Autofiktion, Ditlev & Gunder!

Selskab for Filosofi og Litteratur afholder sit næste offentlige arrangement på Studenterhuset i Odense lørdag den 23. marts 2019.

Temaet for arrangementet vil være:

"Autofiktion: Har den skønlitterære forfatter et moralsk ansvar over for de virkelige personer, som skildres i en fiktiv ramme? I givet fald hvilket?"

Der vil være to oplægsholder til mødet, nemlig forfatteren Kristian Ditlev Jensen og litteraten Nils Gunder Hansen.

Arrangementet begynder 14:00, og dørene åbnes 13:30. Vi slutter 16:30.

            Adresse: Studenterhuset, Amfipladsen 6, 5000 Odense C.

            Entréen for at deltage i arrangementet vil være 20 kroner for medlemmer af selskabet, mens entréen for ikke-medlemmer vil være 150 kroner.

            Det vil være muligt at melde sig ind i selskabet i forbindelse med arrangementet. Medlemskab koster 150 kr. for studerende og 300 kr. for alle andre.

Nils Gunder Hansen (født 1956), er professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet. Han har skrevet en række bøger, der bevæger sig fra litteraturstudier over sociologi til filosofi og teologi.

            Nils Gunder Hansen er oprindeligt uddannet i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, men har været ansat mange år i dagspressen, før han i 2008 blev professor ved Syddansk Universitet. Han har bl.a. været kronik- og debatredaktør ved Kristeligt Dagblad og eksistens- og litteraturredaktør ved Berlingske Tidende. Aktuelt er han anmelder og klummeskriver ved Kristeligt Dagblad. Endvidere har han været formand for Litteraturudvalget under Statens Kunstfond og næstformand for bestyrelsen i Statens Kunstfond.

Udgivelser:
Tage Skou-Hansen. Et forfatterskabsportræt. Gyldendal 2004.
Da Gud kom ind fra kulden. Om genkristningen i kulturen. Gyldendal 1999.
En afgrund af tillid. Guide til Løgstrups univers. Gyldendal 1998.
Etik i 90'erne. Gyldendal 1992.
Sansernes sociologi. Om Georg Simmel og det moderne. Tiderne Skifter 1991.
Den høviske kærlighed. Om kærlighedens opkomst i det 12. århundredes provencalske troubadourlyrik. Forlaget Basilisk 1985.

Kilde: https://www.gyldendal.dk/forfattere/nils-gunder-hansen-f11428

Kristian Ditlev Jensen (født 27. januar 1971 i Holbæk) er præst og forfatter og journalist.

            Kristian Ditlev Jensen har studeret almen og anvendt sprogvidenskab ved Københavns Universitet, men mangler specialet i en MA i litteraturvidenskab med tilvalg i engelsk litteraturhistorie, kulturjournalistik og kulturformidling. Ved siden af studierne ved Københavns Universitet har han læst kognitiv semiotik ved Aarhus Universitet på Center for semiotisk forskning.  Han blev uddannet fra Forfatterskolen i 1997.

            I 2012 påbegyndte han teologistudierne, og i 2017 bestod han den teologiske paragraf 2-prøve. Den 27. november 2017 blev Kristian Ditlev Jensen i Haderslev Domkirke ordineret som præst i den danske folkekirke.

            Den 17. december 2017 blev Kristian Ditlev Jensen indsat som kirkebogsførende sognepræst og begravelsesmyndighed i Holbøl Sogn i Aabenraa Provsti, Haderslev Stift.

            Som journalist og litteraturkritiker er Kristian Ditlev Jensen fast tilknyttet avisen Berlingske Tidende. Han har tidligere også skrevet for Dagen, Information, Politiken og DSB's magasin Ud & Se. Han har desuden skrevet freelance for Jyllands-Posten, Filmmagasinet EKKO, gastronomimagasinet Gastro, Berlingskes MS og de tyske gastronomimagasiner Effilee og Der Feinschmecker.

Udgivelser:

I 2001 udkom selvbiografien Det bliver sagt, der skildrer de seksuelle overgreb, han var udsat for som barn. Bogen fik Weekendavisens Litteraturpris.

Han debuterede som skønlitterær forfatter i 2004 med romanen Livret, der modtog Debutantprisen på BogForum.

I 2011 udkom samtale- og essaybogen Hvorfor må vi ikke tale om døden?.

Rejseskildringer er udgivet dels i Ord i Orient-Ekspressen, dels i essaysamlingen Røde kager og grøn te.

Flere af hans bøger er oversat til norsk, tysk og japansk.

Kristian Ditlev Jensen har endvidere skrevet dramaet Rigets tilstand.

Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Kristian_Ditlev_Jensen

Et øjebliks uforsigtighed og cubaya

Jeg lod mig ikke distrahere, da de spurgte mig under straffesparkskonkurrencen mellem Kroatien og Danmark ved fodbold-VM. De har spurgt mig, mens jeg var selskabeligt overrislet, glad og mæt, men jeg holdt stand. Blot en lillebitte hund, en chihuahua, måske en nuttet lille abekat, eller bare en kanin, far! De har spurgt mig, mens jeg sov, og jeg har mumlet nej i søvne.

De har lovet at passe og holde rent; intet ville jeg mærke til den. De har spurgt med fugtige øjne og en hjemmelavet bordskåner i en fremstrakt hånd. De har spurgt på dansk og spansk og engelsk, de har spurgt på sprog, de selv har fundet på, men jeg har aldrig ladet mig fange. Jeg vil ikke.

Men i lørdags ringede vores taiwanesiske nabo pludselig på døren med to fede, velfriserede rotter i favnen. Han er ved at være færdig med sin tandlægeuddannelse og skal hjem til sin kinesiske ø, men kan ikke tage bæsterne med på turen. Måske kunne vi overtage lille Tina og hendes mor, så de ikke skulle aflives nede hos dyrehandleren? Min mentale kæledyrsoverfølsomhed gav mig en sær kløen i halsen, som jeg forsøgte at hoste væk. Og så viste det sig sørme, at den lyd, som slap ud af min mund, betyder ‘naturligvis’ på en særlig østtaiwanesisk dialekt af mandarin. 

Nu bor rotterne hos Karl. Der er savsmuld over hele lejligheden, og udpræget renlige er sådan nogle gnavere heller ikke, men jeg er bundet af mit ord.

Man skal sådan passe på.

Et levende museum for 1970'ernes venstrefløj

Illustration: Thomas Kruse

Lørdag den 26. januar afholdt Enhedslisten sin anden kulturfestival. Det foregik i KU.BE på Frederiksberg, et virkelig spændende hus, arkitektonisk opfindsomt skruet sammen og med fornuftig koncertsal, et lille bibliotek, stor café, gode, store konferencelokaler og godt tænkte legeområder for børn. Efter et par ture rundt i labyrinten fandt man ovenikøbet også frem til toiletterne. De fysiske rammer var virkelig gode.

Programmets flotte forside var prydet af en gårdmusikant, så vidt jeg kan se malet af Thomas Kruse (født 1943), en af halvfjerdsernes førende progressive kunstnere i Danmark.

Indeni var programmet også imponerende. Dagen igennem var der workshops i fire eller fem forskellige lokaler samtidig, som man så måtte vælge imellem, og man kunne nå tre. I alt blev tretten temaer behandlet, nemlig disse

• ·      Kultur, identitetspolitik og venstrefløj
• ·      BARE FORDI AT,  Sprog og forestillinger i udlændingedebatten
• ·      Da stuepigerne støvede af i fagtoppen og på hotellerne
• ·      Strejkesange – Indblik i en glemt sangskat og kultur
• ·      Public service på skrump – Efter medieforliget   
• ·      Kulturen og grønthøsteren
• ·      Kulturløshed og velfærdsstat – Mellem dystopi og håb
• ·      Medierne og højrepopulismen
• ·      Det forsvundne Folk
• ·      Retskultur på glidebane – om ghettoplaner, parallelsamfund og kriminel lavalder
• ·      Skal nye røster synge – Den rød-grønne sangbog
• ·      Fra Snart dages det brødre til grill baren lukker nu..
• ·      Myter og udfordringer i Ghettodebatten

Der var således masser af indhold at komme efter, og jeg besluttede mig for at deltage i festivallen, selvom jeg bor langt fra Frederiksberg, både af interesse og for at bakke op om den glimrende idé, det er at holde en kulturfestival for venstrefløjen. Det var nemlig sådan det var lanceret: Man behøvede ikke at være medlem af Enhedslisten for at deltage.

