torsdag den 16. august 2018

Stevie Wonder endelig på bloggen

Har jeg nogensinde spillet Stevie Wonder her på bloggen? Nej?!

Det er en graverende fejl, for jeg har lyttet til Stevie Wonder siden min barndom – længe før jeg begyndte at høre jazz. Jeg tror, det første nummer, jeg faldt for, var You Are The Sunshine Of My Life fra 1973, hvor jeg var otte år gammel, så den er naturligvis også med blandt mine 36 (plus fire) udvalgte sange.

Måske fortæller jeg en kær historie om den lille, blinde Stevland Hardaway Morris en anden gang, men nyd nu bare musikken, som jeg har mediteret til fra længe før, jeg anede, at det var noget, som hed meditation.











































Duetter






Augustín Lara


Her foran det smukke universitetsbibliotek i Lavapiés står den folkekære mexicanske komponist, pianist, sanger og skuespiller med det velklingende navn Ángel Augustín María Carlos Fausto Mariano Alfonso del Sagrado Corazón de Jesús Lara y Aguirre del Pino.

Og her kan man høre nogle af hans kærlighedserklæringer:

https://www.youtube.com/watch?v=yHaqaIM1qLU

onsdag den 15. august 2018

Republikken gemmer sig i Lavapies


Dette er en helt almindelig vandpost, en undseelig lille fyr, som man bare går forbi uden at bemærke den på Plaza de Mandela i kvarteret Lavapies, Madrid. Men prøv lige at kigge på inskriptionen igen: Republica Española. Spanien er et monarki; de kører på den sjette Filip for tiden, men denne vandpost blev opført under den anden republik i 1934. Det var før borgerkrigen, før Francos regime, som ellers nidkært sørgede for at slette alle spor efter republikken. Denne lille vandpost skulle være det eneste mindesmærke, fascisterne overså. Civilgarden kom ikke så tit i Lavapies.

Ja tak til Elbæks 15 nye ministerier!

Nu er Uffe Elbæk igen ude med en vild idé, en trylleformular til forvandling af måden at føre politik på i Danmark. Og der er da heller ingen tvivl om, at han atter en gang vil blive latterliggjort af både venner og fjender. Venstre og Dansk Folkeparti vil hulke af hånlatter, og fred være med det. Men de røde bør nok lige læse hans forslag igennem, før de trækker på smilebåndet, for hvad er det egentlig, han foreslår?
Vigtigst er det at mærke sig, at der er tale om en måde at strukturere regeringens arbejde på, altså en ramme for politik, ikke et politisk program. Men samtidig er det tydeligt, at denne ramme afspejler og understøtter en politisk målsætning for Elbæk-regeringens arbejde.
Først og fremmest tager han udgangspunkt i, at grøn omstilling er vigtigere end alt andet og derfor skal have førsteprioritet i regeringens arbejde. Ministeriet for grøn omstilling (!) skal bemandes med hele fire ministre. Jeg siger ja tak!
Vi vil desuden få et ministerium for social retfærdighed. Det havde vi ikke engang under det røde kabinet. Dertil et ministerium for god fordeling. 
Indenrigsministeriet bliver til Demokrati- og indenrigsministeriet. Det ville jeg virkelig gerne være med til at putte indhold i, for hold kæft, hvor er det tiltrængt! Vi får et ministerium for mennesker på flugt og nye danskere. Prøv lige at lytte til ordvalget. Det er et anti-Støjberg-ministerium. Mit hjerte, hvad vil du mere?
Ministeriet for livslang nysgerrighed ser ud til at være afløseren for undervisnings-, forsknings- og videnskabsministerierne. Titlen lyder i hvert fald godt, for den antyder, at det igen skal blive lettere at uddanne sig løbende gennem hele livet, hvilket Venstres regnedrenge jo ellers har forsøgt at ødelægge mulighederne for gennem de sidste mange år. 
Justitsministeriet bliver til Justits- og frihedsministeriet, og hvis det, som jeg tror, betyder, at man igen skal til at lægge vægt på friheds- og menneskerettigheder, så bør jubelen bryde løs efter så mange mørke år, hvor selv Socialdemokraterne og SF har deltaget i afviklingen af dem.
Vi får både et sundheds- og forebyggelsesministerium og et trivsels- og omsorgsministerium. Fint. 
Forsvarsministeriet nedlægges som selvstændig ministerium og lægges ind under Udenrigsministeriet. Det signalerer naturligvis, at Elbæk mener, at Danmark ikke længere skal være et krigsførende land. Hvor ville det dog være godt.
Det altdominerende økonomiudvalg skal desuden nedlægges, for nu skal den grønne omstilling være ledemotivet, altså det der samler regerings indsats. Fremragende, siger jeg bare.
Ministeriet for kunst, kultur og livssyn antyder måske nok en opprioritering af kulturpolitikken. Det kan man virkelig håbe på, og det ville ligne Elbæk. Det med livssynet klinger lidt underligt, ja, faktisk totalitært i mine øren, for hvad skal regeringen egentlig blande sig i sådan noget for? Eller rettere hvordan? Hvad menes der med det? Det er en lille blind vinkel i planen, men ganske lille.
Alt i alt signalerer dette forslag så enorm en grøn og rød og demokratisk forandring af arbejdsmåden, at venstrefløjen bør give Elbæk en ordentlig krammer. Det kunne Enhedslisten ikke have gjort bedre selv. Og i hvert fald har den ikke gjort det. Ja tak, Elbæk! Lad os så putte politik på, konkrete reformforslag, som de skønne ministerier kan arbejde med!

