe Mørch
(10 point) Lav et digt på to vers, hvor kortforfatterens efternavn indgår i en trikolon.

Connie Utsen
(10 point) Konstruer en kiasme med et udsagnsord og et navneord fra kortets digt.

Idaemilia Nørgaard
(10 point) Konstruer en oxymoron med et tillægsord fra kortets digt

Anders Schmidt Thorsen
(10 point) Rejs dig og læs digtet højt, og føj herefter en effektfuld alliteration til digtets sidste vers.

Anne Kierkegaard
(10 point) Lav en meningsfuld epifor med kortforfatterens efternavn som gennemgående element.



Ordforklaringer

Metafor
En metafor er overføringen af et udtryk fra et betydningsfelt til et andet, altså et billedligt udtryk, fx hans tunge var en tonstung lufthammer.

Metonymi
Metonymien minder om metaforen, men udskifter et udtryk med et andet fra samme betydningsområde som del for helhed, hvor man fx skriver det lille overskæg i stedet for Adolf Hitler.

Allitteration
Allitteration er bogstavrim, fx Vestlyngens vejrbidte vissenhånd.

Anafor
En anafor er en gentagelse af ord eller udtryk i begyndelsen af en sætningsrække, fx måske du vil komme igennem mørket en dag. Måske din mor vil hjælpe dig med det meste. Måske alle vil hylde dig, når det lykkes.

Epifor
Epiforen er en gentagelsesfigur ligesom anaforen, men i slutningen af sætningen, fx ingen fatter, at du vil. Alle håber, du gør det. Ingen forstår, hvordan du gør det. Kun Ole forstår, hvorfor du gør det.

Kiasme
Kiasmen er en spejlvending af en frase i den efterfølgende, fx selskabet tømte glassene, og glassene tømte selskabet.

Oxymoron
Et oxymoron er en selvmodsigelse, der kan betragtes som en antitese i kort form, fx et funklende mørke.

Trikolon
Trikolonen er en effektfuld trehed, fx charme, selvtillid og lækkert hår.

Gruk
Et gruk er et lille rim med en pointe, som skal fortælle sandhed om menneskelivet. Begrebet er opfundet af Piet Hein, som blandt andet skrev:
Pessimisterne
er dog
de reneste tåber – 
de tror
på det modsatte af, 
hvad de håber.

For en langsigtet pandemipolitik

I tirsdags havde jeg en kronik i Solidaritet. Den handler om de langsigtede perspektiver for håndtering af pesten, og man kan læse den her.