søndag, december 30, 2012

Kategorisering af bestemthed


Jeg har det seneste års tid fået mig en nørdet biinteresse. Det drejer sig om et særligt emne inden for grammatikken, nemlig bestemthed. Det har jeg forsket en del i og skrevet meget om, hvilket jeg håber kommer den åndeløst spændte offentlighed til kundskab i det nye år.

En del af dette arbejde har bestået i at kortlægge, hvilke former for bestemthed vi faktisk har og bruger på dansk. Dette har så dannet udgangspunkt for en analyse af, dels hvordan vi bruger de forskellige former for bestemthed i hverdagssproget, i formelt sprog og i litterær tekst, og hvordan denne brug præger sproget. Dels hvordan man bruger bestemthed på andre sprog, som er typiske indvandrersprog i Danmark, og hvad dette betyder for, hvordan indvandrerne lærer dansk. Jeg har i den forbindelse lavet en række øvelser, som er målrettet de forskellige indvandrergrupper. Dette vil jeg holde for mig selv, indtil jeg har fundet en udgiver til disse analyser.

Men her vil jeg afsløre en del af konklusionen (det er jo ikke en krimi ...), nemlig selve kategoriseringen. Den er nemlig forudsætningen for den litterære analyse, som jeg efterfølgende vil lægge op.

Kategorisering:
Bestemthed 1: Bestemthed med endelse (-en, -et, -ne, -ene)

Bestemthed 2: Bestemthed med artikel (den, det, de) og et præciserende bestemthedsbøjet adjektiv knyttet til substantivet

Bestemthed 3: Bestemthed med artikel, uden adjektiv, men med en efterfølgende præcisering i en relativsætning eller at-sætning (fx den hest, der kommer først i mål)

Bestemthed 4: Bestemthed som en variant af bestemthed 3, men hvor den efterfølgende præciserende eller bestemmende sætning udelades, mens den indhold forudsættes bekendt af den fortrolige kreds, der tales til (fx han stod med den pind i hånden)

Bestemthed 5: Bestemthed med demonstrativt pronomen (denne, dette, disse, hin, hint, hine, begge, samme, den, det, de)

Bestemthed 6: Talesprogsvariant a) af bestemthed 5, genstanden inden for rækkevidde (den her, det her, de her)

Bestemthed 7: Talesprogsvariant b) af bestemthed 5, genstanden inden for synsvidde (den der, det der, de der)

Bestemthed 8: Bestemthed med genitiver og possessive pronominer, der kan stå som subjekt (min, mit, mine, din, dit dine, hans, hendes, dens, dets, ens, vores, jeres, deres)

Bestemthed 9: Bestemthed med possessive pronominer, der kun kan stå som objekt med refleksiv funktion (sin, sit sine)

Bestemthed 10: Bestemthed med artikel, men uden præciserende adjektiv eller efterfølgende præcisering (præsens participier som de handlende, de studerende, de rejsende)

Bestemthed 11: Bestemthed med artikel og bestemthedsbøjet adjektiv, men med udeladt substantiv (fx den slemme, den værste, de værste)

Bestemthed 12: Substantiveringer af bestemthed 11, altså begrebsdannelser (fx det sociale, det private, det moderne)

Bestemthed 13: Proprier, dannede med bestemthedsartikler eller som ordinære navne (fx Den mindst ringe, Den blege, Den dumme, Huset, Manden, Mogens, Middelfart, Danmarks Radio, Bestemt)

mandag, november 26, 2012

La Latina og krisen i Spanien


Artikel bragt i magasinet Solidaritet:

Her fra min altan kan jeg høre og se alt, hvad der foregår på byggetomten Campo de la Cebada, og det er Madrids mest interessante plads netop nu.

Nu fyldes pladsen med børnefamilier. Jeg genkender mange af dem fra La Paloma, børnenes skole. Det strømmer til med strejkende forældre, som kommer her med deres børn for at skilte med deres utilfredshed. I dag handler det om nedskæringerne i den spanske folkeskole. Jeg skal derned med Karl og Vera om lidt. På La Paloma er der nu to færre lærere end før sommerferien, mens antallet af elever er sat op med tre per klasse.

På Campo de la Cebada lå en offentlig svømmehal midt i La Latina. Byggetomten er en del af Plaza de la Cebada, et af La Latinas mange åbne arealer. Svømmehallen blev for fire år siden revet ned med løfte om en ny. Den nye kom ikke. Det gjorde krisen. Spanierne har valgt Mariano Rajoy og hans konservative PP til at løse de økonomiske problemer. Også i Madrids bystyre er PP ved magten, og både på landsplan og i Madrid forsøger politikerne sig med en neddrosling af den offentlige økonomi. Nedskæringer i den offentlige service og privatisering.

13. juni vedtog Rajoys regering en sparepakke på endnu 65 milliarder €, hvilket betyder, at det offentlige budget i alt er beskåret med 100 milliarder € i løbet af et halvt år. Momsen er sat op fra 18 til 21%. Funktionærernes realløn er reduceret med 25%, siden Rajoy tog over, og den diminutive arbejdsløshedsunderstøttelse er sat ned med 10 %.
Campo de la Cebada skal privatiseres, og så skal der bygges et butikscenter. De lokale beboere er sure over, at de aldrig får deres nye svømmehal, men sure på en glad måde. De har lavet en forening, som arrangerer aktiviteter på pladsen for at holde opmærksomheden rettet mod den manglende pøl.

Billed- og installationskunstnere udstiller på pladsen, skulptører. Balletinspirerede cirkusartister optræder. Der er teatersport, nogen bygger højbede til tomat, aubergine og krydderurt, andre bygger skyggefulde tribuner med hjul under, så de kan flyttes rundt alt efter, hvor på pladsen der er optræden. Tribunerne bygges af en blanding af nyt tømmer og gedigent skrammel. En er lavet af 24 forskellige spisebordsstole boltet fast på friske lægter, en anden af bildæk og en af frugtkasser. Der er otte rullende tribuner i alt.

Der bygges legehuse til børnene, eller de kan selv bygge af nedbrydningsaffaldet. Nogen sidder og tegner i skyggen, spiller skak eller læser i den store gyngesofa. Der er open air-filmforevisninger om aftenen. Der er en basketball-bane med hjemmehæklet dækken til pladen, så bolden ikke larmer, når den rammer, der er bordtennis og fodbold. Når de røde har marcheret i gaderne og demonstreret på Plaza Mayor mod nedskæringer og privatisering, holder de folkekøkken på Campo de la Cebada.

Hver søndag er der koncert med Cantamañanas, som er en gruppe sangere med guitar på. Folkesangere, humorister, protestsangere. De holder små politiske taler mellem sangene. Koncerterne starter kl. 13 og fortsætter i 7-8 timer. Sådan kører det hele året, de holder til i kvarteret. En af dem er min datters sanglærer i skolen.

I sidste uge var der sangerfestival. Hver aften sang og spillede solister fra hele verden. De fik tre sange hver. Sangerne fra Cantamañanas introducerede deres gæstekolleger, solgte øl og vand og fik det hele til at klappe. Det er aktivistarbejde. En sur indianer fra Bolivia har fået beslaglagt sin guitar af politiet, fordi han spillede på gaden. Så låner han en af en argentinsk kollega, og synger surt og pragtfuldt.

Nu er der standup-festival.

For et par uger siden uge stillede aktivisterne oppustelige svømmebassiner op på pladsen. Folk kom i badetøj, der var vandkamp overalt. Børn i ukontrollabel leg. Sol, brune ben, voksenleg, men også plancher og brochurer, som forklarede om privatiseringens konsekvenser. Det handler om vand. Ikke kun om vandet i den nedrevne svømmehal, men også om de offentlige vandressourcer, det dejlige jernholdige bjergvand uden kalk. Madrid ligger 800 meter over havets overflade. Vandet skal nu privatiseres med forhøjede priser, deregulering og risiko for overudnyttelse og tørke til følge, sådan som man har set det andre steder, fx i Indien. Verdensbanken har tvunget Indien til at privatisere de fælles vandressourcer, de små vandtempler, hvor alle kunne slukke tørsten og skaffe gratis vand til afgrøderne, men under lokal råds skånsomme restriktioner. Efter privatiseringen er der givet los for udnyttelsen af vandet, alt er solgt, og de knappe ressourcer er flere stedet brugt op, tørlagt, og store områder, som før blev dyrket, er ørken. Også Madrid er tør, solen brænder, det regner aldrig her, og byen er på 70 år vokset fra en million til treenhalv.

Modstanden mod dette privatiseringsperspektiv er en naturlig del af de politiske aktiviteter på Campo de la Cebada.

La Latina er et kvarter i den sydvestlige del af Madrids centrum. Det dækker måske fem procent af byen. Kvarteret er opkaldt efter et berømt teater, der ligger på pladsen, lige foran metrostationen La Latina. Det er ikke byens mest eksperimenterende teater, de spiller Hvem er bange for Virginia Wolf?, man tager ikke store chancer med repertoiret, når kunderne ingen penge har. La Latina er ikke slum, men er dog en væsentligt fattigere bydel end nordøst. Det er Madrids indre Nørrebro, Campo de la Cebada er dens Blågårds Plads.

Bevæger man sig blot to kilometer længere ned ad bakken mod sydvest, kommer man til fodboldklubben Atlético Madrids hjemmebane, Vicente de Calderón. Den ligger i et genuint arbejder- og indvandrerkvarter. Det er her immigranterne fra de tidligere kolonier bor. Her hader de fleste beboere Real Madrid og Cristiano Ronaldo lige så meget, som de elsker Atlético og deres målhelt, tigeren Radamel Falcao, som er colombianer. Det er ikke ligegyldigt her.

Latinamerikanerne har ikke sproglige tilpasningsvanskeligheder, men udgør fremdeles en økonomisk underklasse i Madrid. Deres tilknytning til arbejdsmarkedet er langt svagere end fx kinesernes. Latinamerikanerne er ikke så velorganiseret en indvandrergruppe, som kineserne er, og med en arbejdsløshed på 23% er det ofte latinamerikanerne, der ryger ud. De hører ikke til de mange offentligt ansatte, som for tiden bliver fyret, men når den lavere spanske middelklasse mister funktionærstillingerne og synker ned i arbejderklassen, bliver de latinamerikanske arbejdere presset ud gennem bunden af arbejdsmarkedet.

Man mærker det på mine børns tidligere skole nede i rabarberkvarteret ved Vicente de Calderón. Der kommer hele tiden nye børn i klassen. Udskiftningen er stor, fordi så mange familier rejser hjem til Peru, Argentina, Paraguay og Chile. ”Vi rejser hjem for i det mindste at være arbejdsløse blandt familie og venner”, siger forældrene, når vi venter på, at børnene løber ud gennem porten. Selv cubanerne rejser hjem til deres forarmede ø; undtagen Ramón, som har mojito-baren rundt om hjørnet.

Også her oppe i La Latina er Atlético de flestes hjerteklub. Når Real Madrid spiller mod FC Barcelona, præger Barcelona-trøjerne barer og gader, fordi Barça er Reals hovedrival, den stærkeste udfordrer af kongemagten, centralstyret og højrefløjen, og kampene mellem Barça og Real er større end alt andet, selv nu, hvor Atlético topper La Liga sammen med Barça.

Krisen i Spanien har ikke sit udspring i de offentlige finanser, som den har i Italien og Grækenland. Zapateros socialdemokratiske regering brød ikke Maastricht-traktatens gældsloft på 60% af BNP, som fx selv Tyskland gjorde, og den spanske stat kunne i 2007 og 2008 præstere et budgetoverskud på næsten 2% af BNP.

Problemerne opstod i den private sektor. Landet gennemlevede et eventyrligt byggeboom, især på Solkysten, hvor udenlandske investorer spillede en stor rolle, og da finanskrisen så trak fundamentet væk, og byggesektoren kollapsede, trådte staten til for at redde bankerne, som havde lånt miliarder af euro til investorer og huskøbere. I 2008 blev de offentlige finanser alvorligt ramt af bankredninger og vigende skatteindtægter, som skyldtes den nye arbejdsløshed, og af udgifter til understøttelse. Spanien havde i modsætning til, hvad der ofte fortælles, ikke lånt for meget, men de nye lån, de blev nødt til at optage, er forrentet med op til 7%, mens Storbritannien, som har et underskud på størrelse med Spaniens, kun betaler 2%.

Krisen har fået regionale konflikter mellem staten og autonomierne i nord til at blusse op. For tiden er det dog ikke så meget Baskerlandet og ETA, man hører om. Især katalanernes latente lyst til selvstændighed er vækket. Katalonien er en af de rigeste autonomier i den spanske stat. En betydelig del af Spaniens industri er placeret i Barcelona. Mens turismen og byggeboomet i Andalusien bogstaveligt ligger i ruiner, halvfærdige byggeprojekter forfalder, fordi investorerne er sprunget fra, har industrien i Katalonien det acceptabelt. Katalanerne har aldrig haft nogen stor kærlighed til Madrid og den centralmagt, som især i de 40 år under Franco underkuede deres sprog og kultur, og nu synes det Artur Mas’ politisk midtsøgende regering i Katalonien ikke, at de skal betale for krisen i syd. Katalanerne vil ikke betale skat til den spanske stat, men vil have lov til selv at indkræve skatter og råde over midlerne. Katalanerne betaler forholdmæssigt den samme skat, som man gør i alle autonomier i den spanske stat, men nu hvor der tjenes så lidt i resten af Spanien, føler mange katalanere, at de på denne måde kommer til at betale for stor en andel af den samlede spanske kriseløsning. De vil have deres penge tilbage. Om ikke andet vil de have et kæmpe lån af staten til at betale de offentligt ansattes løn for resten af året.

Det vil den spanske regering ikke give dem. Den katalanske regering har derfor valgt en ny, mere konfrontatorisk kurs over for Spaniens konservative regering, og det ser ud til, at de har lokalbefolkningen med sig. 11. september demonstrerede cirka 1.500.000 fredeligt i Barcelona for katalansk selvstændighed. Det er de største demonstrationer i mands minde, og lokalstyret udskrevet valg til den 25. november (to år før tid) for at indhøste et stærkere mandat til den radikale selvstændighedskurs.

PSOE’s præsident Alfredo Pérez Rubalcaba har forsøgt at komme de utilfredse katalanere i møde ved at foreslå en løsere tilknytning mellem autonomierne, en udvikling af staten i en mere føderal retning. Men det har det regerende PP kategorisk afvist, ligesom de afviser en egentlig katalansk løsrivelse under henvisning til den spanske forfatning, som forbyder noget sådant. Det vil ødelægge Spanien, siger de. Rajoy-regeringen fik i begyndelsen af oktober EUs støtte til sin taktik med at ignorere oprøret i Katalonien. Det var et tilbageslag for Artur Mas, som havde håbet på EU, men taktikken kan næppe lykkes på blot lidt længere sigt.

Artur Mas er ikke valgt på et krav om decideret løsrivelse, men efter demonstrationen 11. september har han strammet retorikken og taler nu om behovet for en selvstændig stat. Det gør også FC Barcelonas præsident Sandro Rosell. På 10 år er opbakningen til løsrivelse vokset fra 36% til 51. Kravet om selvstændighed tages nu så alvorligt, at sportsjournalisterne er begyndt at spørge Barcelonas spillere, hvad der sker med El Clásico, når Katalonien løsriver sig fra Spanien. Svaret er, at FC Barcelona vil fortsætte med at spille i La Liga, ligesom selvstændige Monaco spiller i Frankrig. Spørgsmålet er naturligvis, om resten af Spanien vil have dem med, hvis det kommer dertil.

Kongeklubben, Real Madrid, holder til i byens nordøstlige del. Det er overklassens Madrid. Her ved Santiago Bernabeu, hvor gaderne stadig har navne efter Francos generaler: Juan Yagüe, Quiepo de Llano og José Enrique Varela, er der ingen krise. Her er Franco endnu en helt for mange. Det er PP-land. De færreste af PP’s vælgere ønsker det fascistiske diktatur tilbage, men mindes det med respekt og stolthed.
La Latina i sydvest er som et andet land. Krisen er ganske vist ikke så udpræget her som længere nede ad bakken, men krise er her. Når aktivisterne på Campo de la Cebada har tid til at kæmpe for kulturen, fællesskabet og vandet, er det jo, fordi de intet arbejde har at passe.
Det er her byens få økologiske butikker og restauranter ligger. Det er anarkisternes kvarter. Den anarkosyndikalistiske fagbevægelse, CNT, som spillede så væsentlig en rolle i den spanske borgerkrig, har hovedkvarter på Plaza de Tirso de Molina. Det er en anden af La Latinas pladser, som ligger 500 meter fra Plaza de la Cebada. Sammen med den mere ydmyge Plaza de Cascorro og den helt anonyme Plaza del General Vara de Rey indrammer den El Rastro, det største og ældste gademarked i Madrid, som hver søndag fylder gaderne i La Latina-kvarteret med mennesker og med stande, boder, butikker, som flytter ud på fortovet eller gaden. Gode sager, antikke møbler, ting i jern eller metal, ovne, kommoder, gamle globusser, men også rustne nøgler til døre i nedrevne huse, de farvestrålende peruvianske skjorter, som altid stumper på ærmerne, billeder af butiksindehaverens eks-svigermor, jamen, rammen er af støbejern, se, sådan kan man skifte billedet. Alt sammen til turistpriser, som nok kan forhandles, men det er jo ikke Marokko, det her.

Samtidig repræsenterer de fire pladser hver sin del af La Latina. At Plaza de la Cebada er bohemernes og de intellektuelles plads, er tydeligt.

Plaza de Cascorro er til gengæld kinesernes. Klokken 15.30 er solen for skarp til, at man kan arbejde. Sådan er det det meste af året, men også nu, midt på efteråret, er der siesta. Butikkerne lukker halvanden time, også mange restauranter gør, og nogen lægger sig. Men de fleste går ud og tager lidt tapas sammen med kollegerne. Også kineserne trækker ud fra butikkerne og mødes i kliker på byens torve. På Plaza de Cascorro får de kørt varer ud fra deres ligeledes kinesiske grossister. Her står de så med deres tøjpaller og udveksler erfaringer med landsmænd. De har deres egen liga, de styrer tøjforretningerne, frisørerne, papirvareforretningerne, isenkræmmerne, grønthandlerne, de store kiosker og de små supermarkeder. I La Latina er det meste kinesisk, især gaderne omkring Plaza de Cascorro. De mange antikvitetsforretningerne er dog sjældent. Restauranterne er heldigvis også spanske, og fiskeforretningerne.

Plaza de Tirso de Molina er sumpernes plads, alkoholikernes og narkomanernes. Stemningen er rå, og gadekriminaliteten er udpræget. Narkodealerne kommer også her. Men den smukke plads har også springvand, der er otte blomsterboder, store fortovscafeer med fadølsfordrukne turister og halvdyre, traditionelle restauranter og billige barer. Der er også en legeplads med interessante stållegeredskaber, unika. Pladsen har sin egen metro. Der er en Lidl. I Lidl har jeg hørt en kassedame synge til arbejdet. Det har jeg godt nok aldrig i Fakta på Østerbro. Det er ikke, fordi lønnen er højere her, eller fordi arbejdsmiljøet er bedre. Arbejdsbetingelserne er langt ringere. En almindelig (fx skolelærer) løn i Spanien er på 1000 € om måneden; en kasssedame i Lidl tjener langt mindre. Det er ikke, fordi kassedamerne er gladere her, eller fordi spanierne er. Kvinden var ikke spanier, men latinamerikaner, og hun var både træt og trist, mens hun sang. Hun sang for ikke at falde i søvn. Men hvorfor synger de trætte danske kassedamer ikke for at holde sig vågne? Jamen, det ville da aldrig falde dem ind. Det ville virke pinligt, det er forskellen.

Her er Lidl og 8 blomsterboder, og CNT, som altid advokerer for en strejke på et banner på facaden, huelga general! eller huelga indefinida! I dag er der forældrestrejke på byens offentlige skoler. Vi holder børnene hjemme. Det er regeringen nok ligeglad med.
Generalstrejken 29. marts mod den arbejdsmarkedsreform, som gør det langt lettere at fyre sine medarbejder, lammede heller ikke ligefrem landet. Dertil var opbakningen trods alt for ringe; selv på CNT’s Tirso de Molina kunne man gå ud og spise tapas eller købe varmt brød i Lidl. Men siden er protesterne vokset fra uge til uge. Hver uge er der store demonstrationer mod PP’s krisepolitik ikke blot i Barcelona og Madrid, men i alle større byer i Spanien.

Det er også på Tirso de Molina, at sumperne regerer. Her lugter ærligt talt altid af pis, selvom gader og fortov bliver vasket hver morgen, fordi det regner så sjældent, og her så mange hunde.

Den mere anonyme Plaza del General Vara de Rey er det fjerde hjørne i El Rastro. Her omkring de skyggefulde kastanietræer ligger arbejderboliger. Det er arbejdernes og pensionisternes plads. I stueetagen er der ingen fine restauranter eller smarte butikker, men stambarer og små produktionsvirksomheder, en billedrammefabrik, fx. Heromkring ligger adskillige antikvitetsforretninger. Kinesernes kristne kirke ligger også her, og så har pladsen et stort dagcenter for pesionister, Centro de Día. Det er en stille plads. Undtagen om søndagen, hvor den er en prominent del af gademarkedet. For eksempel er det her, konerne slås om brugte sko og piratkopier af mærkevarer.

I Spanien starter børnene i skole det år, de bliver tre, og i de små klasser satses der på sprog. Det er et resultat af den langsigtede kriseløsningsstrategi, som Zapateros PSOE-regering forsøgte sig med. Det er sådan, landet forsøger at udvide eksportmarkederne. Børnene har engelsk fra skolestart. I mange offentlige skoler foregår halvdelen af undervisningen på engelsk, fra børnene er 6 år.

I de større klasser satser skolen meget på hård videnskab, knap så meget på dialog, kritisk tænkning og filosofi.

Hospitalerne er præget af en tilsvarende fokus på teknologiske løsninger. De er langt mere teknologisk avancerede end de danske, men den tænkning, der ligger bag denne satsning, resulterer fx også i, at fødsler bliver sygeliggjort. Alle fødende får rygmarvsbedøvelse, med mindre de frabeder sig denne teknologi. Der er maskiner og medicin til alt. Det er, som om Spanien siden Francos død har overgjort sin stræben efter at komme udviklingsmæssigt på højde med Nordeuropa efter de mange års afsondring og fattigdom under diktaturet. Det teknologiske og kvantificerbare ses som det moderne, der peger ud af fascismens mørke.

Om lidt står vi nede på Campo de la Cebada og demonstrerer mod nedskæringerne i den offentlige skole i Spanien. Jeg har sagt til Karl på fem år, at vi skal vise dem, der bestemmer over Madrid og Spanien, at vi er vrede over, at deres skole ikke længere har en lærer, der kan hjælpe de børn, som har det særlig svært, og at også en anden lærer mangler, mens der er kommet flere børn. ”Nu kan I ikke længere komme på udflugter”, siger jeg. ”Men kommer dem, der bestemmer over Madrid, ned på pladsen?”, spørger Karl. Det gør de nok ikke, må jeg indrømme. ”Men skal vi så ikke gå der hen, hvor de bor?”, spørger han.

Det skal vi. I aften vil over 100.000 madrillenere fra alle byens offentlige skoler samle sig på Paseo de Prado og gå op mod rådhuset og videre frem mod undervisningsministeriet for at demonstrere mod regeringens krisepolitik. Vi tage skilte med og gryder, som vi kan slå på. Trommer. Fodboldfløjter. Solen vil skinne, folk vil finde nye venner, og gamle, vi vil synge, nogen vil ryge hash. Vi vil selv beskrive demonstrationen som en succes, regeringen som en bagatel. Og i næste uge vil der komme endnu flere.

tirsdag, november 20, 2012

Jeg tror i det store hele ikke, at normale mennesker findes


Det er mest bekvemt at tillægge de personer, som det er synd for, sympatiske træk og ædle handlemønstre. Fx forventer vi, at jøderne gør en sympatisk statsførelse, når de endelig får chancen, at de sorte i Sydafrika gør. Sådan foretrækker vi at se verden. Vi tænker også, at de syge, de fattige, de mishandlede og ensomme mennesker er bedre mennesker end andre, ikke perfekte, men at de i det store hele gør gode ting og tænker bedrøvede, men smukke og kærlige tanker.

Men det kan man ikke uden videre regne med.

Det kræver styrke at gøre godt, det kræver ressourcer; overskud kalder vi det. Menneskets største ressource er kærlighed, og har man fået for lidt af den, er det svært at møde andre mennesker i en kærlig ånd.

Der findes ensomme mennesker, som angler efter kærlighed, efter at blive set, mærket, men netop derfor ikke bliver det. I øjeblikkets desperation falder de for fristelsen til at gøre noget ynkeligt og forkasteligt i deres higen efter anerkendelse.

Dette er ikke noget, vi bryder os om at se, men sandt er det.

Ofte betragter vi disse følsomme og skrøbelige menneskers desperate handlinger med svag og udeltagende undren. Sådanne skøre ting gør folk da ikke, mener vi, og når de gør, er de selv ude om det. Så vil vi ikke se dem.

Men det gør de. Også derfor skal vi elske dem og tage os af dem. Vi skal se dem, disse helt almindelige, vanvittige mennesker, i stedet for at kigge væk, når de skejer ud.

Hvad mere er: Jeg tror ikke, det er ret almindeligt at være, hvad vi almindeligvis omtaler som normal. Jeg tror ikke, at nogen i ærlighed kan sige, at de aldrig har følt fristelsen til at gøre vanvittige ting. Jeg tvivler endda på, at ret mange kan sige sig fri for at føle sådanne fristelser igen og igen. En fristelse, ja en drift mod det. Jeg tror i det store hele ikke, at normale mennesker findes, hvis man er ærlig og kigger ordentligt efter.


Normaliteten er ikke normal, men en standart, vi forsøger at opdrage vores børn til at tilnærme sig, fordi den gør det lettere at få mange mennesker til at passe ind i et fællesskab, vi tager normalitetens klædedragt på og går ind i det rum, hvor alle andre er klædt ud på samme måde. Ofte er dem, der klæder sig allermest almindeligt ud, dem der rummer drifter mod en adfærd, som afviger voldsomt fra denne kunstige fællesnorm; det er dem, der kender sig selv så dårligt, at de er bange for ikke at kunne håndtere disse afvigelser, som vi kalder perverse. Hos mange er denne selvundertrykkelse endda ubevidst. Normalitetens klædedragt har ikke været af i årevis, den er vokset fast til huden, og dem der bærer den forveksler den med deres eget skind. Det er farligt, for tøjet passer aldrig, og før eller siden brister det, og sammenvokset med huden, som det er, gør det ondt, når det revner.

Hvad jeg siger, er ikke, at vi skal give efter for vanviddet, give slip på os selv, på alle sider af os selv. Et vist mål af selvundertrykkelse er helt nødvendig og vil sandsynligvis være det i et hvilket som helst samfund, hvis det skal overleve mere end en enkelt generation. Men vi skal lære at forstå og tilgive vanviddet, og det kan vi bedst ved at kigge ind i os selv.

torsdag, november 15, 2012

Frigørelse og fagforeninger

Vi ser sydeuropæiske fagforeninger kæmpe for bevarelse af arbejdspladser i miner, hvor alle medarbejdere får slidt deres led i stykker og ødelagt deres helbred af giftige mineraler. Arbejdspladser, hvor arbejderne har en ensformig og mentalt invaliderende hverdag, en dårlig løn og ingen indflydelse på deres eget arbejde. Samtidig er det arbejdspladser, som set i et mere overordnet perspektiv er forældede og ikke tjener nogen anden funktion end at fastholde samfundet i et unødvendigt forurenende forbrugsmønster. Det er ingen progressiv kamp.

Vi ser danske fagforeninger kæmpe for højere løn til højtlønnede, velvidende at det vil øge uligheden i samfundet og på den enkelte arbejdsplads, hvor de lavtlønnede aldrig vil opnå de samme nominelle lønstigninger. Øget ulighed på den enkelte arbejdsplads er med til at hierarkisere og umenneskeliggøre relationerne mellem medarbejderne yderligere. Det er en udvikling, som skyder den sociale frigørelse stadig længere ud i fremtiden.

Danske fagforeninger kæmper for deres egen faggruppes egoistiske interesser i pension og løn. De kæmper ikke for alle medarbejderes fælles indflydelse på arbejdets organisering, ikke for indflydelse på produktionens samfundsmæssige, fx miljømæssige, betydning, og produktets kvalitet, ikke for lønudligning og fordeling af arbejdet, så alle medarbejdere hver dag får brugt både krop og åndsevner i et afvekslende arbejde. Det gør de ikke, fordi de kæmper inden for rammerne af Hovedaftalen mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne, som giver arbejderne ret til at organisere sig og strejke og kæmpe for løn, arbejdstid og arbejdsmiljø, men som samtidig fastslår, at arbejdsgiverne har retten til at lede og fordele arbejdet.

Det er det danske aftalesystem, den danske model, som selv socialisterne i Enhedslisten forsvarer. Men inden for rammerne af Hovedaftalen kan man ikke nærme sig socialismen. Kampen for socialismen indebærer en opsigelse af Hovedaftalen.

En fagbevægelse, som kæmper på Hovedaftalens præmisser, vil altid som hovedtendens være reaktionær (selvom de kan kæmpe nok så mange progressive enkeltkampe), og hele laget af professionelle systembevarere i den danske fagbevægelse står i vejen for en frigørende udvikling.

Ønsker man den sociale frigørelse, skal man ikke kun arbejde for en opsigelse af hovedaftalen. I sig selv løser det intet, for hele fagbevægelsens struktur er modelleret efter Hovedaftalens dårlige kompromis mellem lønarbejdere og virksomhedsejere. Opsigelsen vil ikke stille en kollegial magt i stedet for virksomhedesejernes og pampernes magt, men blot svække pamperne over for kapitalisterne. Modmagten skal opbygges ved siden af den nuværende fagforeningsstruktur. Vi skal arbejde for fagforeninger, som har deres basis på den enkelte arbejdsplads, og som går på tværs af faggrænser. Disse nye fagforeninger skal solidarisk kæmpe for alle medarbejderes vilkår, ikke splitte dem op i kamp om den fælles lønsum. Det handler om lønudligning og medarbejderindflydelse på arbejdets tilrettelæggelse og fordelingen af arbejdets udkomme. Om arbejdsmiljø og ydre miljø. Om at skabe arbejdspladser, som producerer for samfundets behov og velfærd, ikke for profit, og som producerer på en måde, der er udviklende og sund for alle medarbejdere.

Ligeløn for alle er den yderste grænse, vi gradvis skal forsøge at tilnærme os. Det forudsætter en anderledes fordeling af arbejdet, fx en opkvalificering af de ufaglærte arbejdsfunktioner. Men der vil formodentlig altid være behov for specialister med ekstra lange uddannelser. Derfor forudsætter en tilnærmelse til ligeløn også, at de medarbejdere, som har de længste uddannelser, også får løn under uddannelsen. Det skal arbejdsgiverne være med til at betale. Fx kan en del af de højtuddannedes høje løn i stedet indgå i en uddannelseslønpulje, som også staten bidrager til med SU-pengene. En anden del af den høje løn må gå til hævelse af de laveste lønsatser på arbejdspladsen.

De nye arbejdspladsbaserede fagligforeninger skal ikke kæmpe for højere løn til de højtlønnede, men for lavere løn samt løn under uddannelsen og hævelse af de laveste lønninger.

Socialismen handler ikke om forsvar for privilegier og øgede forbrugsmuligheder for alle, men om lighed, frihed og selvudfoldelse.

mandag, november 05, 2012

Sådan en eftermiddag er det jo også


Men så begynder solen alligevel at varme i kinderne, sådan en eftermiddag er det jo også, vi åbner frakkerne og lader dem blafre. Jeg hilser på Alfredo fra Bar Pollo. Jeg kan se fidusen i hans flade pande og skaldede isse i det blæsevejr. Det er, som om han slipper billigere, går nedenunder. Eller hans svedne grin, når han fortæller en af de sjofle. Jeg forstår dem stadig ikke, men jeg ved, hvad de handler om, og hans tænder er nok til at få mig til at smile. Han åbner om lidt og skal stå der til de næste tolv timer. Det er nu, han skal hente de æg til vores tortilla. Jeg kan se, at han håber, vi kommer i aften. Han er lige ved at spørge, men han ved, at vi spiller fra ni til halv elleve, og kan ikke forlange at få mere at vide nu. Han er nødt til at lave den tortilla og håbe på, at vi tager en øl på vej hjem. Vi er hans eneste kunder efter ti om mandagen. 

Så skal jeg på posthuset. Jeg hilser på Jesús, portneren fra børnenes skole. Det er anden gang i dag. Jeg kan se, hvor spændt han allerede er. Han er stadig en af de bedste, men er begyndt at tabe bolden, når han laver stopfinten og dribler bag om støttebenet. Der er ingen, som kan nænne at fortælle ham, at det er på tide at begynde at spille mere simpelt, tage den nemme aflevering. Det er jo Jesús, der har lært vores sønner at spille. Carlos har selv haft ham som træner for tyve år siden. Det er også Jesús, der har nøglerne til banen, vasker trøjerne og har bolden med. Og det er Carlos, der stjæler bolden fra ham og banker fire i kassen hver mandag. Men alle ved, det er Jesús, der bestiller den sidste omgang nede hos Alfredo.

tirsdag, oktober 30, 2012

Gasmændene


Det ringer på døren, og jeg lukker ikke op. Det ringer igen, mere insisterende, og jeg kommer i tanke om, at Christinas telefon ringede fire gange i formiddags, hun havde glemt den, og jeg kunne ikke besvare opkaldet, fordi den var låst. Jeg havde tænkt, at det måske var fra børnenes skole, men gik ikke derhen, fordi jeg vidste, at de ikke ville forstå mig, hvis jeg spurgte, om de havde ringet. Skolen har også mit telefonnummer, og kunne ringe til mig, hvis der var problemer. Men jeg er alligevel ikke sikker, så jeg lukker op.

Det er to mænd på tilsammen et godt stykke over 200 kg. De er høje af spaniere at være. Måske er de ikke spaniere, tænker jeg, men rumænere. Rumænerne er gerne lidt større, men disse to taler spansk; ikke et spansk, jeg forstår, ganske vist. Det går alt for hurtigt, og selvom jeg siger, at jeg intet forstår, fortsætter de på samme måde. Pludselig forstår jeg alligevel, at de siger noget med gas. De skal ikke aflæse forbruget, ved jeg, for vi køber det på flaske, så jeg tænker, at de skal tjekke installationerne. At der er noget galt, en utæthed. De bærer skilte på de officielt udseende, blå dragter, men jeg kan ikke nå at læse, hvad der står.

Jeg lukker dem ind og viser dem ud i køkkenet, hvor den ene straks går i gang med at vride i flaske og slange. Han tænder for alle tre blus, skruer helt op og holder et aparat hen over flammen. Han ser professionel ud, men jeg ved ikke, hvorfor de er i mit hjem. Jeg prøver at spørge ham, hvad han laver, og han viser med sin attituder, at det skal man da være idiot for ikke at kunne se. Jeg kan også godt se, at han tjekker mine gasinstallationer, formodentlig tjekker om der siver uforbrændt gas ud, men jeg ved ikke, hvem de er, og hvorfor han gør det.

Den anden har sat sig ved mit køkkenbord og udfylder en formular med adskillige forskelligtfarvede gennemslag. Han beder om et kort, som jeg ikke ved, hvad er. Jeg siger, at jeg ikke har sådan et kort, hvilket iriterer begge mænd, som så beslutter sig for at bede om mit pas i stedet. Jeg spørger hvorfor, hvilket blot får dem til at gentage, at de skal have mit pas, og jeg giver dem mit pas. Bandende og vredladen giver jeg dem mit pas. Jeg er ikke tryg ved netop dette. Manden ved bordet gør nu formularen færdig med oplysningerne fra mit pas og mit telefonnummer, som han også har fået.

Så spørger han, hvordan jeg vil betale. Jeg spørger, hvad jeg skal betale for. ”Dette”, siger han og gentager sit spørgsmål. Jeg siger, at jeg ingen penge har. Det har jeg virkelig ikke, og det svar får ham til at rejse sig op og gå et skridt frem mod mig. Også manden med aparatet rykker nærmere. ”Det skulle du have sagt tidligere”, siger manden med formularen, og nu forstår jeg pludselig alt, hvad han siger, han taler langsomt og tydeligt, og jeg ved, at han har ret. Det skulle jeg virkelig have sagt noget tidligere. ”Har du et kort?”, siger han og viser med fingrene, at det er et betalingskort, han mener. Jeg spørger, hvor meget jeg skal af med. Det er cirka 100 euro, og jeg ved, at der ikke er dækning, og at jeg ikke kan skaffe pengene, men at kortet ikke er spærret. ”Hvem betaler jeg til?”, spørger jeg. De griner begge kort, og manden med formularen peger på hovedet af formularen. Begge viser deres skilte på uniformen. Ingen af delene kan jeg læse, og de beder igen om mit kort. Og får det.

Formularmanden stikker kortet i en transportabel automat. Jeg kigger på displayet og konstaterer, at beløbet stemmer med, hvad de har sagt, og jeg taster min pinkode, skriver under to steder og får mit pas og Dankort tilbage. Manden ved gasblussene slukker og fortæller med et smil, at installationen er 100 procent i orden. Han sætter et klistermærke på gasvandvarmeren, peger på det og siger, at jeg kan ringe 24 timer i døgnet, hvis der er problemer.

Lidt efter er de gået.

fredag, oktober 26, 2012

Mega lega


Foto: Lars Bo Nørgaard;
sted: wasteland, Eire, nord;
tid: august 2012;
anledning: vandretur med kolleger og understøttelse af legablokke.

tirsdag, oktober 23, 2012

Det drømte jeg i nat



Jeg cykler rundt på gangene. Det er mit gamle universitet, men jeg kan ikke kende rummene. Jeg kan ikke finde ude af, hvor jeg skal være, jeg burde ikke være her, min tid er ovre, men for enden af gangen er der en knude, som hver gang sender mig på rundt på den samme tur gennem først den mørke og så den lyse gang.

I den mørke gang skal jeg hver gang forbi en åben dør. Jeg ved, hvad der er derinde. En kvinde skal eksamineres i sit psykologispeciale, og jeg har læst det. Jeg ved, at hun består, at hendes karakter vil blive god, for det er skrevet godt og hænger sammen, og jeg vil intet ondt, men jeg er nødt til at gå derind igen, for specialet er ikke godt. Jeg ved, at hun begår en fejl ved at acceptere en god specialekarakter for en opgave, som ikke er videnskabeligt tænkt. Hun har forsømt at falsificere sin teori, men tværtimod skærmet den mod alt, der taler mod den. Jeg ved, at hvis hun lader sig selv slippe af sted med den intellektuelle slaphed, der ligger i kun at bringe empiriske eksempler, som underbygger den teori, hun vil forsvare, og ikke undersøge den empiri, som strider mod hendes sætninger, så vil hun aldrig lære at tænke kritisk. Så vil hun vænne sig til at acceptere det, hun kan slippe af sted med, selvom det ikke stræber mod sandhedens lys.

Jeg ved, at hun ikke vil have, at jeg kommer derind og siger disse ting til hende, at eksaminator heller ikke vil. De ved, hvad jeg vil sige, og prøver på at stoppe mig med hån og spot.

Alligevel cykler jeg derind igen. ”Hvad ved du egentlig om psykologi?”, siger eksaminator til mig. Han ved, at jeg selv har læst filosofi. ”Også mit speciale handlede om empati”, siger jeg. ”Jeg brugte flere af de samme teorier, og jeg gjorde samme fejl som hun, forsøgte at få alle dele til at hænge sammen og bekræfte hinanden. Jeg undlod at tage den ubelejlige empiri alvorligt, ja, også jeg fik en god karakter for et dårligt speciale. Sådan skal du ikke snyde dig selv.”
”Men hvad har det kostet dig?” spørger eksaminator.

De ikke bliver færdige. Jeg cykler videre, den lyse gang er let at finde. Nu ved jeg, at jeg ikke hører hjemme her.

I den lyse gang sidder tre mænd i et nøgent sofaarrangement, men de sidder ikke sammen. To af dem gør, men taler ikke sammen. De er høje, men ikke enorme, store i det, ikke muskuløse, nej, kvabsede mænd på 28, er de. De bærer cardigan og college-skjorter. Den tredje, glatbarberet er han, og med fyldigt, mellemblond hår og pænt, men konturløst ansigt, og hans mørkegrønne øjne er rolige og alvorlige. De ligger dybt i kraniet, bag fedt og hud og fregner, og han synger. Det er en engelsk sang, som bliver ved og ved, han synger til et du og synger som fortrolig hvisken, det er en afdæmpet fortvivlelse, men med stemmen, ikke som et luftigt gisp.

Han sidder med sin venstre side til det kæmpe vindue, men kigger ikke ud og kigger heller ikke ind, hans vågne øjne tager intet ind. Kun når jeg cykler forbi, kigger han. Han kigger, som om jeg kørte på en lille cykel. Han kigger på mig, som om jeg var en fuld provokatør. Forarget er han ikke, han har ingen primitive følelser, men en stille vrede over, hvad jeg mangler af følsomhed og alvor. Heller ikke det forstyrrer mandens sang. Jeg er for lille til at ryste ham, til at bryde den fortrolighed, han har med sangens du.

Og jeg bliver bange for, at cykle ind i væggen, bange for ikke at kunne finde frem, at komme ud af gangene, bange for, at jeg aldrig vil kunne ænse følelser som dem, han synger om.

Kun hans læber virker egentligt fede. Munden trutter, spidser til, fokuseret på at stemme tonen til at tale sandt. Den spørger, beder og fortæller. Den må ikke synge falsk, det ville være frygteligt, men man bliver aldrig bange for, at den vil synge falsk, han er så suveræn, som af en anden verden. Hans stemme insisterer, sikker og fortvivlet på den samme tid. Jeg kan kende seks af tonerne. Den allersidste dans, det er et omkvæd. Resten har jeg aldrig hørt nogen anden synge, for han komponerer sangen, mens han synger, og det er ingen vals.

Jeg tænker, der må være en tredje gang, en anden vej igennem knuden. Jeg har ikke altid været her. Der er en gang, hvor fædre står med deres fædre, som får katte til at tale grimt om børn. En gang, hvor barndomshjemmets stuer mugner og gror til. Jeg ved, der er en anden vej igennem knuden.

tirsdag, september 25, 2012

Lægger mig


Jeg er træt og lægger mig på sengen. Men det er ikke godt. Jeg skal have læst halvtreds sider i en bog, som keder mig. Nej, den keder mig ikke. Jeg keder mig. Eller, jeg er træt og kan ikke tænke på noget. Jeg kan ikke tænke på noget. Jeg tager bogen med i seng. Så kan jeg læse, til jeg falder i søvn, og fortsætte, når jeg vågner for at tisse. Jeg skal tisse. Jeg gør det nu, så jeg slipper for at stå op om halvanden time. Jeg lægger mig med bogen og vågner med et sæt i første sætning. Der står ikke det, jeg troede. Jeg tænker, det er aften og går ud for at tisse, men skal ikke.
           
Jeg må være sulten nu, men jeg har ikke noget, jeg har lyst til. Der er lys i butikkerne, de har ikke lukket, og det er alt for varmt med den flisjakke, er det blevet forår? Jeg trækker den over hovedet, så håret bliver helt elektrisk. Jeg spytter i hænderne. Så står du pludselig der. Der, hvor jeg sidst lod dig stå. Du kommer ellers aldrig her. Jeg siger, jeg har prøvet at ringe. ”Det er godt, du stadig har min nøgle”, siger jeg. Dit intelligente blik, det, at du gennemskuer mine løgne, før jeg siger dem. Dine store øjne, som allerede ved det hele. ”Øjne kan ikke vide noget”, siger du som et svar på noget, jeg ikke havde tænkt mig at sige.

fredag, august 10, 2012

Skal der findes dansk?

"Er det vigtigt at bevare vendelbomålet, og er det derfor, du synger på dialekt?", spurgte en fidel journalist engang Niels Hausgaard. Journalisten havde holdt sig til det sikre, mente han tydeligvis, og han var ikke i tvivl om svaret. Men det ledende spørgsmål irriterede Hausgaard, som holdt en lille pause og til sidst blot sagde "nej". Da det viste sig svært for journalisten at komme videre, uddybede Hausgaard med "nej til begge dele". Det hjalp heller ikke meget. Så måtte Hausgaard alligevel selv tage over. Han forklarede, at han ikke anså det for vigtigt at bevare dialekterne som et museum. Hvis de ikke er udtryk for noget, fx en lokal kulturel eller erhvervsmæssig identitet eller en lokal politisk offentlighed, et råderum for en grad af selvbestemmelse fx i Vendsyssel, er det lige meget. Det var ikke et dogme for Hausgaard, at der skulle findes et særligt vendelbomål, og siden har han forresten ikke sunget meget på egentlig dialekt.

Er det vigtigt at bevare dansk og i givet fald hvorfor og hvordan?

Jeg vil gerne forsøge at præcisere spørgsmålet.

Vi skal have et fællessprog i Danmark for at kunne have en politisk offentlighed sammen, hvor vi har en dyb førstesproglig forståelse af hinanden. Det har vi også brug for kulturelt, erhvervsmæssigt og videnskabeligt. Det er indlysende. Men hvorfor skal det være dansk og ikke fx engelsk? Engelsk som førstesprog ville jo placere os i en langt større offentlighed med langt videre muligheder.

Et første bud kunne være, at dansk er nødvendigt for at kunne tale med vores gamle. Overgangen til et andet sprog kan ikke undgå at gøre en masse mennesker hjemløse i deres eget land og fremmede over for de yngre medlemmer af deres familie. Mange ældre vil ikke alene føle sig, men reeelt være inkompetente i forhold til en lang række gøremål, som de før bemestrede. De vil ikke kunne udtrykke deres følelser adækvat, vil ikke kunne være morsomme, danne ordspil, tale nuanceret om deres fag. Men omvendt: Det er et midlertidigt problem. Der er indkøringsproblemer ved alle store reformer. Om 50 år er de fleste af os halvgamle bagstræbere døde, så hvorfor ikke lære vores børn engelsk som førstesprog?

Et supplerende bud kunne være, at det er vigtigt, at dansk består som et sprog, der har tydelige rødder tilbage til det fælles oldnordiske, fordi det giver os mulighed for at læse og forstå vores litteratur og vores juridiske, politiske og historiske dokumenter tilbage i tid. Men er det grund nok?

Mit sidste bud er, at dansk er det sprog, der passer til danskerne - eller til Danmark, om man vil. Enhver relevant sproghandling kan ganske vist foretaget på ethvert sprog. Intet sprog mangler ord, som dets brugere har behov for. Men sagen er, at vi i Danmark har brug for andre ord, sproglige udtryk og former for sproglig adfærd, end man har i Grønland, hvor naturen er så forskellig fra vores. Eller Japan, hvor høflighedsnormerne er nogle helt andre end i Danmark. Eller England, hvor sport betyder noget andet for forholdet mellem mennesker end her, og hvor befolkningen derfor har andre måder at tale om sport på, end danskerne har. Danskerne har brug for andre måder at tale om film på, end inderne har. Vi har brug for andre måder at tale om bjerge, skove og landbrug end normænd har, og vi skal kunne tale om brød og oliven på andre måder end italienerne.

Det danske sprog er vokset ud af den danske virkelighed og passer derfor til den.

Hvad mere er: Vi har en stor historisk viden, som kun kan udtrykkes præcist på dansk. Cykelhjælm betyder cykelhjælm, men betyder også en overforsigtig person, en tøsedreng. Det betyder en uklædelig beklædningsgenstand, som giver ufortjente karriereproblemer, det betyder Poul Nyrup. Cykelhjælm betyder politisk korrekthed. På dansk, og ikke på noget andet sprog. Og det handler selvfølgelig om tv, om at vi i Danmark har set de samme politiske nyheder i tv, fordi vi alle 5.500.000 deler den samme politiske virkelighed og har den samme statsminister.

Vi har det sprog, vi har brug for, eller som vi har haft brug for i nyere tid. Det, vi ikke længere har brug for, forvitrer og forsvinder efterhånden. Hvor mange unge danskere ved i dag, hvad en mønning er?

Mit svar er med andre ord, at det er vigtigt, at dansk findes og bruges som førstesprog i Danmark. Så kunne man spørge: Hvad skal vi gøre politisk for at sikre det?

Vores nabolande gør forskellige ting for at sikre deres sprogs overlevelse, vedligeholdelse og udvikling.

Island har fx en protektionistisk sprogpolitik, som renholder sproget for især engelske låneord. De optager ikke engelske ord, men danner nye islandske, når der er behov for det. Norge gør noget lignende. Det danske spronævn har ingen politik for, hvordan sproget skal vedligeholdes og udvikles. Det registrerer blot, hvordan sproget bruges og gør den faktisk brug til norm. Det betyder, at vi tager engelske ord uformidlet ind i dansk. Det betyder fx også, at hvis tilstrækkeligt mange danskere anvender et ord forkert, bliver denne forkerte anvendelse til ny norm, eller det bliver valgfrit, om man vil anvende ordet rigtigt eller 'forkert'. Det samme ord kan således have to modsatrettede betydninger, som begge anerkendes som korrekte af Dansk Sprognævn. Alle kender eksemplet med 'bjørnetjeneste', men der er adskillige. Styrker eller svækker det vores muligheder for at tale klart og utvetydigt med hinanden?

Norge satser på at få mange bøger skrevet på norsk. Det gør de ved at forpligte bibliotekerne til at købe minimum 1000 eksemplarer af (næsten) alle norskskrevne bøger. Det er reelt en kæmpe understøttelse af norske forlag og forfattere, men også en fantastisk understøttelse af det norske sprog. I Danmark køber bibliotekerne meget lidt ny dansk litteratur. Det gælder også børnebøger.

Nordmændene forsøgte jo desuden for hen ved 100 års tid siden at indføre en ny måde at skrive norsk på, som tog udgangspunkt i de norske dialekter og således skulle være et mere autentisk udtryk for, hvordan nordmændene talte. Dette nynorske sprog var vel samtidig et forsøg på at markere en selvstændighed i forhold til Danmark og dansk. I Danmark taler vi i stadig ringere grad, som vi skriver. For udlændinge, der kommer til Danmark og skal lære vores sprog, virker det talte og det skrevne sprog nærmest som adskilte ting. Vi har en lang række vokalsænkninger, der fx gør, at et 'e' kan udtales som 7 forskellige vokaler. Ofte udtales det slet ikke, fordi vi snapper endelserne af.

Sverige fritager bøgerne for moms.

Tyskland har Goethe Instituttet, som giver penge til oversættelser af tyske værker til andre sprog. Også dette er en væsentlig indirekte støtte til udgivelse af tysksprogede bøger, fordi det bedre kan betale sig at udgive en tysk bog, hvis man få en biindtægt ved salg af rettigheder til udlandet.

Danmark gør ingen af disse ting. Er det fornuftigt?

Hvordan løser folkeskolen opgaven med at lære børnene dansk? På mange måder godt, vil jeg mene. Men vel ikke optimalt. Dansk er som antydet et meget vanskeligt sprog at lære at skrive, fordi vi ikke skriver lydret, ikke skriver som vi taler. Men en måde at komme overens med det svære danske skriftsprog på er at lære den danske grammatik at kende. Som indvandrerlærer var det min erfaring, at man ikke kan lære indvandrere at skrive nogenlunde korrekt dansk uden at undervise i sprogets struktur, og det vælger vi altså ikke at gøre i den danske folkeskole, måske fordi vi tænker, at det er for svært. Selv vidste jeg intet om dansk grammatik, da jeg gik ud af folkeskolen. Eller gymnasiet. Det gjorde mine klassekammerater heller ikke. Jeg har måttet lære mig det som voksen. Man tænker anderledes i Spanien, hvor man lærer den spanske grammatik helt fra skolestart. Også dette er en understøttelse af sproget, som vi vælger fra i Danmark. Er det klogt?

onsdag, august 08, 2012

Enhedslisten, strategi og medier

Enhedslistens medlemmer skal sgu da ikke blive bange for at sige frit og offentligt, hvad partiet mener. Vi skal heller ikke blive bange for at fortælle, hvad der står i vores program. Hvis vi er flove over programmet eller mener, at der står noget bedre i andre partiers programmer, må vi enten forsøge at forbedre programmet eller melde os ind i andre partier. Er det svært?

Vi skal ikke være flove over os selv, men tværtimod kun skrive, sige og gøre det, vi kan stå inde for og være stolte af. Ellers er det ikke besværet værd. Derfor skal der så omvendt også kun stå noget i programmet, som vi har lyst til at sige højt. Vi kan ikke være et parti med hemmelige målsætninger, og dette princip hænger sammen med vores strategi for politisk forandring, vores opfattelse af, hvad en revolution er, om man vil. Vores politik og politiske arbejdsmåde skal altså ikke modelleres efter medietaktiske overvejelser.

Det er alt sammen, fordi Enhedslisten ikke søger magten. Vi vil slet ikke have den, men støtter befolkningens kamp for at vinde magten. Vi skal ikke snyde eller lyve os til magten, men kun forvalte den i den udstrækning, befolkningen vil samme vej. Enhedslisten skal ikke lede Danmark og heller ikke lede nogen revolution. Vi skal styrke og inspirere befolkningen til at lede sig selv. Det er målet, og det skal præge vores måde at handle på. Det er præcis sådan, vi adskiller os fra alle andre partier: fra de leninistiske kadrepartier (fx IS), som hellere vil forvalte magten og samfundsforandringerne end at lade befolkningen skabe forandringerne selv, og fra de reformistiske partier (fx SF), som kun søger deres egen magt og forvalter denne magt med henblik på at genvinde den, ikke på at skabe nogen reel forandring.

Enhedslistens medlemmer skal heller ikke være flove over at sige, hvad de selv mener som individer. Men hvis man er en del af partiets ledelse eller repræsentation (hovedbestyrelse, afdelingsledelse og parlamentarisk repræsentation), skal man være bevidst om, at ens ord altid vil blive udlagt som partiets ord. Derfor skal man tænke sig grundigt om, før man kommer med politiske udtalelser, som ikke er partiet politik, men ens egen. Og derfor er partiets ledelse og repræsentation forpligtet til at kende og forsøge at forstå og fremstille partiets politik i den ånd, den er vedtaget på Årsmødet, altså ikke karikere den og tage afstand fra den ved at sige, at den burde laves om.

Når ledelsen og repræsentationen udtaler sig i medierne, er det ikke klogt at forholde sig til politik, som var det visionsfasen i et fremtidsværksted, hvor allehånde drømmescenarier bliver kastet uformidlet op i luften.

Det er heller ikke klogt at forveksle utopiske forestillinger om et tænkt kommunistisk endemål, hvor staten, landegrænserne, klasserne, pengene, uligheden, den falske bevidsthed og alle andre dårligdomme er visnet bort, med her og nu-politik. Den forveksling gør man, hvis man fx udtaler, at hvis Enhedslisten i morgen fik 90 mandater, ville vi afskaffe politi og militær.

Det er, kom nu, for fanden! en skingrende vanvittig forestilling, at noget samfund i den kapitaliserede verden kan klare sig uden politi. Kriminalitet kan ikke afskaffes ved et snuptag.

Enhedslisten har i sit program formuleret et håb om, at det demokratiske, frigjorte lighedssamfund, som vi gerne vil have, gør politi og militær overflødige. Tanken er, at hvis ingen lider nød, ingen ydmyges af at være på bunden af samfundet og alle har store muligheder for at udfolde sig på en god måde i fritiden og i det nødvendige arbejde, som man selv skal være med til at bestemme over, så vil kriminaliteten langsomt forsvinde, og så vil det ikke være nødvendigt at bruge ressourcer på at have et politi. Det er et fromt håb, som jeg personligt synes, det er helt fint at have og formulere, men man skal naturligvis være sig bevidst, at det er det, det er: Et fromt håb. Vi skal arbejde frem mod det, men lad os nu se, om det virkelig går så fremragende. Indtil vi står i den situation, i bedste fald om nogle hundrede år, giver det ingen mening at tale om afskaffelse af politiet.


Vi kan slet ikke undvære et politi, som tingene er, og det ændrer sig ikke inden næste valg. Til gengæld giver det til enhver tid mening at tale om en reformering af politiet, så det er indrettet til at løse de opgaver, statens og befolkningen vil have løst. Det gælder også efter en socialistisk revolution. Det vil være fjollet at gå alt for meget i detaljer med beskrivelsen af politiets rolle under socialismen. Man må nøjes med at sige, at tjenesten skal være under demokratisk kontrol. Enhedslisten vil ikke have en politistat som DDR eller USA, hvor politikorps undslipper befolkningens demokratisk kontrol og bliver en selvstændig magt. Det er her og nu-politik, og det er præcis, hvad Enhedslisten arbejder for i Folketinget allerede nu.

Med utopisk tænkning mener jeg lige præcis tænkning, som tager udgangspunkt i en verden befolket af mennesker med en helt anden type bevidsthed end den, vi kender i dag. Det er noget, vi kan og skal gisne om, ikke lave politik om.

Utopisk tænkning er helt nødvendig for mennesker, der som os ønsker radikale forandringer. Vi kan ikke undvære fremtidsværkstederne, men vi skal ikke afholde dem i Berlingske Tidende. Den utopiske tænkning er per definition ufærdig og kan ikke klare sig i mediemøllen. Det er som at sende et smukt, klogt og tillidsfuldt treårsbarn ud at lege på motorvejen i den forhåbning, at ingen vil gøre sådan et barn fortræd.

torsdag, juli 26, 2012

Spisefrikvarter

Når man skal æde en rotte
er det bedst at begynde
forfra
fra snuden,
kværne kæften
knase knogler.
Det er
i orden at
spytte tænderne ud,
ud.
Ud med dem,
fortænderne,
de lange
guffejern.
I det lange
frikvarter,
spisefrikvarteret,
er der aldrig nogen der vil bytte
madpakke
med mig.
I det lange.
Åh, selvom jeg har spyttet tænderne
ud,
helt ud i det lange
langspyt
langs pyt,
slå smut
med
øjnene,
Slås mut med
dem.
Når man æder Sørens
rotte,
guffer,
fedter rotten
i
grotten
eller mundhulen,
skal man være rap,
snap,
snip snap snude,
for hulen,
for sulen.
Man skal begynde fra snuden, skal man,
med den sorte
nænænæ
næse.
Den smager sådan
lidt,
arh.
Salt, som
søsters.
Snappe den, skal man,
sådan.
Ellers løber den,
stikker
halen mellem benene.
Man skal ikke prøve med halen
først,
når man vil guffe.
Snottet vokser
som gødet med
histaminer,
når man haler
ind på den,
haler den ind,
inhalerer
slimet.
Så er der
ingen der vil dele
i det lange
løb.


Rotteræs
er da også et fedt ord,
smækkert,
smæk på
drengen,
og hønsestrik
Der er ellers noget
uspiseligt
ved sammensatte
ord og
noget uforståeligt ved
sammenkogte retter.
Det er klart at man foretrækker både det ene og det andet hvis man
overhovedet ikke kan
ride
flodhest, ræse
som en killing,
løvetøs,
skal vi lege?
så kalveknæet at man
ikke,
at man
filtrer benene helt
sammen, fletter dem helt
giraf.
En grønsort rotte smager ikke
af ammoniak.
Ikke kun af ammoniak,
i hvert fald.
Den smager også
på ordene,
før den
æder dem,
før man æder
rrrrrrrrrrrrrrrrr
den.

søndag, juli 22, 2012

Dermot Healy - prøveoversættesle

Strandsand

Sprøjtet kommer stadigt nærmere
til det føles som nogen
der vender sig i sengen
ved siden af dig.

Bølgerne kender vejen
fortroligt; de dukker op
som naboer, lukker
låger efter sig,

fylder alle hullerne
i væggene, tavshederne,
uanset hvilke misforståelser
der måtte være opstået

siden sidste gang
dette store, mægtige vand, for hvilket
der ikke findes nogen metafor,
kom dunkende ind over revlen.

Efterhånden som tidevandet samler sig,
kommer sandkornene,
som støbte stenene som byggede huset,
i oprør.

De vil være dernede,
hvor de kom fra
blandt al den vilde
fosforescens.

Langsomt smutter de gennem
hvedeaksene, mosejorden,
det møg og sod og frøspyt,
som fuger klipperne

indtil væggene græder ved højvande.
Væggene render.
Huset forskyder sig.
Tårekanaler viser sig på tagskægget.

Klynger af gnister
oplyser mosen:
regnspoven hilser dig.
Strandsandet regner ned.

Det virker som evigheder
siden du har haft,
hvem dette end er,
i din favn.

Dermot Healy, 1998

mandag, juli 16, 2012

Hvad handler det hele om for Enhedslisten?

Den kampagne, som Det Berlingske Hus har besluttet at køre mod Enhedslisten, kalder på et mere lødigt modsvar.

Lad mig først skynde mig at sige, at jeg er medlem af Enhedslisten, mit medlemsnummer er 101, hvilket betyder, at jeg var med på det stiftende møde i 1989 og har været medlem lige siden. Jeg har også været med på utallige lokalafdelingsmøder og Årsmøder, og jeg har deltaget i debatten om vores nuværende program. Jeg var oven i købet med til at stille et alternativt forslag til program, som blev forkastet. Men udgangspunktet er naturligvis det program, som blev vedtaget i stedet.

Hvad handler den nuværende Enhedslistehetz så om?

Ja, den handler, så vidt jeg har kunnet læse mig til, om følgende punkter:

1) Enhedslisten vil arbejde for en ikkevoldelig, socialistisk revolution.
2) Enhedslisten vil på langt sigt afskaffe militær og politi.
3) Enhedslisten vil efter en socialistisk revolution nationalisere banker og lukke Fondsbørsen.
4) Forvirring om, hvorvidt Enhedslisten efter eller under en socialistisk revolution vil acceptere midlertidige indskrænkninger i trykkefriheden.

Lad os nu tage det lidt ad gangen, så vi kan afdække, dels hvad dette betyder, dels hvordan disse punkter adskiller Enhedslisten fra resten af Folketingets partier:

1) Med en revolution mener Enhedslisten (ligesom Venstre, Reagan og andre, som har slået sig op på denne kliché) en grundlægende samfundsforandring, altså ikke blot en ny slags administration af det samfund, som vi allerede har, men en forandring, som ændrer ved magtfordelingen mellem de forskellige grupper i samfundet.Enhedslisten ønsker, at de nuværende magthierarkier afskaffes. Alle skal så vidt muligt bestemme lige meget, og alle skal så vidt muligt bestemme over det liv, de selv har på deres job, i deres boligkvarter og i de institutioner, de benytter og er en del af. Dette er et meget ambitiøst mål, hvis opfyldelse nok vil tage mange generationer, men de første skridt skal tages, når Enhedslisten sammen med resten af en eventuel venstrefløj har indflydelse nok til det. Konkrete reformer skal altså fx give mere demokratisk medarbejderindflydelse på arbejdspladserne og mere beboerdemokrati, hvor det giver mening. Hvor godt, det lykkes, og hvordan det skal udformes, kan vi ikke sige præcis, for det afhænger af, hvad dem, der arbejder aktivt for dette perspektiv, lægger af kræfter og ideer i det. Heller ikke Folketinget skal beslutte dette i detaljer, for et bredt folkeligt demokrati skal ikke dikteres fra oven.

At revolutionen skal være ikkevoldelig er også en meget ambitiøs målsætning, eftersom meget få store samfundsforandringer har været ikkevoldelige. Det har fx heller ikke indførelsen af markedsøkonomi i Europa, eller for nylig: tilnærmelsen til parlamentarisme i Nordafrika og andre arabiske lande. De mest ikkevoldelige eksempler på store samfundsomvæltninger efter Anden Verdenskrig er vel dels Den portugisiske nellikerevolution, som var demokratisk socialistisk, og indførelsen af markedsøkonomi og forskellige grader af parlamentarisme og retssamfund i Østeuropa og Rusland fra 1989 til 1991. Den sidstnævnte revolutionsbølge var ikke udpræget demokratisk, men giver stadig håb om, at en yderligere demokratisering er mulig.

En given revolution i Danmark og vores nabolande kommer ikke til at ligne nogen af de nævnte omvæltninger. Vi har en lang tradition for parlamentarisme, andelsdemokrati, fagbevægelser, foreningsarbejde, retsstat, ytringsfrihed og en relativt ligelig indkomstfordeling. Danmark er ikke et autoritært tyranni, men har tværtimod gode forudsætninger for at lave et socialistisk demokrati. Derfor er det utænkeligt, at en dansk, socialistisk revolution vil ligne de arabiske samfundsomvæltninger, hvor alle partier i Folketinget var enige om at bruge vold for at fjerne siddende regimer. Enhedslisten stemte også for. Den beslutning var jeg uenig i, og det viste sig, at Enhedslisten heller ikke kunne holde til den. Støtten til den voldelige intervention blev trukket efter et par uger. Enhedslisten er et ikkevoldeligt, et antimilitaristisk parti.

Hans Jørgen Vad og enkelte andre fra Enhedslistens højrefløj er ikke helt lige så ambitiøs som sit parti. Han er ikke helt sikker på, at det vil være muligt at sikre en ikkevoldelig revolution. Han mener, at der er en stor risiko for, at dem, der har den økonomiske magt i dagens Danmark, vil forsøge at genvinde den magt, de mister under revolutionen, lave en kontrarevolution og fjerne det nye, socialistiske demokrati igen. Derfor mener han, at de røde skal være forberedt på at forsvare demokratiet med våben. På den måde ligner han hele forsamlingen af højreorienterede partier i Folketinget. De mener alle sammen, at man skal være parat til at forsvare den bestående samfund med våben. Det er blandt andet derfor, vi har civilforsvar, militær og en militær efterretningstjeneste. Men selv denne højrefløj i Enhedslisten går ind for det radikalt demokratiske mål, Enhedslisten har for samfundsudviklingen.

2) Vi vil afskaffe militær og politi, er det fremført i agurketidsdebatten om Enhedslisten. Ok, det er helt ærligt en af de mere langhårede diskussioner:

Enhedslisten har i sit program formuleret et håb om, at det demokratiske, frigjorte lighedssamfund, som vi gerne vil have, gør politi og militær overflødige. Tanken er, at hvis ingen lider nød, ingen ydmyges af at være på bunden af samfundet og alle har store muligheder for at udfolde sig på en god måde i fritiden og i det nødvendige arbejde, som man selv skal være med til at bestemme over, så vil kriminaliteten langsomt forsvinde, og så vil det ikke være nødvendigt at bruge ressourcer på at have et politi.Det er et fromt håb, som jeg personligt synes, det er helt fint at have og formulere, men man skal naturligvis være sig bevidst, at det er det, det er: Et fromt håb. Vi skal arbejde frem mod det, men lad os nu se, om det virkelig går så fremragende. Indtil vi står i den situation, i bedste fald om nogle hundrede år, giver det ingen mening at tale om afskaffelse af politiet.

Hovedbestyrelsesmedlem Kathrine Toft Mikkelsen taler ikke på partiets vegne, når hun foreslår, at 90 Enhedslistemandater ved næste valg vil gøre denne afskaffelse aktuel. Vi kan slet ikke undvære et politi, som tingene er, og det ændrer sig næppe inden næste valg.Til gengæld giver det til enhver tid mening at tale om en reformering af politiet, så det er indrettet til at løse de opgaver, statens og befolkningen vil have løst. Det gælder også efter en socialistisk revolution. Det vil være fjollet at gå alt for meget i detaljer med beskrivelsen af politiets rolle under socialismen. Man må nøjes med at sige, at tjenesten skal være under demokratisk kontrol. Og det er præcis, hvad Enhedslisten arbejder for i Folketinget allerede nu.

Enhedslisten vil ikke have en politistat som DDR eller USA, hvor politikorps undslipper befolkningens demokratisk kontrol og bliver en selvstændig magt.Hvad angår afskaffelsen af militæret, kan man sige omtrent det samme. Hvis hele eller størstedelen af verden bliver til socialistiske demokratier, hvor befolkningerne samarbejder hen over de nuværende grænser, vil behovet for et militær svinde ind. Går det mindre godt, må vi forsvare os mod ydre trusler med så lidt vold og anvendelse af våben som muligt uden at være naive. Enhedslisten bryder sig, modsat den nuværende og den forrige regering, ikke om at at løse sociale og politiske konflikter med våben. Vi er antimilitarister. Det har SF og Det Radikale Venstre også været, men nu står vi faktisk alene med det i Folketinget.

3) Enhedslisten vil nationalisere banker og lukke fondsbørsen efter en socialistisk revolution. Det er helt rigtigt. Vi vil gøre finanssektoren til en del af demokratiet, sådan at hele befolkningen kan være med til at tage stilling til det, der sker med de enorme pengestrømme, som optræder her. Det vil vi først og fremmest, fordi vi bedre kan lide demokrati end en uregerlig markedsøkonomi, hvor de største spekulanter skalter og valter med vores lod. For det andet vil vi det, fordi det vil give os nogle styringsredskaber, så vi kan beskytte os mod fremtidige økonomiske bobler og kriser med al den sociale elendighed, de fører med sig.

Så ja, det vil vi absolut, og efter min beskedne mening er det et meget moderat mål at sætte sig for en revolution. Det kan faktisk uden principielle problemer indføres allerede nu, altså inden for en markedsøkonomi, men som en delvis demokratisering af denne økonomi.

Hvis et stort flertal af den danske befolkning vælger at gennemføre en socialistisk revolution, ville det være underligt, om der ikke til den tid var almindelig opbakning til selv så beskedent et reformkrav. Selvfølgelig vil der være det.Langt mere radikale er Enhedslistens forestillinger om, at almindelige lønmodtagere på et tidspunkt efter en socialistisk omvæltning skal til at bestemme over deres arbejdsplads og modtage en forholdsmæssig del af den værdi, de skaber.Men Enhedslisten er ikke et hysterisk protestparti, som vil udelukke sig selv fra reel politisk indflydelse ved ideligt at stille finanslovskrav, som der ikke er politisk opbakning til. Nationaliseringen af bankerne og lukning af fondsbørsen er ikke et finanslovskrav, men et perspektiv for den lidt mere langsigtede udvikling.

4) Vil Enhedslisten under eller efter indførelsen af et socialistisk demokrati acceptere en indskrænkning af ytringsfriheden, herunder trykkefriheden?

Svaret er enkelt: Nej, det vil vi under ingen omstændigheder. Det kan man også læse i vores program. På dette punkt ligger vi langt til venstre for resten af Folketingets partier, som ALLE accepterer indskrænkninger i ytringsfriheden, ikke kun som nødforanstaltninger under en revolution, der kunne være presset af misinformation fra ydre og indre fjender, men her og nu. Fx går både regeringen og den blå opposition ind for at undertrykke den kurdisk tv-station, Roj. Og Nyropregeringen ville ikke have besøg af forfatteren Salman Rustie, fordi den ikke ville lægge sig ud med den muslimske verden. I begge tilfælde har Enhedslisten kæmpet indædt for ytringsfriheden, og det er vores hensigt at blive ved med det, selvom højrefløjen og Socialdemokraterne ofte stritter imod.

Enhedslisten er rabiate tilhængere af en retsstat og af en udvidelse af de demokratiske rettigheder, som vi har i dag.

Også her har Enhedslistens højrefløj med Hans Jørgen Vad i spidsen ytret sig mere tvetydigt. Sådan er der forskellige tendenser i alle partier, men selv Hans Jørgen Vads mere borgerlige synspunkt på dette område er trods alt mere demokratisk, end hvad vi almindeligvis møder blandt de borgerlige.

Hans synspunkt tager udgangspunkt i nogle analyser af forskellige historiske forsøg med socialistiske revolutioner, fx den i Nicaragua i 1979, hvor Sandinisterne væltede det siddende fascistiske diktatur under ledelse af Somoza-familien og kom til magten med en massiv folkelig opbakning bag sig. Sandinisterne demokratiserede samfundet og alfabetiserede befolkningen, så de bedre kunne deltage i samfundslivet. Denne succesfulde socialisme blev en inspiration for revolutionære bevægelser i fx El Salvador og Honduras og derfor en torn i øjet på Ronald Reagans USA, som havde støttet de tidligere fascistiske magthavere i Nicaragua.En af de måder, USA forsøgte at genvinde magten i landet på, var at lade CIA træne og betale en kontrarevolutionær hær, som skulle slå til med terroraktioner forskellige steder i landet. Og det gjorde de. USA minerede også Nicaraguas havne. Det havde de ikke nogen ret til, men det gjorde alligevel. Et tredje våben i USA’s krig mod sandinisterne var systematisk at udsprede løgne om situationen, fx fødevareforsyningen, i landet. Det gjorde de via avisen La Prensa. Målet med dette var at skabe panik og oprør i landet ved at fortælle befolkningen, at sandinisterne ikke kunne give dem mad.

Disse systematiske misinformationer pressede hen over årene den sandinistiske regering, og regeringen besluttede efter en slingrekurs at censurere og siden lukke La Prensa.Enhedslisten mener, at denne lukning var en fejl. Man skulle i stedet have arbejdet benhårdt på at få sandheden frem, selv til landbefolkningen, som ikke på egen hånd kunne skaffe sig viden om, hvad der foregik i Managua.

Denne defensive fejl fra sandinisternes side var medvirkende til den katastrofe, landet siden havnede i. Lukningen af La Prensa blev nemlig klogt udnyttet af USA og fx den europæiske højrefløj, herunder den danske, som på det grundlag havde held til at fremstille sandinisterne som et totalitært regime, nærmest på linje med Fidel Castros Cuba. Denne løgn gjorde det meget svært at finde solidatitetsarbejdere, som ville rejse til Nicaragua og hjælpe med høsten. Den havde der eller fra starten af været mange af. Det gjorde det også sværere for Nicaragua at finde økonomiske samarbejdspartnere, og til sidst blev La Prensa løgne til selvopfyldende profetier. Landet havnede i isolation, og der opstod reelle sultproblemer forskellige steder i landet.

I 1990 var store dele af befolkningen så desillusionerede, at de ved et parlamentsvalg stemte en konservativ regering til magten. Ved de to tidligere parlamentsvalg under sandinisterne havde regeringen fået massivt flertal, og højrefløjens sejr overraskede alle, også CIA. Ganske vist fik sandinisterne i 1990 stadig 40% af stemmerne, og højrefløjen kom kun til magten gennem en alliance med forskellige leninistiske partier i parlamentet, men sandinisterne havde mistet store dele af befolkningens tiltro.

Den nye centrum/højre-regering gennemførte en politik, som bremsede den alfabetisering og demokratisering, som sandinisterne havde sat i gang, og den øgede uligheden og derfor også fattigdommen og sultproblemerne i landet.

Ved det seneste valg kom sandinisterne så igen til magten som en del af den venstreorienterede tendens, som Latinamerika for tiden oplever, men sandinisterne fik denne gang magten i et lumpent kompromis med den katolske kirke, og prisen var blandt andet en modstand mod fri abort. Sandinisterne kæmper med nepotisme og korruption og er ikke længere båret frem af den begejstring, som bragte dem til magten i 1979.

Hans Jørgen Vad og andre på Enhedslistens højrefløj har større forståelse for lukningen af La Prensa i denne situation, end deres parti har, ligesom de borgerlige i Danmark accepterer at lukke det kurdiske PKK’s tv-station i Danmark, Roj, fordi PKK er på EU’s terrorliste. Om PKK er en terrororganisation, diskuteres livligt, om de er det i Danmark, er yderst tvivlsomt. At La Prensa indiskutabelt var de højreorienterede terroristers aktive redskab i Nicaragua, ændrer ikke ved, at Enhedslisten ser det som en demokratisk fejl at lukke den. Ytringsfrihed er altid modstanderens ret til at sige, hvad hun vil, også de onde løgne.

Hvad angår de onde løgne, kommer jeg her til sidst til at tænke på Pia Kjærsgaards sammenligninger af Enhedslistens Per Clausen med et af historiens ondeste og mest voldelige regimer, nemlig Pol Pots i Cambodja. Jeg vil spilde krudt på at påvise, hvor beskidt en løgn, sammenligningen bygger på. Lad dog hendes galmandstale hvile i fred. Vil Per Clausen søge oprejsning i en injuriesag, kan han gøre det og kan næppe undgå at vinde, men jeg ville ikke gide.

torsdag, juni 07, 2012

Om små sejre

Nu kan bøsser og lesbiske gifte sig i folkekirken. Det er godt, det går jeg ind for, når der nu er bøsser og lesbiske, som absolut vil dette. En langt større sejr var det dog, hvis man fik skilt kirken fra staten, fik afskaffet kirkens indblanding i navngivning, afskaffet kirkeskatten og især den almindelige indkomstskats bidrag til folkekirken. Og større endnu, hvis de progressive kræfter bevidst kæmpede for at afslutte den religiøse overtros undertrykkelse af vores måde at tænke om os selv, vores kroppe, hinanden og vores indbyrdes magtrelationer på. Hvorfor er Enhedslisten fx ikke et antireligiøst parti, men blot et ikke-religiøst parti, altså ligeglad? Det minder mig om de feminister, der ser det som kæmpe sejre, når en kvinde får en toppost i erhvervslivet. Hurra! Hvis vi skal videre med frigørelsen, handler det om noget helt andet, noget meget større. Det handler om at få knust de magtstrukturer, vi lever under, uanset hvem der befinder sig i toppen. Vi skal styre i fællesskab, udnytte alle medborgeres ideer og kræfter, give alle plads til at udfolde sine skaberevner. Der er ingen gud og derfor ingen guds højrehånd. Ned med hierarkierne!

fredag, april 20, 2012

Glidning

vintersport vindersport vinderspot inderspot indersot

Et hunhus

Jeg fortsætter diskussionen af tredjepersonsfortælleren: Den personalisering (Rasmus Stenfalks udmærkede ord) af tredjepersonsfortælleren, som jeg mener altid vil sætte sig igennem i sproget, uanset om forfatteren er sig det bevidst eller ej, behøver naturligvis ikke at være den samme gennem et helt værk. Den kan skifte identitet fra kapitel til kapitel, fra paragraf til paragraf eller fra sætning til sætning, for den sags skyld. Eller fortælleren kan gradvis udvikle sig, modnes, træde i karakter, fortvivle, forfalde eller ligefrem opløses med fortællingen. Men til ethvert tidspunkt i fortællingen, til ethvert udsagn, har den en gestalt. Men behøver den overhovedet at være en fiktionaliseret person? Kan den ikke fx være et hus, en bil, en gud eller det store vi, almenheden? Selvfølgelig kan fortælleren være hvad som helst. Det er ikke alene muligt. Det er gjort. Men min påstand er så, at der vil være tale om et hunhus eller et hanhus, at huset desuden vil have en bestemt alder, der gør, at det kender og bruger ord fra bestemte tider, at huset vil have en seksualitet, der får det til at reagere sproglig på en bestemt måde, når det registrerer et mandligt eller kvindeligt seksuelt begær, at huset vil have tilbøjelighed for en bestemt type humor – eller ingen humor have overhovedet, at det vil have en krop, der sætter det i stand til at sanse, til at se, lugte og høre. Man vil kunne høre i sproget, hvilken klasse, huset har, og hvilken ideologi, hvilken type og grad af frigjorthed eller konservatisme. Og så videre. Sådan vil huset være udstyret, sådan vil bilen, guden eller det store vi være udstyret, hvad enten forfatteren har besluttet sig for det eller ej.

onsdag, april 18, 2012

Tredjepersonsfortællerens sexvokabularium

På Promenaden.dk diskuterer jeg, hvilke ord man kan lade en tredjepersonsfortæller, fx i en roman, beskrive de kønsspecifikke kropsdele og deres funktion med. Jeg skrev bl.a.

Forfatteren fortæller, hvem han/hun har sat i scene som modtager, fx når en sexscene pakkes lummer-blufærdigt ind i omskrivninger af ord for kønsdele, som i Fanny Hill – en glædespiges erindringer, som jeg desværre ikke har hos mig nu, men hvor der kunne stå: ”Hans prægtige lanse trængte dybere og dybere ind for hvert frydefuldt smertende stød, han tildelte mig”. Her er førstepersonsfortælleren jo givet som den prostituerede Fanny, men sproget siger nok så meget om, hvem hun skriver til, nemlig de pæne borgerfruer, som aldrig ville læse om kæmpepikke, men nysgerrigt kaster sig over den lumre lanse.

Kunne en tredjepersonsfortæller henvende sig på samme måde, blot med et ’hende’ i stedet for et ’mig’? Jeg synes det ikke. Det fungerer bedst i førsteperson. Sproget ’peger’ så tydeligt på fortælleren, at det vil være vanskeligt ikke at placere hende i jeg/du-relationen. En tredjepersonsfortæller må betjene sig af et mere anonymt sprog.

Hvordan anonymiserer man sprogbrugen, når det handler om krop, køn og sex?

Man holder sig fx fra metaforiske omskrivninger. For hvorfor bruger man omskrivninger, hvis man ingen anden interesse har end at beskrive? Det gør man ikke. Metaforerne peger på en interesse hos fortælleren; fx en interesse i blufærdighed eller påtaget blufærdighed (Fanny Hill), i at være sjov eller i at vække liderlighed gennem billeddannelse. Sådanne interesser vil uvilkårligt få læseren til at fokusere på fortælleren. Man må fortælle mere ligefrem.

Men hvad er ikke metaforer? En af diskussionens deltagere, lad os kalde ham X, kalder med et udtryk, som leder tankerne hen på Mark Johnson, kusse og fisse for døde metaforer. For mig er de ikke helt lige døde (hvis vi et øjeblik tillader os at graduere død). For mig er metaforen fisse desværre sprællevende, jeg tænker på fisk. Anderledes med kusse. Det er komplicerende, men symptomatisk, at vi ikke er enige her. Det er symptom på, at fortællingen først er færdig, når den er processeret i læserens hjerne. Vi læser ikke den samme fisse.

Er latinske anatomiske betegnelser metaforer? Formodentlig. Men formodentlig også døde i hovederne på de fleste af os. Duer de så? De anonymiserer i hvert fald ikke fortælleren. Tværtimod udstiller de ham/hende som en person, der forholder sig demonstrativt klinisk til kønsakten.

Jeg kan bruge kusse som et forholdsvis neutralt ord. X kan ikke, for han hører ordet anderledes. Jeg kan bruge ordet pik, men ikke hvis ejermanden bruger den til at tisse med. I så fald ville jeg skrive tissemand. Hvis jeg skrev pik, ville jeg afsløre en interesse i at understrege, at denne tissemand også kunne bruges seksuelt, og det ville jo fremvise fortælleren som person, ikke anonymisere ham/hende.

Jeg skrev ”forholdsvis neutralt”, for jeg kender ikke ord, som er helt neutrale i den forstand, at de intet afslører om den person, der bruger dem. Og især ikke, når vi taler om sex, fordi det er det mest interesseladende område inden for alt liv og gennemtrænger alt andet i menneskelivet og i den forstand end ikke kan afgrænses som område, hvis man skal tro en lille, svagtseende mand fra Wien.

At den fulde neutralitet næppe findes, bringer mig frem pointen om, at også den forholdsvis anonyme fortæller i sidste instans alligevel gestalter sig gennem sproget med menneskelige træk som køn, alder, klasse, uddannelse, seksualitet osv. Hvis forfatteren ikke er sig dette bevidst, gestaltes de bag ryggen. Som oftest låner fortælleren så disse træk fra forfatteren. Hvis forfatteren ingen tanker gør sig om, hvem hans/hendes tredjepersonsfortæller er, bliver fortælleren let identisk med forfatteren – eller med den figur af forfatteren, som han/hun almindeligvis forfalder til at fremstå som. Det er ok. Men et andet muligt udfald er, at den slingrer af sted og skifter karakter fra sætning til sætning uden grund, og det falder sjældent heldigt ud.

X beskriver fortælleren som metafor snarere end som person, og siger, at fortælleren derfor ikke behøver at være personaliseret. Jeg ser nok snarere fortælleren som en fiktion, en fiktiv person, der fortæller en historie. Og jo mere bevidst, man er om denne fiktive persons karakter, desto bedre kan man styre den.

fredag, april 13, 2012

Any world will do

Any world that I'm wellcome to
is better than the one I come from

sang Steely Dan, og det er jo en troværdig beskrivelse af en følelse, som kan føre os de mest frygtelige steder hen ...

onsdag, marts 28, 2012

Har vi diminutiver på dansk?

Spanierne bruger diminutiver til at hygge om hinanden med sproget.

De siger 'abuelito' i stedet for 'abuelo'. 'Abuelo' betyder bedstefar, og endelsen 'ito' betyder lille.

De bestiller en 'cervezita', som betyder 'lille øl' i stedet for blot 'cerveza', som jo betyder øl. Og ganske vist har spanierne en tilbøjelighed for små fadøl (20 cl.!), fordi de ikke kan nå at drikke en halv liter, inden den bliver varm.

Men det er ikke derfor. Når de faktisk ønsker sig et ordentligt svin af en fadøl, trekvart liter, kan de også finde på at bestille en 'cervezita'. Hvorfor? Fordi det er hyggeligt, når noget er småt. Det er jovialt og ufarligt. Man mener ikke noget alvorligt med det, man er ikke på vej i hegnet, man vil ikke vælte baren, tage et brusebad eller kneppe bartenderen, man vil bare have en lille øl.

De bruger også diminutiverne i navne. 'Manolo' bliver til 'Manolito'; 'Clara' bliver til 'Clarita', hvis det er en, man kan lide. Eller i det mindste en, man kender godt. Eller en, man vil drille lidt, godmodigt.

Hvis man kan man foretage enhver sproghandling på et hvilket som helst sprog, og det antager vi, indtil andet er godtgjort, må vi kunne gøre det samme på dansk.

Men har vi overhovedet diminutiver på dansk?

Ikke på samme måde, i hvert fald. Ikke som endelser på ordene. Jo, en rumpe kan blive til en rumpette, men er det egentlig en lille røv eller bare en fornem en? Jeg er ikke sikker. Navne kan vi imidlertid godt forsyne med diminutiv-endelser. Hans kan blive til Hanse (eller Hansemand), Jens til Jense (Jensemand) og Simon til Simse. Det er hyggeligt, det er kærligt drillende diminutiver.

Men har vi andre diminutiv-endelser på dansk? Jeg kan ikke komme i tanke om nogen.

Hvad gør vi så? Ja, vi gør jo det, som det fattigere sprog altid griber til, når det er i bekneb: bruger flere ord. Vi sætter sammen. Lille-Ole, Lille-Karen eller Bette-Karen, hvis vi er i Jylland. Og øl? Vi bestiller da 'en lille øl'. Dette kan så almindeligvis ikke betyde en stor fadøl på dansk, men det kan sagtens betyde en almindelig 33 cl. Hof på flaske på et værtshus uden fadøl. Og hvis jeg siger: "Skal vi ikke drikke en lille øl?" har jeg intet sagt om øllens størrelse. Det er en konstrueret diminutiv, en jovial og udramatisk måde at invitere på.

Nå, ja. Så kan vi jo også foretage den samme sproghandling med et andet sprogligt virkemiddel. Hvis jeg gerne vil udtrykke, at det er hyggeligt med en rullepølsemad, kan jeg sige: "Jeg tror, jeg tager en lille rullepølsemad", men jeg kan også sige: "jeg tror, jeg tager rullepølsemadden". Altså bruge den bestemte form, som viser, at jeg er fortrolig med værtens rullepølse og synes godt om den. Det er en gammel bekendt, så at sige.

Jeg tror, det var Jørgen Ryg, der spurgte:
"Hvordan ved man, at man er begyndt at have det for hyggeligt med konen?"
Og Preben Kaas, der svarede:
"Når man hører sig selv spørge: 'Skal vi ikke have os et lille knald i aften?'"

Også diminutiver skal anvendes med sproglig omhu. Måske er det ikke alle dele af livet, man ønsker at tage dramaet ud af.

Kan man foretage enhver sproghandling på et hvilket som helst sprog?

Jeg hørte engang en klog kvinde sige, at enhver tænkelig sproghandling kan udføres på et hvilket som helst naturligt sprog (altså sprog, som ikke er kunstsprog a la esperanto, volapyk, nynorsk eller javascript), uanset hvilke grammatiske og vokabulære redskaber, det givne sprog måtte have til sin rådighed.

Den har jeg så gået og grundet over lige siden. I mit eget hoved har jeg indsnævret hendes udsagn ved at præcisere ordet 'tænkelig', sådan at det betyder: "tænkelig i den sprogbærende kultur". Fx kunne der måske godt eksistere et ørkensprog i Kenya, som ikke havde redskaber til at danne sætningen: "send mig lige en sms, hvis vi skal drikke en glög, når isen er gået."

Men denne indsnævring er kun en bagatel. Det, som ørkensproget mangler for at kunne konstruere sætningen, er blot tre substantiver (sms, glög og is) og en verbal-form, som kan udtrykke, at isen er væk. Der er formodentlig intet i ørkensprogets grammatik, som forhindrer konstruktionen af denne sætning. Manglerne beror på materielle omstændigheder i den afrikanske ørken, og hvis man indfører de fire fremmede ord i sproget, sådan som vi også hele tiden indfører nye ord i det danske sprog, ville problemet være løst. Det tænkte ørkensprog må formodes sagtens at kunne anvendes til en parallel sproghandling, altså en opfordring til at lave en anden social aftale om nogen tid, når de vejrmæssige omstændigheder er blevet mere gunstige.

Så den isolerede stamme er i sig selv ingen udfordring for den kloge kvindes læresætning.

Pointen med læresætningen er naturligvis, at hvis man ikke har en bestemt type ord eller sproglige udtryk på et givent sprog, så har sproget en måde at kompensere på. På spansk anvender man stort set ikke personlige pronominer. Man siger ikke "Vi går til stranden", men blot "Går til stranden" ("Vamos al la playa"). Men verbet 'at gå' (her: Vamos) er så til gengæld bøjet i første person flertal, altså sådan at det kun kan betyde, at 'vi' går til stranden. Hvis det kun er mig, der går, hedder det stadig "Går til stranden", men 'at gå' er så bøjet i ental. "Voy al la playa", bliver det så. 'Vi' og 'Jeg' er så at sige indlejret i verbebøjningerne 'Vamos' og 'Voy'. Sproget kompenserer.

Nå ja, jeg må vel hellere sige, at spanierne faktisk har dem, de personlige pronominer, men kun bruger dem, når de vil understrege identiteten særlig stærkt. Hvis jeg fx vil understrege, at jeg og kun jeg går til stranden (du skal ikke med, så fat det dog!), kan jeg sige "Yo voy a la playa".

Hvordan laver vi så denne understregning på dansk? Vi har jo allerede brugt det personlige pronomen og kan vel ikke bruge det en gang til? Tjo, det kan vi sådan set godt. Vi fremhæver det med et tryk. "Jeg går til stranden".

Så alt kan siges på alle sprog?
Jeg har ladet mig fortælle, at slaviske sprog (polsk og russisk, fx) ikke har nogen bestemt form af deres substantiver, at de har 'hus', men ikke 'huset'. Jeg ved ikke, om det er helt rigtigt, men sandt er det i hvert fald, at det endnu aldrig er lykkedes mig at forklare er slavisk-sproget, hvad vi bruger den bestemte form til på dansk. En russer, som kan engelsk, kender naturligvis den bestemte form derfra, men vil typisk stadig have svært ved at bruge formen korrekt på dansk.

Hvad bruger vi så den bestemte form til på dansk? Vi bruger den jo fx til at skabe sammenhæng i en samtale ved at henvise til noget bekendt. Vi siger:

"Jeg tog en dobbeltdækkerbus hjem fra Nyhavn i dag."
"Nå, sad du ovenpå?"
"Nej, det var for koldt, bussen havde ikke noget tag."

Når jeg siger 'bussen', altså bestemt form, ved du, at jeg taler om den bus, jeg allerede har gjort dig bekendt med, nemlig dobbeltdækkeren, og ikke en hvilken som helst bus, som kørte rundt i København tidligere på dagen.

Den bestemte form bruger vi til at vise, at vi taler om noget bekendt ('købmanden'), noget fortroligt ('skuffen'), noget højtideligt ('ordet'), noget hyggeligt ('sofaen') eller noget, som i det mindste er blevet introduceret ('bussen'). Og hvad fanden gør russerne så?

Jamen, det ved jeg jo ikke. Hvis den kloge kvinde har ret, må de have en anden måde at gøre det samme på.

Er der en slavisk-kyndig til stede?