torsdag den 1. februar 2018

En dag, jeg var sur, gik jeg ind på en anarkistisk bar

En dag, jeg var sur, gik jeg ind på en anarkistisk bar. Da jeg havde fundet et hjørne, hvor jeg kunne sidde uforstyrret, skålede jeg fortroligt med mig selv og besluttede, at det var her, jeg hørte til, at jeg blot havde ventet på en lejlighed til at sætte mig ved netop denne bar. Det var ikke sandt. Jeg havde aldrig lagt mærke til baren før, havde ikke kendt til dens eksistens, før jeg trådte gennem døren. Den lå på en undseelig stikvej mellem Calle Embajadores og Calle del Mesón de Paredes i Lavapiés under 500 meter fra mit hjem. Lavapiés er fyldt med barer, og de fleste af dem er skoddet til i dagtimerne. Udefra kan man ikke se, om der gemmer sig en bar eller en indvoldsslagter bag skodderne, eller en kombination af begge.

Væggene var fyldt med indkaldelser til plenummøder om sexisme, studiekredse i magtfri kommunikation, weekendseminarer om biodynamisk piberensning,  demonstrationer mod politivold, invitationer til at indgå i ikke-hierarkiske kunstinstallationer i den nedlagt tobaksfabrik, La Tabacalera, og jeg lånte en kuglepen af bartenderen og noterede min e-mail-adresse forneden på dem alle sammen. Det mest imponerende var vægmalerierne med skyttegravsmotiver fra borgerkrigen, væmmelige var de i deres gustne brunhed, men jeg følte mig hjemme i dem, forsøgte flere gange at liste et ben eller blot en fod ind i det største. Også de moderne hverveplakater for den anarkosyndikalistiske fagbevægelse CNT og tilbudsavisen fra den røde bogcafé, Traficantes de sueños, faldt i øjnene.

Egentlig kan det være ligegyldigt nu; det er 80 år siden, at både stalinister, trotskister, socialister, liberale demokrater og anarkister tabte borgerkrigen til fascisterne, men jeg holder med anarkisterne, det har altid været vigtigt for mig at vide, for de var de sande revolutionære, både i måden at kæmpe på og i den frigørelse, de kæmpede for, mens stalinisterne reelt var kontrarevolutionære, og hvad angår både mål og midler: fascisternes forvrængede spejlbillede.

Jo længere, jeg sad i baren, desto tydeligere blev det for mig, at jeg var nød til at gøre noget. Det var ikke længere nok at drikke øl til solidaritetspriser, jeg måtte stå ved det oprør, som stadig stærkere vældede frem fra mavesækken. Min gode ven, Miguel, skåler altid for republikken, når vi slukker tørsten efter fodbold om mandagen. Han gør det for at provokere Jesús, som tror på monarkiet; jeg kan godt lide dem begge, så jeg plejer at mumle mit skonummer på dansk og løfte den femogtyve centiliters guldøl til lidt under skulderhøjde.

Nu skulle det være: Jeg greb min flaske, fangede bartenderens blik og fremsang et hæst, men højlydt ¡Viva la República! Allerede midt i denne dramatiske skålhilsen kunne jeg mærke, at jeg ikke ville komme tørskoet i land. Den spinkle rastafari kiggede vantro på mig. Hun ville ikke drikke på min skål. "Republikken?" sagde hun, "hvad skal vi med republikken?" Republikken er blot en forlængelse af den fascistiske undertrykkelse, vi kender i dag, forklarede hun uden at ville skjule sin foragt. Vi må klare os uden nogen form for stat, ellers ender vi hver gang det samme sted. ¡Viva la anarquia! istemte den ellers noget fidele type, som i flere timer havde siddet og talt bartenderen efter munden hen over den ølmættede egetræsdisk. "Jo, men ...", forsøgte jeg. Jeg prøvede at gøre gældende, at selvom det meste nok kunne forvaltes af nærdemokratiske selvstyreenheder, kunne i det mindste en lille stat være praktisk at have, bare en der tog sig af de overordnede retningslinjer for retsvæsen, skolevæsen, sundhedsvæsen, trafikregulering og måske en slags moderne politi. Så var det ud. Politi-ordet gjorde udslaget. Det var jo ikke en Podemos-bar, jeg sad på. Jeg forsikrede, at jeg aldrig havde stemt på Podemos eller noget andet spansk parti, hvilket er sandt, men ikke fordi jeg har boykottet valgene, som man burde, og det gennemskuede hun straks. Jeg fik lov at drikke øllen ud.

Senere kom jeg i tanke om, at jeg var sur på min nabo, som havde brækket næsen på min svoger. Naboen var sur over, at mine børn larmede for meget. Måske larmede mine børn, fordi de var sure på naboen, og nu var jeg bange for, at svogeren var sur på mig. Dette var det vigtigt at fortælle den nærdemokratiske bartender, følte jeg, for hvad stiller man op med den slags uden en retsstat? Men jeg lå allerede i min seng. 

Siden er jeg flere gange søgt tilbage mod baren, som et voldsoffer, der igen og igen opsøger sin gerningsmand. Er det ikke muligt med en forsoning mellem på den ene side en retsstat og et moderne, internationalt demokrati og på den anden side den anarkistiske selvforvaltning? Der må være en model, som tilgodeser begge behov.

Men jeg har ikke kunnet finde baren. Jeg har finkæmmet kvarteret ned til den mindste smøge og gjort det på alle tider af døgnet; jeg har set sidegaderne med skodderne slået for og fra, men baren er og bliver som sunket i jorden.

Ingen kommentarer: