Den sprogfilosofiske pointe med Wittgensteins såkaldte privatsprogsargument er, at det aldrig vil være muligt at danne eller anvende et adækvat sprog om indre eller private tilstande. At beherske et sprogligt udtryk er, ifølge Wittgenstein, at kende reglerne for dets anvendelse. Men hvis kommunikation skal være mulig, kan vi ikke hver for sig vælge at tolke sprogreglerne på vores egen måde.
“Derfor er ‘det at følge reglen’ en praksis. Og det at tro at følge reglen er ikke: det at følge reglen. Og derfor kan man ikke følge reglen ‘privat’, da det at tro at følge reglen ellers var det samme som at følge den” [Ludwig Wittgenstein: Filosofiske undersøgelser, § 202].
Den praktiske anvendelse af et sprogligt udtryk i det tilhørende sprogspil er det fælles kriterium. Praksis er der, hvor vi kan møde hinanden, ‘kigge hinanden i kortene’. Er der ikke et fælles, men kun et privat kriterium for et sprogligt udtryks anvendelse, er der ingen til at korrigere sprogbrugen. Derfor vil det heller ikke være et konsekvent og forståeligt sprog. Det vil slet og ret ikke være et sprog. Dertil kræves netop, at individerne kan korrigeres af en ekstern instans, når de anvender en sproglig regel forkert – at nogen kan sige: ‘Nej, det er ikke en ko, du ridder på!’. Altså når de anvender reglen i uoverensstemmelse med den fælles og offentlige praksis.
Problemet opstår, når der er tale om sproglige udtryk, der skal tjene til at beskrive individuelle mentale tilstande. Hvordan kan jeg beskrive mine egne indre tilstande, som kun jeg selv har en direkte oplevelse af? Hvordan kan jeg irettesættes, hvis jeg beskriver dem ‘forkert’ og således lære at beskrive dem ‘korrekt’? Ingen anden end jeg selv kan jo kontrollere overensstemmelsen mellem min beskrivelse af min mentale tilstand og en fælles sproglig brug af sådanne beskrivelser. Ja, jeg kan faktisk ikke engang selv, da jeg jo ikke ved, hvordan andre føler, når de fx siger, de er forelskede.
“Hvordan refererer ord til fornemmelser? – Deri synes ikke at ligge noget problem; thi taler vi ikke dagligt om fornemmelser og benævner dem? Men hvorledes frembringes forbindelsen mellem navnet og det benævnte? Spørgsmålet er det samme som dette: hvordan lærer et menneske betydningen af navne på fornemmelser? F.eks. ordet ‘smerte’. Dette er en mulighed: Ord forbindes med oprindelige, naturlige udtryk for fornemmelsen og sættes ind på disses plads. Et barn har slået sig, det skriger; og nu trøster de voksne det og bibringer det udbrud og senere også sætninger. De lærer barnet en ny smerteadfærd. [Op.cit., § 202].
Der er altså ikke tale om en regelbundet beskrivelse af et sagforhold, når man siger: ‘Jeg har smerter!’ Det er simpelthen en smerteadfærd på linie med at ligge sammenrullet på gulvet og skrige. Det er blot en mere tillært og kultiveret smerteadfærd. En sådan adfærd er ifølge Wittgenstein hverken korrekt eller ukorrekt. Den er mere eller mindre hensigtsmæssig. Hvis en person ønsker at få udstedt en recept på smertestillende piller, kan det være hensigtsmæssigt for vedkommende at sige til en praktiserende læge: ‘Jeg har smerter’. Hvis en person vil giftes med en anden, kan hun med fordel sige: ‘Jeg elsker dig’. Det er hverken sandt eller falsk. Det er blot en, antager vi, hensigtsmæssig adfærd. Vi kan ikke formidle private og unikke indre tilstande gennem sprogets almenbegreber.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar