onsdag den 1. marts 2017

Serena elsker skraldespande

Da min nevø, Jonas, var tre år gammel, skulle han altid fortælle, hvad det var for biler, der holdt parkeret rundt omkring i byen: Det er en Ford, og der ovre holder der en grå Mercedes. Det havde hans far lært ham.

Da min egen Karl blev tre, tænkte jeg, det kunne være passende at lære ham det samme. Jeg kan godt lide, at børn går op i at lære sig noget, ligegyldigt hvad, men det var ikke nogen succes. Faktisk var det kun Peugeot, han lærte at genkende, og det var nok på grund af løven. Karl kunne godt lide de store afrikanske pattedyr.

Vera var mere i sin egen verden, da hun var på den alder. Eller i musikkens verden. Hun var altid dybt inde i en sang, når vi gik tur. Havde hun hørt Alicia Keys synge New York, kunne det tage timer, før hun kom ud af den igen.

Nu er Serena tre, og måske er hun den sidste treåring, jeg lærer at kende på nært hold, og hendes fokus er et andet sted. Når jeg følger Serena til vuggestue, er det hverken biler, dyr eller musik, hun taler om. Det er skraldespande. Hun er vild med at udpege de forskellige skraldespande, som byen har. De store containere til byggeaffald og de mindre affaldssorteringscontainere. Men især elsker hun de små skraldespande, som hører de enkelte beboelsesejendomme til, og de endnu mindre affaldskurve, som hænger på lygtepælene. Skraldebiler er naturligvis også fascinerende. At se den lille kran svinge en flaskecontainer op over førehuset og tømme den ud i ladet er en ren fest. Til sin fødselsdag i sidste uge fik hun da også en grøn skraldebil i gave. Men det allerbedste er at få lov at kaste en beskidt serviet eller en tom juicekarton i en af gadens fortryllende, grågrønne skraldespande.

Ingen kommentarer: