onsdag den 15. august 2018

Ja tak til Elbæks 15 nye ministerier!

Nu er Uffe Elbæk igen ude med en vild idé, en trylleformular til forvandling af måden at føre politik på i Danmark. Og der er da heller ingen tvivl om, at han atter en gang vil blive latterliggjort af både venner og fjender. Venstre og Dansk Folkeparti vil hulke af hånlatter, og fred være med det. Men de røde bør nok lige læse hans forslag igennem, før de trækker på smilebåndet, for hvad er det egentlig, han foreslår?
Vigtigst er det at mærke sig, at der er tale om en måde at strukturere regeringens arbejde på, altså en ramme for politik, ikke et politisk program. Men samtidig er det tydeligt, at denne ramme afspejler og understøtter en politisk målsætning for Elbæk-regeringens arbejde.
Først og fremmest tager han udgangspunkt i, at grøn omstilling er vigtigere end alt andet og derfor skal have førsteprioritet i regeringens arbejde. Ministeriet for grøn omstilling (!) skal bemandes med hele fire ministre. Jeg siger ja tak!
Vi vil desuden få et ministerium for social retfærdighed. Det havde vi ikke engang under det røde kabinet. Dertil et ministerium for god fordeling. 
Indenrigsministeriet bliver til Demokrati- og indenrigsministeriet. Det ville jeg virkelig gerne være med til at putte indhold i, for hold kæft, hvor er det tiltrængt! Vi får et ministerium for mennesker på flugt og nye danskere. Prøv lige at lytte til ordvalget. Det er et anti-Støjberg-ministerium. Mit hjerte, hvad vil du mere?
Ministeriet for livslang nysgerrighed ser ud til at være afløseren for undervisnings-, forsknings- og videnskabsministerierne. Titlen lyder i hvert fald godt, for den antyder, at det igen skal blive lettere at uddanne sig løbende gennem hele livet, hvilket Venstres regnedrenge jo ellers har forsøgt at ødelægge mulighederne for gennem de sidste mange år. 
Justitsministeriet bliver til Justits- og frihedsministeriet, og hvis det, som jeg tror, betyder, at man igen skal til at lægge vægt på friheds- og menneskerettigheder, så bør jubelen bryde løs efter så mange mørke år, hvor selv Socialdemokraterne og SF har deltaget i afviklingen af dem.
Vi får både et sundheds- og forebyggelsesministerium og et trivsels- og omsorgsministerium. Fint. 
Forsvarsministeriet nedlægges som selvstændig ministerium og lægges ind under Udenrigsministeriet. Det signalerer naturligvis, at Elbæk mener, at Danmark ikke længere skal være et krigsførende land. Hvor ville det dog være godt.
Det altdominerende økonomiudvalg skal desuden nedlægges, for nu skal den grønne omstilling være ledemotivet, altså det der samler regerings indsats. Fremragende, siger jeg bare.
Ministeriet for kunst, kultur og livssyn antyder måske nok en opprioritering af kulturpolitikken. Det kan man virkelig håbe på, og det ville ligne Elbæk. Det med livssynet klinger lidt underligt, ja, faktisk totalitært i mine øren, for hvad skal regeringen egentlig blande sig i sådan noget for? Eller rettere hvordan? Hvad menes der med det? Det er en lille blind vinkel i planen, men ganske lille.
Alt i alt signalerer dette forslag så enorm en grøn og rød og demokratisk forandring af arbejdsmåden, at venstrefløjen bør give Elbæk en ordentlig krammer. Det kunne Enhedslisten ikke have gjort bedre selv. Og i hvert fald har den ikke gjort det. Ja tak, Elbæk! Lad os så putte politik på, konkrete reformforslag, som de skønne ministerier kan arbejde med!

Ingen kommentarer: