Málagas dromedarer

 Så kom paraplyerne da ellers frem, skal jeg lige love for. Man må fægte sig frem over fortovet. Serena er heldig; hun kan gå nedenunder. Men det regner ikke. Ikke spor. Man aner måske en kende fugt i luften som efter en let morgendis. Fremme ved skolen spørger jeg en af forældrene.
– Jamen, har du ikke hørt, at de varslede regn her til morgen. Der skulle falde en byge ved ottetiden.
– Nu er den ni, siger jeg – og det er ved at klare op.
En af fædrene fortæller til udbredt rædsel, at han på vej til skolen mærkede noget, der meget vel kan have været en regndråbe i nakken. Nå ja, det kan strengt taget også have været noget fra en fugl.
Han er en af de få, som har taget gåturen uden paraply og gummistøvler, og rædslen blander sig hurtigt med slet skjult beundring fra flere af mødrenes side.
– At du tør!
Et par af fædrene krymper sig under de sorte paraplyer og mumler noget om, at man også skal huske, at man som forælder har ansvaret for, at børnene ikke møder gennemblødte op i skolen.

Flere og flere forældre dukker op ved skoleporten. En slår kuskeslag og ryster fortvivlet på hovedet over uvejret. En anden bliver manisk ved med at slå vand af gummibukserne. Men der er intet vand.
Pludselig rykker alle børn og forældre sammen og giver plads til den senest ankomne.
– Det er Aquarela! siger Serena begejstret.
Aquarela ankommer i en tysk undervandsbåd fra borgerkrigens tid. Der skal fem dromedarer til at trække sådan et fartøj på en ladvogn. Pigens mor sidder over skrævs på den midterste. Hun har våddragten på og snorkel. Det er et imponerende skue. De skumlende paraplyfædre fra før klapper nu anerkendende.
– Se, der er en, som ved, hvad det kræver at følge sit barn i skole i sådan et vejr!
Dromedarerne pruster og slår med hovederne. De har taget deres mundbind på for ikke at skulle indånde det fine, tørre støv, som deres hove slår op fra vejen.

Nej, ok. Nu overdriver jeg. Ingen af Málagas dromedarer bruger mundbind for tiden.