onsdag den 25. november 2015

Substantiveringer af verbaludtryk på engelsk:

Med 'over':

a makeover
a takeover
a sleepover
a hangover
a brushover
a pullover
a walkover
a pushover

og med 'out':

a breakout
a takeout
a workout
a shoutout
a makeout
a lockout
a washout
a cryout
a dropout
a sellout

Flere? Og er det i alle tilfælde rigtigt at sammenskrive udtrykkene, som jeg har gjort, på engelsk?

Mette Frederiksen gør Søren Krarup til centrumpolitiker

For ti år siden var det kun Søren Krarup, der galpede op om, at menneskerettigheder var djævlens værk. Ingen tog ham alvorligt. Alle andre politiske tendenser i Folketinget, konservative, liberalister, socialister, socialliberale og naturligvis også socialdemokrater tog afstand fra Krarups korstog og holdt stolt og ubøjeligt princippet om universelle menneskerettigheder i hævd. Nogen gjorde det måske kun principielt og ikke realpolitisk, men ingen andre end højrefløjen i Dansk Folkeparti ville tage et opgør med menneskerettighederne.

Sådan er det ikke længere.

Hvis man vil have menneskerettigheder, kan man ikke begynde at sortere i, hvem der fortjener beskyttelse via disse rettigheder. De er universelle og gælder alle. Også dem vi virkelig ikke kan lide. Og dem, der ikke ligner os, eller som vi er vældig meget uenige med, fx dem der ikke selv går ind for menneskerettigheder, og sandelig også de kriminelle. De har brug for dem, for der er torturfængsler og vilkårlige rettergange og henrettelser nok i verden.

Hvis menneskerettigheder ikke gælder kriminelle (og personer som er mistænkt for kriminalitet), er det enten ikke menneskerettigheder, eller også er kriminelle ikke mennesker. Der er ikke andre muligheder. Det må også Mette Frederiksen kunne forstå.

Menneskerettigheder kan aldrig beskytte "de forkerte", for man kan ikke være et "forkert" subjekt for menneskerettigheder, med mindre man ikke er menneske, altså med mindre man fx er et mineral, en dingenot, en plante eller et dyr af en anden art end den menneskelige, og man bliver trods alt hverken til en dingenot eller en anden art af at være kriminel.

Mette Frederiksens nye angreb på menneskerettighedernes universalitet trækker dansk retspolitik så langt til højre, at Søren Krarup pludselig skal huskes som centrumpolitiker. Det kan hun have sine taktiske grunde til, men  med den udmelding hamrer hun samtidig det sidste søm i arbejderflertallets ligkiste. Der er ingen fælles grund at gå til valg på for venstrefløjen og Socialdemokraterne.


Menneskerettighederne skal ikke indskrænkes, men udvides!

tirsdag den 24. november 2015

Kun de bedste stykker

Til at begynde med sad vi bare i sengen og slubrede mit venstre forlår i os med en plasticske. Vi skiftedes til at tage. Jeg er ikke længere sikker på, hvem der begyndte, men det virkede som det rigtige at gøre. Hun havde tømt bestikskuffen ud i dobbeltsengen og havde fundet sin grønne yndlingsske.

Lidt efter lå vi med smøreknivene og filede nogle gode lunser af vores respektive fødder og fodrede hinanden med dem. Hun gav fra storetåen, jeg fra svangen. Vi tog kun de bedste stykker, sådan er kærlighed også.


Det var først, da hun begyndte at skære sine øjne ud for at sikre mig en ekstra lækkerbisken, at det faldt mig ind, det måske ikke var rigtigt af mig at lære hende hengivenhed af denne type.

Men det var kun en forvirring, jeg kunne intet lære hende.

Sidste dag med kolleren

Som den syvende bestilte hun, som en fejring af bodelingen, en røget slørhat på bund af perforerede kondomstilke.

Så var vi lige vidt.

onsdag den 18. november 2015

Der Morten

Jeg husker Morten Olsens stive arme. Jeg husker, hvordan han så ud så ud, da han vildt og kantet gestikulerende skældte René Vandereycken ud for en grim tackling på Frank Arnesen i Danmarks vanvittige 3-2 sejr over Belgien under EM i Frankrig i 1984. Nej, han skældte ikke belgieren ud, det er ikke dækkende: han hamrede bolden af sted efter ham og løb så frem og skubbede ham omkuld i græsset med de der krampagtigt stive arme. 

De var holdkammerater i Anderlecht, Frank, Morten og den tacklende belgier, og Morten vidste, hvor lidt der skulle til, før Arnesens svage knæ igen ville sætte ham ud af spillet. Og han vidste, hvad Arnesen betød for landsholdet og for Anderlecht. Og han vidste, at René Vandereycken også vidste det. Han var i disse få sekunder så langt ude af sig selv af raseri, som han nogensinde tillod sig selv at komme offentligt. Jeg tror, dommeren var så chokeret over den ellers så kontrollerede danskers opførsel, at han glemte at give ham en advarsel. Morten fik kun én advarsel i sine 102 landskampe, hvoraf de fleste ellers blev spillet i forsvaret, som højre back og libero.

Seks år tidligere gik Morten Olsens kæreste, den 25 årige Marianne Kristina Egeberg, en tur op på soldækket. Hun var om bord på færgen fra Gedser til Travemünde. Morten var ikke med, men det var Mariannes familie. Vi ved ikke, om hun var alene på soldækket, men vi ved, at hun aldrig steg i land. Hendes lig er heller aldrig fundet. Jeg husker sagen tydeligt, fordi det var der, jeg besluttede mig for at blive privatdetektiv. Det mysterium ville jeg opklare. Det vil jeg stadig.

Efter Morten Olsens imponerende spillerkarriere og hans mere blandede, men flotte, karriere som klubtræner, blev han i 2000 sat i spidsen for det danske landshold. Sammen med Michael Laudrup. Det var drømmeduoen, der skulle genskabe det tabte landshold, det kreativt sprudlende 1980'erhold! Jeg tror, mange af os regnede med, at hjælpetræneren, superstjernen Laudrup, ville komme til at spille en stor rolle i det arbejde, måske endda blive den dominerende figur. Men det viste sig, at Morten var chef, og Laudrup bare var med.

I 1970'erne havde Danmark en jovial landstræner, som hed Kurt Nielsen. Efter sigende sluttede Kurt Nielsen gerne taktikmøderne med at sige: "Og Allan, du spiller bare, som du plejer." Kurt Nielsen vidste, med al respekt, nok betydeligt mindre om fodboldtaktik, end Morten Olsen gør. Men han forstod, at en spiller som Allan Simonsen ikke skulle stækkes af bundne opgaver. Han skulle gøre det, han var god til. Og det vidste Allan godt selv, hvad var. 

I 1979 fik landsholdet Piontek som træner, og han havde ikke været i stillingen ret længe, inden han erklærede, at det nye landshold skulle bygges op omkring Frank Arnesen og Søren Lerby. Det var de afgørende spillere, de bedste, og derfor skulle spillet bygges op, så holdet fik mest muligt ud af deres styrker. Det blev et asymetrisk hold med brillante Arnesen som en hurtig og driblestærk wing i højre side af midtbanen og fighteren, generalen Lerby med de nedrullede strømper på de skinneløse ben mere centralt i venstre side. De var målfarlige begge to (Lerby scorede engang 10 mål i en træningskamp, som Ajax vandt med 16-1), de var på hver sin måde spillere i verdensklasse, og deres kundskaber kompletterede hinanden, og Piontek vidste, at netop de to (ikke verdensklasseangriberen Elkjær eller verdens bedste libero Morten Olsen) var afgørende for holdets succes. Derfor skulle spillet ikke bygges op efter et fast spillesystem, men efter at gøre disse to fantastiske spillere endnu bedre. Stjernen var ikke systemet (= træneren), men de bedste spillere. Og det virkede.

Det virkede selvfølgelig mindre godt, når Frank Arnesen var skadet eller havde karantæne (som i 5-1 nederlaget til Spanien i Mexico 1986, hvor Danmark faktisk også spillede fremragende angrebsfodbold, men hvor holdet kom ud af balance), men holdet havde heldigvis superreserver for Arnesen i Jesper Olsen, Per Friman og John Lauridsen, og for det meste gik det alligevel.

Morten Olsen fik aldrig en spiller som Allan Simonsen, en dynamisk duo som Lerby & Arnesen eller offensive stjerner som Michael Laudrup og Preben Elkjær at arbejde med, men spørgsmålet er også, om de ville have fået succes i Mortens system.

Morten ville have sine ideer igennem. Der skulle spilles på en bestemt måde på landsholdet. Eller i hvert fald efter et bestemt system, som Morten havde lært at kende som træner i Ajax Amsterdam, nemlig 4-3-3 (eller 4-3-2-1), altså et system med to offensive backs, to hurtige wings, en stærk 9'er inde i feltet og en målfarlig forreste midtbanemand, som kunne løbe ind i feltet og hamre til de bolde, som 9'eren fik pillet ned. Det skulle måske ikke praktiseres som totalfodbold, som man gjorde i Ajax, for den spillestil overlader for mange beslutninger til spillerne, men opstillingen skulle være den samme. Og det skulle den, ligesom i Ajax, også være på ungdomsholdene, for så lærte spillerne fra en tidlig alder, at de skulle finde sig en plads i det system, hvis de ville på landsholdet. Man blev ikke udtaget, bare fordi man var den bedste spiller. Man blev udtaget, fordi man kunne spille en plads i Mortens system. Systemet var stjernen.

Mortens strategi fungerede fint i begyndelsen. Landsholdet kvalificerede sig til VM i Japan 2002 og to år senere til EM-slutrunden i Portugal. Systemet fungerer optimalt, hvis man har to hurtige wings som Jesper Grønkjær og Dennis Rommedahl, der kan komme til baglinjen og smække kuglen ind i hovedet på Ebbe Sand (eller Søren Larsen), som så kan stange den i kassen eller lægge den af til Jon Dahl Tomasson, der kommer stormende ind i feltet som målsøgende andenangriber eller forreste midtbanemand.

Og hvis man så lidt længere bagude har pragtfulde Claus Jensen som en 8'er på midtbanen, der kan fungere som alternativ gennembrudsstrategi, fordi han kan true med at skyde udefra eller drible sig igennem midt for, så er det offensive system vanskeligt at dække op for.

Alligevel gik det galt ret tidligt, nemlig allerede, da Ebbe Sand var blevet for gammel, og Søren Larsen viste sig at være permanent skadet. Så havde Morten Olsen pludselig ingen førsteangriber, ingen targetspiller, som det vist hedder på fodboldsprog. Men træneren insisterede på at fortsætte, som om han havde. Derfor blev Jon Dahl udnævnt til targetspiller, selvom han notorisk ikke duede til det. Men Olsen ville ikke indse det. Det skulle virke.

Og så manglede han sådan set både Ebbe Sand og Jon Dahl, fordi Sand ikke var med, og Jon Dahl skulle være Ebbe Sand. Og så skulle Martin Jørgensen til at være Jon Dahl, og det duede Jørgensen sådan set heller ikke til. Han var ikke farlig, når han løb ind i feltet. Sideløbende blev Claus Jensen stadig mere plaget af skader og holdt op. Så havde Olsen hverken en god targetspiller, en farlig andengriber eller en kreativ midtbanemand, som kunne true midt for.

Og ENDNU værre blev det naturligvis, da han heller ikke længere havde Rommedahl og Grønkjær på kanterne. Så var INGEN af de fem offensive pladser længere besat med spillere, som passede til dem. Men Olsen var stædig. Har man ikke spillerne til systemet, må man lave dem, mente han, for systemet har altid ret. Så prøvede han fx at gøre teknisk dygtige midtbanespillere til wings. Men det er bare ikke det samme, man skal kunne som 10'er og 11'er. Eriksen og Schøne kan fx ikke det, Rommedahl eller Grønkjær kunne. De kan ikke løbe 50 meter op langs linjen med bolden på fødderne på 6 sekunder. De kan til gengæld en masse andet, som de to gamle wings ikke kunne, men det fik de ikke rigtig lov at vise i Olsens system.

Under vejs er Morten Olsen blevet bebrejdet, at han hold for længe fast ved gamle spillere som Ebbe Sand, Dennis Rommedahl, Jon Dahl-Tomasson, Niclas Jensen, Thomas Helveg og Jesper Grønkjær, og det gjorde han vel også, men af den logiske grund, at de alle sammen passede perfekt til Mortens system, og det gjorde de nye, unge spillere, der kom til, bare ikke.

Morten Olsen skulle have været sparet for sine sidste fire-fem år som træner for landsholdet. Det har været de spildte muligheders år.


Nu er det Åge Hareides tur. Så må vi se, hvad han vil med en trup med talentfulde unge spillere som Victor Fischer, Christian Eriksen, Nicolai Boilesen, Yussuf Poulsen, Pierre-Emil Højbjerg, Yannick Vestergaard, Andreas Christensen, Pione Sisto, Jores Okore, Lucas Andersen, Martin Braithwait og Emil Berggreen. Og med rutinerede topspillere som Leon Andreasen, Daniel Agger, Simon Kjær, Kasper Schmeichel, Michael Krohn-Dehli, Lasse Schöne, Jonas Lössl og Daniel Wass.

torsdag den 12. november 2015

Madrids fald mod syd

Om Madrid er det vigtigt at vide,

at byen ligger på en højslette, nemlig Meseta-højsletten midt i Spanien. Den befinder sig sådan et sted mellem 650 og 850 meter over havets overflade, altså 4-5 gange så højt oppe som toppen af Yding Skovhøj. Men som man kan forstå, ligger den ikke på et jævnt plateau, men nærmere på en skråning, som falder fra de højereliggende bjerge, Sierra de Guadarrama, nord for byen og ned mod landets gamle hovedstad, det langt ældre Toledo, 70 kilometer syd for Madrid.

Det er vigtigt at vide, fordi dette fald i landskabet ikke kun er et fald i højdemeter fra nord mod syd, men også fortæller noget om byens sociale geografi. I grove træk kan man sige, at de rigeste bor oppe mod nord, forholdsvis tæt på lufthavnen, men ikke generende tæt, med udsigt over byen, og hvor de kolde bjerge beskytter mod sommerens værste hede, mens de fattigste indbyggere aflejrer sig på terrasserne længere mod syd. I den sydligste ende af byen ligger først industri- og lagerområderne og så lossepladserne, hvor de usleste sigøjnerlejre ligger.


Byens fodboldklubber fordeler sig efter samme skema. Mod nord ligger Santiago Bernabeau, Real Madrids hjemmebane, ved den nordlige ende af den imponerende boulevard Paseo del Prado, hvor rådhuset, de store kunstmuseer og flere af ministerierne ligger. Gaderne omkring det flotte stadion har endnu navne efter Francos generaler. Her skammer man sig ikke over den fascistiske fortid. Lidt syd for centrum ligger Vicente Calderón, hvor Atlético de Madrid spiller deres hjemmekampe. Det er nede ved den smalle, vandfattige Rio Manzanares, hvor byens arbejderklasse og latinamerikanske indvandrere bor.



RAYO VALLECANO

Længere mod sydøst finder man Rayo Vallecano de Madrid.

Klubben er stiftet i 1924 og holder til i bydelen Vallecas i det sydøstlige Madrid, langs Río Manzanares. Denne kæmpe bydel med 353.000 registrerede indbyggere hørte tidligere til Alcalá de Henares’ kommune, men blev 1950 indlemmet i Madrid. Dels fordi det var vigtigt for landets fascistiske diktator, General Franco, at have sig en stor hovedstad, dels fordi kvarteret de facto var vokset sammen med Madrid. Men spørger man de lokale indbyggere, vil de sige, at den vigtigste grund var, at diktatoren fandt det nemmere at styre Vallecas’ oprørske befolkning inden for Madrids store magtapparat end udenfor.


Vallecas er det fattigste af de egentlige beboelseskvarterer i Madrid. Det er ikke et indvandrer-, men et tilfytterområde. Det er her, de mange tusinder af tilflyttere fra landområderne i det centrale og sydlige Spanien har bosat sig, særligt i 1950’erne og 1960’erne, hvor industialiseringen af landbruget skabte endnu en bølge af arbejdsløshed blandt landarbejderne. Især bor der mange tilflyttere nede fra Andalusien. Det kan mærkes, for eksempel når Vallecas i anden uge af september fejrer deres lokale skytshelgen Nuestra Señora de la Torre. Det foregår til rytmerne af flamenco, den orientalsk inspirerede dans fra Andalusien.


Mange af tilflytterne slog skure op ved floden eller boede i små lerhytter, som de selv klinede op om materialer, de fandt på lossepladsen. Sådan, eller endnu ringere, havde de fattige landarbejdere altid boet. Det gav en helt særegen, planløs byanatomi med små, krogede gader og ujævnt terræn, og det medførte naturligvis også traditionelle slumproblemer som elendig sanitet, rotter og epidemiske sygdomme. Og en udbredt analfabetisme. Børnene kom ikke i skole.



ANARKISMEN FRA SYD

Men de andalusiske landarbejdere førte også andet med sig end flamenco og fattigdom. De tog også småbøndernes anarkistiske tradition med sig. Området er endnu i dag hjemsted for store anarkistiske undergrundsbevægelser, der for eksempel viser sig i punkmusikken, især den særlige ska-punk. Ska-P er et band fra Vallecas, som er kendt i hele Europa og Latinamerika for sine meget politiske tekster. De synger om anarkisme, syndikalisme, økologi, antiracisme, antikapitalisme, antiimperialisme, dyrerettigheder, menneskerettigheder, antifacisme, anti-politivold og alt, hvad der i øvrigt hører til dette avancerede katalog af meninger.

Vallecas er en udpræget rød, anarkistisk bydel.


Foruden de tilflyttede landarbejdere fra Andalusien og Extremadura er Vallecas blevet befolket af håndværkere og arbejdere fra den del af Madrids småindustri, som blev forvist til området, da en ny lov i 1878 forbød generende produktionsvirksomhed i byens centrum.
Området blev under Francos regime kendt for sin vedholdende modstand mod diktaturet, en modstand, som de selvfølgelig udviste allerede under borgerkrigen. Vallecas var det skjold, som holdt Francos tropper ude af Madrid. Til de ikke kunne mere. Området kom derfor til at lide særligt hårdt under facisternes hævnbombardementer.


Der var sult overalt i Spanien efter borgerkrigen, men særligt i Vallecas, og Francos regime gjorde meget lidt for at hjælpe området.


Den anarkistiske tradition afspejler sig også udpræget i fankulturen omkring Rayo Vallecano. Klubbens ultrafans hedder Bukaneros og hylder de samme værdier som Ska-P.
Under hjemmebanekampene kan man bag det ene mål se kæmpebannere med politiske slagord løbe hen over hele Bukaneros-afsnittet. Det kan for eksempel være “Rayo Vallecano – Orgullo de la classe obrera” (Rayo Vallecano – arbejderklassens stolthed) eller “Lucha obrera huelga contra el capital” (Klassekamp, strejke mod kapitalen). Stadion er fyldt med klistermærker for Den tredje republik. Spanien har kun haft to republikker, så den tredje er den, der ifølge anarkisterne skal afløse det nuværende monarki. Kongehuset har ingen autoritet i denne del af Madrid.


På lægterne flages der da heller ikke med det rød-gul-røde flag, som Franco fik gjort til Spaniens, men med den kortlivede anden republiks røde-gule-lilla trikolore, eventuelt pyntet med en kommunistisk rød eller anarkistisk rød/sort stjerne. Vallekas er som en rød republik midt i det konservative spanske monarki.



¡VAMOS A COMER!

I 1973 fik klubben et nyt stadion på Calle del Payaso Fofó. Vejen er opkaldt efter den spanske klovn Fofó, som blandt andet er kendt for en række populære børnesange; Vamos a paseo m.fl. Fofó kom fra Vallecas. Stadion hedder Estadio de Vallecas og har plads til 14.708 tilskuere. De bedste pladser er nu ikke på stadion, men på altanerne i det forfaldne højhus bag det ene mål. Her stimler tilhængere sammen til gratis fodbold, hver gang der er hjemmekamp. Så tæt ligger stadion på boligblokkene.

Rayo Vallecano er en såkaldt elevatorklub, altså en der rykker op og ned mellem bedste og næstbedste række med jævne mellemrum – og indimellem også tredjebedste. I 2011 rykkede de senest op i bedste række, hvor de siden har formået at etablere sig som et velspillende midterhold, dog gerne med synlige svagheder i det defensive spil.
De spiller noget teknisk imponerende og velorganiseret fodbold. Det er naturligvis en klub, som ikke har økonomien til at holde på spillere, der klarer sig godt. Efter den succesrige 2011/12-sæson sendte de eksempelvis deres stjerne, Michu, til Michael Laudrups Swansea og udlejningsbissen Diego Costa tilbage Atlético Madrid. Men de har alligevel haft held til at bygge et fungerende kollektiv op fra sæson til sæson.


Klubbens tilhængere ved godt, at de aldrig kommer til at vinde La Liga. Jeg så dem tabe hjemme til Real Sociedad i april måneds bagende sol i 2013. Da de efter 20 minutter kom bagud 0-2, begyndte Bukaneros at synge ¡Vamos a comer! (Lad os gå ud at spise!). Sådan tager den spanske selvironi lidt af brodden af den anarkistiske revolteren.


Selvom også Vallecas har gennemgået betydelige forbedringer med moderne socialt boligbyggeri efter Francos død, er det stadig et område med udpræget fattigdom. Dem, der bor i bydelens bzatte huse, er langt mere forhutlede hjemløse, end de middelklassebørn, vi så i den danske BZ-bevægelse i 1980'erne. Madrids kommune prioriterer stadig ikke området lige så højt som resten af byen. Eksempelvis har det kæmpe boligområde kun en enkelt metrolinje, nemlig sydenden af den nedslidte linje 1, som løber langs Río Manzanares med 12 stationer under El Bulevar de Federico García Lorca, bydelens hovedstrøg, som altså er opkaldt efter den andalusiske digter, Federico García Lorca, der blev likvideret af Francos tropper i 1936.


Men Vallecas (eller Vallekas, som beboerne skriver, for at vise kommunen, at de bestemmer selv) har sit eget liv. Der er festivaller hele tiden. De har deres Batalla Naval de Vallekas, et søslag, som de har afholdt på floden siden 1981. Det er ganske vist forbudt på grund af de uroligheder, det indimellem har ført til, men det skider de sørøvere på.
De har teaterfestivaller – og flamenco, naturligvis. Og i april er der Vallecas Calle del Libro, en litteraturfestival, der har til formål at fremme læsningen i bydelen, som kæmper med at få børn og unge til at blive i skolen og dermed bekæmpe den funktionelle analfabetisme. Der afgøres litterære konkurrencer, afholdes konferencer, der er oplæsninger og udstillinger, og så er der den traditionelle leksikalske konkurrence, en quiz, som afholdes til ære for María Moliner (hende med ordbøgerne).



GETAFE

Endnu længere mod syd finder man industriområdet Getafe som en forstad 13 kilometer uden for det egentlige Madrid og på motorvejen mod Toledo. Det er en sattellitby, som ligger på Manzanares' flodbrink fra dengang, der var vand i den pjuskede flod. Det er fladt, men alligevel har Getafe en bakke, som hedder Cerro de los Ángeles, og den skulle være det nøjagtige geografiske midtpunkt på den Iberiske halvø. Ellers er det ikke så meget ved byen, der interesserer andre end dens egne indbyggere. Det er en by på størrelse med Odense, præget af rækkehuse, mindre parcelhuse og lavere etageejendomme. Det minder om Næstved, men naturligvis er der også egentlig betonbyggeri. I 2003 åbnede Metro linje 12, en rundstrækning, som forbandt Getafe med Madrids metrosystem, men der hersker en udpræget provinsstemning, hvor folk ikke orienterer sig mod Madrid, men har deres liv og arbejde i og omkring Getafe.

Det er ikke nær så fattigt som Vallecas. Getafe har industri og følgeligt lavere arbejdsløshed. John Deere har siden 1950'erne haft en traktorfabrik i byen, og Siemens har været der lige så længe. Luftvåbnet holder også til i Getafe, og det har kastet en pilotskole af sig. Der er også andre voksenuddannelser i området, først og fremmest Universidad Carlos III, som blev grundlagt i 1989. Fagforeningerne UGT og CCOO står stærkt her. Derfor er det ikke så overraskende, at socialdemokraterne, PSOE, traditionelt er største parti her, efterfulgt af de konservative, PP, og så Enhedslistens søsterparti, IU.


I Danmark er Getafe CF kendt som klubben, hvor Michael Laudrups internationale trænerkarriere tog sin vaklende begyndelse. De har også haft andre store stjerner i cheftrænersædet, først og fremmest Bernd Schuster, som havde stor succes i den lille klub. Men i Madrid er der udbredt ligegyldighed med forstadsklubben. Under mine fire år i Spaniens hovedstad har jeg aldrig mødt en tilhænger af Getafe CF, undtagen, naturligvis, når jeg har besøgt deres stadion, Coliseum Alfonso Pérez Getafe. Det er et hyggeligt stadion, hvor farbror tager nevøer og niecer med til bold. Det er velbevogtet, hvilket virker helt overflødigt.


Mens Real Madrid (overklassen, bureaukratiet, bankfunktionærerne, kirken, kongen og Franco-romantikerne, men jo også elskere af det smukke, velorganiserede fodboldspil over hele verden), Atlético de Madrid (Arbejdere, latinamerikanske indvandrere, studerende, kunstnere, bohemer, republikanske romantikere og ikke mindst alle dem, der bare hader alt, hvad Real Madrid står for) og Rayo Vallecano (anarkister, venstreorienterede ballademagere, sigøjnere, andalusiske tilflyttere og intellektuelle) hver især har deres tydelige identitet og de tilhængere, som følger med, har Getafe CF ikke rigtig noget, der gør dem interessante uden for deres eget lokalområde.



ET VELSIGNET BENSPÆND

På facaden af Madrids fornemme hvide rådhus hænger et banner, som byder velkommen til byen. Det er en hilsen til de syriske flygtninge, som det nye, venstreorienterede bystyre har hængt op. Men der kommer ikke mange syriske flygtninge til Spanien, som ligger langt for mod vest, hvis man vil fra Syrien til Nordeuropa, og det vil de fleste.

Ungarn ligger derimod lige på vejen, og der har man ikke hængt velkomstbannere op. Til gengæld har man, ligesom Spanien, en stolt tradition for at spille fodbold. I begyndelsen af 1950'erne havde Ungarn verdens bedste landshold med legenden Ferenc Puskás i spidsen. Han scorede 84 mål i 85 landskampe og endte i Real Madrid, hvor han scorede 156 mål i 180 kampe. Han vandt OL-guld og VM-sølv, 5 ungarske og 5 spanske mesterskaber og den fineste europæiske klubturnering tre gange. Lille trinde Puskas var angriber, han kunne drible og afslutte, og så havde han ni holdkammerater til at spænde ben for de modstandere, der forsøgte sig med de samme discipliner.


