Vi bryder os ikke om anglicismer i det
danske sprog. Det hedder ikke 'er du ok?', men 'har du det godt?' Nå ja, den
her har vel efterhånden været i sproget så længe, at den er godkendt – som
polakkerne, der kom til Lolland efter krigen. Den er nærmest 'blendet ind i'
det danske. Vrøvl: den 'falder i et med' vores oprindelige sprog. Altså ikke plattysk,
men dansk. Det oprindelige danske. Ikke oldnordisk, naturligvis, men det
moderne danske. Moderne oprindelige ... I ved, hvad jeg mener.
Men de nyere anglicismer, dem kan vi ikke
lide! Vi forestiller os, at de finder vej ind i sproget, fordi dansk er så
lille et sprog, at vi er afhængige af at kunne engelsk, at favne det engelske.
Sådan har jeg i hvert fald selv tænkt. Derfor overraskede det mig, da jeg for
få år siden erfarede, at dansk hører til de mest talte sprog i verden. Det er
cirka nummer 100 på listen over verdens måske 5000 sprog. Det er naturligvis omtrentlige
tal. Særligt det samlede antal sprog er der uenighed om blandt lingvister. Er
galicisk fx et selvstændigt sprog eller en spansk dialekt? Hvad med østrigsk? Og
omvendt: Taler den milliard, der har mandarin som førstesprog, alle det samme
sprog? Der er i hvert fald talte dialekter af mandarin, som er langt mere
forskellige end dansk og norsk.
Men dansk er ikke noget lille sprog. Umanakaina
tales fx af 2500 mennesker i Papua Ny Guinea. Dansk er ovenikøbet et af verdens
stærkeste sprog. Der er et særligt tal for dette, hvor flere forskellige
faktorer er indregnet, så som antallet af mennesker, der taler sproget i
hjemmet, antallet af bøger, der årligt udgives på sproget, film, sange, omfanget
af den økonomi, der forvaltes på sproget osv. På denne liste er dansk nummer
atten blandt alle verdens sprog. Nummer et er engelsk, ligesom engelsk er det
sprog, der er officielt sprog i flest lande, nemlig 54.
Engelsk er meget stærkere end dansk, men
dansk er hverken noget lille eller noget truet sprog. Så det er ikke, derfor vi
er tilbøjelige til at indføre anglicismer i dansk. Islandsk tales fx af godt
300.000 mennesker, men tillader ikke engelske ord i deres skriftsprog. Computer
hedder tölva, og sådan er det hele vejen, så anglicismer er næppe heller
velkomne der.
Tilsvarende tales spansk som modersmål af
cirka 400 millioner mennesker, men i Spanien accepterer de både engelske
låneord og anglicismer. Fodbold hedder fútbol, selvom fod hedder pie og bold
pelota. Mål hedder gol, for det er sådan, de hører det engelske goal. På
engelsk er goal i betydningen 'mål scoret i fodbold', jo kun en bibetydning af
goal i betydningen 'målsætning'. Men denne hovedbetydning forsvinder på spansk.
Pyt!
I går sendte jeg en WhasApp til mit fodboldhold
og spurgte, om vi ikke snart skulle spille igen. – Jeg har brug for at bevæge
mig, hvis jeg skal holde mig under de 100 kg., skrev jeg. – ¡Déjate ir! skrev
Paco. Direkte oversat betyder det – Lad dig gå! Jeg kan ikke lade være med at
tænke, at dette er en anglicisme, at det altså kommer fra det engelske – Let
yourself go! Men kunne det ikke lige så godt være omvendt? Kunne det engelske
udtryk ikke komme fra spansk, der jo er omtrent lige så stor og stærkt et sprog
som engelsk? Kunne det fx ikke være kommet ind i engelsk via USA, fx i det
spanskdominerede Californien?
Lige netop denne vending har vi vist
endnu ikke indført på dansk. Det ville heller ikke lyde godt på dansk, tænker
jeg: Lad dig (selv) gå! Ville man overhovedet forstå det? Men hvad ville man
egentlig sige på dansk? Giv slip! Giv los! Fyr den af! Æd løs! Flyd ud? Svulm
op?
Kan jeg selv lide anglicismer? No, I'm
not really letting it go. Ærligt talt forsøger jeg at holde mig fra dem, hvis jeg
kan komme i tanke om en alternativ vending, som ikke klinger engelsk i mine
øren. Velvidende, at denne sandsynligvis også er kommet ind i det danske sprog
vest- eller sydfra, blot på et tidligere tidspunkt. En vis sproglig
konservatisme gør det nemmere for generationerne at tale sammen og lettere for
nye generationer at læse gamle bøger. Det ser jeg som en kulturel, social og
videnskabelig fordel. Men egentlig sprogfundamentalisme ser jeg intet
perspektiv i. Talesproget har altid ændret sig fra generation til generation,
og hvis vi ikke gradvis tillader skriftsproget at ændre sig med det, vil
afstanden mellem tale og skrift blive alt for stor.
Desuden er forestillingen om et 'oprindeligt dansk' lige så absurd som forestillingen om 'det første menneske i verden'.