Skal der findes dansk?

"Er det vigtigt at bevare vendelbomålet, og er det derfor, du synger på dialekt?", spurgte en fidel journalist engang Niels Hausgaard. Journalisten havde holdt sig til det sikre, mente han tydeligvis, og han var ikke i tvivl om svaret. Men det ledende spørgsmål irriterede Hausgaard, som holdt en lille pause og til sidst blot sagde "nej". Da det viste sig svært for journalisten at komme videre, uddybede Hausgaard med "nej til begge dele". Det hjalp heller ikke meget. Så måtte Hausgaard alligevel selv tage over. Han forklarede, at han ikke anså det for vigtigt at bevare dialekterne som et museum. Hvis de ikke er udtryk for noget, fx en lokal kulturel eller erhvervsmæssig identitet eller en lokal politisk offentlighed, et råderum for en grad af selvbestemmelse fx i Vendsyssel, er det lige meget. Det var ikke et dogme for Hausgaard, at der skulle findes et særligt vendelbomål, og siden har han forresten ikke sunget meget på egentlig dialekt.

Er det vigtigt at bevare dansk og i givet fald hvorfor og hvordan?

Jeg vil gerne forsøge at præcisere spørgsmålet.

Vi skal have et fællessprog i Danmark for at kunne have en politisk offentlighed sammen, hvor vi har en dyb førstesproglig forståelse af hinanden. Det har vi også brug for kulturelt, erhvervsmæssigt og videnskabeligt. Det er indlysende. Men hvorfor skal det være dansk og ikke fx engelsk? Engelsk som førstesprog ville jo placere os i en langt større offentlighed med langt videre muligheder.

Et første bud kunne være, at dansk er nødvendigt for at kunne tale med vores gamle. Overgangen til et andet sprog kan ikke undgå at gøre en masse mennesker hjemløse i deres eget land og fremmede over for de yngre medlemmer af deres familie. Mange ældre vil ikke alene føle sig, men reeelt være inkompetente i forhold til en lang række gøremål, som de før bemestrede. De vil ikke kunne udtrykke deres følelser adækvat, vil ikke kunne være morsomme, danne ordspil, tale nuanceret om deres fag. Men omvendt: Det er et midlertidigt problem. Der er indkøringsproblemer ved alle store reformer. Om 50 år er de fleste af os halvgamle bagstræbere døde, så hvorfor ikke lære vores børn engelsk som førstesprog?

Et supplerende bud kunne være, at det er vigtigt, at dansk består som et sprog, der har tydelige rødder tilbage til det fælles oldnordiske, fordi det giver os mulighed for at læse og forstå vores litteratur og vores juridiske, politiske og historiske dokumenter tilbage i tid. Men er det grund nok?

Mit sidste bud er, at dansk er det sprog, der passer til danskerne - eller til Danmark, om man vil. Enhver relevant sproghandling kan ganske vist foretaget på ethvert sprog. Intet sprog mangler ord, som dets brugere har behov for. Men sagen er, at vi i Danmark har brug for andre ord, sproglige udtryk og former for sproglig adfærd, end man har i Grønland, hvor naturen er så forskellig fra vores. Eller Japan, hvor høflighedsnormerne er nogle helt andre end i Danmark. Eller England, hvor sport betyder noget andet for forholdet mellem mennesker end her, og hvor befolkningen derfor har andre måder at tale om sport på, end danskerne har. Danskerne har brug for andre måder at tale om film på, end inderne har. Vi har brug for andre måder at tale om bjerge, skove og landbrug end normænd har, og vi skal kunne tale om brød og oliven på andre måder end italienerne.

Det danske sprog er vokset ud af den danske virkelighed og passer derfor til den.

Hvad mere er: Vi har en stor historisk viden, som kun kan udtrykkes præcist på dansk. Cykelhjælm betyder cykelhjælm, men betyder også en overforsigtig person, en tøsedreng. Det betyder en uklædelig beklædningsgenstand, som giver ufortjente karriereproblemer, det betyder Poul Nyrup. Cykelhjælm betyder politisk korrekthed. På dansk, og ikke på noget andet sprog. Og det handler selvfølgelig om tv, om at vi i Danmark har set de samme politiske nyheder i tv, fordi vi alle 5.500.000 deler den samme politiske virkelighed og har den samme statsminister.

