tirsdag den 23. april 2019

Frode-teoremet antaget

Forlaget Spring har haft en såkaldt peerreviewer (altså en fagmand m/k, formodentlig en universitetslærer) til at læse mit litteraturteoretiske manuskript Frode-teoremet igennem, og i dag fik jeg så udtalelsen. Den var god. Det var en klar anbefaling af at udgive manuskriptet.

Det er jeg rigtig glad for, for Spring er absolut et af de mest kompetente forlag, når det gælder litteraturteori. Der vil jeg gerne udkomme!


Peerrevieweren indleder med at skrive:

"Allerførst skal det siges, at manuskriptet er af meget høj kvalitet. Side for side er det klogt, indsigtsfuldt og videnskabelig pålideligt, men måske også lidt monstrøst i sin mangfoldighed.

Når det så er slået fast, kunne man måske komme med forslag til forbedringer:"

Og så foreslår vedkommende forskellige, ret overkommelige, ændringer. Først og fremmest vil han/hun gerne have en anden titel på værket. Så foreslås det at lave slutnoterne om til fodnoter, og jeg skal opsummere værkets erkendelsesproces tydeligere under vejs. Det foreslås også, at jeg udarbejder nogle skemaer over de fortællepositioner, jeg gennemgår, og over andre elementer i teoriudviklingen. 

Det sidste er en virkelig god idé. Jeg forstår alle de konstruktive forslag og tager dem til mig med stor taknemmelighed. 

Til slut skriver peerrevieweren:

"Efter disse forslag skal det endnu engang understreges, at manus indeholder så mange velvalgte og nye eksempler på de fænomener, der undersøges, at bogen kan udgives – selv i dens nuværende tilstand.
...

Ved hjælp af spørgsmålet om en definition af skønlitteratur kommer vi rundt i mange egne af litteraturundervisningens metodefelt. Uden skyggen af polemik bliver alle metoder taget alvorligt og løftet op til modargumentation, inden forfatteren selv kommer frem til sin løsning (s. 140) Den egentlige konklusion falder (s. 262) og lyder således: ”Frode-teoremet er ingen sensationel teori, som pludselig forvandler skønlitteratur til faglitteratur eller omvendt. I det store og hele vidste vi i forvejen, hvilke værker der falder inden for hvilke genrer. Men teoremet kan bruges til at påvise, hvilke træk der i almindelighed afgør og altid har afgjort dette spørgsmål for os , uanset om vi har været os det bevidst eller ej (...).”
Ikke mindst for den systematiske redegørelse for de sidstnævnte træk og desuden med gode eksempler bør bogen bestemt udgives!"

Så nu går det fremad! Jeg håber, at bogen kan nå at udkomme i år!

torsdag den 11. april 2019

Statens Kunstfond og grunkerne

Jeg har på Facebook set nogle undre sig over, at Statens Kunstfond opfordrer modtagerne af deres arbejdslegater til at kreditere og tagge dem på de sociale medier. Det kan jeg nu godt forstå, at fonden gør.

Den præcise ordlyd af opfordringen er sådan her:

"Hver gang du fortæller, at du har fået støtte af Statens Kunstfond, er du med til at vise, hvordan kunststøtten gør en forskel i samfundet. Det baner vej for at Statens Kunstfond også fremover får mulighed for at støtte skabende kunstnere
og kunstprojekter i Danmark.
Derfor opfordrer vi dig til at kreditere og nævne Statens Kunstfond i alle relevante sammenhænge. Du kan logoer mv. på kunst. dk / krediteringer.
På sociale medier krediterer du Statens Kunstfond ved at tagge Statens Kunstfonds
Facebookside og ved at bruge de officielle hashtags"

Herefter følger en liste over hashtags, man kan bruge.

Jeg har naturligvis gjort, som fonden bad mig om, for jeg ved, hvor hårdt presset kunststøtten er af højrefløjens smålige, rindalistiske sammenrend, som stykke for stykke afvikler statens engagement i udviklingen af og den folkelige adgang til kunst. Statens Kunstfond kæmper for sit liv.

Men hvordan skulle det dog nytte, at jeg takker og tagger? Ingen aner jo, hvem jeg er, og hvad jeg skriver (med min mor og to gamle skolekammerater som mulige undtagelser)?
Jo, det er nu meget simpelt. Senere på året udgiver jeg et brag af en roman, som bliver mit fuldt fortjente folkelige gennembrud. Der er tale om en bog, som ikke alene vil give genlyd i avisspalterne langt ud over Europas grænser, men som også vil indbringe staten betragtelige eksportindtægter. Og når det sker, vil der sidde fem årvågne danske rindalister og kunststøttehadere (fem af jer, som vredladent læser dette) og tænke: Aha! Men det var jo ham, som tidligere fik en slat penge af staten, så han kunne skrive sin bog færdig. Det var nu ikke så dårlig en investering alligevel.

Det vil jeg gerne give mit beskedne bidrage til. Ligesom jeg gjorde, da Selskab for Filosofi og Litteratur for en måneds tid siden fik tilskud til at afholde et offentligt arrangement. Naturligvis. Det koster mig ikke noget.

Noget andet er, at ikke alle, som fortjener det, får støtte, og at kun få får nok. Sidste år fik jeg ikke en krone, i år er det andre, der sidder over.


Man kan også diskutere, om måden at tildele midlerne på er den rigtige. Den diskussion interesserede mig meget for ti-femten år siden. Jeg foreslog ligefrem en alternativ model med en ens forfatterløn til alle forfattere, som havde bevist deres værd ved at udgive minimum tre værker på forlag, som ikke var deres egne, eller noget tilsvarende. Jeg havde også en finansieringsmodel, som passede til. Det forslag blev ignoreret af stort set alle. Også af det parti, som jeg er medlem af. Og forslaget havde også sine svagheder. Fx ville man jo være nødt til at have en anden ordning, som kunne hjælpe helt nye forfattere frem. Debutanterne. Men det var ikke desto mindre en offensiv dagsorden, som handlede om at give kunstnere (her: forfattere) bedre og mere lige vilkår.

Nu kommer stort set ingen med offensive dagsordner for kulturpolitikken. Vi har rigeligt at gøre med at forsvare, at der overhovedet uddeles kunststøtte.