tirsdag den 21. februar 2017

Vores underbo har brækket min svogers næse

Vores underbo, Augusto, kan ikke lide vores børn. Alt efter hvilket humør han er i, kalder han dem vilde dyr, elefanter, flodheste eller andre søde ting. Han hævder, at de larmer så meget, at han hverken kan sove om natten eller arbejde om dagen. Han har ret i, at de larmer. Ligesom alle andre børn, jeg kender, larmer. Om de larmer mere eller mindre end det gennemsnitlige barn, er jeg ikke den rette til at afgøre, men jo, de larmer.

De larmer nærmere bestemt mellem halv otte om morgenen, hvor de står op, og kvart i ni, hvor de skal af sted til skolen. Og så igen mellem fem-halv seks og ni om aftenen. For så vidt, de altid larmer, når de er hjemme og er vågne, altså også larmer, når de fx laver lektier, ser fjernsyn og spiller IPad. Dette er med andre ord et maksimum, for resten af tiden sover de eller er i skole. Så det må altså være på netop disse tidspunkter, at Augusto både sover og arbejder.

Det respekterer jeg, og jeg forsøger derfor hver dag, at få vores børn til at være så stille som muligt. De må ikke løbe, hoppe, slå kolbøtter, juble, spille høj musik, synge, slås med puder, spille bold eller noget andet, som er sjovt, og som derfor kan lave larm. Ok, så.

Augusto ringer og skælder os ud, eller skælder børnene ud, hvis det er dem, der tager telefonen. Han standser os på gaden og skælder os ud. Børnene har i det seneste par år været bange for at møde ham på gaden eller i opgangen. Han skriver breve med trusler. Truende – eller skrydende, som da han havde set, at Karl (9 år) gemte sig for ham, da de mødtes i opgangen. "Det må være ubehageligt for jer, at I føler, I skal gemme jer for mig! Jeg har aldrig skullet gemme mig for nogen i mit liv!" Eller han hamrer på vores dør, råber ad os. Eller han laver sit nummer med at komme op med sin aggressive ven. Vennen skal så være den truende, mens Augusto grædende fortæller, at han ikke kan sove på grund af vores børn.

Det har stået på i et par år nu. Første gang, vi mødte Augusto, var for snart fire år siden, hvor vi var ved at renovere lejligheden inden indflytningen. Den havde stået tom i sytten år og var ubeboelig, da vi overtog den. En dag kom han op og klagede over, at vi havde lavet revne i hans køkkenloft. Derfor skulle vi betale for såvel udbedring af skaden som nymaling af hele køkkenet. Den revne gik vi så ned og kiggede på sammen med entrepenøren. Revnen var blevet malet over for flere år siden. Det var indiskutabelt en gammel skade, som han havde forsøgt at bruge som påskud for at få os til at betale for en nymaling af hans køkken. Det var ikke nogen god start på naboskabet.

Mens jeg her i weekenden var et smut i Danmark, har Augusto været oppe hos Christina og børnene. Christinas bror, Harald og hans kæreste, var på besøg, og Harald lå og fik sig en lur på sofaen ved nitiden lørdag aften. Børnene legede (stille og roligt, ifølge Christina og Harald). De havde fået lov at være lidt længere oppe, fordi det var lørdag, og deres morbror var på besøg. Men selv, når de leger helt stille og roligt, kan Augusto høre dem. Og selvom lydene fra gaden og fra andre naboer er langt langt højere og mere konstante, er det lydene fra vores børn, som provokerer ham. Augusto er overbevist om, at vi får vores børn til at larme så meget som muligt udelukkende for at chikanere ham. Derfor bliver han rasende.

Pludselig kunne Christina og Harald høre et brag ude ved døren, men da Harald lukkede op for at se, hvad det var, var der ingen. Da han så gik lidt længere ud i gangen for at kigge, stod Augusto skulende nede ved sin dør og sagde med en psykopatisk stemme: "Ja, ja, det var MIG, der gjorde det!" Han havde et spækbræt i hånden. Det var det, han havde hamret på døren med.

Harald sagde, at Augusto ikke skulle komme og genere hans søster på den måde igen. Og så begyndte Augusto at råbe "stik den op i røven på din søster! Stik den op i røven på dig selv! Stik den op i røven på din søsters børn!" De kom op at skændes, og pludselig tog Augusto spækbrættet og hamrede det op i hovedet på Harald, så han brækkede næsen og fik en flænge. Nu er Augusto meldt til politiet. Augusto har selvfølgelig så selv fundet på en alternativ historie, som han har fortalt politiet, så nu må vi se, hvem dommeren tror på, hvis det kommer til en retssag.

Det er ikke behageligt, og børnene er naturligvis kun blevet mere bange for underboen. Nu må vi se, hvad der sker. Men jeg er træt af, at jeg ikke var hjemme, da det skete.

Ingen kommentarer: