tirsdag den 26. januar 2016

Hårdt

For tre dage siden sluttede vinteren for denne gang. Den havde da også varet det meste af en uge – med nattefrost, morgendis og ligefrem periodisk finregn om formiddagen. Man gyser stadig ved tanken. I dag skulle vi så komme op på 18 grader celsius ud på eftermiddagen.

Måske skulle man tage forårets første udendørs frokost, lidt tapas på en af de godt hundrede cafeer og barer i kvartet. Der er allerede ved at være godt gang i den.

Men først er jeg pisket til at skrive et par timer på min nye roman og så skal jeg slide mig gennem et slag bordtennis på det udendørs bord nede ved Puerta de Toledo.

Livet er så forbasket hårdt sådan en tirsdag.

mandag den 25. januar 2016

Afladning

Da jeg boede i Danmark, kunne jeg typisk komme i tanke om navnene på i hvert fald 15 ud af 20 ministre. Nu ved jeg, hvad statsministeren hedder, og jeg har en svag anelse om, at Bertel Haarder er blevet kulturminister, men jeg er ikke sikker.

Jeg kan slå det op, men ville glemme det igen med det samme, for ingen taler om dem her.

Her har jeg ingen kolleger, taler ikke med danskere og ser ikke dansk tv. Det er faktisk ikke kun den danske offentlighed siden 2011, der er et dunkelt hul i min bevidsthed. Det er også min viden om ting, der skete, længe før vi flyttede, der langsom toner ud og forsvinder. Sådan fungerer det, når man ikke længere er en del af den daglige samtale, som refererer til denne fælles danske erindring. Den danske dannelse og almenviden mister sin betydning og visner hen.

Er der stemmer i topskatten og energipolitikken eller kun i grænsebommen? Hvad taler politikerne om? Og hvad skriver aviserne? Jeg ved det ikke rigtigt.

Tommy Seeback har en søn, der spiller musik. Det kan jeg huske, for han startede, lige inden vi flyttede til Madrid, men han optræder ikke på spansk tv, så jeg kan ikke huske, hvad han hedder.

Jeg kan nu heller ikke huske, hvad nationalbankdirektøren hedder, eller direktøren for Danmarks Radio, for jeg hører aldrig om dem mere.

Ingen spørger mig, om jeg har hørt den nye med Magtens Korridorer.

For et par år siden læste jeg på Facebook, at Helle Thornings regering havde gennemført en omfattende reform af Folkeskolen, og jeg kunne forstå, at jeg skulle være imod den, heldagsskolen, det sagde alle, jeg kendte, men det har ikke noget med min virkelighed at gøre, mine børn har gået i spansk skole fra 9-17, siden de var tre år gamle. Jeg ved ikke, hvilke pædagogiske begreber, der er på mode nu. Jeg kan huske spareøvelsen "ansvar for egen læring" og den efterfølgende lad os skide på de dårligste elever-øvelse "diferentieret undervisning", men hvilket borgerligt ideologisk holdningsregime hersker på skolerne i dag?

Jeg har set på Facebook, at Klaus Rifbjerg er død, og jeg går ud fra, at Benny Andersen, Lise Nørgaard og Johannes Møllehave stadig lever. 

Men på den anden side er det næppe dem, folk læser?

Hvem er sjov i Danmark i dag? Jeg går ud fra, at det ikke længere er Frank Hvam, Lars Hjortshøj og Casper Christensen, men hvad hedder de så?

Laver Sebastian stadig musical, har Per Fly lavet film siden 2011?

Findes litteraturtidsskrifterne Den Blå Port og Ildfisken stadig? Er der kommet nye til?

Hvem er lektorer på Filosofisk Institut i Odense? Og hvad læser man i dag: Pragmatisk sprogfilosofi eller socialkonstruktivisme?

Er Vejle Boldklub ved at rykke op i Superligaen? Og hvem ejer egentlig superligaen for tiden?

Har de fået bygget den motorvej mellem Odense og Svendborg, eller kan man stadig købe en herregård på Langeland for en treværelses på Vesterbro?

Findes der stadig postkasser i Århus?

Sproget forsvinder. De ord, som jeg ved, at hverken mine børn eller min spanskfødte kæreste kender, bruger jeg aldrig mere. De er sunket ned i mit passive ordforråd. Inden længe drysser de også ud gennem bunden på dette skrøbelige register.

Der er faste vendinger, som jeg pludselig bliver i tvivl om, hvordan man bruger. Der er uregelmæssige verbebøjninger, som ikke længere kommer naturligt til mig. Jeg taler hakkende og langsomt. Nå ja, det har jeg måske altid gjort?

Danmark fortoner sig, men også resten af verden, for ganske vist ser jeg ofte spanske nyheder på tv, men dels er spanske nyheder mere spanske, end danske nyheder er danske (her i Spanien hører vi ikke meget om valgkampen i USA eller udviklingen i New Labour), dels forstår jeg jo heller ikke mere end halvdelen af, hvad de siger. I bedste fald.

Jeg har et godt liv. På mange måder bedre end i Danmark. Men jeg er ikke selv den samme: Afladningen er begyndt.

søndag den 3. januar 2016

En historisk ommer

– historien om, hvorfor alle både tabte og vandt valget i Spanien


Et historisk valg
Der var parlamentsvalg i Spanien den 20. december, og det blev på mange måder en usædvanlig dag for det spanske demokrati.

Ingen kan danne et stabilt flertal i den nyvalgte kongres. De eneste to partier, som tilsammen kan mønstre et flertal i kongressen, er de to store, gamle partier, det regerende, konservative PP og det socialdemokratiske PSOE, og intet tyder på, at de ender i regering sammen. PP er også ved dette valg blevet størst og gør krav på at lede regeringen, men PSOE kræver til gengæld for sin støtte, at PP stiller med en ny ministerpræsident i stedet for den siddende regeringsleder, Mariano Rajoy, og det vil PP ikke.

Alle andre flertalskonstellationer kræver mindst tre ret uforenelige partiers medvirken, og derfor ligner det nu nyvalg i Spanien. Den situation har det unge spanske demokrati aldrig stået i tidligere. Et af de to store partier har altid haft absolut flertal alene.

Men det er ikke det eneste bemærkelsesværdige ved valget.

PSOE fik eksempelvis sit dårligste parlamentsvalg nogensinde, PP tabte faktisk også stort. Nye partier var kommet til med betydelig succes på begge fløje, men venstrefløjens sejr blev ikke så stor, som det så ud til for et år siden.

PSOE fik 22 % af stemmerne og 90 mandater i det 350 mand store deputeretkammer, som er det vigtige af de to kamre i kongressen, altså det spanske parlament. Det nye, venstreorienterede Podemos fik næsten lige så mange stemmer, nemlig 20,7 %, men fik kun 69 mandater. Det skyldes, at Spanien har et valgsystem, som favoriserer de to største partier. Enhedslisten IU fik således cirka 3,7 % af stemmerne, men kun 2 mandater. Tilsammen fik Podemos og IU med andre ord flere stemmer end PSOE, og det er første gang siden parlamentarismens genindførelse i 1978, at venstrefløjen har fået flere stemmer end socialdemokraterne i PSOE.

PP bevarede trods en stor tilbagegang sin position som landets største parti med 28,7 % af stemmerne og 123 mandater (en tilbagegang fra 45 % og 187 mandater). 123 deputerede er dog langt fra nok til at samle flertal bag en ny PP-regering.

Med sig har PP nu det nye borgerlige midterparti, Ciudadanos, hvis største styrke er, at de i modsætning til PP hverken er belastet af den politiske arv efter det fascistiske Franco-regime eller de mange korruptionsskandaler, som de to store, gamle partier konstant skøjter rundt i. Ciudadanos fik med 13,9 % af stemmerne og 40 mandater ikke det kæmpe gennembrud, som de for blot få uger siden var spået. Flere meningsmålinger gjorde dem til næststørste parti efter PP. Men et gennembrud er det alligevel. Det er ligesom med Podemos første gang, de stiller op til kongressen, og det er første gang, at andre partier end PP og PSOE har haft relevans for regeringsdannelsen.

Det er også første gang siden 1937 under borgerkrigen, at højrefløjen står splittet i Spanien. Det er altså ikke kun det traditionelle to-parti-system, der er truet, men også 78 års succesfuld højrenationalistisk enhed mod alle liberale og socialistiske tendenser.

Siden general Francos død i 1975 og parlamentarismens genindførelse i 1978 har Spanien på skift været regeret af det konservative PP, som er fascisternes arvtagere, og PSOE, socialistpartiet, som kæmpede for en socialistisk republik i 1930'erne og derfor var forbudt under Francos regime. PSOE er i dag et anderledes parti og har i hvert fald siden Spaniens indtrædelse i EU i 1986 politisk ligget på linje med de store europæiske socialdemokratiske partier. Hvad angår økonomisk politik er der i dag ingen mærkbar forskel på PP og PSOE, selv om PSOE under valgkampen skingert har skældt ud på PP's nedskæringspolitik. Tilsvarende har begge de to store partier været involveret i et utal af sager om korruption og nepotisme, særligt i de regionale regeringer, som også typisk ledes af de to store partier.

Længslen efter forandring
Den økonomiske krise med den store arbejdsløshed, den barske nedskæringspolitik, den omfattende korruption og følelsen af ikke at kunne ændre noget ved at stemme på nogen af de to store partier har affødt en stor lyst til at prøve noget nyt, at bryde med to-parti-systemet.

Nu kunne man tro, at det traditionelt tredjestørste parti, IU (det spanske Enhedslisten), kunne drage fordel af denne utilfredshed, men det har de ikke evnet. De har fra begyndelsen været ledet af PCE, det spanske kommunistparti, som (i modsætning til fx de italienske kommunister i PCI, som i hvert fald frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var meget populære i Italien) aldrig har nydt nogen stor folkelig agtelse. Venstrefløjen i Spanien er traditionelt anarkistisk, ikke bureaukratisk, og kommunisternes kontrarevolution i bl.a. Katalonien under den spanske borgerkrig, hvor de af hensyn til Sovjetunionens internationale alliancepolitik slog en anarkistisk og socialistisk inspireret social revolution ned, gjorde dem bestemt ikke mere populære på venstrefløjen. De gamle mænd i IU har ikke kunnet ryste stanken af stalinisme af sig, selvom de for længst har taget et politisk opgør med den udemokratiske og bureaukratiske arv. Selv i en situation, hvor utilfredsheden med de to store partier har været enorm, og hvor en ny venstrefløj daglig har været på gaden i de store byer for at aktionere mod den borgerlige krisepolitik, har IU ikke på noget tidspunkt kunnet løfte sig op over en tilslutning på omkring de 6 %.

Derfor var der store forventninger til Podemos og Pablo Iglesias, den nye dreng i klassen: en ung og populær universitetslektor i statskundskab, som allerede inden, han i marts 2014 stiftede Podemos som parti, var kendt fra tv som en skarp og aggressiv, nytænkende venstreorienteret debatør med hestehale, tjavset skæg og forvasket skjorte. Et aktivistisk græsrodsparti med 'flad struktur' appelerer langt mere til de anarkistiske spaniere, end det bureaukratiske PCE gør.

Podemos opstod som den erklærede politiske overbygning på de omfattende og vildtvoksende folkelige protestbevægelser, som dukkede op i kølvandet på en kæmpe landsdækkende demonstration den 15. maj 2011. "Vi har ingen fremtid", lød råbet fra de unge, som over hele Spanien aktionerede mod den enorme ungdomsarbejdsløshed (toppede omkring de 50 %), mod hjemløsheden (omkring 600.000 spanske familier var blevet hjemløse siden krisens begyndelse i 2008) mod den politiske korruption, to-parti-systemet, bankernes spekulation og den brutale krisepolitik med nedskæringer inden for uddannelsessystemet, sundhedsvæsnet og i den i forvejen ubetydelige arbejdsløshedsunderstøttelse, men også mere overordnet mod kapitalismen og miljøødelæggelsen.

Særligt stærke var protesterne mod PP-regeringens anslag mod den spanske folkeskole. PP's mål var og er at forringe den offentlige skole så meget, at de fleste fravælger den til fordel for de katolske privatskoler. Det er en offentlig besparelse, men også både klassekamp og konservativ kulturkamp. På mange af de grønne t-shirts, som de forskellige aktivist-cirkler er fælles om, kunne man læse kravet om en offentlig skole for alle. Det er et modtræk til denne konservative politik.

Positivt blev der rejst krav om at gøre bolig, arbejde, sundhed, kultur og uddannelse til fundamentale og ukrænkelige rettigheder. Krav, som Podemos gav en politisk stemme.

Podemos det nye, hotte parti
Protestbevægelsen blev lynhurtigt organiseret på digitale platforme og indlejret i flere end 200 forskellige, regionalt og emnemæssigt opdelte grupper, eller cirkler, som de blev kaldt.

Der blev aktioneret på utallige måder: Man lavede værn, så politiet ikke kunne sætte de arbejdsløse ud af deres lejligheder, når de ikke længere kunne betale huslejen. Man lavede friluftsseminarer på pladser og stræder for at råde bod på den forringede undervisning på universiteterne. I Sevilla var der grupper af arbejdsløse, som indstiftede en alternativ økonomi, uden euro, men med gensidige tjenesteydelser inden for gruppen. Mange af de nybyggede, men på grund af krisen usælgelige og derfor tomme boligblokke blev besat af hjemløse. Og så var der naturligvis alle strejkerne og demonstrationerne med grønne t-shirts, taler, foldere, trommer, sang og ballade. Folkekøkkener, fester, plancheudstillinger, gadekunst og -teater.

Inspirationen kom ikke mindst fra Tunesien og Egypten og det såkaldte Arabiske Forår, men også fra den fremvoksende venstrebevægelse i Grækenland. Mange i Spanien sammenlignede landets situation med økonomien i Grækenland, selvom sandheden var, at den græske krise og de græske strukturproblemer stak langt dybere.

Et sted mellem 6,5 og 8 millioner spaniere deltog ifølge spanske statistikere i de omfattende aktioner, og Podemos, som gjorde krav på at være gadens politiske stemme, voksede hurtigt til en størrelse, som udgjorde en reel trussel mod to-parti-systemet.

Pablo Iglesias og Podemos nægtede fra starten at have noget med PSOE at gøre. De ville distancere sig fra det etablerede politiske system. IU ville Podemos helst hverken tale om eller forbindes med, selvom deres politiske krav var nærmest identiske. Men fjenden var naturligvis PP og PSOE, de korrupte magtpartier. Podemos' erklærede og ambitiøse mål var slet og ret at nedbryde to-parti-systemet, vinde parlamentsvalget i 2015 og regere uden støtte fra noget andet parti. Dette mål gav god mening, når man betænker, at intet parti hidtil har regeret Spanien i en alliance med andre. Valgsystemet favoriserer de to største partier så meget, at det aldrig har været nødvendigt.

Første sejr kom i hus, da Podemos ved europaparlamentsvalget den 25. maj 2014 fik 8 % af stemmerne og fik indvalgt 5 EU-parlamentarikere.

Oktober samme år var der lokalvalg, og her valgte Podemos lidt overraskende ikke at stille op, men i stedet støtte lokale græsrodsbevægelser. De fik opstillet Podemos-medlemmer på flere af græsrodslisterne. Det blev en succes i den forstand, at de vandt borgmesterposterne i både det røde Barcelona og det traditionelt PP-styrede Madrid. Men i forhold til det store mål om at vinde den politiske magt i landet, var det nok en taktisk fejl. Podemos kunne ikke høste palmerne efter valgsejren, eftersom de ikke selv var opstillet. De kom til at stille sig selv på sidelinjen.

Ikke desto mindre lå Podemos i meningsmålingerne i begyndelsen af 2015 til at blive Spaniens største parti med cirka 26 % af vælgerne bag sig, foran PP, som ikke blev levnet en kinamands chance for at genvinde magten.

Men så skete der noget. Ja, der skete faktisk flere ting på nogenlunde samme tid:

Podemos løber ind i en stormflod af vanskeligheder
1) Den upopulære PP-regering kunne ved udgangen af 2014 meddele, at krisen var overstået. Arbejdsløsheden voksede ikke længere. Nu gik det faktisk den anden vej, ikke hurtigt eller dramatisk, men kurven var knækket, der begyndte så ganske småt igen at komme gang i den byggebranche, hvis sammenbrud havde været den store årsag til den økonomiske krise. Ministerpræsident Mariano Rajoy talte pludselig med optimisme og selvsikkerhed i stemmen. Nu vidste han, at tiden arbejdede for ham. At det ikke er PP's krisepolitik, men den forbedrede internationale konjunktur, der har knækket kurven, er ikke afgørende. Krisen kom, mens PSOE havde magten, og forsvandt under PP's regime. For mange er det grund nok til at stole på PP.

2) Katalanerne havde rejst et krav om løsrivelse. I hvertfald havde Artur Mas, den katalanske regionspræsident og hans liberale højreparti, som november 2014 fik gennemført en vejledende folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien og dannelse af en selvstændig katalansk stat. Artur Mas og seperatisterne vandt folkeafstemningen. Omkring 80 % af valgdeltagerne stemte ja til løsrivelse. Men kun lidt over 30 % af de stemmeberettigede deltog i valget. Det gav afstemningen en ringe legitimitet.

Samtidig kæmpede Artur Mas' forgænger som præsident for Katalonien, Jordi Pujol, med en alvorlig korruptionsskandale, som også kaster en skygge over Artur Mas og hele den katalanske regering. I forvejen var det katalanske løsrivelseskrav bestemt ikke populært andre steder i den spanske stat end Katalonien (og til dels i Baskerlandet, som selv har en stærk løsrivelsesbevægelse). Katalonien er en af de rigeste regioner i Spanien, og deres løsrivelseskrav bliver generelt opfattet som usolidarisk i fattigere regioner som fx Andalusien, Castilla la Mancha og Extremadura. Og endelig forbinder mange spaniere ethvert krav om regional løsrivelse med det baskiske ETA og deres terroraktioner i 1980'erne og '90'erne, og det er ikke en association, som katalanerne nyder godt af.

Og nu kunne spanierne pludselig få sig et befriende grin over både det korrupte katalanske styres vanskeligheder og den sølle opbakning bag folkeafstemningen.

I den situation har Mariano Rajoy valgt at stå stejlt på et tilsynelande stupidt nej til katalansk selvstændighed. Han gentager i en uendelighed, at det slet ikke kan lade sig gøre, fordi det står i den spanske forfatning, at Katalonien er en del af Spanien, og det kan man ikke lave om på. Det er lige så tosset, som hvis man i Danmark i 1915 havde afvist at give kvinder og fattige mænd stemmeret, fordi der stod i Grundloven, at de ikke havde det. Eller endnu mere tosset, faktisk, for i modsætning til Danmark, hvor det kræver en folkeafstemning og nyvalg til Folketinget at ændre Grundloven, kan det spanske parlament selv ændre forfatningen, hvis det vil. Men den stejle attitude får Rajoy til at fremstå stærk i en sag, som er afgørende og vældig følsom for Spanien, og hvor hans stejle position er populær.

Podemos siger derimod, at Katalonien selv skal have lov til at afgøre, om de vil være en del af den spanske stat. Og selvom Podemos faktisk ikke taler for katalansk selvstændighed, tværtimod, det gør ingen af de landsdækkende partier, ja, så bliver det alligevel opfattet sådan. I hvert fald bliver det opfattet som en eftergivende holdning til det upopulære selvstændighedskrav. Det har svækket Podemos og yderligere styrket PP.

3) Samtidig har den folkelige bevægelse, som bar Podemos frem i den første tid, mistet pusten. Der er en grænse for, hvor længe man orker gå på gaden, hvis man ikke er tvunget til det. Og nu hvor krisen klinger af, virker det ikke så påtrængende med den tidskrævende og ofte ulovlige og besværlige aktivisme. Ok, arbejdsløsheden er stadig alarmerende høj, og der er ikke færre hjemløse nu end for et år siden, men selv denne tilstand vænner man sig til, hvis man ikke selv bor på gaden.

Den svækkede aktivisme har været en alvorlig svækkelse af Pablo Iglesias' autoritet. Hvem taler han nu på vegne af?

4) I Grækenland har Podemos' søsterparti, SYRIZA, sejret ad helvede til. De har vundet en folkeafstemning samt de to seneste parlamentsvalg. De regerer landet. På den ene side er det en styrke for Podemos, at det lykkedes deres græske sidestykke at vinde magten. Men på den anden side har det græske eksempel også vist, at en græsrods- og protestbevægelsesorienteret venstrebevægelse ved magten ikke løser alle problemer. For hvad har SYRIZA egentlig opnået? Ja, i Spanien fæstner man sig særligt ved, at de fik tæsk af Merkel og EU. At de ikke fik deres krav om gældseftergivelse igennem, at de faldt til patten og accepterede et ikke særligt attraktivt politisk diktat fra EU's side. Nu sidder de og administrerer EU's liberalistiske politik. Det er jo ikke hele sandheden, men det er hovedpointen, hvis man læser spanske aviser.

5) Podemos har også haft sine egne interne problemer at trækkes med. Som græsrodsparti med 'flad struktur' har det været en udfordring for dem at få en strøm af nogenlunde ensartede politiske udmeldinger frem til pressen. De har været under anklage for ikke at have en konsistent politik og for, at hvem som helst kunne stille sig op og tale på vegne af partiet. Derfor har den landsdækkende ledelse forsøgt at tage hånd om informationsstrømmen og homogenisere de politiske budskaber. Men det har omvendt givet problemer med de 375.000 'menige' medlemmer. Mange begyndte at klage over topstyring og svækkelse af partidemokratiet. Det kulminerede sommeren 2015, hvor partiet skulle vælge sine 350 topkandidater til kongresvalget i december. For at have en reel chance for at blive opstillet for Podemos, skulle man nemlig befinde sig på en af opstillingslisterne, hvor de mediekendte, altså holdet omkring Pablo Iglesias' ledelse, ville have fordel af at kunne samle stemmerne fra listernes mindre kendte medlemmer op.

Man kan måske mene, at det er vanskeligt at forestille sig et kandidatvalgsystem, hvor det IKKE er en fordel at være kendt i medierne og gode venner med partiledelsen, men anklagen om topstyring har ikke desto mindre reelt bid. Den har svækket mange aktivisters lyst til at lægge kræfter i partiopbygningen, og det er en alvorlig sag for en organisme som Podemos.

Værre blev det, da Podemos som 'de rene hænders parti' pludselig fik sin egen korruptionsanklage at svede over: Det viste sig nemlig, at et af de ledende medlemmer, Juan Carlos Monedero, tidligere havde modtaget en betragtelig sum penge for at have hjulpet Bolivia med udviklingen af en fælles møntfod for ALBA-landene (Alianza Bolivariana para América), Latinamerikas EU. Han modtog 425.000 euro for sin hjælp. De rare skejser gik til hans eget spanske firma, la Caja de Resistencia Motiva 2, og senere blev de brugt til at finansiere tv-talkshowet La Tuerka, som Pablo Iglesias også har optrådt for. Intet tyder på, at der er noget ulovligt i disse transaktioner, men de højreorienterede medier bed sig fast i sagen, som fuldstændig kom til at skygge for de positive historier om Podemos. Derfor valgte Monedero at fratræde sin tillidspost i Podemos i maj 2015, og der er ingen tvivl om, at sagen har skadet partiet.

6) Det arabiske forår, som mange så som en inspiration for både Syriza og Podemos, mistede ret hurtigt sin stråleglans. Det er vanskeligt at afgøre, om den nordafrikanske region virkelig er kommet nærmere en social og kulturel udvikling, en retsstat og et politisk demokrati.

7) Podemos har fra begyndelisen været forbundet med Hugo Chávez' styre i Venezuela. Pablo Iglesias fungerede en overgang som politisk analytiker for Chávez' venstreorienterede regering. Man skal her huske på, at Chavez i mange år havde en heltestatus på den latinamerikanske venstrefløj, hvor han med rette blev opfattet som de fattige bønders og arbejdernes allierede og som et bolværk mod nordamerikansk imperialisme i Sydamerika. Han blev valgt som Venezuelas præsident i 1999 på et program med krav om nationaliseringer, øget beskatning af landets rigeste og udenlandske selskaber, gratis sundhedshjælp, bedre hospitaler og skoler. Han er ved sine fire valg blevet valgt med hhv. 58 %, 60 %, 63 % og 54 % af de afgivne stemmer.

Men den brovtende karismatiske Chávez' popularitet var allerede falmet betydeligt, inden han døde af kræft i marts 2013. Han blev ganske vist genvalgt som præsident kort tid inden sin død, men inflationen var blevet et problem, og Chávez havde reageret på den voksende politiske modstand med begrænsninger i pressefriheden og med at udstyre sit eget præsidentembede med mere enerådig magt. Han svækkede demokratiet.

På sit dødsleje overdrog han så magten til sin tro væbner, den ligeledes brovtende, men aldeles ukarismatiske vicepræsident Nicolás Maduro, som ganske vist blev genvalgt til præsident 40 dage efter Chávez' død, men helt forudsigeligt tabte parlamentsvalget 6. december 2015. Og så var der pludselig ingen, der ville forbindes med Chavez' socialister. Heller ikke Pablo Iglesias, som nu forsøgte at lægge afstand til Maduro og lykønskede den højreorienterede alliance med valgsejren.

8) Ciudadanos dukkede pludselig op på den landsdækkende politiske scene. De havde ellers fra stiftelsen i 2006 været et rent katalansk parti. Nu tog de mange af Podemos-vælgerne med til højre. Ciudadanos er et moderne, moderat højrefløjsparti, som abonnerer på sager, som er populære blandt de veluddannede, yngre vælgere i storbyerne, altså emner som uddannelse, miljø, en demokratisering af valgloven og antikorruption. Det er nogle af de samme sager, som Podemos vandt frem på, men Ciudadanos kombinerer dem med en økonomisk politik, som er identisk med PP's. Og Ciudadanos har da også inden valget klart meldt ud, at de ville støtte en PP-regering frem for PSOE.

9) Da valgdagen nærmede sig, og meningsmålingerne viste, at Podemos ikke havde en chance for at vinde magten alene, mistede Pablo Iglesias sit cool og begyndte at smiske for PSOE for at kunne dele magten med dem, hvis de fik flertal sammen. Pludselig var PSOE alligevel ikke så slemme, som de ellers lige fra begyndelsen havde været i Podemos' retorik. Ved denne kovending mistede Iglesias sin troværdighed som den ubesmittede, nye mand, stemmen fra gaden, og blev i stedet blot endnu en spiller i det politiske magtspil.

10) Og så fik de gamle partier forventelig hjælp fra de konservative medier, der satte valget op som et traditionelt to-parti-valg med 'topdueller' mellem Mariano Rajoy og PSOE's populistiske, flabede og udygtige leder Pedro Sanchez. Dette mediebillede var naturligvis med til at styrke de to gamle partier (særlig PP, hvis leder, Rajoy, er langt skarpere end PSOE's Sanchez), sætte Podemos og Ciudadanos ud på et sidespor og konservere to-parti-systemet.

Valget og den besværlige mangfoldighed
Disse ti faktorer var med til at dæmpe Podemos' vækst og gjorde det i sidste ende umuligt for partiet at vinde valget. Men ikke desto mindre fik det nye parti næsten lige så mange stemmer som PSOE, og det var en betydelig sejr i sig selv og ret bemærkelsesværdigt under de givne betingelser.

To-parti-systemet er endnu ikke nedbrudt, men er i en dyb krise, som det næppe overlever. Hvis PP skal have magten uden nyvalg, skal de have støtte fra Ciudadanos, og en del af deres pris for støtten vil være en ændring af valgsystemet i retning af reelt forholdstalsvalg, sådan at alle stemmer tæller lige meget. Det er en pris, som PP ikke uden videre vil acceptere, for sådan en demokratrisering vil jo gøre det langt vanskeligere for dem at vinde absolut flertal i fremtiden. 

Desuden er Ciudadanos' støtte slet ikke nok. De skal også have støtte fra flere af de små, regionale partier for at komme op på de nødvendige 175 deputerede, og det gør det ikke lettere. Det er derfor, der tales om nyvalg.

Men meningsmålingerne tyder ikke på, at PP vil kunne samle flertale bag en ny regering uden Ciudadanos og småpartierne selv, hvis de udskriver nyvalg. Heller ikke ved et nyvalg ser PP ud til at kunne få absolut flertal alene. Det vil PSOE heller ikke kunne uden Podemos og flere af småpartierne, og også Podemos vil ændre valgsystemet. Og så kan de gamle partier alligevel efterfølgende blive tvunget til at acceptere denne demokratisering, som reelt vil give dødsstødet til to-parti-systemet.

Langsigtede følger for det spanske demokrati
Har man overværet et spansk kongresvalg, kunne man også ønske sig en reform af selve måden, valghandlingen afvikles på. Reelt er der ikke hemmelig afstemning, for kandidaternes navne skal vælgerne finde på partilister, som ligger frit fremme på lange borde i valglokalet. Listerne har forskellige farver efter parti, så enhver kan følge med, når vælgeren tager listen med kandidatnavne fra det parti, han eller hun vil stemme på. Og skal man spørge om noget, henvender man sig til en valgtilforordnet fra det parti, man bedste kan lide. De valgtilforordnede bærer synlige emblemer fra et af de opstillede partier.

Også dette kan være med til at konservere det politiske system, for hvem bryder sig om at tage valglisten fra IU eller Podemos eller henvende sig til en af deres valgtilforordnede, hvis man befinder sig i en klassisk konservativ valgkreds i det nordlige Madrid?

Man må gå ud fra, at også dette er noget, som både Podemos og Ciudadanos vil forsøge at bruge deres nye indflydelse til at ændre.

Samtidig synes Ciudadanos' opdukken som en ny stærk politisk kraft på højrefløjen at indvarsle et endeligt for den lange tradition for enhed på højre flanke. Den enhed, som først gav Franco styrken til at vinde borgerkrigen og regere  i en menneskealder, og som siden har gjort PP til den stærkeste politiske kraft i landet. Man skal tænke på, at Spanien ikke har nogen Le Pen eller noget Dansk Folkeparti. De rabiate katolske højrekræfter har altid kunnet rummes i samme organisation som det mere demokratiske, moderne højre.

Denne højre-enhed betyder også, at intet spansk parti har ført valgkamp på en racistisk eller fremmedfjendtlig dagsorden. Den situation kan også tænkes at ændre sig fremover, hvor PP skal til at føre valgkamp ikke alene mod socialdemokraterne, men nu også mod et nyt moderat højreparti, som PP således skal forsøge at adskille sig fra.

Samtidig ser Podemos ud til at have godt fat i haserne på PSOE. IU og Podemos har i dag til sammen flere vælgere end PSOE. Det er i sig selv en lille sensation, som ganske vist har været indvarslet i et par år, men som først nu manifesterer sig for alvor.

Hidtil har IU forsøgt at gnubbe sig op ad Podemos, tale dem efter munden, i det forgæves forsøg på at få deres succes og ungdommelighed til at smitte af. Politisk er der ikke meget, der skiller de to venstrefløjorganisationer, så mon ikke IU i den kommende tid kommer til i stedet alvorligt at overveje at nedlægge sig selv og indgå i opbygningen af den nye venstrefløj i Podemos? Det er der i hvert fald markante IU-medlemmer, som taler for.

Og hvad sker der med PSOE? De kan ikke ignorere, at deres politik ikke længere er den mest efterspurgte til venstre for PP. De er nærmest tvunget til at overtage dele af Podemos' politik. Socialdemokraterne har brug for en socialistisk fornyelse, hvis de vil genvinde deres position. 

Det er spændende tider i spansk politik.

Noter:
1) Cortes Generales, altså Kongressen, det spanske tokammer-parlament, udgøres af 350 deputerede i Congreso de los Diputados og 264 senatorer i Senado de España. Congreso de los Diputados svarer til det danske Folketinget og har reelt den største magt, blandt andet magten til at afsætte statsministeren. Dem, der vinder magten i Congreso de los Diputados, danner regering. Senado de España svarer til det gamle danske Landstinget. De skal godkende lovene, men det er en formalitet, reelt er det ikke magtens sted.

2) PCI har haft langt større gennemslagskraft i Italien, end PCE har i Spanien. Man kan få øje på i hvert fald to indlysende grunde til dette: For det første at PCI valgte den såkaldt eurokommunistiske vej og altså orienterede sig mod Vesteuropa og ikke havde særligt nære bånd til det kompromitterede og kompromitterende russiske kommunistparti, mens det spanske PCE i det store hele var en underafdeling af det russiske kommunistparti, ligesom det danske DKP var det. For det andet er der den traditionsrige spanske anarkisme, som altid har været dominerende blandt fattige landarbejdere, bønder og fiskere, som boede langt fra magtens centrum (fx i Andalusien, Asturien, Valencia og Katalonien) og ikke ville regeres af bureaukrater i Madrid. I Italien har de fattige været vant til at blive regeret, intimideret og udplyndret af et voldeligt bureaukrati, ikke kun i cæsarernes Rom, men i høj grad også i Napoli og Palermo i syd, hvor mafiaen har fungeret som en slags statsmagt, der har opkrævet skatter til gengæld for beskyttelse. Derfor har den bureaukratiske kommunistiske model nok ikke virket så fremmed for italienerne, som den har for spanierne.

Artiklen er også bragt her.