Foran skolen står yngre forældre, lidt flere kvinder end mænd, i hverdagstøj, purrer op i håret på syv-otteårige børn i nederdele eller korte bukser, kysser dem intenst og skynder sig videre til arbejdet på morgencaféen, postkontoret eller hospitalet.
På fortovet skråt over for skolen trykker helt unge kvinder i anonymt, gråt tøj på klinikkens dørtelefon, vender sig en enkelt gang halvt og skotter ud mod gaden og skynder sig så ind gennem den materede glasdør.
På den modsatte side af den smalle gade står kæderygende, midaldrende kvinder dullet op til enkebal og råber ad de unge grå. “Det er også Guds børn!” råber de. Eller blot “Gå hjem!” De har pjecer med, som fortæller, hvor gode muligheder enlige kvinder har i det spanske samfund. De fortæller også, at et 12 uger gammelt foster allerede er et menneske med en sjæl, som tilhører Gud.
Indimellem kommer fire yngre betjente forbi i skinnende blå uniformer, en kvinde og tre mænd, og fortæller de opdullede kæderygere, at de ikke må stå der og råbe ad de unge grå kvinder. Kæderygerne argumenterer indsmigrende for deres sag, men ender altid med at pakke folderne sammen og bevæge sig langsomt i hver sin retning. “Ses i morgen!” råber den ældste over skulderen. “Ja, samme tid, samme sted!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar