fredag, september 19, 2014

Kan man skrive andet end autofiktion?

For et halvt år siden kulminerede en lang debat om det synspunkt, at hvide, heteroseksuelle mænd (det privilegerede flertal) ikke med samme ret som brune, homoseksuelle kvinder kan læse bøger, der er skrevet om brune mennesker, homoseksuelle og kvinder. Konsekvensen af det synspunkt er, at vi kun kan skrive og tale om os selv. Men skal vi lade os nøje med det?

For mig rummede debatten især tre store overraskelser, nemlig dels at der skulle findes mennesker, som ikke har minoritetserfaringer; dels at det at være indvandrer eller ikke-heteroseksuel eller kvinde skulle være de mest, eller ligefrem eneste, relevante måder at være underprivilegeret på i dagens Danmark. Og endelig at mennesker med en bestemt etnicitet og seksualitet, nærmere bestemt hvide heteroseksuelle, angiveligt burde afholde sig fra at anmelde og diskutere bestemte former for litteratur, som fx formuleret her: "Og samtidig, så synes jeg faktisk ikke at det ville være så forfærdeligt, hvis alle disse hvide, heteroseksuelle kritikere (hvoraf jeg selv er én) fandt det umuligt at skrive kritik, umuligt at anmelde disse på fremmede erfaringer skrevne bøger, og simpelthen holdt op med at tale." [Fra olga-ravn.blogspot.com]

Hvad det første angår, så hører jeg ganske vist til det privilegerede flertal, men hører fx også til det mindretal, som har levet under fattigdomsgrænsen i store dele af livet, og jeg kunne da uden vanskeligheder nævne ti andre underprivilegerede mindretal, som jeg enten hører eller har hørt til. Og det vil enhver kunne, hvadenten de i skolen er blevet drillet med det røde hår, det altid forkerte tøj, kalveknæene, den fordrukne far eller noget femte. Alle kender til det. Det problemløse flertalsmenneske er en fiktion.

De fleste i samfundets absolutte top, politisk og økonomisk, er ganske vist midaldrende, hvide, heteroseksuelle mænd, men det er trods alt kun en ganske lille andel denne gruppe, som tilhører toppen. Større er den heller ikke. Man kan ovenikøbet konstatere, at de fleste på samfundets bund også ser ud som mig. De fleste hjemløse er hvide, midaldrende mænd. De fleste hvide, heteroseksuelle litteraturanmeldere tilhører formodentlig middelklassen, men medlemmer af denne klasse har også på et tidspunkt gjort sig erfaringer med at være udenfor eller nedenunder.

Jo, det er alt andet lige et privilegium at være hvid, det er nemmere. Det gælder også heteroseksualitet. Det er også et privilegium at være mand; det gør det ofte lettere at stige til tops. Alt andet lige. Men der er altid en masse andre faktorer, der spiller ind. Er man tand- eller hjemløs, så er hudfarven, kønnet og seksualiteten virkelig ligegyldige. Er man spastiker, har man heller ikke mange chancer. Taler man grimt og ukorrekt, får man aldrig en bestyrelsespost. Alt andet er aldrig lige. Der er mange måder at være underprivilegeret på, og heteroseksuelle, midaldrende, hvide mænd er ikke fredet.

Som en akademisk uddannet, midaldrende, heteroseksuel, hvid mand af kristen familie burde jeg virkelig holde mig i skindet, men det fik jeg at vide for sent. Da hvidhedsdebatten var på sit højeste, havde jeg netop udgivet en roman om en uuddannet, ung, biseksuel kvinde af delvis jødisk familie. En roman om sådan et liv, ville jeg ikke kunne læse. Jeg er situeret helt forkert til det. At diskutere den ville være arrogant og undertrykkende af mig, og ligefrem at skrive den ville være skandaløst. Alle mulige undertrykkelsesmekanismer er jo strukturelt indlejret i vores samfunds måde at virke på og i vores måde at tænke på. Hvad enten jeg vil det eller ej, er jeg en af de privilegerede hvide og tænker som en undertrykker. Jeg vil aldrig kunne forstå en underprivilegeret kvinde som hende, jeg har skrevet om. Derfor trækker jeg mig nu beskæmmet tilbage til autofiktionen, den eneste genre, som dette litteratursyn levner plads til, og så må det være op til min imaginære enæggede tvilling at anmelde bøgerne.

Vent nu lidt: Jeg anerkender, at brune, homoseksuelle kvinder har andre erfaringer, end jeg har, men jeg anerkender til gengæld ikke, at dette faktum gør mig uegnet som læser af bestemte former for skønlitteratur. Jeg kan godt forstå og leve mig ind i andre menneskers vilkår, når jeg læser om dem. Vi mennesker har en særlig evne, som sætter os i stand til dette. Ikke fuldstændig, ganske vist, jeg kan aldrig udtømmende vide, hvordan det er at være nogen anden end mig selv. Der er en rest af privathed ved enhver oplevelse. Men indlevelsen fungerer tilstrækkeligt godt til, at der kan opstå en medleven. Den evne til at sætte sig ud over sig selv har vi brug for den hele tiden, også mens vi læser bøger.