fredag, august 10, 2012

Skal der findes dansk?

"Er det vigtigt at bevare vendelbomålet, og er det derfor, du synger på dialekt?", spurgte en fidel journalist engang Niels Hausgaard. Journalisten havde holdt sig til det sikre, mente han tydeligvis, og han var ikke i tvivl om svaret. Men det ledende spørgsmål irriterede Hausgaard, som holdt en lille pause og til sidst blot sagde "nej". Da det viste sig svært for journalisten at komme videre, uddybede Hausgaard med "nej til begge dele". Det hjalp heller ikke meget. Så måtte Hausgaard alligevel selv tage over. Han forklarede, at han ikke anså det for vigtigt at bevare dialekterne som et museum. Hvis de ikke er udtryk for noget, fx en lokal kulturel eller erhvervsmæssig identitet eller en lokal politisk offentlighed, et råderum for en grad af selvbestemmelse fx i Vendsyssel, er det lige meget. Det var ikke et dogme for Hausgaard, at der skulle findes et særligt vendelbomål, og siden har han forresten ikke sunget meget på egentlig dialekt.

Er det vigtigt at bevare dansk og i givet fald hvorfor og hvordan?

Jeg vil gerne forsøge at præcisere spørgsmålet.

Vi skal have et fællessprog i Danmark for at kunne have en politisk offentlighed sammen, hvor vi har en dyb førstesproglig forståelse af hinanden. Det har vi også brug for kulturelt, erhvervsmæssigt og videnskabeligt. Det er indlysende. Men hvorfor skal det være dansk og ikke fx engelsk? Engelsk som førstesprog ville jo placere os i en langt større offentlighed med langt videre muligheder.

Et første bud kunne være, at dansk er nødvendigt for at kunne tale med vores gamle. Overgangen til et andet sprog kan ikke undgå at gøre en masse mennesker hjemløse i deres eget land og fremmede over for de yngre medlemmer af deres familie. Mange ældre vil ikke alene føle sig, men reeelt være inkompetente i forhold til en lang række gøremål, som de før bemestrede. De vil ikke kunne udtrykke deres følelser adækvat, vil ikke kunne være morsomme, danne ordspil, tale nuanceret om deres fag. Men omvendt: Det er et midlertidigt problem. Der er indkøringsproblemer ved alle store reformer. Om 50 år er de fleste af os halvgamle bagstræbere døde, så hvorfor ikke lære vores børn engelsk som førstesprog?

Et supplerende bud kunne være, at det er vigtigt, at dansk består som et sprog, der har tydelige rødder tilbage til det fælles oldnordiske, fordi det giver os mulighed for at læse og forstå vores litteratur og vores juridiske, politiske og historiske dokumenter tilbage i tid. Men er det grund nok?

Mit sidste bud er, at dansk er det sprog, der passer til danskerne - eller til Danmark, om man vil. Enhver relevant sproghandling kan ganske vist foretaget på ethvert sprog. Intet sprog mangler ord, som dets brugere har behov for. Men sagen er, at vi i Danmark har brug for andre ord, sproglige udtryk og former for sproglig adfærd, end man har i Grønland, hvor naturen er så forskellig fra vores. Eller Japan, hvor høflighedsnormerne er nogle helt andre end i Danmark. Eller England, hvor sport betyder noget andet for forholdet mellem mennesker end her, og hvor befolkningen derfor har andre måder at tale om sport på, end danskerne har. Danskerne har brug for andre måder at tale om film på, end inderne har. Vi har brug for andre måder at tale om bjerge, skove og landbrug end normænd har, og vi skal kunne tale om brød og oliven på andre måder end italienerne.

Det danske sprog er vokset ud af den danske virkelighed og passer derfor til den.

Hvad mere er: Vi har en stor historisk viden, som kun kan udtrykkes præcist på dansk. Cykelhjælm betyder cykelhjælm, men betyder også en overforsigtig person, en tøsedreng. Det betyder en uklædelig beklædningsgenstand, som giver ufortjente karriereproblemer, det betyder Poul Nyrup. Cykelhjælm betyder politisk korrekthed. På dansk, og ikke på noget andet sprog. Og det handler selvfølgelig om tv, om at vi i Danmark har set de samme politiske nyheder i tv, fordi vi alle 5.500.000 deler den samme politiske virkelighed og har den samme statsminister.

Vi har det sprog, vi har brug for, eller som vi har haft brug for i nyere tid. Det, vi ikke længere har brug for, forvitrer og forsvinder efterhånden. Hvor mange unge danskere ved i dag, hvad en mønning er?

Mit svar er med andre ord, at det er vigtigt, at dansk findes og bruges som førstesprog i Danmark. Så kunne man spørge: Hvad skal vi gøre politisk for at sikre det?

Vores nabolande gør forskellige ting for at sikre deres sprogs overlevelse, vedligeholdelse og udvikling.

Island har fx en protektionistisk sprogpolitik, som renholder sproget for især engelske låneord. De optager ikke engelske ord, men danner nye islandske, når der er behov for det. Norge gør noget lignende. Det danske spronævn har ingen politik for, hvordan sproget skal vedligeholdes og udvikles. Det registrerer blot, hvordan sproget bruges og gør den faktisk brug til norm. Det betyder, at vi tager engelske ord uformidlet ind i dansk. Det betyder fx også, at hvis tilstrækkeligt mange danskere anvender et ord forkert, bliver denne forkerte anvendelse til ny norm, eller det bliver valgfrit, om man vil anvende ordet rigtigt eller 'forkert'. Det samme ord kan således have to modsatrettede betydninger, som begge anerkendes som korrekte af Dansk Sprognævn. Alle kender eksemplet med 'bjørnetjeneste', men der er adskillige. Styrker eller svækker det vores muligheder for at tale klart og utvetydigt med hinanden?

Norge satser på at få mange bøger skrevet på norsk. Det gør de ved at forpligte bibliotekerne til at købe minimum 1000 eksemplarer af (næsten) alle norskskrevne bøger. Det er reelt en kæmpe understøttelse af norske forlag og forfattere, men også en fantastisk understøttelse af det norske sprog. I Danmark køber bibliotekerne meget lidt ny dansk litteratur. Det gælder også børnebøger.

Nordmændene forsøgte jo desuden for hen ved 100 års tid siden at indføre en ny måde at skrive norsk på, som tog udgangspunkt i de norske dialekter og således skulle være et mere autentisk udtryk for, hvordan nordmændene talte. Dette nynorske sprog var vel samtidig et forsøg på at markere en selvstændighed i forhold til Danmark og dansk. I Danmark taler vi i stadig ringere grad, som vi skriver. For udlændinge, der kommer til Danmark og skal lære vores sprog, virker det talte og det skrevne sprog nærmest som adskilte ting. Vi har en lang række vokalsænkninger, der fx gør, at et 'e' kan udtales som 7 forskellige vokaler. Ofte udtales det slet ikke, fordi vi snapper endelserne af.

Sverige fritager bøgerne for moms.

Tyskland har Goethe Instituttet, som giver penge til oversættelser af tyske værker til andre sprog. Også dette er en væsentlig indirekte støtte til udgivelse af tysksprogede bøger, fordi det bedre kan betale sig at udgive en tysk bog, hvis man få en biindtægt ved salg af rettigheder til udlandet.

Danmark gør ingen af disse ting. Er det fornuftigt?

Hvordan løser folkeskolen opgaven med at lære børnene dansk? På mange måder godt, vil jeg mene. Men vel ikke optimalt. Dansk er som antydet et meget vanskeligt sprog at lære at skrive, fordi vi ikke skriver lydret, ikke skriver som vi taler. Men en måde at komme overens med det svære danske skriftsprog på er at lære den danske grammatik at kende. Som indvandrerlærer var det min erfaring, at man ikke kan lære indvandrere at skrive nogenlunde korrekt dansk uden at undervise i sprogets struktur, og det vælger vi altså ikke at gøre i den danske folkeskole, måske fordi vi tænker, at det er for svært. Selv vidste jeg intet om dansk grammatik, da jeg gik ud af folkeskolen. Eller gymnasiet. Det gjorde mine klassekammerater heller ikke. Jeg har måttet lære mig det som voksen. Man tænker anderledes i Spanien, hvor man lærer den spanske grammatik helt fra skolestart. Også dette er en understøttelse af sproget, som vi vælger fra i Danmark. Er det klogt?

onsdag, august 08, 2012

Enhedslisten, strategi og medier

Enhedslistens medlemmer skal sgu da ikke blive bange for at sige frit og offentligt, hvad partiet mener. Vi skal heller ikke blive bange for at fortælle, hvad der står i vores program. Hvis vi er flove over programmet eller mener, at der står noget bedre i andre partiers programmer, må vi enten forsøge at forbedre programmet eller melde os ind i andre partier. Er det svært?

Vi skal ikke være flove over os selv, men tværtimod kun skrive, sige og gøre det, vi kan stå inde for og være stolte af. Ellers er det ikke besværet værd. Derfor skal der så omvendt også kun stå noget i programmet, som vi har lyst til at sige højt. Vi kan ikke være et parti med hemmelige målsætninger, og dette princip hænger sammen med vores strategi for politisk forandring, vores opfattelse af, hvad en revolution er, om man vil. Vores politik og politiske arbejdsmåde skal altså ikke modelleres efter medietaktiske overvejelser.

Det er alt sammen, fordi Enhedslisten ikke søger magten. Vi vil slet ikke have den, men støtter befolkningens kamp for at vinde magten. Vi skal ikke snyde eller lyve os til magten, men kun forvalte den i den udstrækning, befolkningen vil samme vej. Enhedslisten skal ikke lede Danmark og heller ikke lede nogen revolution. Vi skal styrke og inspirere befolkningen til at lede sig selv. Det er målet, og det skal præge vores måde at handle på. Det er præcis sådan, vi adskiller os fra alle andre partier: fra de leninistiske kadrepartier (fx IS), som hellere vil forvalte magten og samfundsforandringerne end at lade befolkningen skabe forandringerne selv, og fra de reformistiske partier (fx SF), som kun søger deres egen magt og forvalter denne magt med henblik på at genvinde den, ikke på at skabe nogen reel forandring.

Enhedslistens medlemmer skal heller ikke være flove over at sige, hvad de selv mener som individer. Men hvis man er en del af partiets ledelse eller repræsentation (hovedbestyrelse, afdelingsledelse og parlamentarisk repræsentation), skal man være bevidst om, at ens ord altid vil blive udlagt som partiets ord. Derfor skal man tænke sig grundigt om, før man kommer med politiske udtalelser, som ikke er partiet politik, men ens egen. Og derfor er partiets ledelse og repræsentation forpligtet til at kende og forsøge at forstå og fremstille partiets politik i den ånd, den er vedtaget på Årsmødet, altså ikke karikere den og tage afstand fra den ved at sige, at den burde laves om.

Når ledelsen og repræsentationen udtaler sig i medierne, er det ikke klogt at forholde sig til politik, som var det visionsfasen i et fremtidsværksted, hvor allehånde drømmescenarier bliver kastet uformidlet op i luften.

Det er heller ikke klogt at forveksle utopiske forestillinger om et tænkt kommunistisk endemål, hvor staten, landegrænserne, klasserne, pengene, uligheden, den falske bevidsthed og alle andre dårligdomme er visnet bort, med her og nu-politik. Den forveksling gør man, hvis man fx udtaler, at hvis Enhedslisten i morgen fik 90 mandater, ville vi afskaffe politi og militær.

Det er, kom nu, for fanden! en skingrende vanvittig forestilling, at noget samfund i den kapitaliserede verden kan klare sig uden politi. Kriminalitet kan ikke afskaffes ved et snuptag.

Enhedslisten har i sit program formuleret et håb om, at det demokratiske, frigjorte lighedssamfund, som vi gerne vil have, gør politi og militær overflødige. Tanken er, at hvis ingen lider nød, ingen ydmyges af at være på bunden af samfundet og alle har store muligheder for at udfolde sig på en god måde i fritiden og i det nødvendige arbejde, som man selv skal være med til at bestemme over, så vil kriminaliteten langsomt forsvinde, og så vil det ikke være nødvendigt at bruge ressourcer på at have et politi. Det er et fromt håb, som jeg personligt synes, det er helt fint at have og formulere, men man skal naturligvis være sig bevidst, at det er det, det er: Et fromt håb. Vi skal arbejde frem mod det, men lad os nu se, om det virkelig går så fremragende. Indtil vi står i den situation, i bedste fald om nogle hundrede år, giver det ingen mening at tale om afskaffelse af politiet.


Vi kan slet ikke undvære et politi, som tingene er, og det ændrer sig ikke inden næste valg. Til gengæld giver det til enhver tid mening at tale om en reformering af politiet, så det er indrettet til at løse de opgaver, statens og befolkningen vil have løst. Det gælder også efter en socialistisk revolution. Det vil være fjollet at gå alt for meget i detaljer med beskrivelsen af politiets rolle under socialismen. Man må nøjes med at sige, at tjenesten skal være under demokratisk kontrol. Enhedslisten vil ikke have en politistat som DDR eller USA, hvor politikorps undslipper befolkningens demokratisk kontrol og bliver en selvstændig magt. Det er her og nu-politik, og det er præcis, hvad Enhedslisten arbejder for i Folketinget allerede nu.

Med utopisk tænkning mener jeg lige præcis tænkning, som tager udgangspunkt i en verden befolket af mennesker med en helt anden type bevidsthed end den, vi kender i dag. Det er noget, vi kan og skal gisne om, ikke lave politik om.

Utopisk tænkning er helt nødvendig for mennesker, der som os ønsker radikale forandringer. Vi kan ikke undvære fremtidsværkstederne, men vi skal ikke afholde dem i Berlingske Tidende. Den utopiske tænkning er per definition ufærdig og kan ikke klare sig i mediemøllen. Det er som at sende et smukt, klogt og tillidsfuldt treårsbarn ud at lege på motorvejen i den forhåbning, at ingen vil gøre sådan et barn fortræd.