torsdag, april 03, 2014

At kæmpe for en CocaCola-arbejdsplads

I går demonstrerede 3-400 madrilenere mod lukningen af produktionsafdelingen på CocaCola i Madrid. De var mødt frem i røde T-shirts, som opfordrede til boycot af CocaCola-kompagniet, hvis de ikke trak lukningen tilbage. "Hvis Madrid ikke producerer, drikker Madrid heller ikke!", stod der. Nogle havde bannere med, som fortalte, at nu skulle endnu 250 madrilenske familier bo på gaden. Så galt går det nu næppe for alle de opsagte, men helt sikkert for nogle. Arbejdsløsheden er på samme niveau, som den var i Danmark i årene efter Wall Street-krakket i 1929, og dem der er ansat i bygge-, og produktionsvirksomhederne er hårdest ramt af krisen. Dem, der får millioner i kompensation, når de bliver fyret, fordi de har været 'risikovillige' nok til at tage et topjob i en bank eller en pensionsselskab, får sjovt nok altid tilbudt et andet job.
Jo, en del af CocaCola-medarbejderne vil blive sat på gaden, når den tredje ubetalte husleje er forfalden. Og det var tydeligt, at arbejderne havde taget familien med til den rødklædte demonstration. De var bange og vrede. Foruden bannere og T-shirts havde mange taget de røde faner med. Kommunistiske og ungkommunistiske faner. Ikke en eneste fane fra fx CNT (den anarkosyndikalistiske fagbevægelse, som ellers altid er meget synlig på gaden), IU (den spanske enhedsliste) eller PSOE (socialdemokraterne).
Jeg ved ikke, hvorfor det var sådan, men det fik mig til at tænke på, hvad der kunne få dem til at blive væk. PSOE er måske nok mere på gaden end de danske socialdemokrater, men ikke meget. Deres fravær undrede næppe nogen. Heller ikke IU, som mest er en parlamentarisk platform for en lang række vestrefløjsorganisationer (fx nogle af kommunisterne, men altså ikke anarkisterne), som derudover kæmper hver for sig på gadeplan.
Nej, det interessante er, at anarkisterne ikke var der. Anarkisterne i CNT er den yderste venstrefløj i Spanien og den organiserede kraft, der uden sammenligning er mest aktiv på gaden - til demonstrationer, fx for kvindernes rettigheder, for bedre arbejdsretslige vilkår (det er jo en fagbevægelse), mod politivold og den statslige racisme, mod monarkiet, mod miljøsvineri, mod indskrænkninger i demokratiet og interessant nok også mod privatiseringer og nedskæringer i socialstaten. Selvom CNT som anarkister er kritiske over for enhver (også statslig) magtkoncentration, foretrækker de dog så langt socialstaten frem for den rå kapitalisme. Præcis sådan har jeg det i øvrigt også selv. Og her i Madrid støtter CNT så også fodboldholdet Rayo Vallecano fra den udpræget anarkistiske bydel, Vallecas i det sydøstlige Madrid. Eller omvendt: Rayo Vallecanos tilhængere støtter også CNT.
Men hvorfor støttede CNT ikke de fyrede CocaCola-medarbejdere? Jeg kan kun gætte. Det kan jo skyldes, at de ikke organiserer nogen af arbejderne på fabrikken. CNT organiserer principielt arbejdere inden for ethvert fag (undtagen politi- og militær-folk), og de organiserer på tværs af faggrænser. En CNT-klub på en arbejdsplads kan fx sagtens rumme både produktionsfolk, kontorfolk, rengøringsfolk og sælgere. De kæmper sammen for bedre vilkår i stedes for at slås indbyrdes om den samme lønsum. Dog kan lederne ikke være med i klubben. CNT kan i princippet organisere medarbejdere på enhver arbejdsplads, men måske har de simpelthen ingen medlemmer hos CocaCola-Madrid? Jeg tror nu ikke, det er grunden, for de kunne jo sagtens støtte op om de fyrede alligevel.
Jeg tror snarere, det har noget at gøre med, hvad det er for en virksomhed. Måske synes de ikke, at de arbejdspladser er værd at kæmpe for. Måske synes de, at CocaCola generelt giver deres medarbejdere for ringe arbejdsvilkår, for usundt et arbejde. At deres spildevand forurener for meget. At koncernen representerer den amerikanske kulturimperialisme? Hvad ved jeg? Måske mener de simpelthen, at det er en håbløs kamp, at al den type produktionsvirksomhed under alle omstændigheder er på vej til Asien eller Østeuropa, og at det kan man ikke gøre noget ved, hvis man ikke vil accepterer voldsomme lønreduktioner?
At medarbejderne kæmper for deres arbejdspladser, er jo indlysende. Hvem ville ikke gøre det? For de flestes vedkommende er alternativet arbejdsløshed, og det er i Madrid ensbetydende med reel fattigdom, for nogles vedkommende (de særligt udsatte, fx latinamerikanske indvandrere, som ikke har noget netværk at støtte sig til) sikkert ligefrem hjemløshed. Men hvad ville svaret være fra en progressiv bevægelse, som skal tænke på hele samfundets bedste? Ville vi også kæmpe for bevarelse af sådanne arbejdspladser? Eller ville vi kæmpe for at sikre arbejderne en bedre aftrædelsesgodtgørelse? Eller for at oprette nye og bedre arbejdspladser i den gamle CocaCola-fabrik, fx kommunal produktionsvirksomhed? Eller medarbejderejet og -styret produktion af sunde sodavander?