tirsdag den 30. oktober 2012

Gasmændene


Det ringer på døren, og jeg lukker ikke op. Det ringer igen, mere insisterende, og jeg kommer i tanke om, at Christinas telefon ringede fire gange i formiddags, hun havde glemt den, og jeg kunne ikke besvare opkaldet, fordi den var låst. Jeg havde tænkt, at det måske var fra børnenes skole, men gik ikke derhen, fordi jeg vidste, at de ikke ville forstå mig, hvis jeg spurgte, om de havde ringet. Skolen har også mit telefonnummer, og kunne ringe til mig, hvis der var problemer. Men jeg er alligevel ikke sikker, så jeg lukker op.

Det er to mænd på tilsammen et godt stykke over 200 kg. De er høje af spaniere at være. Måske er de ikke spaniere, tænker jeg, men rumænere. Rumænerne er gerne lidt større, men disse to taler spansk; ikke et spansk, jeg forstår, ganske vist. Det går alt for hurtigt, og selvom jeg siger, at jeg intet forstår, fortsætter de på samme måde. Pludselig forstår jeg alligevel, at de siger noget med gas. De skal ikke aflæse forbruget, ved jeg, for vi køber det på flaske, så jeg tænker, at de skal tjekke installationerne. At der er noget galt, en utæthed. De bærer skilte på de officielt udseende, blå dragter, men jeg kan ikke nå at læse, hvad der står.

Jeg lukker dem ind og viser dem ud i køkkenet, hvor den ene straks går i gang med at vride i flaske og slange. Han tænder for alle tre blus, skruer helt op og holder et aparat hen over flammen. Han ser professionel ud, men jeg ved ikke, hvorfor de er i mit hjem. Jeg prøver at spørge ham, hvad han laver, og han viser med sin attituder, at det skal man da være idiot for ikke at kunne se. Jeg kan også godt se, at han tjekker mine gasinstallationer, formodentlig tjekker om der siver uforbrændt gas ud, men jeg ved ikke, hvem de er, og hvorfor han gør det.

Den anden har sat sig ved mit køkkenbord og udfylder en formular med adskillige forskelligtfarvede gennemslag. Han beder om et kort, som jeg ikke ved, hvad er. Jeg siger, at jeg ikke har sådan et kort, hvilket iriterer begge mænd, som så beslutter sig for at bede om mit pas i stedet. Jeg spørger hvorfor, hvilket blot får dem til at gentage, at de skal have mit pas, og jeg giver dem mit pas. Bandende og vredladen giver jeg dem mit pas. Jeg er ikke tryg ved netop dette. Manden ved bordet gør nu formularen færdig med oplysningerne fra mit pas og mit telefonnummer, som han også har fået.

Så spørger han, hvordan jeg vil betale. Jeg spørger, hvad jeg skal betale for. ”Dette”, siger han og gentager sit spørgsmål. Jeg siger, at jeg ingen penge har. Det har jeg virkelig ikke, og det svar får ham til at rejse sig op og gå et skridt frem mod mig. Også manden med aparatet rykker nærmere. ”Det skulle du have sagt tidligere”, siger manden med formularen, og nu forstår jeg pludselig alt, hvad han siger, han taler langsomt og tydeligt, og jeg ved, at han har ret. Det skulle jeg virkelig have sagt noget tidligere. ”Har du et kort?”, siger han og viser med fingrene, at det er et betalingskort, han mener. Jeg spørger, hvor meget jeg skal af med. Det er cirka 100 euro, og jeg ved, at der ikke er dækning, og at jeg ikke kan skaffe pengene, men at kortet ikke er spærret. ”Hvem betaler jeg til?”, spørger jeg. De griner begge kort, og manden med formularen peger på hovedet af formularen. Begge viser deres skilte på uniformen. Ingen af delene kan jeg læse, og de beder igen om mit kort. Og får det.

Formularmanden stikker kortet i en transportabel automat. Jeg kigger på displayet og konstaterer, at beløbet stemmer med, hvad de har sagt, og jeg taster min pinkode, skriver under to steder og får mit pas og Dankort tilbage. Manden ved gasblussene slukker og fortæller med et smil, at installationen er 100 procent i orden. Han sætter et klistermærke på gasvandvarmeren, peger på det og siger, at jeg kan ringe 24 timer i døgnet, hvis der er problemer.

Lidt efter er de gået.

fredag den 26. oktober 2012

Mega lega


Foto: Lars Bo Nørgaard;
sted: wasteland, Eire, nord;
tid: august 2012;
anledning: vandretur med kolleger og understøttelse af legablokke.

tirsdag den 23. oktober 2012

Jeg cykler rundt på gangene



Jeg cykler rundt på gangene. Det er mit gamle universitet, men jeg kan ikke kende rummene. Jeg kan ikke finde ude af, hvor jeg skal være, jeg burde ikke være her, min tid er ovre, men for enden af gangen er der en knude, som hver gang sender mig på rundt på den samme tur gennem først den mørke og så den lyse gang.

I den mørke gang skal jeg hver gang forbi en åben dør. Jeg ved, hvad der er derinde. En kvinde skal eksamineres i sit psykologispeciale, og jeg har læst det. Jeg ved, at hun består, at hendes karakter vil blive god, for det er skrevet godt og hænger sammen, og jeg vil intet ondt, men jeg er nødt til at gå derind igen, for specialet er ikke godt. Jeg ved, at hun begår en fejl ved at acceptere en god specialekarakter for en opgave, som ikke er videnskabeligt tænkt. Hun har forsømt at falsificere sin teori, men tværtimod skærmet den mod alt, der taler mod den. Jeg ved, at hvis hun lader sig selv slippe af sted med den intellektuelle slaphed, der ligger i kun at bringe empiriske eksempler, som underbygger den teori, hun vil forsvare, og ikke undersøge den empiri, som strider mod hendes sætninger, så vil hun aldrig lære at tænke kritisk. Så vil hun vænne sig til at acceptere det, hun kan slippe af sted med, selvom det ikke stræber mod sandhedens lys.

Jeg ved, at hun ikke vil have, at jeg kommer derind og siger disse ting til hende, at eksaminator heller ikke vil. De ved, hvad jeg vil sige, og prøver på at stoppe mig med hån og spot.

Alligevel cykler jeg derind igen. ”Hvad ved du egentlig om psykologi?”, siger eksaminator til mig. Han ved, at jeg selv har læst filosofi. ”Også mit speciale handlede om empati”, siger jeg. ”Jeg brugte flere af de samme teorier, og jeg gjorde samme fejl som hun, forsøgte at få alle dele til at hænge sammen og bekræfte hinanden. Jeg undlod at tage den ubelejlige empiri alvorligt, ja, også jeg fik en god karakter for et dårligt speciale. Sådan skal du ikke snyde dig selv.”
”Men hvad har det kostet dig?” spørger eksaminator.

De ikke bliver færdige. Jeg cykler videre, den lyse gang er let at finde. Nu ved jeg, at jeg ikke hører hjemme her.

I den lyse gang sidder tre mænd i et nøgent sofaarrangement, men de sidder ikke sammen. To af dem gør, men taler ikke sammen. De er høje, men ikke enorme, store i det, ikke muskuløse, nej, kvabsede mænd på 28, er de. De bærer cardigan og college-skjorter. Den tredje, glatbarberet er han, og med fyldigt, mellemblond hår og pænt, men konturløst ansigt, og hans mørkegrønne øjne er rolige og alvorlige. De ligger dybt i kraniet, bag fedt og hud og fregner, og han synger. Det er en engelsk sang, som bliver ved og ved, han synger til et du og synger som fortrolig hvisken, det er en afdæmpet fortvivlelse, men med stemmen, ikke som et luftigt gisp.

Han sidder med sin venstre side til det kæmpe vindue, men kigger ikke ud og kigger heller ikke ind, hans vågne øjne tager intet ind. Kun når jeg cykler forbi, kigger han. Han kigger, som om jeg kørte på en lille cykel. Han kigger på mig, som om jeg var en fuld provokatør. Forarget er han ikke, han har ingen primitive følelser, men en stille vrede over, hvad jeg mangler af følsomhed og alvor. Heller ikke det forstyrrer mandens sang. Jeg er for lille til at ryste ham, til at bryde den fortrolighed, han har med sangens du.

Og jeg bliver bange for, at cykle ind i væggen, bange for ikke at kunne finde frem, at komme ud af gangene, bange for, at jeg aldrig vil kunne ænse følelser som dem, han synger om.

Kun hans læber virker egentligt fede. Munden trutter, spidser til, fokuseret på at stemme tonen til at tale sandt. Den spørger, beder og fortæller. Den må ikke synge falsk, det ville være frygteligt, men man bliver aldrig bange for, at den vil synge falsk, han er så suveræn, som af en anden verden. Hans stemme insisterer, sikker og fortvivlet på den samme tid. Jeg kan kende seks af tonerne. Den allersidste dans, det er et omkvæd. Resten har jeg aldrig hørt nogen anden synge, for han komponerer sangen, mens han synger, og det er ingen vals.

Jeg tænker, der må være en tredje gang, en anden vej igennem knuden. Jeg har ikke altid været her. Der er en gang, hvor fædre står med deres fædre, som får katte til at tale grimt om børn. En gang, hvor barndomshjemmets stuer mugner og gror til. Jeg ved, der er en anden vej igennem knuden.