Vi har det sprog, vi har brug for, eller som vi har haft brug for i nyere tid. Det, vi ikke længere har brug for, forvitrer og forsvinder efterhånden. Hvor mange unge danskere ved i dag, hvad en mønning er?

Mit svar er med andre ord, at det er vigtigt, at dansk findes og bruges som førstesprog i Danmark. Så kunne man spørge: Hvad skal vi gøre politisk for at sikre det?

Vores nabolande gør forskellige ting for at sikre deres sprogs overlevelse, vedligeholdelse og udvikling.

Island har fx en protektionistisk sprogpolitik, som renholder sproget for især engelske låneord. De optager ikke engelske ord, men danner nye islandske, når der er behov for det. Norge gør noget lignende. Det danske spronævn har ingen politik for, hvordan sproget skal vedligeholdes og udvikles. Det registrerer blot, hvordan sproget bruges og gør den faktisk brug til norm. Det betyder, at vi tager engelske ord uformidlet ind i dansk. Det betyder fx også, at hvis tilstrækkeligt mange danskere anvender et ord forkert, bliver denne forkerte anvendelse til ny norm, eller det bliver valgfrit, om man vil anvende ordet rigtigt eller 'forkert'. Det samme ord kan således have to modsatrettede betydninger, som begge anerkendes som korrekte af Dansk Sprognævn. Alle kender eksemplet med 'bjørnetjeneste', men der er adskillige. Styrker eller svækker det vores muligheder for at tale klart og utvetydigt med hinanden?

Norge satser på at få mange bøger skrevet på norsk. Det gør de ved at forpligte bibliotekerne til at købe minimum 1000 eksemplarer af (næsten) alle norskskrevne bøger. Det er reelt en kæmpe understøttelse af norske forlag og forfattere, men også en fantastisk understøttelse af det norske sprog. I Danmark køber bibliotekerne meget lidt ny dansk litteratur. Det gælder også børnebøger.

Nordmændene forsøgte jo desuden for hen ved 100 års tid siden at indføre en ny måde at skrive norsk på, som tog udgangspunkt i de norske dialekter og således skulle være et mere autentisk udtryk for, hvordan nordmændene talte. Dette nynorske sprog var vel samtidig et forsøg på at markere en selvstændighed i forhold til Danmark og dansk. I Danmark taler vi i stadig ringere grad, som vi skriver. For udlændinge, der kommer til Danmark og skal lære vores sprog, virker det talte og det skrevne sprog nærmest som adskilte ting. Vi har en lang række vokalsænkninger, der fx gør, at et 'e' kan udtales som 7 forskellige vokaler. Ofte udtales det slet ikke, fordi vi snapper endelserne af.

Sverige fritager bøgerne for moms.

Tyskland har Goethe Instituttet, som giver penge til oversættelser af tyske værker til andre sprog. Også dette er en væsentlig indirekte støtte til udgivelse af tysksprogede bøger, fordi det bedre kan betale sig at udgive en tysk bog, hvis man få en biindtægt ved salg af rettigheder til udlandet.

Danmark gør ingen af disse ting. Er det fornuftigt?

Hvordan løser folkeskolen opgaven med at lære børnene dansk? På mange måder godt, vil jeg mene. Men vel ikke optimalt. Dansk er som antydet et meget vanskeligt sprog at lære at skrive, fordi vi ikke skriver lydret, ikke skriver som vi taler. Men en måde at komme overens med det svære danske skriftsprog på er at lære den danske grammatik at kende. Som indvandrerlærer var det min erfaring, at man ikke kan lære indvandrere at skrive nogenlunde korrekt dansk uden at undervise i sprogets struktur, og det vælger vi altså ikke at gøre i den danske folkeskole, måske fordi vi tænker, at det er for svært. Selv vidste jeg intet om dansk grammatik, da jeg gik ud af folkeskolen. Eller gymnasiet. Det gjorde mine klassekammerater heller ikke. Jeg har måttet lære mig det som voksen. Man tænker anderledes i Spanien, hvor man lærer den spanske grammatik helt fra skolestart. Også dette er en understøttelse af sproget, som vi vælger fra i Danmark. Er det klogt?