fredag den 3. marts 2017

Tillykke med skullfucking

Til Peder Frederik Jensen, som for nylig udgav monologen Skullfucking.

Jeg har lige læst skullfucking færdig. Jeg tog de sidste tyve sider på Pan Adoré, den franske café, som ligger i stueetagen af ejendommen, hvor vi bor. Jeg tænkte, at det ville være passende, at læse dig på en fransk café, du ved. Men det var overhovedet ikke passende. Med Her står du var det faldet fint i hak, men disse fine, luftige impressionismer har du for længst lagt bag dig. Skullfucking skal læses på en læk, indisk flodpram på vej til en ukendt tjæreplads, ikke på en velkendt, munter fransk formiddagscafé.

Det er en af omfang lille bog, du har skrevet, 72 sider, men jeg er en langsom læser, og de første halvtreds sider kunne jeg kun læse fire-fem sider ad gangen. Sætningerne er så komprimerede og rummer en lille verden hver især; de mætter. Groteske, men perfekte sætninger er det; man tænker, at intet kunne være anderledes. Den sidste del er udpræget kvalmende. Fra side 59, hvor skullfuckingen for alvor tager fat, er alt modbydeligt; og man klæber til teksten, som en klæg dej til et fuldskæg. Det er en pragtpræstation. Det er ikke let at skrive kvalmende eller svimlende, så det virker, men også det kan du. Det kvalmende er noget, du allerede har arbejdet med i Banedanmark, men især i Vold, som for mit vedkommende afsluttede et langt liv med makrel i tomat. I skullfucking når det modbydelige et nyt niveau, som måske nok mildnes, når man læser, at der er tale om en drøm, men ikke meget. Det måtte være en drøm, eller det kunne kun være en drøm, psykose eller fantasi, i alle tilfælde dybt beroende på grusomme erfaringer.

Heller ikke drømme er lette at omsætte til brugbar tekst, ælte om af tørt brød, som har boblet en uge i lunken kærnemælk. De er lige så vanskelige at slå effektivt sammen fra bunden af. Det kræver en god surdej. Nu har du den. Måske har du brugt den sidste klump til dette grovlyriske bagværk, men du ved, hvordan du hoster i liv i en ny.

Tillykke med en fremragende debut som lyriker!

onsdag den 1. marts 2017

Vi møder Billie Jean King og Martina Navratilova

Når man ligger og drømmer om, hvor mange Grand Slam-titler Billie Jean King og Martina Navratilova har vundet tilsammen, har man ikke noget særligt imod at blive vækket af den treårige datter, som i værelset ved siden af ligger og skraldgriner i søvne. Det er inderligt livgivende. Det var, som om Serena grinede ad, hvor røvkedelig min drøm var.

Nej, Serena har naturligvis sine egne drømme og drømmer ikke om mine.

Men der indtraf nu alligevel noget pudsigt i min trivielle drøm: Da StoreMogens og jeg fik øje på de to tennislegender, spurgte jeg ham straks, om han vidste, hvor mange Grand Slam-titler, der sad der på bænken.
            – Næ, sagde StoreMogens uinteresseret.
            – Mindst 50! sagde jeg.
            Så spurgte jeg Navratilova:
            – Hvor mange Grand Slam-titler er det egentlig, du har vundet? Det er 30, ikke?
            – Nej nej, slet ikke, sagde hun og undertrykte et grin. – Jeg har nu kun vundet 18.
            Jeg blev naturligvis flov over at have foreslået noget så absurd.
            – Det kan da vist aldrig blive 50 tilsammen, sagde StoreMogens lakonisk.
            Legenderne grinte.
            – Nej, vi har kun 30 tilsammen. Jeg har vundet 12, sagde Billie Jean King.

Så var det, jeg blev vækket af Serena.
            Det pudsige ved drømmen er, at begge tal er korrekte. Jeg har lige tjekket det. Navratilova har vundet 18 Grand Slam-titler i single og Billie Jean King 12. Det vidste mit drømmende Jeg tydeligvis ikke, men bag dette Jeg må der jo arbejde en drømmekonstruerende bevidsthed, som kender disse tal, og som har ladet de to kvinder fortælle mit drømmende Jeg, hvordan det forholdt sig.


Jeg bør måske lige tilføje, at King i alt har 39 Grand Slams, hvis man tæller doublerne med, og Navratilova hele 59.

Serena elsker skraldespande

Da min nevø, Jonas, var tre år gammel, skulle han altid fortælle, hvad det var for biler, der holdt parkeret rundt omkring i byen: Det er en Ford, og der ovre holder der en grå Mercedes. Det havde hans far lært ham.

Da min egen Karl blev tre, tænkte jeg, det kunne være passende at lære ham det samme. Jeg kan godt lide, at børn går op i at lære sig noget, ligegyldigt hvad, men det var ikke nogen succes. Faktisk var det kun Peugeot, han lærte at genkende, og det var nok på grund af løven. Karl kunne godt lide de store afrikanske pattedyr.

Vera var mere i sin egen verden, da hun var på den alder. Eller i musikkens verden. Hun var altid dybt inde i en sang, når vi gik tur. Havde hun hørt Alicia Keys synge New York, kunne det tage timer, før hun kom ud af den igen.

Nu er Serena tre, og måske er hun den sidste treåring, jeg lærer at kende på nært hold, og hendes fokus er et andet sted. Når jeg følger Serena til vuggestue, er det hverken biler, dyr eller musik, hun taler om. Det er skraldespande. Hun er vild med at udpege de forskellige skraldespande, som byen har. De store containere til byggeaffald og de mindre affaldssorteringscontainere. Men især elsker hun de små skraldespande, som hører de enkelte beboelsesejendomme til, og de endnu mindre affaldskurve, som hænger på lygtepælene. Skraldebiler er naturligvis også fascinerende. At se den lille kran svinge en flaskecontainer op over førehuset og tømme den ud i ladet er en ren fest. Til sin fødselsdag i sidste uge fik hun da også en grøn skraldebil i gave. Men det allerbedste er at få lov at kaste en beskidt serviet eller en tom juicekarton i en af gadens fortryllende, grågrønne skraldespande.