fredag den 30. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 35


 





Kig på den mørke genstand, eller lad os da bare kalde den for en figur, som står ved det nærmeste hjørne af altanen midt i billedet. Den ligner ikke noget længere, men det gjorde den, da jeg så den første gang for et par år siden. Dukken skulle ligne en hængt person. Den dinglede fra sin galge og spredte et politiske budskab med et skilt på maven, som for længst er faldet af, ligesom løkken om halsen er mørnet af solen og bristet til sidst.

Dukken er lavet af bløde, forgængelige materialer, der nu er sunket sammen som en sæk. Nu er det en affaldssæk, som ingen klatrer op og fjerner fra den utilgængelige altan uden for det tilmurede vindue.

Sådan er det jo også med gadekunsten. Den har et kort liv, fordi det også for kunst er et hård liv at bo på gaden. Og ingen fjerner den fra et ubeboet hus, når den forfalder til ugenkendelighed.

torsdag den 29. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 34


 






Man kan ikke se det på denne affotografering, men drengen står og kigger mod en hiphop-DJ (se den her)som tydeligvis er malet af en anden kunstner med en anden og grovere tegneserieteknik og en helt anden farveholdning. DJ'en er malet først, og man må se drengen med huen som en kommentar til dette værk. 

Men hvordan skal vi forstå kommentaren? Ser drengen op til denne DJ og vil være ligesom ham? Og er det godt, hvis han vil?

Man kunne også få den tanke, at drengen er søn af den DJ, der står med seje spejlreflekssolbriller og korslagte arme og underholder bag et hegn. Hvordan skal vi forstå det blik?

Noget andet, som er påfaldende, når man kigger hen over de mange graffitier her omkring, er, hvor mange af dem, der snarere ser ud til at skildre noget fra New York end her fra kvarteret.

onsdag den 28. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 33


 




Jeg synes, det er så vildt, at nogen har valgt at male så relativt ambitiøst et motiv på netop denne mur, der er så ujævn, ødelagt, forvitrende og ja, umulig at male på.

Hvad spejder han efter? En bedre mur at male på, måske.





Det kunne så være denne her. 

Det kunne være den samme kunstner. Igen har vi en 50-60-årig skægget mands ansigt og hånd i sort og hvidt og ikke ret meget mere. Den malede mand er ikke den samme, tror jeg. Ham her er lidt ældre og spejder ikke længere efter noget, men hilser venligt eller ligefrem afvæbnende. 

tirsdag den 27. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 32





Picasso er voldsomt populær i Málaga, og måske særligt her i kvarteret, tæt på kunstnerens fødehjem. Også gadekunstnerne elsker ham. 


Jeg har allerede vist jer en graffitiudgave af Guernica. Her er en lige så god kopi af Les Femmes D'Alger (Kvinderne fra Algier). Jeg forestiller mig, at det er malet i Paris, hvor Picasso har mødt disse kvinder fra de franske kolonier, men billedet må også have en spansk titel.


 




Dette flade, todimensionelle maleri kender jeg ikke titlen på, men også det må være en Picasso-kopi.

mandag den 26. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 31


Med knæ- og håndledsbeskyttere må vi gå ud fra, at hun er skater. Da jeg var ung, var det en udbredt opfattelse, at skateboard, hiphop, breakdance og graffiti hørte sammen. Og så den omvendte kasket og de posede hængerøvsbukser, som viste kvart balde. Jeg ved ikke, om der nogensinde fandtes sådan et miljø, hvor det faktisk var de samme unge mennesker, der skatede, malede graffiti, dansede breakdance og rappede, eller det blot var en kliche, et stereotypt blik udefra. Men her i kvarteret er der i hvert fald mange graffitier af både skatere og hiphoppere.



På den anden side er her også rigtig mange graffitier af rastafarier med dreadlocks og en joint i kæften. Er reggae- og hiphop-miljøerne i virkeligheden smeltet sammen? 

Man kan sagtens finde eksempler på, at musikken er.

https://www.youtube.com/watch?v=sZ9CoaLZG34

søndag den 25. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 30


 





Jeg tror, denne hyper seje DJ spiller næste fredag på det lokale musiksted, La Polivalente. Jeg ved ikke, om han tager rotten med.

