onsdag, august 08, 2012

Enhedslisten, strategi og medier

Enhedslistens medlemmer skal sgu da ikke blive bange for at sige frit og offentligt, hvad partiet mener. Vi skal heller ikke blive bange for at fortælle, hvad der står i vores program. Hvis vi er flove over programmet eller mener, at der står noget bedre i andre partiers programmer, må vi enten forsøge at forbedre programmet eller melde os ind i andre partier. Er det svært?

Vi skal ikke være flove over os selv, men tværtimod kun skrive, sige og gøre det, vi kan stå inde for og være stolte af. Ellers er det ikke besværet værd. Derfor skal der så omvendt også kun stå noget i programmet, som vi har lyst til at sige højt. Vi kan ikke være et parti med hemmelige målsætninger, og dette princip hænger sammen med vores strategi for politisk forandring, vores opfattelse af, hvad en revolution er, om man vil. Vores politik og politiske arbejdsmåde skal altså ikke modelleres efter medietaktiske overvejelser.

Det er alt sammen, fordi Enhedslisten ikke søger magten. Vi vil slet ikke have den, men støtter befolkningens kamp for at vinde magten. Vi skal ikke snyde eller lyve os til magten, men kun forvalte den i den udstrækning, befolkningen vil samme vej. Enhedslisten skal ikke lede Danmark og heller ikke lede nogen revolution. Vi skal styrke og inspirere befolkningen til at lede sig selv. Det er målet, og det skal præge vores måde at handle på. Det er præcis sådan, vi adskiller os fra alle andre partier: fra de leninistiske kadrepartier (fx IS), som hellere vil forvalte magten og samfundsforandringerne end at lade befolkningen skabe forandringerne selv, og fra de reformistiske partier (fx SF), som kun søger deres egen magt og forvalter denne magt med henblik på at genvinde den, ikke på at skabe nogen reel forandring.

Enhedslistens medlemmer skal heller ikke være flove over at sige, hvad de selv mener som individer. Men hvis man er en del af partiets ledelse eller repræsentation (hovedbestyrelse, afdelingsledelse og parlamentarisk repræsentation), skal man være bevidst om, at ens ord altid vil blive udlagt som partiets ord. Derfor skal man tænke sig grundigt om, før man kommer med politiske udtalelser, som ikke er partiet politik, men ens egen. Og derfor er partiets ledelse og repræsentation forpligtet til at kende og forsøge at forstå og fremstille partiets politik i den ånd, den er vedtaget på Årsmødet, altså ikke karikere den og tage afstand fra den ved at sige, at den burde laves om.

Når ledelsen og repræsentationen udtaler sig i medierne, er det ikke klogt at forholde sig til politik, som var det visionsfasen i et fremtidsværksted, hvor allehånde drømmescenarier bliver kastet uformidlet op i luften.

Det er heller ikke klogt at forveksle utopiske forestillinger om et tænkt kommunistisk endemål, hvor staten, landegrænserne, klasserne, pengene, uligheden, den falske bevidsthed og alle andre dårligdomme er visnet bort, med her og nu-politik. Den forveksling gør man, hvis man fx udtaler, at hvis Enhedslisten i morgen fik 90 mandater, ville vi afskaffe politi og militær.

Det er, kom nu, for fanden! en skingrende vanvittig forestilling, at noget samfund i den kapitaliserede verden kan klare sig uden politi. Kriminalitet kan ikke afskaffes ved et snuptag.

Enhedslisten har i sit program formuleret et håb om, at det demokratiske, frigjorte lighedssamfund, som vi gerne vil have, gør politi og militær overflødige. Tanken er, at hvis ingen lider nød, ingen ydmyges af at være på bunden af samfundet og alle har store muligheder for at udfolde sig på en god måde i fritiden og i det nødvendige arbejde, som man selv skal være med til at bestemme over, så vil kriminaliteten langsomt forsvinde, og så vil det ikke være nødvendigt at bruge ressourcer på at have et politi. Det er et fromt håb, som jeg personligt synes, det er helt fint at have og formulere, men man skal naturligvis være sig bevidst, at det er det, det er: Et fromt håb. Vi skal arbejde frem mod det, men lad os nu se, om det virkelig går så fremragende. Indtil vi står i den situation, i bedste fald om nogle hundrede år, giver det ingen mening at tale om afskaffelse af politiet.


Vi kan slet ikke undvære et politi, som tingene er, og det ændrer sig ikke inden næste valg. Til gengæld giver det til enhver tid mening at tale om en reformering af politiet, så det er indrettet til at løse de opgaver, statens og befolkningen vil have løst. Det gælder også efter en socialistisk revolution. Det vil være fjollet at gå alt for meget i detaljer med beskrivelsen af politiets rolle under socialismen. Man må nøjes med at sige, at tjenesten skal være under demokratisk kontrol. Enhedslisten vil ikke have en politistat som DDR eller USA, hvor politikorps undslipper befolkningens demokratisk kontrol og bliver en selvstændig magt. Det er her og nu-politik, og det er præcis, hvad Enhedslisten arbejder for i Folketinget allerede nu.

Med utopisk tænkning mener jeg lige præcis tænkning, som tager udgangspunkt i en verden befolket af mennesker med en helt anden type bevidsthed end den, vi kender i dag. Det er noget, vi kan og skal gisne om, ikke lave politik om.

Utopisk tænkning er helt nødvendig for mennesker, der som os ønsker radikale forandringer. Vi kan ikke undvære fremtidsværkstederne, men vi skal ikke afholde dem i Berlingske Tidende. Den utopiske tænkning er per definition ufærdig og kan ikke klare sig i mediemøllen. Det er som at sende et smukt, klogt og tillidsfuldt treårsbarn ud at lege på motorvejen i den forhåbning, at ingen vil gøre sådan et barn fortræd.

Ingen kommentarer: