onsdag den 10. november 2021

Det højloftede miljø på filosofistudiet

 1989:

Jeg havde det privilegium at læse filosofi på et institut, hvor der ikke var to lektorer, som havde den samme tilgang til filosofien. Jeg havde samtidig det privilegium stort set kun at blive undervist af fastansatte lærere, og da min årgang på filosofisk institut kun bestod af 25 studerende, havde forelæsningerne karakter af holdundervisning.
Jeg hørte fra studerende på andre studier, at deres undervisere i det store hele kun interesserede sig for deres forskning. Sådan var det ikke hos os. Alle undervisere var optagede af at undervise og var derfor også gode til det. Rundt om flere af dem dannede der sig kredse af studerende, som mente, at netop deres mentor havde fat i den lange ende. Det gav nok en lejrstemning på instituttet, men så afgjort mere som en intellektuel kappestrid end som fjendskab. Man drillede, men respekterede i ret vid udstrækning hinanden. Jeg hørte eksempelvis aldrig om nogen, der forsøgte at få hinanden fyret, fordi de havde forskellige opfattelser af faget og verden.
Man kunne også forenes om den store, elegante julefrokost for undervisere, studerende og tidligere studerende på det lille institut (undtagen måske nogle af økologerne, som mente, at der var for meget kødmad, eller for lidt grønt), hvor der bestemt var uhæmmet drukkenskab, alternativ rygning, hor, beåndede brandtaler, højlydte skænderier, sædelighedsskandaler, brandstiftelse, brydekampe og kærlighedserklæringer af ret forbigående gyldighed, men hvor dem, der havde danset trusseløst på bordene eller sagt deres job op i fuldskab, for det meste blev omfavnet af et smil næste mandag.
Der var højt til loftet.
Det var langt fra noget problemfrit miljø, og det var naturligvis ikke alle, der trivedes lige godt i det, men det passede godt til mig.
Især elskede jeg den faglige mangfoldighed og rummelighed. At så tilsyneladende uforenelige tilgange til filosofien kunne eksistere side om side. Alle alternativer var legitime, blot der kunne argumenteres og gøres rede for dem. Man kunne vælge at studere i en bestemt lejr, men man kunne også lade være. Selv valgte jeg aldrig side. Jeg var og er meget inspireret af Karl Marx, hvad angår beskrivelsen af historiens drivhjul, økonomien, arbejdet og af statens rolle. Men filosofisk var jeg hverken marxist, strukturalist, dagligsprogsfilosof, hermeneutiker, kantianer, positivist, kritisk rationalist, semiotiker, frankfurtermand, fænomenolog, eller nietzscheaner, men vel nærmest lidt af det hele. Jeg tror ikke på, at alle filosofiske spørgsmål kan beskrives og besvares i henhold til den samme metode.
Jeg ville ikke have holdt til at læse filosofi på et institut, hvor en bestemt verdensforståelse eller måde at tale om filosofien og filosofere om verden gjorde krav på at være den eneste tilladelige.

Ingen kommentarer: