fredag den 29. september 2023

Min gamle Buescher

Foto: Kim Bøg Brandt




Det er min fætter Kim, der har taget billedet. Det dukkede op under en flytteoprydning i forgårs. Der findes ikke mange skud af mig med tenorsaxofonen. Vel nok fordi jeg kun én gang optrådte offentligt, nemlig til en amatøraften på Fronthuset i Århus. Jeg øvede en overgang med et kopirockband i en forladt lagerbygning. Egentlig ville jeg spille jazz, men blev aldrig god nok. Det første nummer, jeg lærte mig, var Erroll Garners ‘Misty’. Det var Dexter Gordons udgave af det
nummer, som gjorde mig afhængig af jazz (de første tre toner af Misty og de første fem toner af Thelonious Monks 'Round Midnight, for at være helt præcis).

Her står jeg foran min mors barndomshjem i Bigum ved Tjele Langsø. Det må være fra den periode, hvor det gamle lerklinede hus tjente som sommerhus for min mor og tre af hendes ti søskende.
Jeg er ikke helt sikker, men så vidt jeg kan se, det her er min første saxofon, den gamle utætte Buescher, som jeg siden udskiftede med en Yanagisawa, som lød bedre og kun var utæt nede i den dybe Bb-klap, som ikke skulle bruges så tit. Jeg spillede saxofon (i privaten) i ti år. Så solgte jeg instrumentet for at kunne holde en stor fest. Jeg kunne alligevel ikke øve på det tidspunkt, fordi jeg var flyttet ind på kollegiet i Universitetsparken. Jeg forestillede mig, at jeg kunne købe en ny, når jeg var blevet rig og var flyttet i et hus på landet. Det er snart 28 år siden, og jeg har stadig ikke opfyldt nogen af betingelserne for at anskaffe mig en ny saxofon.

mandag den 18. september 2023

Det er ufatteligt, at jeg nogensinde får skrevet noget

Jeg kan ikke skrive, når jeg lige har spist et varmt måltid. Måske fordi jeg altid spiser for meget og bruger al min energi på at fordøje.
Jeg kan på den anden side heller ikke skrive, hvis jeg er genuint sulten.
Jeg kan overhovedet ikke skrive, hvis jeg lige har set nyheder eller været på de sociale medier. Det hensætter mig i en tilstand, hvor sproget bliver reduceret til et redskab for problemløsning.
Til gengæld kan jeg sagtens skrive, når jeg lige har løst praktiske problemer, som ikke har krævet min fulde opmærksomhed imens.
Jeg kan ikke så godt skrive, hvis nogen taler i baggrunden – og det er heller ikke optimalt, når jeg lige har talt med nogen, med mindre samtalen har været en leg.
Jeg skriver meget gerne til musik, helst klassisk eller jazz med ikke alt for store besætninger. Men der må absolut ikke være sang på den musik, jeg hører, mens jeg skriver. Det roder med mit sprog og får mig ofte til at rime. Jeg har en påtrængende tilbøjelighed til at rime. Eller det får mig til at tænke over teksten og digte videre på den i stedet for på min egen tekst.
Jeg skriver bedst, når jeg lige er vågnet. Måske fordi jeg ofte skriver videre på drømme. Nej, det er ikke bare det. Det er også det rensede sind, som jeg vågner med. At job og praktiske hverdagsbekymringer er fortrængt. Ofte sker det, når jeg vågner mellem 3 og 4 om natten, men det kan også være om morgenen, hvis jeg ikke skal på arbejde og er den første, der er stået op. Men øjeblikket er forpasset, hvis jeg lige sætter mig til at scrolle gennem Facebook eller læse sportsnyheder eller e-mails først.
Nye idéer til et langt manuskript dukker altid op under en gåtur eller et brusebad. Det er helt fint på gåturen, hvor jeg gerne har en notesbog med, men egentlig også ok under bruseren, hvor jeg ikke har langt til mit skrivebord.
Med at skrive mener jeg her skrive skønlitteratur, men ikke kun at skrive ny tekst, også gennemskrivninger. De kræver præcis den samme tilstand. Lad os af mangel på bedre kalde det for inspiration.
Hvad med dig?

torsdag den 7. september 2023

Så blev det lokumsbrættet

 – Hvor kommer du fra? spurgte han.

Jeg fortalte det.

Han forklarede, hvorfor kohuder var bedre til tasker end svine- og gedeskind.

Jeg var stadig i tvivl om, hvorvidt den skuldertaske, jeg havde kigget på, nu også var det, jeg havde brug for. Den kostede det dobbelte af, hvad jeg havde tænkt mig at bruge.

– Du taler virkelige godt spansk, sagde han og kiggede på mig med store opspilede øjne.

– Arh, det ved jeg ikke, sagde jeg.

– Jojo, insisterede han og fortalte historien om, at de fleste udlændinge, som kom ind i butikken, kun ville tale engelsk.

– Nå, ja, men jeg har nu også boet i landet i snart 12 år, sagde jeg og famlede forlegen efter betalingskortet i rygtasken.

Han nikkede og gentog sin ros, blot med andre ord, og rakte diskret automaten frem mod mig.

Nu sikrede han sig, at betalingen var gået igennem, og så kiggede han uskyldigt på mig og sagde:

– Flyttede du så til Spanien, da du var blevet pensioneret?


Da jeg trak døren i efter mig, forekom det mig, at jeg hørte et lille undertrykt grin derinde fra. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tolke det. Men nu har jeg barberet det meste af det hvide skæg af. Jeg har ladet lokumsbrættet stå. For sidst, jeg boede i Danmark, var netop dette skæg det foretrukne blandt midaldrende mænd, som gerne ville se yngre ud.

onsdag den 16. august 2023

Min far regnede med at dø ung

Foto: Knud Halskov
 



Min far regnede med at dø ung. Han begyndte at ryge, da han var 7, og begyndte at fiske for alvor, da han var 12. Han var ambitiøs og ville lære alle sider af sit fag at kende, prøve alle former for fiskeri, alle fangstmetoder og redskaber. Lære at lave dem, lære alt om skibe og sejlads, alt om fisk og deres adfærd. Han fiskede ved Norge, Skotland, Skagen, Bornholm og i alle indre danske farvande. Han var sjældent i en hyre længere, end til han havde lært det, der var at lære. Så rakkede han videre. Han elskede friheden ved det, boede ombord eller havde måske et værelse på sømandshjemmet. Selvom han levede det liv, han ville, var det hårdt arbejde, og farligt, og så var det jo også rimeligt nok, at han kastede los og gav den fuld skrue, når han havde tid til at feste.

På sømandshjemmet i Skagen lærte han den unge kokkepige at kende, og hun kom hurtigt til at betyde noget særligt. Da han var blevet familiefar og gerne ville hjem hver dag, slog han sig ned ved Tissø, hvor han blev ålefisker. Det var også spændende arbejde. At lære alt om, hvordan man vedligeholder og plejer fiskebestanden i en indsø. Han byggede et geddeklækkeri og satte yngel ud i søen. Han satte også åleyngel ud og holdt øje med, hvordan de forskellige artsbestande afbalancerede hinanden. Han kæmpede en umulig miljøkamp mod nabobonden, som fyldte søen med gylle og fremkaldte iltsvind. Han fik bygget en ny havn, nye skibe, forbedrede fangstredskaberne. Det var også hårdt arbejde. Sådan kunne han lide det. Indtil hjertet ikke kunne holde til det længere.

Men selv om den unge fisker her på billedet har levet stærkt, kan han i dag fejre 85 års fødselsdag. Og det er jeg uendeligt glad og taknemmelig for. Tillykke med det, kære far.

torsdag den 10. august 2023

Så bliver det kylling igen


Her er over 100 græssende gæs, men Vera fanger ikke en eneste. Det bliver en sløj Mortens aften i år.

Konvolutten

Da jeg var 18 år, fandt jeg under en gåtur i Koldilgade, Kalundborg, pludselig en stor, bugnende konvolut. Den lå lige foran mig på fortovet, og den var ikke ordentligt lukket, så jeg kunne godt se, hvad der var i. Det var store sedler, og der var rigtig mange. Jeg samlede konvolutten op, det er klart. Jeg kunne ikke tælle pengene på åben gade, men der var så mange, at jeg som det første tænkte, at nogen havde tabt udbetalingen til deres nye hus. Konvolutten lå ved døren til et advokatkontor. Tænk sig at have sparet sammen til et nyt hus og så tabe alle pengene på gaden. Jeg kiggede mig omkring for at se, om nogen stod og slog sig fortvivlet på jakkelommen, men der var ingen at se. Så overvejede jeg at gå ind til advokaterne med pengene, men tænkte straks, at det lige så godt kunne være narkopenge. Skulle jeg så hellere gå til politiet? Og hvem kunne jeg egentlig stole på, når det gjaldt så stort et beløb i brugte, herreløse pengesedler? Jeg forestiller mig, at jeg har set ret fjoget ud, mens jeg stod der, rådvild med en ordentlig røvfuld penge i hænderne. Der gik heller ikke mere end et minut eller to, så kom der en mere rådsnar kvinde, som hjalp mig ud af mine kvaler.

– Jeg ved godt, hvor de skal hen! sagde hun med et undertrykt smil.
Så rev hun konvolutten ud af hænderne på mig og var væk, før jeg fandt på noget at spørge om.

Og sådan er det egentlig gået lige siden. Jeg har tit ærgret mig over min måde at reagere på i den slags situationer. Men det gør jeg ikke mere. Det nytter ikke at ærgre sig over, hvem man er.

onsdag den 21. juni 2023

Bare uden håret


- Du er god til de stille, søde sange, far.

- Tak.

- Du skulle måske have været jazzsanger.

- Det tror jeg ikke, siger jeg. - Jeg kan bedst lide at synge godnatsang for dig.

- Men du skulle nok ikke synge rock.

Jeg siger, at jeg ellers godt kan lide rock

- Men du er mere stille. Du er ikke sådan …

Og så synger hun heavy.

Jeg siger, at rock måske ikke er det bedste at falde i søvn til. At ‘My Funny Valentine',  'Summertime' og 'Strangers in the Night’ fungerer bedre som godnatsange. Det er dem, jeg har sunget, siden hun var spæd.

- Og 'Yesterday’, siger hun.

Jeg siger, at det ikke er jazz.

- Nej far, men det er heller ikke rock.

Jeg vil gerne protestere og prøver at komme i tanke om en mere rock’et sang, jeg har sunget for hende, men valget synes at stå mellem ‘Se min kjole' og ‘Langt ude i skoven lå et lille bjerg’.

Hun betragter mig, overbærende.

– Det gør ikke noget, far.

- Nå, jo. Hvad med Pippis sang! Den er da lidt rock’et, forsøger jeg.

- Øh, nej.

Jeg tænker over, hvor mange år siden det mon er, at jeg smed læderjakken ud.10? 14? Men var jeg overhovedet rock’et, før jeg blev far? Har jeg nogensinde været det?

- Du kunne være blevet sådan en slags Justin Bieber, far. Bare uden håret.

- Godnat.

- Men far! Far? Faaaar?


søndag den 11. juni 2023

Helle Malmvigs spøg

 — Hvis du skriver det som en vittighed, bliver folk i tvivl om, hvad du mener. Eller endnu værre: De tror, du mener noget andet, end du gør, skrev en god ven til mig, da jeg for en uges tid siden skrev et lille satirisk opslag på Facebook.

Så slettede jeg det igen.

For egentlig var det ikke min intention at give nogen mening til kende. Ja, i hvert fald ikke ud over, at jeg fandt det muntert, at en selvudnævnt repræsentant for overklassen på forsiden af Weekendavisen havde fået tildelt det enestående privilegium at skrive om, hvor skidt man kan have det, selvom man økonomisk og kulturelt er en af de mest privilegerede. Det var egentlig mest det sjove greb med, at den, der var født ind i Hellerups overklasse, ikke engang kunne unde en selvudnævnt repræsentant for underklassen retten til at definere overklassen og den højere middelklasse som i udgangspunktet mere privilegeret. At overklassens bare ville have det hele. Selv dette.

