onsdag den 27. marts 2019

At blive gammel i Madrid

I parkens yderkant er der grus. Det er derfor, de har valgt at stå netop her med deres tunge petanque-kugler, men de står nu også fint afskærmet og med god afstand ud til den store vej. De kan høre bilerne, men kan også høre hinanden, og det er det vigtigste, for de er ni mænd, så man skal vente længe på sin tur. Det er det samme i andre parker. Nogle steder samles de lørdag morgen, de gamle mænd, men her er det tirsdag først på aftenen. De ser ud til at være omkring de firs, så det er mange år siden, de har spillet fodbold sammen. Eller studeret sammen. Måske er de gamle arbejdskammerater og har altid spillet petanque tirsdag efter arbejde. Jeg skulle spørge dem, men det er så privat, som om de stod i deres egen baghave og delte en flaske, mens de ventede på, at pattegrisen blev tilstrækkeligt brun.

Lidt længere inde sidder en mand på samme alder i en motionsmaskine og kæmper med sig selv, og ved et af bordene sidder fire kvinder. Først tænker jeg, at det er konerne, der sidder og spiller kort, men tænker så, at der er for få af dem. Det plejer at være mændene, der dør først. Forresten spiller de heller ikke kort, ser jeg, da jeg kommer lidt tættere på. De spiller et strategispil, et jeg ikke kender, men som sikkert tager mindst fire timer at blive færdig med. I skulle se, hvor dejlige de ser ud sammen, men jeg vil ikke være bekendt at filme dem. Også damerne er hjemme, selvom de er ude. Jeg forestiller mig, at de har middagen med i en køletaske. Tortilla og empanadas. Mon der også er en kande sangría i tasken til at skylle efter med?

tirsdag den 26. marts 2019

Filosof giver lykken en chance

For det første skal man huske at lette på hatten, når en fuldt udvokset filosof selv efter grundige overvejelser mener, at man kan konkludere noget om noget. Og når så filosoffen ovenikøbet skriver en hel bog om, hvad det er, man kan konkludere om noget, må man også gerne kippe med flaget.

Mange, formodentlig langt de fleste, fagfilosoffer dedikerer deres filosofiske arbejde til at udlægge andre filosoffers arbejde, sammenligne det med atter andres, sætte det i samfundsmæssig kontekst eller i forhold til ikke-filosofiske åndsprodukter eller slet og ret nedbryde den pågældende filosofs argumenter. Denne kritiske filosofis udøvere er ikke mindre ånder end den konstruktive filosofis, og deres arbejde er uundværligt. Også for den konstruktive filosof. Faktisk er der næppe en konstruktiv filosof, der ikke indleder sit projekt med kritisk arbejde. Det er næsten altid afsættet.

For mig er det ikke desto mindre en særlig livgivende begivenhed, når en filosof selv vover pelsen og siger: Sådan er denne del af virkeligheden, og det ved vi af de og de grunde. Dette er der trods alt nogle stykker kendt fra den danske offentlighed, der har gjort også i min levetid, David Favrholdt, Peter Zinkernagel, Erich Klawonn, Arne Næss og Lars Fr. H. Svendsen for blot at nævne nogle få. Når jeg nævner disse filosoffer frem for andre, er det som sagt ikke, fordi de er dygtigere fagfilosoffer end så mange andre. Det er heller ikke, fordi jeg er særligt enig med netop dem. De er da heller ikke udpræget enige med hinanden, men de har alle forsøgt sig med positiv eller konstruktiv filosofi.

Og nu har Søren Harnow Klausen gjort det samme ved i sin nye bog På sporet af din lykke at give sit bud på, hvad lykke er. Det er langt hen ad vejen en letlæst bog, hvilket vel også er en præstation i sig selv, omend man generelt må rose filosoffer for at skrive langt bedre og klarere end eksempelvis sociologer og litteraturvidenskabsfolk, men selv blandt filosoffer udmærker Harnow Klausen sig som en klar skribent og en klar tænker.

Projektet handler om at finde frem til, dels hvad lykke er, dels hvad der frembringer lykke. Harnow Klausen analyserer dette på et personligt niveau, med udgangspunkt i et jeg. Overfladisk betragtet kunne dette ses som en egocentrisk strategi: Hvorfor ikke undersøge, hvad der bringer den anden lykke? Eller hvorfor ikke fokusere på, hvordan samfundet skal indrettes, for at flest mulige kan blive mest muligt lykkelige? Men svaret er ganske enkelt: Hvis jeg ikke selv ved, hvordan lykke opleves og opnås, har jeg ikke en chance for at hjælpe andre i deres kamp for lykke. Derfor tager Harnow Klausen afsæt i det erkendelsesmæssige udgangspunkt, i jeget.

Endnu en kvalitet, som skal fremhæves ved bogen, er dens empirifølsomhed. Selvom Harnow Klausen har læst alt og kan analysere begreber op og ned ad stolper og rundt om hjørner, forfalder han aldrig til at betragte sit genstandsområde som et tegn i en formel. Han er også velbevandret i den empiriske lykkeforskning og inddrager både denne og egne erfaringer og erfaringer fra litteraturens verden, også den mere folkelige. Det gør sammenhængen mellem teori og den teorieksterne virkelighed mere indlysende, og det giver læseren et mere hjemligt forhold til bogen.

fredag den 22. marts 2019

Den grænseoverskridende kultur, jeg oplevede på Forfatterskolen, var vand ved siden filosofistudiet

I min vilde ungdom læste jeg filosofi.

Den grænseoverskridende kultur, som man har kunnet oplevet som elev på Forfatterskolen, har fået flere til at foreslå, at skolen skulle omdannes til en universitetsuddannelse – eller slet og ret lukkes. Men hvis man tror, at universitetsstrukturen er et værn mod en grænseoverskridende institutionskultur, så har man i hvert fald ikke læst filosofi sammen med mig. Vi overskred hinandens grænser hele tiden. Det var som en del af dannelsen.

På min årgang gik en ung kvinde, som i pauserne gik rundt på gangene og skreg "Ich bin ein Judeswein!". Eller hun overmalede tavlen med det samme udsagn. Til festerne blev hun hentet af en ambulance, når hun havde leget for meget med ild eller sat sig op på bordet og vist hullet i sine trusser, og i timerne talte hun fuldstændig sort, som et poetisk rableri. Men på studiet var man vant til, at studerende kunne blive vanvittige af at læse, så ingen opfattede det rigtig som et problem, før hun satte ild til fagrådslokalet – med sig selv indeni. Jeg kan huske, at jeg syntes, vores filosofihistorielærer var fantastisk god til at berolige hende. Han lod, som om han forstod, hvad hun sagde, og genoptog gerne sin undervisning med sætningen: "Som [kvinden X] siger, ...", og så fortsatte han ellers med sin forelæsning. Men hjælpe hende i egentlig forstand kunne han naturligvis ikke. Han var ikke psykiater. Desuden havde han travlt med at komme igennem dagens tekst, for mere end 40 minutter kunne han ikke forelæse ad gangen. Så skulle han ud og skylle to elefantbajere mere gennem halsen, for at kunne gennemføre anden halvdel.

Julefrokosterne var årets sociale højdepunkt. Der var en særlig elegance over det. De lærere, som deltog, mødte frem i søndagstøjet. Der blev holdt taler, og så blev der lavet mad på højt kulinarisk niveau. Det foregik aftenen inden hjemme hos en af lektorerne. Han var single, knivskarp, sarkastisk og elegant, så han var populær, ikke mindst blandt de kvindelige studerende, og der gik rygter om, at han havde affærer med nogle af de studerende, som kom hjem og hjalp ham med at forberede kødorgiet. Om rygterne var sande, aner jeg ikke, men jeg ved, at de var medvirkende til, at så mange gerne ville hjem i hans køkken.

Kunne han finde på at ydmyge de studerende? Det kunne forekomme. Jeg husker eksempelvis en lidt besværlig studerende, som klagede over hovedpine. "Det er bare fantomsmerter," lød det straks fra vores lektor. Man fik ikke noget forærende. Men man lære virkelig noget, hvis man tog det på sig. Dannedes der A- og B-hold på studiet? Der dannedes alle typer hold. Særligt dannede der sig kredse omkring de fastansatte lektorer, som alle var meget fascinerende, nærmest dæmonisk tiltrækkende intellekter, men også meget forskellige. Ud over den nævnte kyniske kritiker, som aldrig forpligtede sig til at have en holdning til noget filosofisk problem, men blot ville gendrive al opbyggelig filosofi, havde vi fx en økomarxistisk lektor, som også havde en gruppe omkring sig. Det var særligt de studerende, som stemte på De Grønne, hvilket mange gjorde på det tidspunkt, eller som slet og ret var marxister, de langhårede. De arrangerede kritiske læsekredse og dannede nærmest et alternativt institut, og det var herfra, denne lektor rekrutterede de undervisningsassistenter, han skulle bruge. Uanset, om de var de fagligt dygtigste eller ej. Det var hans A-hold, og ingen stillede spørgsmålstegn ved, om det var rimeligt eller ej, for flere af de øvrige lektorer gjorde det samme med de kredse, de samlede om sig. Det gjorde vores professor også, omend mindre udpræget, og han kunne ansætte eksterne lektorer, som typisk blev de kandidater, der havde været tæt på ham under studietiden. Også ham kunne jeg godt lide, selvom jeg hverken filosofisk eller politisk var enig med ham. Men han var fantastisk til at underholde, når han holdt hof ved julefrokosterne. Det ville jeg gerne være med til, så jeg købte gerne en kasse bajere og udfordrede hans ofte gentagne udsagn om, at ingen studerende nogensinde havde drukket ham under bordet. Det lykkedes da heller ikke mig, men jeg fik en aldrig afsluttet diskussion om alt mellem himmel og jord og en masse historier med hjem.

Blev der røget hash under de sociale arrangementer på studiet? Ja, naturligvis! Drak lærerne sig fulde, råbte og parlamenterede med alt og alle og sagde deres stillinger op? Tja, nogle gjorde jo. Var der lærere, som forelskede sig i studerende? Ja, da. Nogle af lærerne var jo undervisningsassistenter, som endnu selv var studerende og på alder med de andre studerende. Og vi kom tæt på hinanden. Formodentlig var der også studerende og lærere, som blev kærester. Jeg husker det ikke ikke så nøje. Sådan et forhold er ikke uproblematisk, for der vil altid være en magtmæssig asymmetri mellem underviser og studerende. Men det er trods alt heller ikke ulovligt, for der er tale om voksne mennesker. Og skal vi være hudløst ærlige, må vi også spørge os selv, om der ikke altid er en vis asymmetri mellem mennesker, uanset om den er formaliseret eller ej. Fx er det sjældent, at to mennesker har lige mange penge ...

En af de ældre lektorer havde det som princip, at han omtalte sig selv som filosofisk medstuderende, ikke som en autoritet. Vi konfronterede filosofien, livet og virkeligheden sammen, mente han. Det kunne jeg godt lide, for det betød jo (i hvert fald i princippet), at de studerendes indspil skulle tages lige så alvorligt og undersøges lige så grundigt som hans.

