søndag den 17. juli 2022

Litteraturteoretisk bog på vej

Det er fem år siden, jeg vågnede op midt om natten, uvant klar i hovedet, men stærkt forundret over min drøm. Jeg havde drømt en definition på skønlitteratur, og selvom jeg er uddannet i filosofi, havde jeg aldrig tidligere drømt en definition på noget som helst. Jeg har tit drømt om skønlitteratur. Eller rettere: Jeg har tit drømt digte, og jeg har indimellem skrevet dem ned bagefter. Et digt, jeg drømte i 1986, sendte jeg med, da jeg i 2005 søgte ind på Forfatterskolen. Det kom ovenikøbet med i min debutroman fra 2007, så jeg stoler på mine drømme, fordi de ofte fortæller mig noget, som jeg kan få til at give mening, trods det tilsyneladende vanvid.

Men denne sommernat i 2017 drømte jeg en sætning, som ikke var det fjerneste vanvittig, men nærmeste skræmmende rationel. Så skrev jeg den ned, kiggede længe på den – og begyndte at tænke videre. Da solen brød frem på Madrids koksgrå himmel, havde jeg skrevet fem sider om, hvad skønlitteratur er og ikke er.
Det blev begyndelsen på flere års skriverier og ikke mindst selvstudier i min lille arbejdscelle. Jeg fandt artikler på nettet og bestilte bøger hjem fra Danmark, for jeg ville vide, hvad der var tænkt og skrevet om det emne, som jeg aldrig tidligere havde beskæftiget mig med og dårligt nok interesseret mig for. Det kom jeg til. Jeg uddannede mig i litteraturteori, eller i det hjørne af dem, som handler om, hvad der adskiller skønlitteratur fra alt andet og særligt fra faglitteratur.
Et par år senere havde jeg et bogmanuskript på cirka 400 sider, som forlaget Spring vedtog at udgive på grundlag af et smigrende peerreview. Det var jeg glad for, for Spring er absolut et af de bedste danske forlag, når det gælder udgivelse af litteraturteori.
Af forskellige grunde, som ikke har med forlaget at gøre, har udgivelsesprocessen ligget stille i et par år, men nu er bogen på vej. Den udkommer i år. Måske er du eller en af de bøger, du har udgivet, citeret i den.