Petra László er en højrenationalistisk ungarsk tv-kamerakvinde, som har forsøgt sig i den genre. Da syriske Osama Abdul Mohsen bar sin 7-årige søn, Zaid, over en ungarsk mark i søgen efter sikkerhed i nord, satte hun en ureglementeret tackling ind på hans skinneben i forsøget på at standse hans videre færd ind gennem landet. Det er vanskeligt at se logikken i benspændet, for Mohsen og hans søn var jo allerede kommet ind i landet og ville gerne ud igen og videre til Tyskland, og hendes intention var tydeligvis ikke at overtale ham til at blive. Og det gjorde Mohsen og hans søn da heller ikke. Benspændet havde ingen umiddelbar effekt, for når alt kom til alt, var det vigtigere for Mohsen at fortsætte nordpå end for Petra László at stoppe ham. Han faldt omkuld oven på Zaid, men rullede adræt rundt på den optrampede græssteppe med drengen i favnen, rejste sig igen, protesterede over den usportslige tackling, og fortsatte så fremad. Mohsen er ikke fra en fodboldnation som Ungarn eller Spanien, men ikke desto mindre en mere rutineret fodboldspiller end Petra László.


Episoden blev vist på alverdens tv-stationer, og så gik der ikke længe, før det kom frem, hvem denne Mohsen er. Han er nemlig kendt som fodboldtræner fra den bedste række i Syrien. Det er en god historie. Nu ville alle have en bid af Mohsen. Og i Madrid tog de en ordentlig mundfuld. Den lille søn fik lov at løbe ind på banen hånd i hånd med Cristiano Ronaldo, da Real Madrid skulle spille mod Granada.


Men det blev Getafe CF, der løb med den største luns: De har hentet Mohsen fra Tyskland til den anonyme forstad og ansat ham i deres fodboldskole, Cenafe, og når han har lært spansk, vil de angiveligt tilbyde ham ansættelse som en del af trænerstaben i førsteholdstruppen. Det er ikke en gratis gestus, men en reel stilling, som mange spanske mænd på Mohsens alder ville give deres stambord på bodegaen for. Mohsen har sin 7-årige søn med og også drengens 16-årige storebror, Mohammad. Børnenes mor og familiens to øvrige børn er endnu i Tyrkiet, hvor de oprindeligt troede på en fremtid i sikkerhed, da deres hjemby, Deir-al-Zour, i det østlige Syrien blev gjort ubeboelig under borgerkrigen. Men Getafe hjælper nu Mohsen med at få sin hustru og de to børn til Madrid – og med at få asyl. Cenafe er ikke vant til at bruge penge på p.r., men nu har de fyret et helt års budget af på at skaffe Mohsen og familien en lejlighed i forstaden.


Getafe vil gerne erobre en plads i hovedstadens bevidsthed, finde en identitet. Og at hjælpe flygtninge på så relevant en måde er ikke noget dårligt bud. Det er en konkret gerning, men har også en tydelig sybolsk værdi: Sådan kan alle forstå, at de syriske flygtninge ikke kun kommer med tomme maver, men også med anvendelige kvalifikationer, og det er ikke ligegyldigt at være fodboldklubben, som illustrerer den pointe. Man kan oven i købet sige, at Getafe er et område, hvor man godt kunne tage imod flere flygtninge. Lige netop dér er det ikke helt umuligt at finde arbejde. Også industriarbejde, som ikke forudsætter perfekte spanskkundskaber. Der er god ræson i det udspil fra fodboldklubben. 
Man må håbe, at Getafe CF og hele regionen får noget godt ud af den satsning.

Spanien har besluttet at tage imod 17.680 flygtninge fra Syrien.



Oprindeligt bragt på Netudgaven.