Hvad handler det hele om for Enhedslisten?

Den kampagne, som Det Berlingske Hus har besluttet at køre mod Enhedslisten, kalder på et mere lødigt modsvar.

Lad mig først skynde mig at sige, at jeg er medlem af Enhedslisten, mit medlemsnummer er 101, hvilket betyder, at jeg var med på det stiftende møde i 1989 og har været medlem lige siden. Jeg har også været med på utallige lokalafdelingsmøder og Årsmøder, og jeg har deltaget i debatten om vores nuværende program. Jeg var oven i købet med til at stille et alternativt forslag til program, som blev forkastet. Men udgangspunktet er naturligvis det program, som blev vedtaget i stedet.

Hvad handler den nuværende Enhedslistehetz så om?

Ja, den handler, så vidt jeg har kunnet læse mig til, om følgende punkter:

1) Enhedslisten vil arbejde for en ikkevoldelig, socialistisk revolution.
2) Enhedslisten vil på langt sigt afskaffe militær og politi.
3) Enhedslisten vil efter en socialistisk revolution nationalisere banker og lukke Fondsbørsen.
4) Forvirring om, hvorvidt Enhedslisten efter eller under en socialistisk revolution vil acceptere midlertidige indskrænkninger i trykkefriheden.

Lad os nu tage det lidt ad gangen, så vi kan afdække, dels hvad dette betyder, dels hvordan disse punkter adskiller Enhedslisten fra resten af Folketingets partier:

1) Med en revolution mener Enhedslisten (ligesom Venstre, Reagan og andre, som har slået sig op på denne kliché) en grundlægende samfundsforandring, altså ikke blot en ny slags administration af det samfund, som vi allerede har, men en forandring, som ændrer ved magtfordelingen mellem de forskellige grupper i samfundet.Enhedslisten ønsker, at de nuværende magthierarkier afskaffes. Alle skal så vidt muligt bestemme lige meget, og alle skal så vidt muligt bestemme over det liv, de selv har på deres job, i deres boligkvarter og i de institutioner, de benytter og er en del af. Dette er et meget ambitiøst mål, hvis opfyldelse nok vil tage mange generationer, men de første skridt skal tages, når Enhedslisten sammen med resten af en eventuel venstrefløj har indflydelse nok til det. Konkrete reformer skal altså fx give mere demokratisk medarbejderindflydelse på arbejdspladserne og mere beboerdemokrati, hvor det giver mening. Hvor godt, det lykkes, og hvordan det skal udformes, kan vi ikke sige præcis, for det afhænger af, hvad dem, der arbejder aktivt for dette perspektiv, lægger af kræfter og ideer i det. Heller ikke Folketinget skal beslutte dette i detaljer, for et bredt folkeligt demokrati skal ikke dikteres fra oven.

At revolutionen skal være ikkevoldelig er også en meget ambitiøs målsætning, eftersom meget få store samfundsforandringer har været ikkevoldelige. Det har fx heller ikke indførelsen af markedsøkonomi i Europa, eller for nylig: tilnærmelsen til parlamentarisme i Nordafrika og andre arabiske lande. De mest ikkevoldelige eksempler på store samfundsomvæltninger efter Anden Verdenskrig er vel dels Den portugisiske nellikerevolution, som var demokratisk socialistisk, og indførelsen af markedsøkonomi og forskellige grader af parlamentarisme og retssamfund i Østeuropa og Rusland fra 1989 til 1991. Den sidstnævnte revolutionsbølge var ikke udpræget demokratisk, men giver stadig håb om, at en yderligere demokratisering er mulig.

En given revolution i Danmark og vores nabolande kommer ikke til at ligne nogen af de nævnte omvæltninger. Vi har en lang tradition for parlamentarisme, andelsdemokrati, fagbevægelser, foreningsarbejde, retsstat, ytringsfrihed og en relativt ligelig indkomstfordeling. Danmark er ikke et autoritært tyranni, men har tværtimod gode forudsætninger for at lave et socialistisk demokrati. Derfor er det utænkeligt, at en dansk, socialistisk revolution vil ligne de arabiske samfundsomvæltninger, hvor alle partier i Folketinget var enige om at bruge vold for at fjerne siddende regimer. Enhedslisten stemte også for. Den beslutning var jeg uenig i, og det viste sig, at Enhedslisten heller ikke kunne holde til den. Støtten til den voldelige intervention blev trukket efter et par uger. Enhedslisten er et ikkevoldeligt, et antimilitaristisk parti.

Hans Jørgen Vad og enkelte andre fra Enhedslistens højrefløj er ikke helt lige så ambitiøs som sit parti. Han er ikke helt sikker på, at det vil være muligt at sikre en ikkevoldelig revolution. Han mener, at der er en stor risiko for, at dem, der har den økonomiske magt i dagens Danmark, vil forsøge at genvinde den magt, de mister under revolutionen, lave en kontrarevolution og fjerne det nye, socialistiske demokrati igen. Derfor mener han, at de røde skal være forberedt på at forsvare demokratiet med våben. På den måde ligner han hele forsamlingen af højreorienterede partier i Folketinget. De mener alle sammen, at man skal være parat til at forsvare den bestående samfund med våben. Det er blandt andet derfor, vi har civilforsvar, militær og en militær efterretningstjeneste. Men selv denne højrefløj i Enhedslisten går ind for det radikalt demokratiske mål, Enhedslisten har for samfundsudviklingen.

2) Vi vil afskaffe militær og politi, er det fremført i agurketidsdebatten om Enhedslisten. Ok, det er helt ærligt en af de mere langhårede diskussioner:

Enhedslisten har i sit program formuleret et håb om, at det demokratiske, frigjorte lighedssamfund, som vi gerne vil have, gør politi og militær overflødige. Tanken er, at hvis ingen lider nød, ingen ydmyges af at være på bunden af samfundet og alle har store muligheder for at udfolde sig på en god måde i fritiden og i det nødvendige arbejde, som man selv skal være med til at bestemme over, så vil kriminaliteten langsomt forsvinde, og så vil det ikke være nødvendigt at bruge ressourcer på at have et politi.Det er et fromt håb, som jeg personligt synes, det er helt fint at have og formulere, men man skal naturligvis være sig bevidst, at det er det, det er: Et fromt håb. Vi skal arbejde frem mod det, men lad os nu se, om det virkelig går så fremragende. Indtil vi står i den situation, i bedste fald om nogle hundrede år, giver det ingen mening at tale om afskaffelse af politiet.

Hovedbestyrelsesmedlem Kathrine Toft Mikkelsen taler ikke på partiets vegne, når hun foreslår, at 90 Enhedslistemandater ved næste valg vil gøre denne afskaffelse aktuel. Vi kan slet ikke undvære et politi, som tingene er, og det ændrer sig næppe inden næste valg.Til gengæld giver det til enhver tid mening at tale om en reformering af politiet, så det er indrettet til at løse de opgaver, statens og befolkningen vil have løst. Det gælder også efter en socialistisk revolution. Det vil være fjollet at gå alt for meget i detaljer med beskrivelsen af politiets rolle under socialismen. Man må nøjes med at sige, at tjenesten skal være under demokratisk kontrol. Og det er præcis, hvad Enhedslisten arbejder for i Folketinget allerede nu.

Enhedslisten vil ikke have en politistat som DDR eller USA, hvor politikorps undslipper befolkningens demokratisk kontrol og bliver en selvstændig magt.Hvad angår afskaffelsen af militæret, kan man sige omtrent det samme. Hvis hele eller størstedelen af verden bliver til socialistiske demokratier, hvor befolkningerne samarbejder hen over de nuværende grænser, vil behovet for et militær svinde ind. Går det mindre godt, må vi forsvare os mod ydre trusler med så lidt vold og anvendelse af våben som muligt uden at være naive. Enhedslisten bryder sig, modsat den nuværende og den forrige regering, ikke om at at løse sociale og politiske konflikter med våben. Vi er antimilitarister. Det har SF og Det Radikale Venstre også været, men nu står vi faktisk alene med det i Folketinget.

3) Enhedslisten vil nationalisere banker og lukke fondsbørsen efter en socialistisk revolution. Det er helt rigtigt. Vi vil gøre finanssektoren til en del af demokratiet, sådan at hele befolkningen kan være med til at tage stilling til det, der sker med de enorme pengestrømme, som optræder her. Det vil vi først og fremmest, fordi vi bedre kan lide demokrati end en uregerlig markedsøkonomi, hvor de største spekulanter skalter og valter med vores lod. For det andet vil vi det, fordi det vil give os nogle styringsredskaber, så vi kan beskytte os mod fremtidige økonomiske bobler og kriser med al den sociale elendighed, de fører med sig.

Så ja, det vil vi absolut, og efter min beskedne mening er det et meget moderat mål at sætte sig for en revolution. Det kan faktisk uden principielle problemer indføres allerede nu, altså inden for en markedsøkonomi, men som en delvis demokratisering af denne økonomi.

Hvis et stort flertal af den danske befolkning vælger at gennemføre en socialistisk revolution, ville det være underligt, om der ikke til den tid var almindelig opbakning til selv så beskedent et reformkrav. Selvfølgelig vil der være det.Langt mere radikale er Enhedslistens forestillinger om, at almindelige lønmodtagere på et tidspunkt efter en socialistisk omvæltning skal til at bestemme over deres arbejdsplads og modtage en forholdsmæssig del af den værdi, de skaber.Men Enhedslisten er ikke et hysterisk protestparti, som vil udelukke sig selv fra reel politisk indflydelse ved ideligt at stille finanslovskrav, som der ikke er politisk opbakning til. Nationaliseringen af bankerne og lukning af fondsbørsen er ikke et finanslovskrav, men et perspektiv for den lidt mere langsigtede udvikling.

4) Vil Enhedslisten under eller efter indførelsen af et socialistisk demokrati acceptere en indskrænkning af ytringsfriheden, herunder trykkefriheden?

Svaret er enkelt: Nej, det vil vi under ingen omstændigheder. Det kan man også læse i vores program. På dette punkt ligger vi langt til venstre for resten af Folketingets partier, som ALLE accepterer indskrænkninger i ytringsfriheden, ikke kun som nødforanstaltninger under en revolution, der kunne være presset af misinformation fra ydre og indre fjender, men her og nu. Fx går både regeringen og den blå opposition ind for at undertrykke den kurdisk tv-station, Roj. Og Nyropregeringen ville ikke have besøg af forfatteren Salman Rustie, fordi den ikke ville lægge sig ud med den muslimske verden. I begge tilfælde har Enhedslisten kæmpet indædt for ytringsfriheden, og det er vores hensigt at blive ved med det, selvom højrefløjen og Socialdemokraterne ofte stritter imod.

Enhedslisten er rabiate tilhængere af en retsstat og af en udvidelse af de demokratiske rettigheder, som vi har i dag.

Også her har Enhedslistens højrefløj med Hans Jørgen Vad i spidsen ytret sig mere tvetydigt. Sådan er der forskellige tendenser i alle partier, men selv Hans Jørgen Vads mere borgerlige synspunkt på dette område er trods alt mere demokratisk, end hvad vi almindeligvis møder blandt de borgerlige.

Hans synspunkt tager udgangspunkt i nogle analyser af forskellige historiske forsøg med socialistiske revolutioner, fx den i Nicaragua i 1979, hvor Sandinisterne væltede det siddende fascistiske diktatur under ledelse af Somoza-familien og kom til magten med en massiv folkelig opbakning bag sig. Sandinisterne demokratiserede samfundet og alfabetiserede befolkningen, så de bedre kunne deltage i samfundslivet. Denne succesfulde socialisme blev en inspiration for revolutionære bevægelser i fx El Salvador og Honduras og derfor en torn i øjet på Ronald Reagans USA, som havde støttet de tidligere fascistiske magthavere i Nicaragua.En af de måder, USA forsøgte at genvinde magten i landet på, var at lade CIA træne og betale en kontrarevolutionær hær, som skulle slå til med terroraktioner forskellige steder i landet. Og det gjorde de. USA minerede også Nicaraguas havne. Det havde de ikke nogen ret til, men det gjorde alligevel. Et tredje våben i USA’s krig mod sandinisterne var systematisk at udsprede løgne om situationen, fx fødevareforsyningen, i landet. Det gjorde de via avisen La Prensa. Målet med dette var at skabe panik og oprør i landet ved at fortælle befolkningen, at sandinisterne ikke kunne give dem mad.

Disse systematiske misinformationer pressede hen over årene den sandinistiske regering, og regeringen besluttede efter en slingrekurs at censurere og siden lukke La Prensa.Enhedslisten mener, at denne lukning var en fejl. Man skulle i stedet have arbejdet benhårdt på at få sandheden frem, selv til landbefolkningen, som ikke på egen hånd kunne skaffe sig viden om, hvad der foregik i Managua.

Denne defensive fejl fra sandinisternes side var medvirkende til den katastrofe, landet siden havnede i. Lukningen af La Prensa blev nemlig klogt udnyttet af USA og fx den europæiske højrefløj, herunder den danske, som på det grundlag havde held til at fremstille sandinisterne som et totalitært regime, nærmest på linje med Fidel Castros Cuba. Denne løgn gjorde det meget svært at finde solidatitetsarbejdere, som ville rejse til Nicaragua og hjælpe med høsten. Den havde der eller fra starten af været mange af. Det gjorde det også sværere for Nicaragua at finde økonomiske samarbejdspartnere, og til sidst blev La Prensa løgne til selvopfyldende profetier. Landet havnede i isolation, og der opstod reelle sultproblemer forskellige steder i landet.

I 1990 var store dele af befolkningen så desillusionerede, at de ved et parlamentsvalg stemte en konservativ regering til magten. Ved de to tidligere parlamentsvalg under sandinisterne havde regeringen fået massivt flertal, og højrefløjens sejr overraskede alle, også CIA. Ganske vist fik sandinisterne i 1990 stadig 40% af stemmerne, og højrefløjen kom kun til magten gennem en alliance med forskellige leninistiske partier i parlamentet, men sandinisterne havde mistet store dele af befolkningens tiltro.

Den nye centrum/højre-regering gennemførte en politik, som bremsede den alfabetisering og demokratisering, som sandinisterne havde sat i gang, og den øgede uligheden og derfor også fattigdommen og sultproblemerne i landet.

Ved det seneste valg kom sandinisterne så igen til magten som en del af den venstreorienterede tendens, som Latinamerika for tiden oplever, men sandinisterne fik denne gang magten i et lumpent kompromis med den katolske kirke, og prisen var blandt andet en modstand mod fri abort. Sandinisterne kæmper med nepotisme og korruption og er ikke længere båret frem af den begejstring, som bragte dem til magten i 1979.

Hans Jørgen Vad og andre på Enhedslistens højrefløj har større forståelse for lukningen af La Prensa i denne situation, end deres parti har, ligesom de borgerlige i Danmark accepterer at lukke det kurdiske PKK’s tv-station i Danmark, Roj, fordi PKK er på EU’s terrorliste. Om PKK er en terrororganisation, diskuteres livligt, om de er det i Danmark, er yderst tvivlsomt. At La Prensa indiskutabelt var de højreorienterede terroristers aktive redskab i Nicaragua, ændrer ikke ved, at Enhedslisten ser det som en demokratisk fejl at lukke den. Ytringsfrihed er altid modstanderens ret til at sige, hvad hun vil, også de onde løgne.

Hvad angår de onde løgne, kommer jeg her til sidst til at tænke på Pia Kjærsgaards sammenligninger af Enhedslistens Per Clausen med et af historiens ondeste og mest voldelige regimer, nemlig Pol Pots i Cambodja. Jeg vil spilde krudt på at påvise, hvor beskidt en løgn, sammenligningen bygger på. Lad dog hendes galmandstale hvile i fred. Vil Per Clausen søge oprejsning i en injuriesag, kan han gøre det og kan næppe undgå at vinde, men jeg ville ikke gide.