Mere her.

lørdag den 24. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 29


 




Jeg forestiller mig, dette er en kommentar til den ringe plads, som man har til at dyrke sport her i byen – og måske især her i kvarteret, hvor den eneste mulighed er at stå på skateboard på en byggetomt. Flere af de unge mennesker i kassen har fodboldstøvler på, men det er vanskeligt at finde en græsplane at spille på her i byen, for slet ikke at tale om en egentlig fodboldbane, som ikke er på cement.

fredag den 23. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 28


 





Graffitikunstnere er tit inspireret af tegneserietegnernes streg. Her er så tre dinosaurusunger fra en af Ice age-tegnefilmene. En af dem er udklækket med en sej solbrille i panden. Det kan bare ikke gå galt for sådan en fyr.

torsdag den 22. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 27




De vilkår, gadekunstnere arbejder under, er forskellige. For at kunne lave dette gavlmaleri, har kunstneren fået et stillads op, han har arbejdet ved højlys dag, og han er formodentlig blevet godt betalt for det. Det er en graffitimaler, som har lavet det, men det er ikke en graffiti. Jeg forestiller mig, at der er tale om en reklame af en slags. Et firma har med andre ord betalt bygningens ejer for at få lov at bruge gavlen til reklame, og så har de formodentlig udset sig en dygtig lokal kunstner til at udføre arbejdet.



 




Ophavspersonen til dette værk har ikke fået penge for at male på facaden, men har tværtimod sneget sig til at udføre det om natten. Måske blev vedkommende jaget bort, før værket var færdigt. En betjent eller husets ejer eller beboer? Men hvorfor er kunstneren ikke blot vendt tilbage næste nat for at færdiggøre underansigtet? Heller ikke det kan vi vide, men måske er der slet ikke tale om en lokal kunstner, men en gæst i kvarteret, som allerede var væk næste morgen. 

onsdag den 21. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 26









Denne fine, omend noget slidte, fuckfinger peger på slagordet Málaga er ikke til salg. Det passer naturligvis ikke. Alt er til salg også i Málaga. Men håbet er vel, at ikke alle boliger i centrum ender som turistlejemål. At i det mindste La Victoria holdes fri. Også det synes imidlertid at være et forgæves håb. Turistlejemål er her allerede kommet mange af, siden fuckfingeren blev malet, og Málaga har nok udviklet sig til en international by, men således også en by, som ikke har plads til sine egne sønner og døtre.
 

tirsdag den 20. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 25


 



Jeg mærker tit, at jeg mangler en del af konteksten, den fælles viden, som man har i kvarteret eller landet, når jeg kigger på graffiti her. Denne fine grønne mand får mig umiddelbart til at tænke på en mellemamerikansk guerillasoldat, men måske er det blot farven og kasketten, der gør det. Han kan lige så godt være en kendt DJ fra Málaga, en populær fiskehandler fra kvarteret – eller kunstneren selv.

Et godt værk er det under alle omstændigheder, og jeg elsker, at han er grøn.

mandag den 19. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 21


 




Er det mon et selvportræt? Det finder vi aldrig ud af, men det er i hvert fald en gedigen joint, han har ild på, tyk som en finger og lang som en hånd.

Det er så fedt med planten, der vokser op mellem flisen og muren netop der. Det burde være en hampplante, det er klart, men mindre kan gøre det.

Gadekunst i La Victoria – 24







Dette fantastiske værk på den udtjente mur er en af mine absolutte favoritter. Inventaret passer til muren (og til kvarteret) med den smadrede flaske, den døde kakerlak og den levende, som er på vej op ad den venstre sneaker. Og opstillingen, som gradvis spidser til mod venstre, er enkel, logisk og elegant, og falskehalsen velanvendt. Men særligt udførelsen imponerer mig. Når jeg ser den knuste flaske skildret med den præcision og detaljeringsgrad, gennemsigtigheden, det indre og ydre lys, den diskrete, men perfekte skygge, glassets farve og glans – og så brudfladen! – ja, så skammer jeg mig over nogensinde at have taget en pensel i hånden. Det er simpelthen godt lavet, og jeg begriber ikke hvordan.

Gadekunst i La Victoria – 23


 




Det er vanskeligt ikke at lade sig imponere af detaljeringsgraden i den glorie, der danner baggrund for denne rastafari-profet. Skal det forestille en egyptisk ornamentering?

søndag den 18. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 22


 




"Lad os smadre glasloftet," siger kvinden med den store hammer. Jeg tænker, det kan være en aktivistisk kalden til kamp mod udledning af drivhusgasser. Men det kan også være noget helt andet.

Jeg tror, kvinden er en superhelt. Det er noget med den tætsiddende heldragt og den medfølgende maske – og så at hun uden videre i én arm kan løfte en hammer med et hoved, der er dobbelt så stort som hendes eget.

lørdag den 17. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 20


 




"Min sjæl hilser din sjæl", fortæller denne stilfulde dame med 1920'er-frisure og lange handsker. Man forestiller sig, at hun står med et langt cigaretrør mellem den højre hånds behandskede fingre, men det er ikke til at se.  

Den porøse mørtel forvitrer, og malingen skaller af i flager. Snart er kun sjælen tilbage.

fredag den 16. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 19


En mi corazón

Hay un espacio vacío 

con vistas al mar


står der med sirlig skrift ved siden af dette glinsende hjerte. 

Jeg er så profan, at jeg ikke kan lade være med at granske det nøje for at finde indgangen til dette ledige hjerterum med udsigt til havet. Det ligger på kvisten til venstre, tror jeg. Det er kun et lille kammer, men det er der, jeg vil stille mit arbejdsbord. 

torsdag den 15. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 18

Las Camborias er en spraglet, legesyg bar og samtidig både en slags galleri og et atelier og aktivitetscenter, så det er passende, at de har fået en graffitikunstner til at udsmykke porten.

Det er jo ikke noget sjældent syn, at mindre virksomheder og organisationer arbejder sammen med gadekunstnere. Det ser godt ud, og samtidig sender det et signal om, at virksomheden er 'progressiv' eller åbensindet og i kontakt med gademiljøet i kvarteret. Det kan også give facaden en form for beskyttelse mod at blive overmalet med kedelige tags og slagord, for mange graffitikunstnere er tilbøjelige til at respektere deres kollegers værker mere, end de ville respektere en ubemalet port.






Her er så eksemplet på, at det ikke altid fungerer på den måde. Hvad de producerer i denne garage, ved jeg ikke, men det er tydeligt, at den fede lilla tag, som er smurt ud over det sort-hvide værk på porten, skal sende et signal om disrespekt. Det kan vel være både over for kunstnere og garagens ejer.

onsdag den 14. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 17


 



Mon ikke, det er et kvindehus, der gemmer sig bag garageporten her? Libérate mujer betyder i hvert fald Frigør dig, kvinde.

Jeg er lidt usikker på, hvordan graffitien på porten skal forstås. Er munden forsejlet af det sølvgrå kvindetegn? Gør kønnet det umuligt for kvinden at tale frit, eller er kvindefællesskabet snarere det, der gør det muligt at tale? Og masken?

tirsdag den 13. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 16


 




Havde byen været et galleri, havde denne gyde næppe været den mest eftertragtede udstillingsvæg. Gaden er så smal, at man ikke kan komme på tilstrækkelig afstand af værkerne til at se dem ordentligt. 

Mænd og hunde pisser her. Alle andre går hurtigst muligt igennem. Alligevel er hver en tilgængelig kvadratcentimeter mur og plankeværk bemalet.

Gadekunst i La Victoria – 15


 



Hvad jeg særligt holder af ved dette værk, er den måde, hvorpå motivet og farverne arbejder sammen med murens egne farver og egen materialitet. Murstenenes blege orangebrune og den grå mørtel understøtter kunstnerens farvevalg. Murens forfald, ujævnheder, krakeleringer, huller og revner giver karakter til det slidte ansigt. Kunstneren har valgt et motiv og en farveskala, som passer perfekt til netop denne overflade, og derfor vil også solens tæring og blegning arbejde med og ikke mod værket.

Men hvem er hun?

mandag den 12. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 14


Selvom man færdes i det samme gaderum og har en fælles passion for at male kvindelige tegneseriesuperhelte på nøgne gasbetonmure, har man ikke nødvendigvis den samme opfattelse af, hvordan sådan en superhelt ser ud.

Her aner man i hvert fald to ret forskellige opfattelser af det spørgsmål.
 

Gadekunst i La Victoria – 13


 




Jeg tror, der findes roser i alle farver, undtagen grøn. Men se, hvor flot en grøn kunne være!

Er der noget Mona Lisa-agtigt over kvinden? Jo, men hvad med hullet i den højre øjenhule? Skal vi se tomheden indeni, eller skal der blot være plads til en rose i hullet? Øjet som vase.

Forestil dig at kigge ud gennem en rose. Eller forestil dig tvært imod at kigge ind i en rose, en grøn rose, når du søger din elskedes blik.

"Der burde have været roser", skrev J.P. Jacobsen engang som indledningen til en novelle. En sætning, der bliver ved at runge i kraniet, selv år efter man har glemt resten af novellen.

Gadekunst i La Victoria – 12


 




Kan også hunde drømme om et lille hus på landet? Måske ikke, men mennesker kan i hvert fald drømme om at have en hund med den slags romantiske sværmerier.

søndag den 11. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 11







Picassos rædsels-frise Guernica er et oliebemalet lærred, omtrent otte meter bredt og treenhalv højt. Kunstneren befandt sig i landflygtighed i Paris under den spanske borgerkrig, da han malede billedet under indtryk af avisernes efterretninger om Legion Condors terrorbombardement af den lille baskiske by Guernica den 26. april 1937. Nazitysklands bombardement havde i det store hele kun civile mål, ingen militære, og den historiske by blev sønderbombet, og hundredvis af civile omkom. Det var et led i den fascistiske general Francos nedbrydning af den valgte republikanske regering, og det var et af mange tyske brud på den ikke-indblandingspolitik i forhold til borgerkrigen, som verdenssamfundet i princippet havde enedes om, men som Francos venner i Tyskland, Italien og Portugal så stort på, og som derfor kun kom Francos kupmagere tilgode.

Maleriet var med på Verdensudstillingen i Paris i juni 1937, hvorefter det blev opbevaret i New York frem til 1981, hvor det blev udstillet på Museo Nacional del Prado i Madrid i kølvandet på Francos død og parlamentarismens genindførelse i Spanien. Siden 1992 har Guernica været udstillet på Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia i Madrid.

Der er lavet et utal af kopier af dette enorme grå/hvide værk med enkelte blåtoner, som viser krigens rædsler, og som fungerede som et symbol for antikrigsbevægelser, sålænge sådan nogle fandtes. Nogle af kopierne er kulørte, mens andre holder sig til de oprindelige gråtoner. Denne virkelig gode graffitiudgave forsøger at forholde sig loyalt til Picassos farvevalg.

Graffitien her er en af mange Picasso-kopier, som man kan finde på La Victorias facader.

Gadekunst i La Victoria – 10






Måske er det en figur fra en tegneserie, jeg ved det ikke, men jeg er vild med den her graffiti. Farverne er perfekt afstemt med de kakler, kunstneren har valgt at lade sit værk indramme af, og samtidig danner de douce kulører og den tilforladeligt damede frisure en fed ironisk kontrast til den uhyggelige langhalsede figur med de blodige fingre og den sære gnaver i favnen.


 

lørdag den 10. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 9

Denne graffiti er kulturpolitisk aktivisme. Det er en støtteerklæring til La Invisible, der blev etableret som kulturhus af aktivister i en bz'at bygning i centrum.

Der var tale om en offentlig bygning, som have stået tom i en årrække. Men nu vil kommunen sælge huset, så der kan etableres flere turistlejligheder. Dem er der ellers i forvejen rigeligt af i Málaga. Til gengæld er der ikke rigtig andre steder i Centrum, hvor byens borgere uden videre kan gå hen og arbejde med deres kulturelle projekter.

La Invisible ligger ikke i La Victoria-kvarteret, men er elsket og beskyttet af aktivister i hele byen, ikke mindst her i kvarteret.


Gadekunst i La Victoria – 8

På en åben plads som denne, uden butiksfacader og indgangsportaler, er der frit spil. Alt kan bemales. Og derfor maler man i umiddelbar forlængelse af hinandens værker, eller ind over hinanden. Det ligger i genrens væsen, det ucensurerede, det demokratiske ved den: at alle taler med ret.

Men tit ser man, som her, at det er dem, der sætter tags, som maler over andre gadekunstneres værk, mens dem, der selv maler større værker, tilføjer sit eget maleri som en respektfuld (eller sarkastisk) ramme om eller en kommentar til det maleri, som var der i forvejen. Derfor har de således sammenkoblede værker ofte noget interessant at sige hinanden. Andre gange er det vanskeligere at få øje på.

fredag den 9. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 7

Dette køretøj kalder man en motorcykel i Spanien, og når man ser den sammen med sådan en dejlig dame, er det da også den sejeste motorcykel, man ser for sig, og ikke blot en fornuftig scooter. Måske er det derfor, den er parkeret netop der. Kunsten 'smitter af', giver scooteren mere pondus. 