Det var sjovt på så mange niveauer. Også fordi det kom til at fungere som en ironisk kommentar til, hvor vigtig en ressource det er blevet at have retten til at definere de andre som de privilegerede og sig selv som den, det i virkeligheden er synd for. Men at de mest privilegerede nu så åbenlyst kæmper for at få overtaget også i den konkurrence, rummer altså sin egen vulgære ironi.

Kosteligt var det også, at seniorforsker Helle Malmvig (for hende er der naturligvis tale om) fra Hellerup gav udtryk for, at man kunne om ikke ligefrem overtrumfe underklassens ydmygelser så i hvert fald relativere dem, sådan at de ikke var noget særligt for underklassen. Det skulle komme i stand ved at belære digter og psykolog Glenn Bech (for det var ham, hun henvendte sig til) om, at man også kan være traumatiseret, selvom man kommer fra overklassen og ikke alene altid har haft røven fuld af penge, men også har haft fri adgang til det, vi med et uskønt udtryk er begyndt at kalde kulturel ‘kapital’.

Det har alle jo altid vidst, at man kan. Hvis nogen nogensinde har været lidt i tvivl, har der til enhver tid været adgang til allehånde kunstneriske fremstillinger af disse overklassetraumer. Det være sig hos Homer, William Shakespeare, Evelyn Waugh, Leif Panduro eller Thomas Vinterbergs ‘Festen’. Over- og middelklassen har altid haft adgang til at få deres fortællinger publiceret, og det har aldrig rigtig været muligt at overse deres kvaler.

Så at forestille sig, at netop en praktiserende psykolog (en faggruppe, som i årtier stort set ernærede sig ved netop at håndtere over- og middelklassens traumer) som Glenn Bech ikke skulle vide, at også de privilegerede får traumer, var måske næsten det sjoveste greb i Helle Malmvigs selvironiske satire på den selvforblindede overklasses vegne.

Nå ja, om Helle Malmvigs hensigt så også var at levere en satire, kan jeg jo faktisk ikke vide. Men jeg kan næsten ikke tro andet. Også fordi hun valgte at sætte sin tekst op som et digt, velsagtens fordi det skulle lade, som om det talte samme sprog som Glenn Bechs langdigt ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’.

Det var den selvironi (sådan valgte jeg at opfatte det), som jeg ville anerkende med min egen lille satire i sidste uge. Siden har jeg set, at stort set alle andre har valgt at tage Malmvigs udsagn for pålydende. Og så er det pludselig ikke så sjovt længere.


torsdag den 8. juni 2023

Ved kassen i Aldi

En af de store daglige glæder, som endnu ikke er belagt med brugerbetaling og engangsgebyrer, er iagttagelsen af menneskelig adfærd.

Som eksempelvis den travle forretningsmand, der her i eftermiddags med mobilen i venstre hånd højlydt fortalte en af sine underordnede, hvordan en bestemt kontraktforhandling skulle skæres, mens han med den højre fyldte båndet med Aldis bedste discountvarer. Han havde også overskud til at skælde ud over den langsomme progression ved kassen. Hvorfor fanden skete der ikke noget?!
En kvinde prikkede ham på skulderen.
— Må jeg lige komme forbi, spurgte hun travlt, men venligt.
Men der var ingen, der skulle passere bag hans ryg.
— Men jeg skal ikke købe noget, jeg skal bare forbi, sagde hun med et underfundigt smil.
— Du kan vente i køen som alle os andre! meddelte han og bandede igen over, at hans varer ikke blev kørt igennem.
Og så fortsatte han ellers sine instruktioner i mobilen.
— Undskyld, men jeg bliver nok nødt til at komme forbi, bad kvinden.
— Jeg har sagt nej!
— Men...
— Jeg siger det ikke igen! Og hvorfor helvede er der ingen, der kører mine varer igennem?
— Fordi du ikke vil lade mig komme hen til kassen og ekspedere, sagde hun med et lille suk.

fredag den 26. maj 2023

Erindring fra Madrid

Han er skaldet med solbrændt isse og et vildtvoksende, hvidt skæg omkring det lille hoved, der er formet som en bold, der er trykket flad foroven. Jeg vil sige, han ser rar ud.

