Oversættelsesopgaver søges

Hvis du har en bog, du skal have oversat, så sidder jeg klar ved telefonen her på kontoret. Mit nummer er 0034) 696661065. Træffer du mig ikke på telefonen (den kan være 'slukket'), kan du sende mig en e-mail på Jensens.Aftenskole@gmail.com.

Jeg oversætter til dansk fra engelsk, svensk, nynorsk, bokmål og, hvis det er børnebøger, også gerne fra tysk og spansk.

Særligt interesserer det mig at oversætte skønlitteratur samt filosofisk, litteraturteoretisk, kulturhistorisk, sociologisk, politologisk og politisk faglitteratur, men også fx biografier eller bøger om sport. Har du en bog, som falder uden for disse kategorier, så spørg mig gerne alligevel. Der er en god chance for, at jeg siger ja.

Tidligere har jeg i en årrække arbejdet som forlagsredaktør og siden som freelance-oversætter og korrekturlæser. Desuden skriver jeg bøger: romaner, noveller, lyrik, børnelitteratur, filosofi, sprog- og kulturteori.

Jeg har undervist i filosofi, kreativ skrivning og det danske sprog.

Jeg er uddannet fra Forfatterskolen og er desuden cand.phil. i filosofi.

Málagas dromedarer

 Så kom paraplyerne da ellers frem, skal jeg lige love for. Man må fægte sig frem over fortovet. Serena er heldig; hun kan gå nedenunder. Men det regner ikke. Ikke spor. Man aner måske en kende fugt i luften som efter en let morgendis. Fremme ved skolen spørger jeg en af forældrene.
– Jamen, har du ikke hørt, at de varslede regn her til morgen. Der skulle falde en byge ved ottetiden.
– Nu er den ni, siger jeg – og det er ved at klare op.
En af fædrene fortæller til udbredt rædsel, at han på vej til skolen mærkede noget, der meget vel kan have været en regndråbe i nakken. Nå ja, det kan strengt taget også have været noget fra en fugl.
Han er en af de få, som har taget gåturen uden paraply og gummistøvler, og rædslen blander sig hurtigt med slet skjult beundring fra flere af mødrenes side.
– At du tør!
Et par af fædrene krymper sig under de sorte paraplyer og mumler noget om, at man også skal huske, at man som forælder har ansvaret for, at børnene ikke møder gennemblødte op i skolen.

Flere og flere forældre dukker op ved skoleporten. En slår kuskeslag og ryster fortvivlet på hovedet over uvejret. En anden bliver manisk ved med at slå vand af gummibukserne. Men der er intet vand.
Pludselig rykker alle børn og forældre sammen og giver plads til den senest ankomne.
– Det er Aquarela! siger Serena begejstret.
Aquarela ankommer i en tysk undervandsbåd fra borgerkrigens tid. Der skal fem dromedarer til at trække sådan et fartøj på en ladvogn. Pigens mor sidder over skrævs på den midterste. Hun har våddragten på og snorkel. Det er et imponerende skue. De skumlende paraplyfædre fra før klapper nu anerkendende.
– Se, der er en, som ved, hvad det kræver at følge sit barn i skole i sådan et vejr!
Dromedarerne pruster og slår med hovederne. De har taget deres mundbind på for ikke at skulle indånde det fine, tørre støv, som deres hove slår op fra vejen.

Nej, ok. Nu overdriver jeg. Ingen af Málagas dromedarer bruger mundbind for tiden.

Flodernes konger

I foråret oversatte jeg denne virkelig gode fagbog om vikingernes rejser og togter via floderne på De Britiske Øer og især i øst: Kyiv, Konstantinopel og Bagdad. Bioarkæologen Cat Jarman har skrevet indlevende om rejserne og om de kulturelle og teknologiske forudsætninger for dem, om våben og især om skibsbygningsteknologien, om økonomien, sølvet som møntfod, pelsene, slavehandelen og den nye viden om kvindelige vikingekrigere.

Man kan læse historikeren Mads Ravns anmeldelse af den her: https://www.historie-online.dk/.../vikin.../flodernes-konger

Foran skolen og klinikken

Foran skolen står yngre forældre, lidt flere kvinder end mænd, i hverdagstøj, purrer op i håret på syv-otteårige børn i nederdele eller korte bukser, kysser dem intenst og skynder sig videre til arbejdet på morgencaféen, postkontoret eller hospitalet.

På fortovet skråt over for skolen trykker helt unge kvinder i anonymt, gråt tøj på klinikkens dørtelefon, vender sig en enkelt gang halvt og skotter ud mod gaden og skynder sig så ind gennem den materede glasdør.

På den modsatte side af den smalle gade står kæderygende, midaldrende kvinder dullet op til enkebal og råber ad de unge grå. “Det er også Guds børn!” råber de. Eller blot “Gå hjem!” De har pjecer med, som fortæller, hvor gode muligheder enlige kvinder har i det spanske samfund. De fortæller også, at et 12 uger gammelt foster allerede er et menneske med en sjæl, som tilhører Gud.

Indimellem kommer fire yngre betjente forbi i skinnende blå uniformer, en kvinde og tre mænd, og fortæller de opdullede kæderygere, at de ikke må stå der og råbe ad de unge grå kvinder. Kæderygerne argumenterer indsmigrende for deres sag, men ender altid med at pakke folderne sammen og bevæge sig langsomt i hver sin retning. “Ses i morgen!” råber den ældste over skulderen. “Ja, samme tid, samme sted!”