Hvis man ikke ønsker, at Thulesen Dahl
skal fortsætte som landets reelle politiske leder efter næste valg, må man
stemme på et af partierne til venstre for Socialdemokratiet. Der er ikke
længere noget alternativ i midten af dansk politik. Vi har valget mellem to
fløje, nemlig på den ene side Dansk Folkeparti suppleret af Løkke Rasmussens
regering (eller af en Mette Frederiksen-regering) og på den anden side Enhedslisten,
Alternativet og SF.
Et
fuldbyrdet forhold
Fra talerstolen på Socialdemokratiets
kongres udtalte Sass Larsen den 22. september, at hans parti har mere tilfælles
med det højreekstremistiske Dansk Folkeparti end med midterpartiet Det Radikale
Venstre, som socialdemokraterne ellers har arbejdet tæt sammen med i over
hundrede år. Denne erklæring kom en uge efter, at DF's formand havde lokket med
at gøre Frederiksen til statsminister og samarbejde tæt med en kommende
socialdemokratisk mindretalsregering, hvis Løkke Rasmussens regering ikke kan
fortsætte efter det kommende valg.
Hverken
DF's eller socialdemokraternes ledelse afviser, at der i fremtiden kan blive
tale om egentligt regeringssamarbejde mellem de to partier. Sass Larsen og
Frederiksen forsøger at sælge dette som et velfærdspolitisk samarbejde, som et
nyt centrum-venstre. Men det er fup. Der er tale om et genuint
højrefløjssamarbejde, og ikke kun på indvandrer- retspolitikken. Det er
rigtigt, at de to partier har nærmet sig hinanden på arbejdsmarkedspolitikken,
men det er ikke sket ved, at DF er blevet socialdemokrater. De
arbejdsmarkedsreformer, som de to partier er enige om, handler om at øge
udbudet af arbejdskraft og således presse lønniveauet ned. De vil sænke
ydelserne for de ledige og sende dem i tvangsarbejde. Socialdemokraterne har i
årtier gået ind for tvangsaktivering af mennesker på kontanthjælp (den overlevelsesydelse,
som de ellers selv var med til at indføre som en ubetinget rettighed, altså uden
krav om modydelser), men hvor socialdemokraterne tidligere foretrak at aktivere
med uddannelse, foretrækker de nu ligesom Venstre og DF aktivering i private
virksomheder og ikke til en overenskomstmæssig løn, men på kontanthjælpssatsen.
Dette skal yderligere sænke lønniveauet for lavindkomstgrupperne, fordi
private virksomheder nu kan erstatte dem med tvangsaktiverede til næsten
ingen penge.
Den
lange march mod højre
At socialdemokraterne nu hægter sig på en
rendyrket højrefløjsdagsorden, er naturligvis ikke sket fra den ene dag til den anden. Et skridt
på vejen var som nævnt tvangsaktiveringspolitikken i 1990'erne. I Poul Nyrup
Rasmussens sidste tid som statsminister i 2001 valgte partiet så side i
retspolitikken. Tidligere havde de befundet sig i midten (til venstre for de borgerlige partier, men til højre for de radikale, SF og Enhedslisten/VS), men med fremlæggelsen
af Terrorpakken i efteråret 2001 (vedtaget under Fogh Rasmussen-regeringen 31.
maj 2002) tilsluttede partiet sig højrefløjen på dette område. Terrorismeparagraffen gav mulighed for fængselsstraf
på livstid, og støtte til terrororganisationer kunne nu straffes med op til ti
års fængsel. En sådan støtte kunne fx være pengeindsamling til organisationer,
som var sat på regeringens terrorliste, herunder fx den kurdiske
selvstændighedsbevægelse PKK. Politiet fik samtidig øget mulighed for hemmelige
ransagninger, og asylansøgere kunne nu blive afvist og flygtninge
sendt ud af landet, hvis blot PET vurderede, at de udgjorde en
sikkerhedsrisiko. Endelig indeholdt lovpakken udvidede beføjelser til
overvågning af borgerne, nemlig en de facto afskaffelse af brevhemmeligheden.
Staten skulle beskytte sig mod borgerne, men borgerne skulle ikke længere kunne
beskytte sig mod statens vilkårlige kontrol og magtudøvelse.
Det
var et vigtigt retspolitisk højreskred, som Poul Nyrup-regeringen satte i værk; naturligvis
ikke ud i den blå luft, men under indtryk af det skrækkelige terrorangreb på
World Trade Center den 11. september 2001. Imidlertid kunne socialdemokraterne have
valgt en anden reaktion. De valgte den offensive krigsførelse i Afghanistan og
Irak, som har mangedoblet problemerne med terrorisme og med de
flygtningestrømme, som partiet samtidig nægter at tage ansvar for. Terrorisme
og flygtningeproblemer kan hverken løses med krig eller ved at lukke sig inde
bag pigtråd og afvikle retsstaten bag tråden, men kan muligvis mindskes ved at
arbejde for økonomisk og uddannelsesmæssig udvikling i de dele af verden, hvor flygtningene
og terroristerne kommer fra. Det er det eneste håb, vi har.
Nedsmeltningen
Med Helle Thorning-Schmidts indsættelse som
statsminister 3. oktober 2011 tog Socialdemokratiet et nyt syvmileskridt til
højre, selvom de dannede regering sammen med Socialistisk Folkeparti og Det
Radikale Venstre og baserede den på Enhedslistens støtte, og denne gang uden tvingende
grund. Helle Thorning-Schmidt erklærede i valgkampen, at hun havde tænkt sig at
videreføre den tidligere Løkke Rasmussen-regerings økonomiske politik. Og det
gjorde hun. Det var på et tidspunkt, hvor den internationale krise var ved at
klinge af. Men Socialdemokratiet mente, at de borgerliges økonomiske politik
var bedre end deres egen. SF og socialdemokraterne accepterede som en del af
regeringsgrundlaget de borgerliges tilbagetrækningsreform, som gjorde, at
lønmodtagerne skulle senere på pension. Det gjorde de for at tækkes de
radikale. Til gengæld accepterede de radikale så den 24-årsregel, som
socialdemokraterne var blevet enige med de borgerlige om, og som skulle
forhindre familiesammenføring, hvis en af parterne i et ægteskab var
under 24 år. Dette betød med andre ord, at socialdemokraterne (og SF) trak
regeringen til højre på indvandrerpolitikken, mens de radikale trak den til
højre på arbejdsmarkedspolitikken. Resultatet blev, at regeringen, allerede før
den var dannet, lå til højre for alle de partier, der var med i den – og langt
til højre for sit støtteparti.
Dette
viste sig hurtigt i regeringens politik, hvor man blandt andet beskar
mulighederne for flexjob for at 'øge udbudet af arbejdskraft', altså igen at
øge arbejdsløsheden for at presse lønarbejderne til løntilbageholdenhed og lydighed
af frygt for fyring. Målet med dette er naturligvis at øge konkurrenceevnen
over for udlandet, og det er klassisk borgerlig arbejdsmarkedspolitik. Et
socialdemokratisk alternativ til denne strategi kunne fx have været en
innovativ satsning på – støtte til – brancher, hvor Danmark har kulturelle,
videns- og uddannelsesmæssige fordele i sammenligning med konkurrenterne. Det
kunne være miljøteknologi, hvor Danmark var førende, inden Fogh Rasmussen,
Kjærsgaard og Lomborg kom til magten i 2001. Eller det kunne være den
kulturelle produktionssektor (film, videospil, bøger, musik o.l.), som allerede
er Danmarks største eksportsektor (nej, det er ikke landbruget).
Eller
man kunne såmænd have sat gang i offentlige anlægsarbejder, som vi så det, da Poul Nyrup-regeringen (med den radikale Marianne Jelved som økonomiminister) fik
landet ud af den økonomiske krise i '90'erne ved at føre keynesiansk
efterspørgselstimulerende, altså klassisk socialdemokratisk, politik.
Thorning-regeringen
valgte også at give skattelettelser til erhvervslivet, forringe SU'en og skære
i kontanthjælpen, og i januar 2014 vedtog regeringen så med støtte fra de
borgerlige partier at sælge en betydelig del af DONG. Så trådte SF ud af
regeringen, som tabte folketingsvalget den 18. juni 2015 og mistede magten.
Det
var i dette lys, at Socialdemokratiet den 28. juni 2015 valgte Frederiksen som
ny formand. Hun havde ry for at tilhøre partiets venstrefløj (bl.a. fordi hun
støttede den selverklæret røde Frank Jensen mod Helle Thorning-Schmidt i kampvalget
om formandsposten i 2005), men Villy Søvndal lancerede også sig selv som venstrefløj,
da han skulle vælges som formand for SF. Sådan noget skal man ikke tage så
alvorligt.
Forlovelsen
offentliggøres
Realiteten er, at Socialdemokratiet under
Frederiksens ledelse længe har gjort hede tilnærmelser til DF. I september 2016
afslørede Ekstra Bladet, at
Frederiksen havde holdt hemmelige møder med Thulesen Dahl. Og så valgte de to
partier at gøre forlovelsen offentlig. Socialdemokraterne giver DF en symbolsk
udlændingepolitik i medgift: I maj lagde Frederiksens parti således stemmer til
et forbud mod at tildække sit ansigt på gaden. Forbudet er ikke rettet mod
Pjerrot, men skal ramme de muslimske kvinder, der bærer burka eller niqab. Det
er der i forvejen stort set ingen, der gør, men nu skal det da nok komme. For
at genere muslimske ansøgere af statsborgerskab yderligere har regeringen, DF
og socialdemokraterne med indfødsretsaftalen fra juni besluttet, at alle, der
tildeles statsborgerskab, under en ceremoni på rådhuset skal trykke
borgmesteren i hånden. Det er muslimmobning og har ingen anden værdi end at gøre
DF glade.
Dette
sker, mens engelske Labour med Jeremy Corbyn i spidsen drejer skarpt til
venstre, og noget tilsvarende er i gang med Bernie Sanders og Alexandria
Ocasio-Cortez i det demokratiske parti i USA.
Midten
er væk
Tidligere kunne man stemme på
Socialdemokratiet i det håb, at partiet ville føre miljø-, rets, undervisnings
og arbejdsmarkedspolitik sammen med venstrefløjen – og så ellers videreføre den
borgerlige økonomiske politik sammen med Venstre. Eller man kunne stemme på de radikale, der som støtteparti nok ville trække socialdemokraterne til højre på den økonomiske politik,
men til venstre på de fleste andre områder. Denne mulighed eksisterer ikke
længere. Socialdemokraterne har valgt højrefløjen i lyst og nød.
At
det kommende folketingsvalg bliver et klima-valg, er indlysende. Bevidstheden
om, hvad der er på spil i klimapolitikken, er slået igennem, og at
socialdemokraterne i denne situation vælger at kaste sig i armene på sin utro
elsker i DF, må virkelig gøre ondt, ikke alene på de radikale, som i modsætning
til det miljøfjendske DF har noget at tilbyde her, men især på SF, der har
smadret sig selv i ugengældt kærlighed til Socialdemokratiet. Særligt i forberedelserne
til regeringssamarbejdet under Thorning-Schmidt afsvor SF alle de dele af politikken,
som adskilte dem fra socialdemokraterne, men denne blodsprængte loyalitet
honorerede socialdemokraterne blot med at sælge DONG-aktier for en klatskilling
til den suspekte investeringsbank Goldman Sachs. Sådan tampede de SF, som tilsyneladende dog har lært meget
lidt af denne brutale handling. Socialdemokraterne demonstrerer nu igen med al
uønskelig tydelighed, at de er ligeglade med SF, men SF bliver ved at halse
efter dem som en logrende køter.
At
slippe af med Thulesen Dahl
Hvis regeringen sammen med Dansk
Folkeparti får flertal efter næste valg, så fortsætter Løkke Rasmussen som
statsminister. Det har DF lovet ham. Mere vilde er DF heller ikke med
socialdemokraterne. Kun hvis socialdemokraterne får flertal sammen med
venstrefløjen (og de radikale), vil DF 'hjælpe' dem med at regere for således at
holde venstrefløjen uden for indflydelse. Og den klistrede limpind er Frederiksen
hoppet på. På denne måde har DF sikret, at det uanset valgets udfald bliver
dem, der bestemmer, enten med Løkke Rasmussen eller Frederiksen som hånddukke.
Forudsætningen
for, at DF vil gøre Frederiksen til statsminister, er imidlertid ikke blot, at
hendes parti sammen med venstrefløjen får 90 mandater ved valget, men formodentlig
også at disse 90 mandater er villige til at pege på hende som kongelig
undersøger. DF vil samarbejde med Frederiksen, hvis alternativet er, at hun
danner regering på venstrefløjens mandater, og det kan hun i den nuværende
situation ikke. SF er ganske vist med på den. Men det er hverken Enhedslisten,
Alternativet eller de radikale, når Frederiksen vil føre politik i nært
samarbejde med DF. Frederiksen drømmer om, at venstrefløjen gør hende til
statsminister, hvorefter hun fører politik i nært samarbejde med DF, men det har
ingen gang på jord. Nok er venstrefløjen flinke, men trods alt ikke lallende idioter. Skal
venstrefløjen bringe socialdemokraterne til magten, må de også føre politik med
venstrefløjen.
I
tilfælde af, at Socialdemokratiet, de radikale og venstrefløjen får 90
mandater, bliver der formodentlig nyvalg, for ingen vil kunne danne regering.
Der
er naturligvis den teoretiske mulighed, at SF og DF gør Frederiksen til
statsminister. Thulesen Dahl meddelte under et debatmøde i august, at han ikke
ville afvise at gøre Frederiksen til statsminister i en situation, hvor Løkke
Rasmussen ikke har mandaterne til at fortsætte, og venstrefløjen ikke vil
støtte Frederiksen. Det sker næppe. Hvorfor skulle DF bryde deres givtige
samarbejde med Venstre, hvis ikke Frederiksen kan true DF med at danne regering
i et samarbejde til venstre side?
De radikale har ingen rolle at spille i
et Folketing styret af DF, uanset statsministerens navn. De kan imidlertid heller
ikke støtte en Pernille Skipper- eller Uffe Elbæk-ledet regering; dertil er forskellen i den
økonomiske politik for stor. Så deres eneste mulighed for indflydelse er, at de
selv får 90 mandater. For øjeblikket har de 8. Dette er den ene af de to
muligheder, vælgerne har for at slippe af med Thulesen Dahl.
Den
anden er, at Enhedslisten, Alternativet og SF alene får 90 mandater. Men vil SF
danne regering med Enhedslisten og Alternativet? Ja, hvis de tre partier får
flertal sammen, vil de gerne. Kan de samarbejde? Alternativet og Enhedslisten
samarbejder glimrende i Folketingssalen, og hen over sommeren har Alternativet
lanceret en ambitiøs plan for omlægning af centraladministrationen, der
overordnet set passer perfekt til gennemførelsen af den 100-dages-reformplan,
som Enhedslisten har lagt frem. Uffe Elbæks forslag tager udgangspunkt i, at grøn
omstilling er vigtigere end alt andet og derfor skal have førsteprioritet i
regeringens arbejde. Ministeriet for grøn omstilling skal bemandes med hele
fire ministre. Enhedslisten vil fx fjerne momsen på økologiske fødevarer,
erstatte fossile brændstoffer med vedvarende energikilder, satse på bæredygtigt
landbrug og fiskeri og indføre naturzoner. Alternativet vil oprette et
ministerium for social retfærdighed og et for god fordeling. Enhedslisten vil
skabe en ny og mere demokratisk økonomi. Partiets skattepolitik,
erhvervspolitik og finanspolitik har til formål at øge økonomisk lighed,
demokrati og fælleseje. Sådan kunne man blive ved.
Og
der er heller intet i disse to udspil, som SF ikke ville kunne stemme for, hvis
de kastede et blik på deres partiprogram. Hvem skal være statsminister, Uffe Elbæk
eller Pernille Skipper. Eller Pia Olsen Dyhr? Ja, det skal vel den, hvis parti får flest stemmer.
For tiden har de tre partier 31 mandater
tilsammen. Der er langt fra 31 til 90. Men der er længere fra de radikales 8, og med Socialdemokratiets
aktuelle linje er det vanskeligt at få øje på andre veje til at slippe af med
Thulesen Dahls regime.
Der er dog en tredje mulighed, som jeg har udeladt af regnestykket, selvom det er den Enhedslisten for få måneder siden lancerede som deres valggrundlag. Denne mulighed bygger på det ikke urealistiske scenarium, at de tre venstrefløjspartier tilsammen får fx 46 mandater, mens socialdemokraterne får fx 44. Venstrefløjen og Socialdemokratiet har altså flertal sammen, og venstrefløjen er størst. Lad os så sige, at de tre venstrefløjspartier på forhånd bliver enige om at pege på en statsministerkandidat fra det af de tre partier, som bliver størst, så vil de som den stærkeste kraft kunne danne regering med Socialdemokratiet som parlamentarisk grundlag. I den situation vil socialdemokraterne kunne vælge mellem at gøre spidskandidaten fra det største venstrefløjsparti (p.t. Pernille Skipper) til statsminister eller afsøge mulighederne til højre side i salen.
Der er dog en tredje mulighed, som jeg har udeladt af regnestykket, selvom det er den Enhedslisten for få måneder siden lancerede som deres valggrundlag. Denne mulighed bygger på det ikke urealistiske scenarium, at de tre venstrefløjspartier tilsammen får fx 46 mandater, mens socialdemokraterne får fx 44. Venstrefløjen og Socialdemokratiet har altså flertal sammen, og venstrefløjen er størst. Lad os så sige, at de tre venstrefløjspartier på forhånd bliver enige om at pege på en statsministerkandidat fra det af de tre partier, som bliver størst, så vil de som den stærkeste kraft kunne danne regering med Socialdemokratiet som parlamentarisk grundlag. I den situation vil socialdemokraterne kunne vælge mellem at gøre spidskandidaten fra det største venstrefløjsparti (p.t. Pernille Skipper) til statsminister eller afsøge mulighederne til højre side i salen.
Når jeg for nærværende ikke tæller denne fine mulighed med, er det af den simple grund, at den med Socialdemokratiets nære binding til DF (og SF's binding til Socialdemokratiet) ikke vil komme i spil. Opstår dette flertal, vil Mette Frederiksen blot insistere på selv at blive statsminister i en socialdemokratisk mindretalsregering, og vil venstrefløjen ikke støtte hende i dette, vil hun gå til Dansk Folkeparti og bede om støtte. Den vil de give hende, hvis alternativet er Skipper eller Elbæk. SF har også indikeret, at de i den situation vil pege på Frederiksen frem for Skipper eller Elbæk. De vil tilsyneladende kun støtte en venstrefløjsregering, hvis de tre venstrefløjspartier får flertal uden Socialdemokratiet. Og har socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF ikke flertal sammen, skal Venstre såmænd nok lægge de sidste mandater til for at slippe for en venstrefløjregering. Så får vi alligevel en socialdemokratisk mindretalsregering styret af DF (hvor SF lægger stemmer til alt uden at få nogen nævneværdig indflydelse).
Så heller ikke dette scenarium vil skaffe os af med Thulesen Dahl som dukkefører, med mindre socialdemokraterne ophæver forlovelsen med DF og kigger til venstre, og SF samtidig gør fælles front med Enhedslisten og Alternativet.