Men hvad er det for nogle grønne insekter, der sværmer om hendes hoved? Først tænkte jeg, at det var bier, og de røde parfumeskyer var blomster. Men så ligner det alligevel ikke rigtig bier. Kan det være fluer, grønne spyfluer? Men hvorfor skulle fluerne sværme om hende? Er det, fordi parfume stinker? Jeg har også tænkt, det kunne være dildoer, små grønne pikke med vinger på. Eller piller, en slags narkotika, som har båret hende ind i den lyserøde sky.

Hvad tænker du?

torsdag den 8. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 6

Her bor en cykelsmed, og facadeudsmykningen er naturligvis også en reklame for biksen. Men det ændrer ikke på, at der er tale om gadekunst af en type, som er karakteristisk for kvarteret.


onsdag den 7. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 5


Der er alle slags, men her som de fleste andre steder er de fleste facademalerier lavet i tegneseriestil. Når facaden forvitrer, og maleriet krakelerer, kommer man som tegneserielæser nemt til at tænke på de albummer, man har haft liggende i en fugtig kasse i kælderen.

Når jeg ser på denne facade, slår det mig også, at det ligner en bestilt udsmykning. Jeg tænker på den malede blomsterkasse og bemalingen på fortovet. Er de ikke lavet af den samme kunstner? Det tror jeg. Og isvaflen? Har her ligget en biks, der solgte is?

Men hvorfor er der ingen overmalinger og tags? Der er ellers altid overmalinger og tags, og det er jo ikke, fordi malingen ikke er tør endnu.

tirsdag den 6. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 4


Picasso blev født den 25. oktober (min fødselsdag) i 1881 på Plaza de la Merced, hvor han fik det mundrette navn Pablo Diego José Francisco de Paula Juan Nepomuceno María de los Remedios Cipriano de la Santísima Trinidad Ruiz y Picasso.

I 1924 malede han sig selv som Harlequin, og det billede er udstillet på Musée Picasso i Paris. Men nu er det ikke enhver fra La Victoria beskåret at tage flyveren til Paris for at se værket, så her er en gadekopi af Picassos Harlequin på en oppudset facade.

Der er mange Picasso-kopier på facaderne her. Kvarterets berømte søn er populær i La Victoria

mandag den 5. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 3

 


Gadekunst forfalder, bleges af solen, særligt her hvor den skinner hele tiden. Den males over, krakelerer, pisses på af mænd og hunde, skylles væk.

Men indimellem forfalder den på en måde, som tjener den godt. Jeg kan godt lide, hvordan noget af malingen i denne vildmands (er han vampyr?) mund er skallet af. Men jeg kan også lide, hvordan farverne er bleget ned til et udtryk, der passer til den forfaldne, gråbrune mur. 

Og så kan jeg lide, at man så tydeligt ser de nøgne mursten, hvor værket strækker sig ind over det vindue, som er blændet af for at holde bz-ere ude af den forladte bygning.

søndag den 4. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 2


Det er det, der hænger i el-masten, du skal kigge på. Det har hængt der længe nu og er mærket af sol og vind, men det gør det ikke i mindre grad til klimakunst.

"Si el país se hunde, estamos preparados", står der på skiltet. Det betyder sådan omtrent, at vi er forberedt, hvis landet kommer under vand. 

Og så hænger der et par svømmefødder og noget, som engang lignede en redningskrans. Tidligere hang der også et par dykkerbriller og en snorkel, men nogen har åbenbart allerede haft brug for dem.

Om det er lavet sådan bevidst eller ej, kan jeg ikke vide, men se, hvor fint installationen passer sammen med graffitien på den lave mur til venstre. En mand ligger og sover formiddagsbranderten ud på en solbeskinnet parkbænk, mens en blæksprutte fra det stigende hav kryber op og tager ham. Måske er det en del af samme værk, eller måske er det en klima-kunstner, der kommenterer eller supplerer en anden.

Gadekunst i La Victoria – 1

 

La Victoria er et kvarter midt i det gamle Málaga, tæt på den mauriske borg Alcazaba, tæt på Plaza de la Merced og ikke langt fra restauranterne i gågadeområdet, men endnu ikke opslugt af turistindustrien. 