Han er ikke mindre end andre spanske mænd på den alder, men mere stiv i benene, når han trisser af sted mellem skolen og La Latina-metroen, en tur på tre hundrede meter. Hans gang består af korte og langsomme skridt i serier af tre, og når han endelig er kommet op til metrostationen, må han straks ned mod skolen igen. Ned mod skolen og den kiosk, hvor han køber sin grønne dåse.
Jeg har set ham pendulere her gennem mange år, men aldrig set ham i selskab med nogen. Jeg har aldrig hørt ham tale. Hvad der undrer mig mest er, at ingen kigger på ham. Jeg har spurgt andre forældre ved skolen, om de vidste, hvem han var. Ingen har forstår, hvem jeg taler om. Jeg har udpeget ham, men ingen synes at kunne se ham.
Når jeg siger, at han ser rar ud, mener jeg ikke, at han har et udpræget varmt ansigtsudtryk; han er nærmest udtryksløs. Det er, som om det koster ham så store anstrengelser at drage luft ned i lungerne, at der ikke er råd til et smil. Eller til det modsatte.
Han er standset foran kiosken, da jeg pludselig hører en sælsomt skvulpende hulken fra hans strube, og jeg når at tænke, hvad han dog kan være så ulykkelig over. Hvordan kan denne morgen være så meget værre end den i går? Han dage synes at være uden forskel. Det er en arrogant og ufølsom tanke. Hvad ved jeg om størrelsen af hans indre liv?
Han vender sig, og nej nej, han græder ikke, men ler. Han griner, så det knirker i den sammenbrændte krop. Det er som at overvære en endeløs orgasme, en overvættes vellykket rus, som skyller igennem ham igen og igen. Jeg kan ikke rive mig løs.
Sådan kan jeg ikke grine.

fredag den 5. maj 2023

Om librettoen til 'Bohemian Rapsody'

Jeg forsøger for tiden at skære min litteraturteoretiske bog ‘Hvad er skønlitteratur’ ned til 400 sider. En af de små analyser, jeg har valgt at ofre, er denne tekst om librettoen til ‘Bohemian Rapsody’, som var noget af det første, jeg skrev, da jeg begyndte på arbejdet med manuskriptet for omkring 7 år siden, og som jeg længe håbede at få plads til. Nu kommer den her i stedet for:

I Freddie Mercurys libretto til Queens rockklassiker ‘Bohemian Rhapsody’ optræder skiftende stemmer, begyndende med en rammesættende korstemme, der på almenhedens vegne forsøger at skyde sig ind på, hvad det er for en tilstand eller situation, teksten placerer læseren i. Denne stemme ligner fra begyndelsen en overordnet fortællerstemme, men dukker aldrig siden op i teksten, hvorfor man tilskyndes til at læse/høre teksten som en polyfoni af ligestillede stemmer. Koret afløses gradvis af Mercurys stemme, som på samme tid er en første- og en andenpersonsfortæller med en undskyldende og trøstende du-henvendelse til sin mor. Dette stykke afsynges som en rockballade. Jeget er en ung mand, som har skudt en anden mand på klos hold og nu skal stilles til ansvar for sin ugerning, formodentlig henrettes. Senere når vi frem til et stykke, der fungerer som en opera-pastiche, hvor forskellige stemmer kæmper mod hinanden.
Men jeg er blot en fattig dreng, og ingen elsker mig
Han er blot en fattig dreng fra en fattig familie
Skån hans liv for denne monstrøsitet!
Kommer let, går let, vil I lade mig gå?
Bismillah! Nej, vi vil ikke lade dig gå!
– Lad ham gå!
Bismillah! Vi vil ikke lade dig gå!
– Lad ham gå!
Bismillah! Vi vil ikke lade dig gå!
– Lad mig gå!
Vil ikke lade dig gå,
– Lad mig gå (aldrig)
Lader dig aldrig gå!
– Lad mig gå!
Lader mig aldrig gå, ååå
Nej nej nej nej nej nej nej
Åh, mama mia, mama mia, mama mia, lad mig gå!
Beelzebub har en djævel gemt til mig
Til mig
Til mig [Freddie Mercury: 'Bohemian Rhapsody'].
Her ser vi først den tidligere jegfortæller, som (sunget af Freddie Mercury) appellerer til den almenhedens medfølelse, som han ganske vist tidligere har afvist at have behov for. Det har han nu, hvor han beder for sit liv. Herefter hører vi et firemandskor (sunget af Queen) gå i forbøn for jeget og understøtte dets appel om benådning: “Skån hans liv”. Herefter henviser jeget til sin ubetydelighed ved igen at benævne sig selv som ‘Kommer let, går let’ og spørger “Vil I lade mig gå?” Denne appel besvares af en ny vi-stemme, nemlig en øvrighed i skikkelse af et kor, som indleder med besværgelsen ‘Bismillah!’ [arabisk for ‘I Guds navn!’] og kontant afslår anmodningen om benådning. Denne nedslående besked afløses nu af det første kors tryglen om at lade den unge mand slippe, en tryglen han senere selv overtager igen i udvekslingen med den retfærdigt vrede øvrighed.