Derfor opfordrede jeg da også begejstret alle mine Facebookvenner (plus nogle stykker, som ikke er på Facebook) til at deltage.

Da jeg mødte op (som altid lidt for tidligt) for at tjekke ind, blev jeg budt venligt og imødekommende indenfor, selvom jeg havde glemt at printe min billet ud, og arrangørerne ikke havde nogen deltagerliste ved indtjekningen, men Lole Møller kunne heldigvis godt huske, at jeg havde tilmeldt mig, så jeg fik mit armbånd alligevel. Sådan var stemningen: god, imødekommende og fri.

Men der var noget, som fra begyndelsen undrede mig: Ingen af de aktivister og arrangører, der stod klar til at tage imod gæsterne, var fra min generation, og heller ingen var yngre. Jeg er 53 år gammel.

Jeg satte mig ind i koncertsalen, hvor der skulle bydes velkommen til dagens arrangement. Og der var mange gæster allerede fra begyndelsen, et sted mellem 150 og 200 vil jeg tro, men hvis man ser bort fra en enkelt ung mand, som var taget med sin bedstefar til kulturfestival, var jeg den yngste. Klart den yngste, endda. Der var masser af velkendte ansigter, folk jeg lærte at kende, da jeg var aktiv i Venstresocialisterne og siden Enhedslisten fra 1984 og til omkring 2006. De fleste var folk, som allerede var veteraner på venstrefløjen, da jeg meldte mig ind i VS i '84. Jeg kunne også genkende to, som var meget aktive på SF's venstrefløj – fra halvfjerdserne til halvfemserne.

Men ingen af de mange kulturpolitisk interesserede og venstreorienterede forfattere, som jeg kender fra min egen generation og yngre, gæstede arrangementet. Ikke en eneste.

Klokken 13:00 bød den i forhold til gæsterne ret unge Søren Søndergaard (født 1955) velkommen på partiets vegne og introducerede den knapt så unge Flemming Jensen (født 1948), som så holdt åbningstalen. Både Søndergaard og Jensen virkede oplagte og gjorde det som altid glimrende.

Og så var der rock! Den purunge Kaya Brüel (født 1972) og hendes band spillede med smittende humør. Der blev klappet og sunget med, for det var den helt rigtige musik, nemlig den, som gæsterne skejede ud til, da de var unge i halvfjerdserne. Det var en hyldestkoncert til Jomfru Ane Band, som havde havde Kayas mor og moster Sanne og Rebecca Brüel som frontfigurer. Det var virkelig godt og levende og som skræddersyet til venstreorienterede tilhørere på halvfjerds år og opefter.

Som min første workshop valgte jeg 'Kultur, identitetspolitik og venstrefløj'. Det er et vigtigt tema, som har fyldt meget på kunstscenen, blandt forfattere, på venstrefløjen og i dagspressen i hvert fald i de seneste to år, og arrangørerne havde inviteret fire velformulerede paneldebattører til at sætte temaet op, nemlig forfatteren Josefine Klougart, MF for Enhedslisten Pelle Dragsted, den tidligere litterære direktør for Gyldendal Johannes Riis og historiker og museumsinspektør Ulla Tofte. Alle fire har deltaget i den offentlige debat om temaet med nogenlunde høj profil, og de havde også alle noget interessant og indsigtsfuldt at sige.

Men ingen af dem sagde på noget tidspunkt så meget som en sætning, jeg var uenig i. De repræsenterede alle den tænksomt moderate position i debatten, som på den ene side kunne se noget positivt og fremadskuende i Me Too-bølgens kritiske fokus på privilegieblind og ufølsom adfærd og ditto tænkemåder, men som på den anden side også havde blik for, hvordan nogle identitetsaktivister er gået amok i historieløs og selvoptaget krænkelseshunger. Skarpest og bedst forberedt var sjovt nok Pelle Dragsted, som jo ellers ikke primært arbejder med kulturpolitik til daglig.