lørdag den 11. august 2018

Captain Fantastic og Stenbjerglykke på Sydfyn

Captain Fantastic fik premiere på Sundance-festivalen den 23. januar 2016. Det er en velspillet dramakomedie med Viggo Mortensen i hovedrollen som den intellektuelle, men også nærmest absurd praktisk begavede Ben Cash, der har valgt forbrugersamfundet fra og således opdrager og underviser sine seks børn i en skov langt fra civilisationen. De skal være selvhjulpne og kunne klare sig uden det moderne livs bekvemmeligheder. Ben og børnenes mor lærer dem anarkistisk og marxistisk kapitalismekritik, økologi, filosofi, kulturhistorie, ansvarlighed og især selvstændig tankevirksomhed. Han er en supermand, som kan alt og end ikke er sårbar over for kryptonit, og det skal børnene også være. "Power to the people – stick it to the Man", siger han med et kækt og kærligt smil til børnene, når der er brug for moralsk oprustning.





De er naturligvis ateister i familien og fejrer derfor ikke jul, men i stedet den anarkistiske lingvist og imperialismekritiker Noam Chomskys fødselsdag.

Man elsker og beundrer Ben Cash fra første scene, selvom man også straks ser projektets begrænsninger. For kan børnene tilpasse sig livet i en storby, hvis de senere skulle få lyst til at arbejde, uddanne sig eller finde venner og kærester?

Hvad stiller en teenager, som lever isoleret i en skov, op med sin nysgerrighed over for den store verden? Læser! Ok, men hvad så med uroen i kroppen, læberne der vil kysse?

Børnenes mor dør, Lesley, og hendes forældre vil begrave hende i indviet jord i New Mexico, men Ben vil opfylde hendes egne helt anderledes ønsker for begravelsen, så han skaffer en bus og drøner af sted med børnene. Nu møder de endelig det samfund, de for så mange år siden forlod – eller for de yngstes vedkommende: aldrig har set. Det åbner for konflikter mellem Ben og hans ældste søn, som jo er opdraget til at tænke selv og derfor har sine egne tanker om farens radikale praksis.

Og hvordan fungerer denne isolationisme som politisk strategi? Er det i virkeligheden en elitær strategi, som nok opdrager seks politiske ledere, men ikke skaber bevægelse fra neden? For vi kan vel ikke allesammen bo i den skov?

Jeg vil anbefale at se filmen i sammenhæng med dokumentarserien "Søren Ryge præsenterer: Far, mor og børn" fra DR1. Den handler om en dansk familie, som på gården Stenbjerglykke på Sydfyn praktiserer en på mange måder tilsvarende strategi for tilværelsen og derfor rejser tilsvarende spørgsmål.


fredag den 10. august 2018

Lille roman på besøg i Spanien

Ved en af indgangene til El Retiro, den store park midt i Madrid, finder man en passage med måske 20 fastliggende træboder, som så længe nogen kan huske har solgt bøger hele året rundt. Nogle af boderne har en særlig profil, fx oversat litteratur, filosofiske bøger, fotobøger eller børnebøger. Andre har bare lidt af det hele.














I en af disse all round-boder finder man denne generte ung mand, som meget vel kunne hedde Javier og læse kulturantropologi på tiende år, og i netop hans bod kan man finde den lille roman, Piazza del Popolo. Køb den gerne, hvis du kommer forbi boderne, så bliver Javier glad, og den er på dansk.

Let yourself go!

Vi bryder os ikke om anglicismer i det danske sprog. Det hedder ikke 'er du ok?', men 'har du det godt?' Nå ja, den her har vel efterhånden været i sproget så længe, at den er godkendt – som polakkerne, der kom til Lolland efter krigen. Den er nærmest 'blendet ind i' det danske. Vrøvl: den 'falder i et med' vores oprindelige sprog. Altså ikke plattysk, men dansk. Det oprindelige danske. Ikke oldnordisk, naturligvis, men det moderne danske. Moderne oprindelige ... I ved, hvad jeg mener.