Andre udfordrede professoren på anden vis. En af mine kropsstærke holdkammerater besluttede sig fx for at banke ham under en julefrokost. Han blev ikke smidt ud af studiet, men fandt efterfølgende ud af, at han hellere ville noget andet end filosofi. Han var en fin fyr og bestemt ikke nogen dårlig studerende. Blot havde han brug for at bruge kroppen noget mere, end studiet lagde op til. Han bankede også mig af flere omgange, men kun fordi, jeg ikke kunne lade være med at drille ham. Jeg kan fx huske en studietur, hvor både han og jeg var blevet dinglende fulde, og hen gennem natten blev jeg ved med at sige til ham, at han lugtede af lort, hvilket han i øvrigt ikke gjorde, men det blev til en leg, hvor jeg skulle tirre ham, og han skulle banke mig. Da han bukkede under for drukkenskaben allerede klokken otte om morgenen, hvor jeg stadig var stående, listede jeg sammen med en medstuderende ind og lagde en råt æg ned mellem hans testikler, for sådan gjorde man med den, der først forlader festen, i et kollektiv, jeg tidligere havde boet i. Reelt var det jo grov mobning, selvom vi selv opfattede det som kærligt drilleri.

Under filosofistudierne boede jeg i et bofællesskab med otte andre unge, herunder tre holdkammerater fra filosofi. Og her var den grænseoverskridende adfærd snarere reglen end undtagelsen. Folk råbte ad hinanden, sloges, drak sig voldsomt fulde sammen, dansede, spillede musik, udsmykkede huset på nye måder eller bankede en mur ned, knaldede, elskede, forelskede sig, scorede hinandens kærester, hadede, eksperimenterede med seksualiteten, spillede skak i timevis, spillede fodbold på universitetet eller i en indkøbsvogn i haven, brændte ting af og smadrede ting, skrev digte, læste hinandens filosofiske tekster, talte om litteratur, arrangerede politiske aktioner, drev hærgende gennem byen og samlede en gruppe på over hundrede fortvivlede unge mennesker i kredsen omkring huset. Det var ikke en del af det filosofiske curriculum, men det var en del af at finde ud af, hvem vi var og frem for alt ikke var.

Men det mest voldsomme var filosofien selv. Det at skulle finde sig til rette med og i en verden, hvor man ikke kan vide, om det, vi opfatter som solid materialitet omkring os, blot er fænomener i vores egen bevidsthed – i min egen bevidsthed, for findes der egentlig andet end den? Er du blot en tanke i min bevidsthed? At være potentielt alene i universet, hvis ikke ligefrem i fysisk forstand, så mentalt, fordi tanker og følelser er principielt private, og ingen derfor nogensinde vil kunne kende eller forstå mig udtømmende. Eller en verden, hvor alt er determineret, hvor selv vores tanker og handlinger har en årsag eller grund, som går forud og ligger uden for os selv. Er vi så selv herre over vores handlinger? Har vi noget ansvar for dem? Eller er viljen tværtimod fri og udetermineret, en helt særlig entitet i universet, et ubegrundet intet, hvilket måske omvendt gør vores handlinger meningsløse? Hvordan kommer man overens med disse tanker? Og disse uafsluttelige indre dialoger og slagsmål, som man fører med sig selv, er kun en spæd begyndelse for filosofien. Det bliver ikke nemmere af at læse sig dybere ind.

Filosofi er en intellektuelt og personligt eksperimentarium, som man ikke blot flakser igennem uden skrammer. Den udfordrer og har altid udfordret mennesket ud over alle grænser. Og samler man 50 mennesker på samme sted, som alle kæmper intenst med filosofi, lider af filosofi, så bliver udkommet voldsomt vedkommende. Det er vanskeligt at forestille sig, at det kan være anderledes, med mindre man foretrækker et filosofistudium med et helt udvendigt forhold til fagets genstand.

Er det godt med alle disse excesser? For nogen er det godt, for andre ikke. Den studerende, som forsøgte at banke professor Favrholdt under en julefrokost, var ikke den eneste, som hold op under vejs. Ud af 22 startende på min årgang, var vi 4, som færdiggjorde en hovedfagseksamen på studiet. Resten stoppede eller skiftede studium. Filosofi er ikke for alle, men det er frivilligt at gå der. Var det da ikke bedre, hvis flere fik lyst til at gennemføre? Måske. Gennemførelsesprocenten er også steget siden dengang. Om det skyldes, at miljøet er mindre voldsomt, ved jeg ikke, men det kan tænkes. Mister man noget ved at 'normalisere' omgangsformerne? Det kan også tænkes.

Burde man ikke desto mindre ændre noget i kulturen, så det blev et mindre voldsomt et sted at være? Jo, formodentlig, og det han man også gjort. Eller rettere: Tiden er en helt anden i dag. Da jeg læste filosofi, var der ingen kvindelige undervisere. Spurgte man de fastansatte lærere hvorfor, fik man altid det samme svar: "Det har vi prøvet. Men hun var her ikke ret længe, før vi fandt hende død på toilettet med en tom whiskyflaske i favnen." Filosofi var ikke for kvinder. Men allerede på min årgang var der lige så mange kvindelige studerende som mænd. Så efterhånden fik instituttet jo uddannet nogle kvinder, som til sidst også vandt indpas blandt de ansatte. I dag tror jeg ikke, der er flere mandlige ansatte end kvinder. Og det er godt. Og måske har kulturen på instituttet ændret sig med kvindernes ansættelse – eller slet og ret med tiden, med den forøgede opmærksomhed på autoritære kommunikationsformer. Det er også generationsafhængigt.

Man skal ikke tro, at den grænseoverskridende kultur på Forfatterskolen, som der skrives så meget om, ikke kunne finde sted inden for rammerne af en universitetsuddannelse. Selvfølgelig kunne den det. I sammenligning med mit filosofistudium var studiet på Forfatterskolen i min tid pænt og ordentligt, ja nærmest kedeligt.

onsdag den 20. marts 2019

Den hulkende sømand

Anders And, 1952

1
Som småpjusket ælling da stod jeg til søs,
jeg drømte om solskin og kærtegn og kys.
Ak disse falmede minder!
Hvem der forstod sig på kvinder!
Nu står jeg fortørnet og drejer mit rat
og hulker ved dag og ved nat:
Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav
hvor kun bølgerne hører min gråd!
Kun dér kan jeg glemme de drømme, vi drømte,
dengang du var med i min båd.
Nu sætter jeg sejlet og stævner mod land
og synger den eneste sang som jeg kan.
Kun dér, i en grav ved det isgrønne hav
kan en kølhalet and hulke ud.

2
To øjne som perler, den yndigste gump,
du kapred' mit hjerte, fortryllende stump.
Du bød mig op til at danse
kaldte mig din 'mansepanse'!
Nu er det en anden, du kalder din ven,
jeg har kun ét ønske igen:
Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav
hvor kun bølgerne hører min gråd!
Kun dér kan jeg glemme de løfter, du gav mig
dengang du var ude på no'et.
Nu letter jeg anker og spuler mit dæk
mit svulmende hjerte er rent sprunget læk.
Kun dér, i en grav ved det isgrønne hav
kan en brådslagen and hulke ud.

3
Ved mågernes skrig og ved skyernes flugt,
der mindes jeg dig og det lys, der blev slukt.
Du gav mig søvnløse nætter,
da du fløj bort med min fætter.
Nu er der kun ét jeg begærer på jord,
det fremgår af følgende ord:
Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav
hvor kun bølgerne hører min gråd!
Kun dér kan jeg glemme de kindkys, du gav mig
dengang du var villig og kåd.
Nu kaster jeg anker og sænker min mast,
den segner omkuld som de drømme, der brast.
Kun dér, i en grav ved det isgrønne hav
kan en kuldsejlet and hulke ud.


Oversætteren Sonja Rindom har leveret den danske tekst, som skal synges på cowboy-klassikeren 'Home on the Range' af Dr. Brewster M. Higley.


mandag den 4. marts 2019

Grønne mænd

Farveblyanter er dejlige at tegne med, og egentlig kan jeg godt nøjes med de grønne. Jeg tænker normalt på mine figurer som 'grønne mænd', men i virkeligheden er flere af dem uden kønskarakteristika, for eksempel den første her.


Her har vi til gengæld tydeligvis at gøre med en mand. Han er resultatet af en leg. Min yngste datter, Serena, skulle tegne en sky, og så skulle jeg finde personen i skyen.