Anders Samuelsens krig

Ved at lægge sig i slipstrømmen fra Donald Trump og udtale sin støtte til den venezuelanske parlamentsformand Juan Guaidó kun få timer efter dennes forsøg på at kuppe sig til præsidentembedet gjorde den danske udenrigsminister sig, omend i mindre målestok, skyldig i det samme, som han med rette har anklaget præsident Nicolás Maduro for, nemlig at underminere parlamentets magt til fordel for regeringens autokrati. For Anders Samuelsen gjorde det uden at konsultere Det Udenrigspolitiske Nævn først. 

"Grundloven forpligter regeringen til at rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn, inden den træffer beslutninger om sager af større udenrigspolitisk rækkevidde", kan man læse på nævnets hjemmeside, og regeringen udtalte da også først sin officielle støtte til Guaidó i går, den 4. februar efter et møde i nævnet, men støtten til Guaidó var som nævnt allerede besluttet og endda offentligt udtalt af udenrigsministeren den 23. januar, altså den dag, hvor Guaidó udråbte sig selv som præsident, og altså uden om Det Udenrigspolitiske Nævn og således uden om Folketinget.

Paradoksalt (eller rettere: hyklerisk) er det også, at Samuelsen anklager Maduro for at mangle demokratisk legitimitet som præsident, fordi dele af oppositionen boykottede det seneste præsidentvalg, hvorefter han udtaler sin støtte til en selvudråbt præsident, som slet ikke er valgt.

At Donald Trump vil af med Maduro uden smålig skelen til demokratiet i USA og i Venezuela, vidste vi godt. Det er banalt. Det handler om USAs olieforsyning. Noget, der for en antidemokratisk storkapitalist som Trump til enhver tid prioriteres højere end demokratiets vilkår. Men hvad er Samuelsens bevæggrunde for at gøre præcis det samme som Trump?

Ok. Man kan naturligvis også vende spørgsmålet den anden vej og spørge: Hvorfor er det overhovedet vigtigt? Hvorfor kan vi ikke bare hoppe med på Donald Trumps vogn og støtte parlamentsformand Juan Guaidós statskup? Det er da det letteste, og så er vi også sikre på, at højrefløjen får magten, at olien bliver privatiseret, og USAs forsyningssikkerhed bliver garanteret.

Udgrænsningen af Det Udenrigspolitiske Nævn er naturligvis kun en bagatel i denne sag. Det er slet ikke det værste ved udenrigsministerens handling. Langt alvorligere er det, at Trump og Samuelsen blander sig i, hvem der leder et tredje land, og understøtter en kupmager på bekostning af en præsident, som trods alt er valgt.

Og Samuelsen er jo danmarkshistoriens mest kompetente udenrigsminister, så han ved naturligvis godt, at den højreopposition, som Guaidó repræsenterer, bestemt ikke er demokrater. At de ikke vil repræsentere noget demokratisk fremskridt for Venezuela. Tværtimod. Samuelsen ved godt, at disse kræfter gennem hele Hugo Chavez' regeringstid har forsøgt sig med statskup, organiseret gadevold, politiske mordforsøg og økonomisk destabiliserende sabotage. Han ved, at Juan Guaidós udråben af sig selv som præsident kun er kulminationen på denne terror.

Men end ikke dette er det værste ved den danske udenrigsministers groteske kortslutning.

Det værste er, at støtten til Juan Guaidó har skabt tvivl og splittelse i landets militær. Meget tyder desværre på, at en blodig borgerkrig bliver resultatet af blandt andre Trumps og Samuelsens ansvarsløse optræden. Det ved Trump godt. Han har allerede udtalt, at han overvejer at sende tropper ind i landet for at støtte kuppet. Og når en amerikansk præsident siger sådan, skal man ikke være i tvivl om, at han mener det. USA mener sig berettiget til at sende tropper ind, hvor det tjener deres økonomiske interesser. De gør det hele tiden. De to højeorienterede slyngvenner kan jo også være ligeglade med, at der bliver krig. Missilerne lander hverken i Washington eller København.

Men efter mere end syv år i Spanien kan jeg godt garantere dem, der måtte være i tvivl: En borgerkrig er ikke et sår, der heler let. Den spanske borgerkrig, som kostede over en halv million mennesker livet, blev afsluttet i 1939, men deler, lammer og formørker fortsat landet, som også måtte lide under en umenneskelig indespærring af endnu en halv million politiske modstandere af det fascistiske regime som fulgte efter krigen.

Ingen rædsel er større end den, som borgerkrigen bringer, intet er vanskeligere at forvinde.

Nicolas Maduro er et tågehorn med ringe demokratisk legitimitet som præsident og uden greb den alvorlige situation, Venezuela står i økonomisk og politisk. Jeg vil personligt græde tørre tårer den dag, han ikke længere er landets præsident. Men det er vigtigt, at magtskiftet sker ved et demokratisk nyvalg, altså et valg i utide, både af parlament og af præsident.

Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, har tilbudt sin hjælp til en mægling mellem præsidenten og oppositionen, som eventuelt kan føre frem til sådan et nyvalg, hvor vel at mærke alle vigtige politiske aktører forpligter sig til at stille op og således ikke trække legitimiteten ud af valget, og hvor præsidenten og regeringen naturligvis forpligter sig til at lade oppositionen arbejde frit for i kampen for opbakning. Og ikke mindst: hvor militærets ledelse giver tilsagn om at bakke op om den præsident og statsledelse, som kommer til at regere på det nyvalgte parlaments mandat.

Maduro har accepteret en forhandling med Guaidó. Men Guaidó har afvist en forhandlingsløsning, fordi Maduro angiveligt ikke er til at stole på. Om Guaidó har ret i det, kan jeg ikke vurdere, det kan sagtens tænkes, men alternativet til forhandling synes at være borgerkrig.

Midt i denne tragedie skal vi huske det principielle: Den nuværende danske regering gør selv det samme, som Maduro har gjort: De udhuler demokratiet ved at svække parlamentets magt til fordel for regeringen. Det gør de på alle mulige måder, men som eksempel kan man nævne udlændingeminister Inger Støjbergs hastebehandling af kæmpe lovpakker, der har gjort det umuligt at overholde de sædvanlige høringsfrister, og som således har frataget Folketinget muligheden for at få en lødig vurdering af lovforslagenes virkning, før de skulle vedtages. Man kan naturligvis også nævne de gange, hvor samme Støjberg har løjet for Folketinget, eller sagen hvor hun udstedte en ulovlig instruks om at tvangsadskille unge flygtningeægtepar. Hun vidste, at instruksen var ulovlig, men ingnorerede også her demokratiets spilleregler. Regeringen skal føre den politik ud i livet, som Folketinget vedtager, men vores nuværende magtarrogante regering regerer, som det passer den, og ofte hen over hovedet på Folketinget.

Maduro er endnu værre end Løkke Rasmussen, Samuelsen og Støjberg. Da hans ved chavisternes seneste valgnederlag fik et parlamentsflertal imod sig, stækkede han parlamentets magt ved blot at lovgive per dekret. Det har Støjberg ganske vist også gjort, men Maduro har gjort det i større omfang. Det skal man huske. Men man skal heller ikke glemme, at bevægelsen går i den samme retning: bort fra folkestyret. Det gælder Samuelsen, Støjberg, Trump og Maduro. Støtten til Guaidó er endnu et skridt i den retning.