Jeg forlod debatten med en god og tryg følelse af, dels at der var blevet talt nuanceret og ærligt om emnet, og samtidig at jeg ikke står alene med mine tanker om det, og det var da rart, men måske kunne jeg godt have tålt at blive udfordret lidt mere. Hvorfor var der ingen i panelet, som repræsenterede yderpolerne i debatten om dette tema? Det kunne måske også have åbnet den tamme publikumsdebat, som fulgte paneldeltagernes oplæg, lidt mere. Det hele blev måske lidt for tilbagelænet, unisont og ordentligt?

Min anden workshop handlede om retskultur. Det blev ikke en debat, som handlede om kulturpolitik, i hvert fald ikke i snæver forstand. Det handlede derimod om social- og retspolitik eller rettere: om retspolitiske perspektiver inden for socialsektoren. Det var oplysende og interessant, fordi arrangørerne havde inviteret to meget kompetente og tænksomme paneldebattører, nemlig juristen Birgitte Eiriksson fra tænketanken Justitia og social- og borgerrådgiver Bettina Post. Enhedslistens tidligere retsordfører Rune Lund sad også med til bords, men kom aldrig med i samtalen, fordi hans retspolitiske interesser syntes at ligge et lidt andet sted end Eirikssons og Posts. Det var et spændende panel, men kunne sådan set godt være gemt til en anden lejlighed.

Til sidst deltog jeg i en debat om 'Medierne og højrepopulismen', som blev formidlet af journalist og venstrefløjsveteran Jacob Mollerup og Enhedslistens Søren Søndergaard. Journalisten Jes Stein Pedersen skulle også have været med, men dukkede ikke op. Der var mange pudsige og lærerige annekdoter i samtalen mellem Mollerup og Søndergaard (der egentlig kun skulle have været mødeleder, men som blev nødt til at fylde noget mere, fordi Stein Pedersen ikke kom), men alt i alt var udkommet af denne workshop for forudsigeligt.

Så skulle vi spise, og maden var lækker. Særligt husker jeg det hjemmebagte brød, vi fik til det sprængte oksebryst (var det vist) mit Gemüsen. Maden var naturligvis økologisk, og det samme var øllet. Der var også lave mad til vegetarerne, men med æg i, så der har formodentlig ikke meldt sig nogen veganere til arrangementet. De fleste veganere er vist også under halvfjerds år gamle, så det skal nok passe ...

Efter maden var der cabarét i koncertsalen. Og hold nu fast: Det var en cabaret om Benny Andersen! Det var en kompetent (omend lidt fimset) gennemført cabarét, med god stemning og tilpas mange pusseløjerligheder. Men altså: Thomas Kruse, Flemming Jensen, Jomfu Ane Band og så Benny Andersen ...

For at det ikke skulle være løgn, blev aftnen rundet af med en koncert med Søren Sidevinds Spillemænd, der som bekendt begejstrede med røde sange i halvfjerdserne. Den koncert nåede jeg ikke at høre (de mange timer på halvfjerdsermuseum blev for meget for mig), men jeg er sikker på, at den lige som alt andet på kulturfestivallen vakte stor begejstring, for de spillemænd kan godt finde ud af at levere en effektiv koncert, og det var jo præcis Søren Sidevinds generation, man havde lagt hele arrangementet an på. Der er ikke noget dansegulv i koncertsalen, så tilhørerne blev heller ikke for trætte i benene.

Under alle omstændigheder er jeg sikker på, at alt sluttede i god ro og orden. Arrangementet sluttede nemlig klokken 23:00, så alle kunne komme hjem i seng i ordentlig tid.

Arrangementet var vellykket og harmonisk skruet sammen, målrettet mod den københavnske venstrefløjs sande veteraner. Dem på over halvfjerds. De genså gamle venner og fik i det hele taget, hvad de kom for, og de kommer helt sikkert gerne igen næste år.

Jeg vil gerne sige tak til arrangørerne for den store, engagerede og kompetente indsat. Jeg håber, I vil fortsætte. Venstrefløjen har brug for en kulturfestival! Og I må meget gerne bruge KU.BE igen. Det er et dejligt sted.

Men man kan også gøre i hvert fald noget af det på en lidt anden måde, så venstrefløjsere på min alder eller måske ligefrem unge mennesker, eller blot folk, som ikke var aktive på den københavnske venstrefløj i 1973, også kunne føle sig som en del af fællesskabet.

Måske kunne man få en 50-årig, en 30-årig og en 17-årig med i arrangørgruppen også?

Måske kunne man skele til den samfundsbevidste samtidskunst, når man vælger, hvad der skal på scenen.

Teater Sort/Hvid har inden for det seneste år disket op med hele to revolutionerende, politiske forestillinger? Den ene handlede endda om en antikapitalistisk revolution og hed såmænd Revolution. Kunne man mon ikke lokke dem til at give en smagsprøve fra den forestilling?

Rytteriets snobber, Skønne Fritz og Søde Poul, kunne være et herligt indslag næste år!

Hvor er den nye billed- installations- og skulpturelle kunst på vej hen?

Hvad med noget musik skrevet efter 1977? Halvfjerdsernes unge venstrefløj gad sgu da heller ikke gå til koncert med musik fra trediverne! Hvad med Nikoline ('Sut min klit'), for eksempel?

Litteraturoplæsninger tiltrækker sig i de her år en betragtelig interesse i de største byer i Danmark. Der er nok at vælge mellem. Var det ikke noget?

Hvad med de temaer, som optager den unge litteratur i dag, fx

Afrika: romanforfattere som Jakob Ejersbo (som ganske vist er død), Peder Frederik Jensen og Thomas Boberg – måske konfronteret med Ulf Vincents Olsen, som har skrevet om afrikansk filosofi, eller Juliane Wammen, der har skrevet om sydafrikansk litteratur.

Klimakrisen: digtere som Lars Skinnebach, Lars-Emil Woetmann eller Martin Snoer Raaschou.

Kønsroller/identitet: forfattere som Mette Moestrup, Shadi Angelina Bazeghi, Kristina Nya Glaffey og Christina Hagen Nielsen, måske sat over for litteraten Mette Leonard Høeg eller multikunstneren Madame Nielsen.

Autofiktion: romanforfattere som Pablo Llambías og Hanne Højgaard Viemose.

Livet i ghettoen: Yahya Hassan, Lars Bo Nørgaard, Hanne Højgaard Viemose.

Ny arbejderlitteratur?: Kristian Bang Foss, Peder Frederik Jensen og Anders Vægter Nielsen.

Hvad med at lade nogle af de relativt nye progressive bogforlag (fx Antipyrine, Rebel With a Cause og Kronstork) komme og fortælle om deres arbejde – måske i dialog med nogle af de mere erfarne (som fx Politisk Revy, Solidaritets Forlag og Klim)?

I det hele taget kunne arrangementet sagtens bære flere kulturelle indslag – og en tættere sammenhæng mellem workshops og sceneoptræden. Det behøver jo ikke at være så kompliceret. Man kan lade fx Peder Frederik Jensen læse op fra sin Afrika-roman, Vold, og efterfølgende afholde en workshop med diskussion af litteratur om Afrika og om afrikansk litteratur.

Hvad med nogle arrangementer for børn, sådan at børnefamilierne også kan deltage? KU.BE har jo faciliteterne til det.

Hvad med en afslutningskoncert med ung dansemusik – og et dansegulv?

Måske kunne man også (her kommer den frække!) overveje at udvide arrangementet, så det blev indkaldt af en bredere venstrefløj?? Man kunne fx tage SF, IS, Alternativet, Solidaritet, Den Grønne Studenterbevægelse og nogle progressive fagforbund med? Så kunne man måske tiltrække flere optrædende, og man kunne holde et arrangement hen over en hel weekend!

Kærlig hilsen og på gensyn!

Jens Peter Kaj Jensen, Madrid