Min kollega og
ven, Peder Frederik Jensen, skrev for et par dage siden en artikel i
Information, som har affødt en del negative reaktioner i det litterære miljø.
Flere
(bl.a. Tue Andersen Nexø på Facebook og
Martin Glaz Serup og Lars Bukdahl på hver deres blog) har fx ment, at P.F.
Jensen burde sætte (forfatter)navne på sin kritik, når han skriver om den
stilrene danske roman, som han ikke mener, vi skal lade os nøje med.
Mit bud er, at
det i grunden er udtryk for en misforståelse af det ærinde, som P. F. Jensen er
ude i. Kernen i den æstetiske opsang er, som jeg læser den,
ikke skæld ud til de forfattere, som skriver stiliserede sætninger, der taler
om sig selv som sætninger og/eller om en intens, men stramt kontrolleret,
intimssfære i den kreative nordkøbenhavnske middelklasse.
Målet er næppe
at skose de danske prosaforfattere eller at få dem til at holde op med at skrive
på denne måde og om denne del af virkeligheden.
Det skriver jeg
ikke kun, fordi P. F. Jensen selv har skrevet bøger, eksemplarisk den fine
debutroman 'Her står du', som godt kunne puttes i samme kasse, altså de
romaner, som vi af mangel på bedre plejer at kalde minimalistiske.
Jeg skriver det
også, fordi jeg ikke har nogen som helst grund til at tro, at Peder vil have
nogen til at holde med at skive de bøger, de nu kan og vil skrive. Eller grund
til at tro, at Peder fx skulle have et horn i siden på Helle Helle, sådan som
Lars Bukdahl åbenbart mener, at P. F Jensen må have. Bukdahl skriver på sin blog:
"Peder
Frederik Jensens manifest i Information for en mere (med Niels Lyngsøs gamle
grimme ord) verdensvendt prosa er er meget sværere at diskutere med end Caspar
Erics kommentarer, fordi den for skurkenes vedkommende nægter sig empiri og
litteraturhenvisninger – som mange andre prosa-polemikere tror han, Helle Helle
skriver alle danske romaner (gid hun gjorde, bare i et år, hvorefter det var
Harald Voetmanns tur) og læser hende desforuden dårligt"
Men Peder nævner
ikke Helle Helle – eller andre repræsentanter for denne måde at skrive på – med
et ord.
Ærindet er nemlig
snarere at åbne rummet endnu mere for, at andre, mere inkluderende, former for
prosa kan udgives, anmeldes, anerkendes og honoreres i Danmark. I oversættelse
kan vi godt sluge 'maksimalismen' herhjemme. P. F. Jensen har selv med held
arbejdet for at udbrede kendskabet til chileneren Roberto Bolaño. Men hvor
mange danskere skriver 'maksimalistiske' (ikke PFJ's, men mit ord) romaner? Og
hvor mange af dem, der faktisk gør det, bliver budt velkommen? Af anmeldere,
litterater osv.
Ikke så mange.
Det er jo i
virkeligheden den samme anke, som Mathilde Walter Clarke kom med for nogle år
siden her:
P. F. Jensen
skriver:
"Måske er
der tale om snobberi, snobberi, der kan have sat sig som en prosaangst, hvor
forfatterne holder på sig selv af frygt for at falde ved siden af de credoer,
der stilles op i kulturen og i modtagelsen? Hvad er det for credoer? Ud over
det nævnte, sætningen, som er en slags subjektiv trylleformular for godt og
skidt, inde og ude, interessant og uinteressant, er det en manglende interesse
for fortælling, for ydre påvirkning, for dokumentarisme og for
mangfoldighed."
P. F. Jensens
påstand er altså, at angsten for, hvad den litteraturkritiske elite måtte mene,
har sat sig i de danske forfattere og får os til at holde igen med det, vi
egentlig gerne ville med teksten. At vi ikke sparker så meget røv, som vi
kunne, hvis vi turde skide på forestillingen om, hvad god litteratur er for
noget. At vi censurerer det fra, der måske kunne stemple os som essayister,
dokumentarister, politikere. Eller eventyrer. Eller folkelige. At vi er
tilbøjelige til at læne os op ad den slanke, rene sætning i den forventning, at
vores bog vil blive anerkendt som Kunst, hvis blot den består af den slags
sætninger.
Man befinder sig
altid på gyngende grund, når man forsøger at forklare, hvorfor folk gør, som de
gør, men det kan da godt tænkes, at vi gør netop det, censurerer os selv. At
jeg gør det. At P. F. Jensen selv har gjort det.
Og det kan vel også
godt tænkes, at der ville blive skrevet flere store, grådige, mere beskidte,
romaner, hvis kritikken ville elske de forsøg, der faktisk gøres med dem, mere.
Ville invitere dem indenfor.
Det er det, jeg
får ud af at læse P. F. Jensens artikel. Og jeg vil ikke laste ham for ikke at
sætte navn på de forfattere, der angiveligt klamrer sig til den elegante
sætning og skriver minimalisme, eller hvad vi nu skal kalde det. Dem handler det
ikke om at skælde ud på. Det handler om at opfordre kritikken til at åbne sig
mere for andre typer dansk prosa.
Eller hvad,
Peder?
Hvis det er
sådan, P. F. Jensens artikel skal forstås, støtter jeg det varmt. Det gør Martin
Glaz Serup da forresten også, kan man læse på hans blog: