mandag den 17. maj 2021

Under jacarandatræet

Første gang, jeg så ham, sad han på kanten af et stengærde i skyggen fra et jacarandatræ uden for El Corte Inglés og soignerede sig med de remedier, han havde lagt frem i sirlig orden på en sammenfoldet papkasse. Det var den grå moustache, der skulle bringes i orden. Britisk, tænkte jeg først, fra Sydengland, Cornwall, måske. Jeg kan ikke sige præcis, hvorfor jeg tænkte sådan. Det forfinede ved hans bevægelser og det elegante, men luvslidte jakkesæt i nålestribet, stålblå uld kunne lige så gerne tilhøre en spanier.

Han var åbenlyst malplaceret på et leje af papkasser, men samtidig et sælsomt smukt syn mellem de dalende, blåviolette kronblade fra træet. Jeg var på vej til skole med Serena og kunne ikke opholde mig ved synet af den gamle. Serena skulle fortælle mig en drøm, hun havde haft. Hun var død som insekt, jeg fandt aldrig ud af hvilket, men genfødt som en strålende trompet, der drømte om den vilde jagt på bladlus. Vi var lige flyttet, og det var første gang, vi gik den vej til skole.

På vej hjem passerede jeg det samme stengærde, hvor den noble mand nu var i gang med sideskilningen. Det var ikke vanskeligt at få det fedtede, tynde hår til at sidde, men han blev ved med at frisere som i en melankolsk trance, han ikke kunne slippe ud af. Pludselig stivnede han og rankede sig lyttende, og så vendte han sig mod mig. Vores blikke nåede lige netop at mødes, jeg følte, at han i en brøkdel af et sekund ledte efter noget hos mig, før han igen vendte sig bort og sank sammen. Han skrabede skamfuldt sine sager til sig og lagde dem tilbage i den sorte toilettaske, gjorde ansatser til at rejse sig, men blev alligevel siddende.

Det er en uge siden; nu ved jeg, at manden soignerer sig uden for El Corte Inglés hver morgen lidt i ni. Jeg har endnu ikke set ham andre steder i byen, men jeg ved, han ikke sidder under jacarandatræet senere på dagen.

Ingen kommentarer: