Afladning

Da jeg boede i Danmark, kunne jeg typisk komme i tanke om navnene på i hvert fald 15 ud af 20 ministre. Nu ved jeg, hvad statsministeren hedder, og jeg har en svag anelse om, at Bertel Haarder er blevet kulturminister, men jeg er ikke sikker.

Jeg kan slå det op, men ville glemme det igen med det samme, for ingen taler om dem her.

Her har jeg ingen kolleger, taler ikke med danskere og ser ikke dansk tv. Det er faktisk ikke kun den danske offentlighed siden 2011, der er et dunkelt hul i min bevidsthed. Det er også min viden om ting, der skete, længe før vi flyttede, der langsom toner ud og forsvinder. Sådan fungerer det, når man ikke længere er en del af den daglige samtale, som refererer til denne fælles danske erindring. Den danske dannelse og almenviden mister sin betydning og visner hen.

Er der stemmer i topskatten og energipolitikken eller kun i grænsebommen? Hvad taler politikerne om? Og hvad skriver aviserne? Jeg ved det ikke rigtigt.

Tommy Seeback har en søn, der spiller musik. Det kan jeg huske, for han startede, lige inden vi flyttede til Madrid, men han optræder ikke på spansk tv, så jeg kan ikke huske, hvad han hedder.

Jeg kan nu heller ikke huske, hvad nationalbankdirektøren hedder, eller direktøren for Danmarks Radio, for jeg hører aldrig om dem mere.

Ingen spørger mig, om jeg har hørt den nye med Magtens Korridorer.

For et par år siden læste jeg på Facebook, at Helle Thornings regering havde gennemført en omfattende reform af Folkeskolen, og jeg kunne forstå, at jeg skulle være imod den, heldagsskolen, det sagde alle, jeg kendte, men det har ikke noget med min virkelighed at gøre, mine børn har gået i spansk skole fra 9-17, siden de var tre år gamle. Jeg ved ikke, hvilke pædagogiske begreber, der er på mode nu. Jeg kan huske spareøvelsen "ansvar for egen læring" og den efterfølgende lad os skide på de dårligste elever-øvelse "diferentieret undervisning", men hvilket borgerligt ideologisk holdningsregime hersker på skolerne i dag?

Jeg har set på Facebook, at Klaus Rifbjerg er død, og jeg går ud fra, at Benny Andersen, Lise Nørgaard og Johannes Møllehave stadig lever. 

Men på den anden side er det næppe dem, folk læser?

Hvem er sjov i Danmark i dag? Jeg går ud fra, at det ikke længere er Frank Hvam, Lars Hjortshøj og Casper Christensen, men hvad hedder de så?

Laver Sebastian stadig musical, har Per Fly lavet film siden 2011?

Findes litteraturtidsskrifterne Den Blå Port og Ildfisken stadig? Er der kommet nye til?

Hvem er lektorer på Filosofisk Institut i Odense? Og hvad læser man i dag: Pragmatisk sprogfilosofi eller socialkonstruktivisme?

Er Vejle Boldklub ved at rykke op i Superligaen? Og hvem ejer egentlig superligaen for tiden?

Har de fået bygget den motorvej mellem Odense og Svendborg, eller kan man stadig købe en herregård på Langeland for en treværelses på Vesterbro?

Findes der stadig postkasser i Århus?

Sproget forsvinder. De ord, som jeg ved, at hverken mine børn eller min spanskfødte kæreste kender, bruger jeg aldrig mere. De er sunket ned i mit passive ordforråd. Inden længe drysser de også ud gennem bunden på dette skrøbelige register.

Der er faste vendinger, som jeg pludselig bliver i tvivl om, hvordan man bruger. Der er uregelmæssige verbebøjninger, som ikke længere kommer naturligt til mig. Jeg taler hakkende og langsomt. Nå ja, det har jeg måske altid gjort?

Danmark fortoner sig, men også resten af verden, for ganske vist ser jeg ofte spanske nyheder på tv, men dels er spanske nyheder mere spanske, end danske nyheder er danske (her i Spanien hører vi ikke meget om valgkampen i USA eller udviklingen i New Labour), dels forstår jeg jo heller ikke mere end halvdelen af, hvad de siger. I bedste fald.

Jeg har et godt liv. På mange måder bedre end i Danmark. Men jeg er ikke selv den samme: Afladningen er begyndt.