Derfor lever gadekunsten også her endnu.

Jeg laver her en serie med fotografier, som bevarer kvarterets kunst for den nærmeste eftertid.

Her er det første skud. 

I det oprindelige værk har kunstneren ladet bygningens udvendige el- og internetledninger indgå som en del af barnet hår. 

Senere har en anden kunstner kommenteret værket og givet barnet Corona-maske på. Den er dog ikke kommet ordentligt op over næsen, som den skal.

Er det et eller to værker?

lørdag den 3. september 2022

Privatsprogsargumentet, kort

Den sprogfilosofiske pointe med Wittgensteins såkaldte privatsprogsargument er, at det aldrig vil være muligt at danne eller anvende et adækvat sprog om indre eller private tilstande. At beherske et sprogligt udtryk er, ifølge Wittgenstein, at kende reglerne for dets anvendelse. Men hvis kommunikation skal være mulig, kan vi ikke hver for sig vælge at tolke sprogreglerne på vores egen måde.

“Derfor er ‘det at følge reglen’ en praksis. Og det at tro at følge reglen er ikke: det at følge reglen. Og derfor kan man ikke følge reglen ‘privat’, da det at tro at følge reglen ellers var det samme som at følge den” [Ludwig Wittgenstein: Filosofiske undersøgelser, § 202].

Den praktiske anvendelse af et sprogligt udtryk i det tilhørende sprogspil er det fælles kriterium. Praksis er der, hvor vi kan møde hinanden, ‘kigge hinanden i kortene’. Er der ikke et fælles, men kun et privat kriterium for et sprogligt udtryks anvendelse, er der ingen til at korrigere sprogbrugen. Derfor vil det heller ikke være et konsekvent og forståeligt sprog. Det vil slet og ret ikke være et sprog. Dertil kræves netop, at individerne kan korrigeres af en ekstern instans, når de anvender en sproglig regel forkert – at nogen kan sige: ‘Nej, det er ikke en ko, du ridder på!’. Altså når de anvender reglen i uoverensstemmelse med den fælles og offentlige praksis.

Problemet opstår, når der er tale om sproglige udtryk, der skal tjene til at beskrive individuelle mentale tilstande. Hvordan kan jeg beskrive mine egne indre tilstande, som kun jeg selv har en direkte oplevelse af? Hvordan kan jeg irettesættes, hvis jeg beskriver dem ‘forkert’ og således lære at beskrive dem ‘korrekt’? Ingen anden end jeg selv kan jo kontrollere overensstemmelsen mellem min beskrivelse af min mentale tilstand og en fælles sproglig brug af sådanne beskrivelser. Ja, jeg kan faktisk ikke engang selv, da jeg jo ikke ved, hvordan andre føler, når de fx siger, de er forelskede.

“Hvordan refererer ord til fornemmelser? – Deri synes ikke at ligge noget problem; thi taler vi ikke dagligt om fornemmelser og benævner dem? Men hvorledes frembringes forbindelsen mellem navnet og det benævnte? Spørgsmålet er det samme som dette: hvordan lærer et menneske betydningen af navne på fornemmelser? F.eks. ordet ‘smerte’. Dette er en mulighed: Ord forbindes med oprindelige, naturlige udtryk for fornemmelsen og sættes ind på disses plads. Et barn har slået sig, det skriger; og nu trøster de voksne det og bibringer det udbrud og senere også sætninger. De lærer barnet en ny smerteadfærd. [Op.cit., § 202].

Der er altså ikke tale om en regelbundet beskrivelse af et sagforhold, når man siger: ‘Jeg har smerter!’ Det er simpelthen en smerteadfærd på linie med at ligge sammenrullet på gulvet og skrige. Det er blot en mere tillært og kultiveret smerteadfærd. En sådan adfærd er ifølge Wittgenstein hverken korrekt eller ukorrekt. Den er mere eller mindre hensigtsmæssig. Hvis en person ønsker at få udstedt en recept på smertestillende piller, kan det være hensigtsmæssigt for vedkommende at sige til en praktiserende læge: ‘Jeg har smerter’. Hvis en person vil giftes med en anden, kan hun med fordel sige: ‘Jeg elsker dig’. Det er hverken sandt eller falsk. Det er blot en, antager vi, hensigtsmæssig adfærd. Vi kan ikke formidle private og unikke indre tilstande gennem sprogets almenbegreber.