Men de nyere anglicismer, dem kan vi ikke lide! Vi forestiller os, at de finder vej ind i sproget, fordi dansk er så lille et sprog, at vi er afhængige af at kunne engelsk, at favne det engelske. Sådan har jeg i hvert fald selv tænkt. Derfor overraskede det mig, da jeg for få år siden erfarede, at dansk hører til de mest talte sprog i verden. Det er cirka nummer 100 på listen over verdens måske 5000 sprog. Det er naturligvis omtrentlige tal. Særligt det samlede antal sprog er der uenighed om blandt lingvister. Er galicisk fx et selvstændigt sprog eller en spansk dialekt? Hvad med østrigsk? Og omvendt: Taler den milliard, der har mandarin som førstesprog, alle det samme sprog? Der er i hvert fald talte dialekter af mandarin, som er langt mere forskellige end dansk og norsk.

Men dansk er ikke noget lille sprog. Umanakaina tales fx af 2500 mennesker i Papua Ny Guinea. Dansk er ovenikøbet et af verdens stærkeste sprog. Der er et særligt tal for dette, hvor flere forskellige faktorer er indregnet, så som antallet af mennesker, der taler sproget i hjemmet, antallet af bøger, der årligt udgives på sproget, film, sange, omfanget af den økonomi, der forvaltes på sproget osv. På denne liste er dansk nummer atten blandt alle verdens sprog. Nummer et er engelsk, ligesom engelsk er det sprog, der er officielt sprog i flest lande, nemlig 54.

Engelsk er meget stærkere end dansk, men dansk er hverken noget lille eller noget truet sprog. Så det er ikke, derfor vi er tilbøjelige til at indføre anglicismer i dansk. Islandsk tales fx af godt 300.000 mennesker, men tillader ikke engelske ord i deres skriftsprog. Computer hedder tölva, og sådan er det hele vejen, så anglicismer er næppe heller velkomne der.

Tilsvarende tales spansk som modersmål af cirka 400 millioner mennesker, men i Spanien accepterer de både engelske låneord og anglicismer. Fodbold hedder fútbol, selvom fod hedder pie og bold pelota. Mål hedder gol, for det er sådan, de hører det engelske goal. På engelsk er goal i betydningen 'mål scoret i fodbold', jo kun en bibetydning af goal i betydningen 'målsætning'. Men denne hovedbetydning forsvinder på spansk. Pyt!

I går sendte jeg en WhasApp til mit fodboldhold og spurgte, om vi ikke snart skulle spille igen. – Jeg har brug for at bevæge mig, hvis jeg skal holde mig under de 100 kg., skrev jeg. – ¡Déjate ir! skrev Paco. Direkte oversat betyder det – Lad dig gå! Jeg kan ikke lade være med at tænke, at dette er en anglicisme, at det altså kommer fra det engelske – Let yourself go! Men kunne det ikke lige så godt være omvendt? Kunne det engelske udtryk ikke komme fra spansk, der jo er omtrent lige så stor og stærkt et sprog som engelsk? Kunne det fx ikke være kommet ind i engelsk via USA, fx i det spanskdominerede Californien?

Lige netop denne vending har vi vist endnu ikke indført på dansk. Det ville heller ikke lyde godt på dansk, tænker jeg: Lad dig (selv) gå! Ville man overhovedet forstå det? Men hvad ville man egentlig sige på dansk? Giv slip! Giv los! Fyr den af! Æd løs! Flyd ud? Svulm op?


Kan jeg selv lide anglicismer? No, I'm not really letting it go. Ærligt talt forsøger jeg at holde mig fra dem, hvis jeg kan komme i tanke om en alternativ vending, som ikke klinger engelsk i mine øren. Velvidende, at denne sandsynligvis også er kommet ind i det danske sprog vest- eller sydfra, blot på et tidligere tidspunkt. En vis sproglig konservatisme gør det nemmere for generationerne at tale sammen og lettere for nye generationer at læse gamle bøger. Det ser jeg som en kulturel, social og videnskabelig fordel. Men egentlig sprogfundamentalisme ser jeg intet perspektiv i. Talesproget har altid ændret sig fra generation til generation, og hvis vi ikke gradvis tillader skriftsproget at ændre sig med det, vil afstanden mellem tale og skrift blive alt for stor.

Desuden er forestillingen om et 'oprindeligt dansk' lige så absurd som forestillingen om 'det første menneske i verden'.