Skodliv

I begyndelsen undrede det mig, at madrilenerne smed skodderne, eller oftere en halv cigaret, på gaden uden at træde gløden ud bagefter, som vi gerne gør i Danmark. Nå ja, hvis man har været på bar i Spanien, ved man jo også, at det er almindeligt at smide hvad som helst på gulvet her, brugte servietter, pipas-skaller og det fede af Serranoskinken. Spanierne sviner i bund, men gør til gengæld også langt oftere rent, end vi gør. Fortovene spules af kommunen hver morgen klokken fem, og så bliver de ofte vasket igen, når butikkerne åbner klokken ti om formiddagen.

Men alligevel generede det mig, at de halve cigaretter altid lå der og bidrog til den almindelige forpestelse af byens luft på deres egen beskedne måde. Derfor trådte jeg nidkært de rygende cigaretter ud, når jeg så dem på fortovet, og jeg lærte min søn at gøre det samme. 

Der gik ikke ret lang tid, før det gik op for mig, at ligesom der er madrilenere, som har råd til at kaste halve cigaretter fra sig, er der andre, som ikke har råd til at lade dem ligge. Nu tænkte jeg så, at dem, der samlede stumperne op, var uformuende rygere, som trængte til et hvæs.

Men sådan er det faktisk heller ikke. Ikke først og fremmest, i hvert fald. Der er folk, som kører rundt i en gammel, kasseret skraldevogn og hapser pappet fra affaldskontainerne for at sælge det videre. Der er nogen, som indsamler metalaffald, og nogen plukker rosmarin i de offentlige parker for at sælge det i gågaden, og atter andre skralder i almindelighed, det er klart. Men der er også madrilenere, som får deres udkomme ved at indsamle cigaretskodder og kradse de sidste rester af stærk tobak ud og sælgede det til de rygere, som ikke har råd til at købe ny tobak.

Hvis cigaretskodderne skal genbruges, skal de ikke trædes ud. Nu har jeg lært at lade være.