Til Peder Frederik Jensen, som for nylig udgav monologen Skullfucking.
Jeg har lige læst skullfucking færdig. Jeg tog de sidste tyve sider på Pan Adoré, den
franske café, som ligger i stueetagen af ejendommen, hvor vi bor. Jeg tænkte,
at det ville være passende, at læse dig på en fransk café, du ved. Men det var
overhovedet ikke passende. Med Her står
du var det faldet fint i hak, men disse fine, luftige impressionismer har
du for længst lagt bag dig. Skullfucking
skal læses på en læk, indisk flodpram på vej til en ukendt tjæreplads, ikke på en
velkendt, munter fransk formiddagscafé.
Det er en af omfang lille bog, du har
skrevet, 72 sider, men jeg er en langsom læser, og de første halvtreds sider
kunne jeg kun læse fire-fem sider ad gangen. Sætningerne er så komprimerede og
rummer en lille verden hver især; de mætter. Groteske, men perfekte sætninger
er det; man tænker, at intet kunne være anderledes. Den sidste del er udpræget
kvalmende. Fra side 59, hvor skullfuckingen for alvor tager fat, er alt
modbydeligt; og man klæber til teksten, som en klæg dej til et fuldskæg. Det er en pragtpræstation. Det er
ikke let at skrive kvalmende eller svimlende, så det virker, men også det kan
du. Det kvalmende er noget, du allerede har arbejdet med i Banedanmark, men især i Vold,
som for mit vedkommende afsluttede et langt liv med makrel i tomat. I skullfucking når det modbydelige et nyt
niveau, som måske nok mildnes, når man læser, at der er tale om en drøm, men
ikke meget. Det måtte være en drøm, eller det kunne kun være en drøm, psykose
eller fantasi, i alle tilfælde dybt beroende på grusomme erfaringer.
Heller ikke drømme er lette at omsætte
til brugbar tekst, ælte om af tørt brød, som har boblet en uge i lunken
kærnemælk. De er lige så vanskelige at slå effektivt sammen fra bunden af. Det
kræver en god surdej. Nu har du den. Måske har du brugt den sidste klump til dette
grovlyriske bagværk, men du ved, hvordan du hoster i liv i en ny.
Tillykke med en fremragende debut som
lyriker!