torsdag den 2. februar 2017

Mynderne i Lavapiés

Oppe ved ambassaderne og mærkevarepaladserne i Calle Serrano ser man dem ikke, men jo længere man bevæger sig ned mod den sydlige del af centrum, desto flere racerene mynder dukker der op i gadebilledet. Nede i Lavapiés er de over det hele. Naturligvis undrede dette mig i begyndelsen, for netop i Lavapiés forestiller man sig ikke, at ret mange har råd til at købe en racehund, eller at nogen overhovedet ville interessere sig for at gøre det.
Sidste år tog jeg mig endelig sammen og spurgte. Forklaringen er egentlig logisk nok: Sagen er, at mynderne bruges til hundvæddeløb, og når de bliver for gamle til at gøre sig gældende, kører ejerne ud i skoven og hænger dem op i et træ. Det har dyrerettighedsaktivisterne i det venstreorienterede Lavapiés fundet ud af, og nu er de blevet enige med disse væddeløbskenneler om, at de kan komme og afhente de pensionerede mynder.

Jeg ved ikke, om aktivisterne så sælger dem billigt videre til beboerne i Lavapiés eller blot forærer dem væk, men under alle omstændigheder er mynden den hund, man har i det kvarter. Ofte har man to-tre stykker, for man vil jo gerne hjælpe så mange af de stakkels kræ som muligt, selvom man bor i en mørk toværelses, og derfor er man da også nødt til at være ude på gaden de fleste af døgets timer, for ellers æder køterne jo sofaen eller hinanden.
Mynden er således blevet et symbol på det aktivistiske Lavapiés, og selv de bedst stillede beboere i kvarteret, som faktisk har råd til at betale prisen for en racehund, køber sig en mynde, men så bliver det gerne en langhåret afghaner, som jo er helt uanvendelig til væddeløb, for på den måde kan man vise, at man hører til i Lavapiés og sympatiserer med aktivisterne og alligevel få fortalt, at man altså trods alt hverken er fattig eller fanatisk.
Mens mynderne i Lavapiés er blevet symbol på alt det, man gerne vil være, er de omvendt blevet symbol på alt det, man ikke vil røre ved i Calle Serrano. Derfor kan man være ret sikker på, at man ikke møder en mynde her, ikke engang en afghaner.

Ingen kommentarer: