torsdag den 19. september 2019

Fest i narkokartellet

Jeg var til fødselsdagsfest på columbiansk i fredags.

Serena var inviteret til femårs fødselsdag hos en klassekammerat. Hele årgangen (48 børn – plus forældre) var inviteret, men kun Serena og en spinkel lyshåret pige dukkede op. Og det var et held, for vi havde 14 kvadratmeter at gøre godt med, og de var i forvejen pænt fyldt ud med de 25 'familie'medlemmer, som var på plads i stuen.

Det var ikke tanken, at jeg skulle med til festen. Jeg kom blot klokken syv, som var festens aftalte sluttidspunkt, for at hente, men det var alt for tidligt at gå, fortalte Serena, for gaven var ikke pakket ud og kagen ikke serveret.

Så jeg stillede mig til at vente i et hjørne. Sidde kunne man ikke, eftersom der var en halv kvadratmeter per mand. Jo, de fire tatoverede mænd i guldkæder måtte gerne sidde ned.

Midt på gulvet stod et højtaleranlæg, som spillede en pornoagtig, latinamerikansk musik, når ikke de to opdullede piger, som var inviteret til at underholde de få børn, som trods alt var til stede, var i gang med sanglegene. Det foregik med mikrofon og høj baggrundsmusik. Og så skulle de femårige piger ellers ryste numse. Bagefter var det mødrenes tur til at vise røv og patter og til sidst de øvrige damer, som var mødt frem.

Hen gennem aftenen dukkede der stadig flere voksne, latinamerikanske gæster op, hver især medbringende deres firetyvestyks rød Mahou (den lokale guldøl) og hvad de ellers havde brug for af stimulanser. De var stort set alle hårdtpumpede, tatoverede guldkædedrenge med en nedringet dame under armen. Der var også bedstemødre og halvvoksne børn, så vi nåede vel op på halvtreds mennesker. Der var 40 grader i stuen – og lige så mange mennesker; resten blev presset ud i det lille køkken, hvor de stimulanser, som ikke var på dåse, blev indtaget.

Der gik et par timer, dansene blev stadig mere seksualiserede, mændene mere påvirkede af diverse indtag og Serena mere og mere træt og frustreret over ikke at forstå, hvad der foregik. Hun kunne ikke genkende festen som en børnefødselsdag. Kagen blev stadig ikke skåret for og gaverne ikke pakket ud. Jeg ville virkelig gerne gå, men Serena var uforløst og gik ikke frivilligt med. Og så var døren i øvrigt spærret af columbianske mænd med korslagt arme.

På et tidspunkt mente fødselaren alligevel, at det måtte være hendes tur: Pludselig greb hun mikrofonen fra en af de hyrede duller og erklærede, at Serena var hendes bedste veninde i hele verden. Nu blev det helt umuligt for os at slippe ud, for alle kiggede på os.

Særligt en af mændene stirrede konstant på mig, og presset op i et hjørne som jeg var, var det ikke nemt at undslippe hans gennemborende blik. Og det var heller ikke så lige til at bevæge sig ud fra hjørnet, for sanglegene fyldte gulvet.

Jeg var svimmel, og Serena var udmattet og hørte ikke efter, når jeg forsøgte at forklare hende, at vi blev nødt til at gå uden kage.

Til sidst kom politiet for at lukke festen. Det var min åbning; jeg greb Serena, løftede hende op over hovedet på de dansende og stred mig gennem pattehavet, frem til den nu halvt åbne dør, hvor jeg hurtigt hilste af med fødselarens far og klemte mig med en grædende Serena i favnen ud til betjentene på den anden side.

Det samme gjorde moderen til den lille lyshårede pige, der havde siddet som forstenet hele aftenen.

Hun havde lige så lidt som jeg forstået, at invitationen til klassekammeraterne kun var proforma, sådan at moren kunne have god samvittighed over for sin fødselerende datter, og at ingen af forældrene ikke havde forventet, at nogen fra skolen dukkede op. 

tirsdag den 17. september 2019

Nedtur for dansk skønlitteratur

Hvem skal nu redigere de bøger, som de fyrede Rosinante & Co-redaktører har redigeret indtil nu? Hvem skal lave det grafiske arbejde, og hvem skal sælge bøgerne? Ingen? For hvor skal de fyrede redaktører, grafikere og marketingsfolk arbejde? De bliver hverken ansat på Kronstork, Politisk Revy eller Antipyrine. Og småforlagene kan med den frivillige arbejdskraft, de råder over, ikke udgive flere bøger, end de allerede gør. Mon ikke det betyder, at der nu vil blive udgivet mindre dansk skønlitteratur? Er der tale om lad os sige 7 redaktører, kan der måske blive tale om 100 (det er et gæt) færre bøger om året.


Med mindre Gyldendal da forestiller sig, at de 'overlevende' redaktører og grafikere nu pludselig kan nå at smække langt flere bøger sammen om året, end de kunne i forgårs. Der vil således blive udgivet mindre dansk skønlitteratur end før – eller mere sjusket redigeret og opsat skønlitteratur. Formodentlig lidt af begge dele. Det kan man synes er godt eller skidt, men benægtes kan det vanskeligt.