Det højloftede miljø på filosofistudiet

 1989:

Jeg havde det privilegium at læse filosofi på et institut, hvor der ikke var to lektorer, som havde den samme tilgang til filosofien. Jeg havde samtidig det privilegium stort set kun at blive undervist af fastansatte lærere, og da min årgang på filosofisk institut kun bestod af 25 studerende, havde forelæsningerne karakter af holdundervisning.

Jeg hørte fra studerende på andre studier, at deres undervisere i det store hele kun interesserede sig for deres forskning. Sådan var det ikke hos os. Alle undervisere var optagede af at undervise og var derfor også gode til det. Rundt om flere af dem dannede der sig kredse af studerende, som mente, at netop deres mentor havde fat i den lange ende. Det gav nok en lejrstemning på instituttet, men så afgjort mere som en intellektuel kappestrid end som fjendskab. Man drillede, men respekterede i ret vid udstrækning hinanden. Jeg hørte eksempelvis aldrig om nogen, der forsøgte at få hinanden fyret, fordi de havde forskellige opfattelser af faget og verden.

Man kunne også forenes om den store, elegante julefrokost for undervisere, studerende og tidligere studerende på det lille institut (undtagen måske nogle af økologerne, som mente, at der var for meget kødmad, eller for lidt grønt), hvor der bestemt var uhæmmet drukkenskab, alternativ rygning, hor, beåndede brandtaler, højlydte skænderier, sædelighedsskandaler, brandstiftelse, brydekampe og kærlighedserklæringer af ret forbigående gyldighed, men hvor dem, der havde danset trusseløst på bordene eller sagt deres job op i fuldskab, for det meste blev omfavnet af et smil næste mandag.

Der var højt til loftet.

Det var langt fra noget problemfrit miljø, og det var naturligvis ikke alle, der trivedes lige godt i det, men det passede godt til mig.

Især elskede jeg den faglige mangfoldighed og rummelighed. At så tilsyneladende uforenelige tilgange til filosofien kunne eksistere side om side. Alle alternativer var legitime, blot der kunne argumenteres og gøres rede for dem. Man kunne vælge at studere i en bestemt lejr, men man kunne også lade være. Selv valgte jeg aldrig side. Jeg var og er meget inspireret af Karl Marx, hvad angår beskrivelsen af historiens drivhjul, økonomien, arbejdet og af statens rolle. Men filosofisk var jeg hverken marxist, strukturalist, dagligsprogsfilosof, hermeneutiker, kantianer, positivist, kritisk rationalist, semiotiker, frankfurtermand, fænomenolog, eller nietzscheaner, men vel nærmest lidt af det hele. Jeg tror ikke på, at alle filosofiske spørgsmål kan beskrives og besvares i henhold til den samme metode.

Jeg ville ikke have holdt til at læse filosofi på et institut, hvor en bestemt verdensforståelse eller måde at tale om filosofien og filosofere om verden gjorde krav på at være den eneste tilladelige.

El Cholo er den bedste

Hvem er verdens bedste fodboldtræner? Det er jo vanskeligt at måle, og derfor er der naturligvis også mange forskellige meninger om den sag. De fleste vil vel nævne Pep Guardiola og Jürgen Klopp først, men Ancelotti, Tuchel, Zidane, Mourinho, Pochettino og Hjulmand er også navne, der jævnligt dukker op, og så vil mange også for et syns skyld nævne Atlético Madrids Diego "el Cholo" Simeone som en af dem, der også gør det godt.

Men hvor meget jeg end holder af Klopp og respekterer Guardiola, Hjulmand og Zidane, så er rækkefølgen forkert. Simeone er efter min mening klart den bedste træner i topfodbold de seneste ti år. Det kan man aflæse af mange forskellige parametre.

Man kan begynde med at kigge på klubbens resultater. Simeone kom til klubben som cheftræner midt i sæsonen, i december 2011, hvor det gik skidt for klubben. Det lykkedes Simeone at rette holdet op og slutte sæsonen som nummer 5. De to foregående år var det blevet til en 7'ende og en 9'ende-plads. Sæsonen efter blev de nummer 3, og i den næste sæson igen vandt de La Liga for første gang i 20 år. Fra 1996 til 2013 sluttede Atleti ikke en eneste gang i top-3 i La Liga, men fra og med 2013 og til og med i år har de gjort det hvert eneste år, altså 9 år i træk. I 2014 og 2021 er klubben blevet spanske mestre, og to gange undervejs har de været i Champions League-finalen og begge gange været uheldige med at tabe til Real Madrid.

Man kan også se på, hvad Simeone har fået ud af sine spillere. Jeg tror, de fleste vil være enige i, at spillere som Diego Costa, Antoine Griezmann, Arda Turan, Filipe Luís, João Miranda og Diego Godín kun var rigtig gode, mens de spillede for Simeone. Når de forsøgte sig i andre klubber, nåede de aldrig samme niveau. Og hvem andre end Simeone kunne have gjort et ordinært talent som Koke til en europæisk topspiller?

Noget man også ofte bedømmer trænere på, er spillets organisation, først og fremmest forsvarets kompakthed, midtbanens rollefordeling og de offensive spilleres genpres, når de har mistet bolden højt på banen. Det er jo sådan noget, en træner kan få styr på. Ingen træner ville kunne lære Faxe at drible som Jesper Olsen.

Simeones Atleti har år efter år haft det forsvar, som lukkede færrest mål ind i La Liga. Måske det bedste forsvar i verden, og vel at mærke slet ikke med verdens dyreste forsvarsspillere. Midtbanen var især i de første år bemandet med ret anonyme spillere, men stod altid godt, bakkede hinanden godt op og gjorde tingene simpelt og rigtigt, ligesom Simeone selv havde gjort som topspiller (blandt andet i Atlético Madrid). Og Simeones forreste spillere har altid arbejdet hårdt og disciplineret i genpresset, bremset modstandernes opspil og skabt målchancer på hurtige omstillinger. Det har i årrække gjort Atleti meget svære at bryde ned og vinde over. Atleti har under Simeone lært at vinde de kampe, hvor modstanderne egentlig spillede lidt bedre.

Så kan man vel også se på, hvilke trænere, der har betydet mest for deres klubs økonomiske udvikling. Atlético Madrid havde bygget deres nye store stadion, Wanda Metropolitano med plads til 68.457 tilskuere, som blev taget i brug 2017, uanset, men de gode resultater, som Simeone skabte i årene inden og efter, spillede perfekt sammen med det nye stadion, som de kunne fylde med begejstrede tilhængere. Atleti blev en europæisk storklub i de år. Jeg kunne bedre lide det gamle stadion, Vicente Calderón, fordi det knyttede klubben til mit kvarter og til arbejderkvartererne nede ved floden, men det nye, store stadion blev økonomisk en stor succes, fordi Simeone med sine imponerende og konstante resultater kunne fylde det uge efter uge.

Simeone kan sætte et hold rigtig sammen. Han kan forbedre spillernes taktiske forståelse og arbejdsdisciplin og han kan motivere sine spillere til at yde lidt mere, end de selv troede, at de kunne. Det er der vist ingen, der gør bedre.