Lige som i Andkjær Olsens polyfone ‘Ægteskabet mellem vejen og udvejen’ er der altså tale om en dialog mellem forskellige fortællemæssigt ligestillede stemmer. Teksten har ganske vist en protagonist, nemlig den jeg-stemme, der synges som solo af Freddie Mercury, men der træder ikke nogen overordnede, samlende fortælleinstans autoritativt frem i teksten. Den implicitte forfatter er dialogens diskrete ordstyrer.

Og her er sangen.

lørdag den 15. april 2023

Den fantastiske litteratur

Tzvetan Todorov indkredser den fantastiske litteratur som den, der hos læseren fremkalder en sand og vedvarende tvivl hos læseren og således udvirker en tøven i læsningen, som opstår, når hun tvinges til at overveje, om teksten fremviser en illusion hos protagonisten (hovedpersonen) eller fortælleren, eller om det umiddelbart uforklarlige (en engel viser sig ved en slotsruin, eller en indsø forvandler sig pludselig til et ildhav) skal tages for pålydende som en virkelig bestanddel af det fortalte univers.

onsdag den 22. marts 2023

Karl Rosenkranz’ skønhedsbegreb(er) som en mulig definition på skønlitteratur?

Den tyske filosof, Karl Rosenkranz (1805-1879), opererede (i 1850) med i hvert fald tre forskellige skønhedsbegreber: Der er det ophøjede (som logisk nok står i modsætning til det lave, altså tarvelige). Der er det, som behager (og som tilsvarende står i modsætning til det, som frastøder, det modbydelige) – og man kunne tilføje: behager overklassen. Og endelig er der det komiske, som er en forsonet form for æstetisk hæslighed, nemlig den forsoning, der opstår, når det hæslige overskrider sit ‘maksimum’, bliver til en karikatur af sig selv og til sidst slår over i ironi.

Det hæslige fuldendes i karikaturen, hvor negationen af friheden i sit væsen er indgivet i en ufuldkommenhed af form og bevægelse [Karl Rosenkranz: System der Wissenschaft, side 564]. Det hæslige er altså ikke blot en negation af (eller et fravær af ) skønhed, men også en negation af frihed, hvilket for Rosenkranz omvendt betyder, at skønhed er frihed. Skønhed er fri udfoldelse af naturlig harmoni og et fuldkommen perfekt samspil mellem form og indhold. På Rosenkranz’ tid var det endnu en relativt almindelig opfattelse, at skønlitteraturen var den litteratur, som frembragte denne form for skønhed. Selv beskæftigede Rosenkranz sig ikke udførligt med skønlitteratur, så vi kan ikke med sikkerhed vide, hvordan han mente, man kunne identificere en sådan skønhed i et litterært værk. Eller for den sags skyld, hvordan man skulle kunne skelne den ophøjede fra den blot behagende skønhed. Men lad os nu for eksperimentets skyld antage, at det behagende er sådant, som får hjertet til at slå roligt: harmoni, eksempelvis. Harmoni kunne i en litterær tekst etableres med rim og regelmæssighed. Sonetten kunne være billedet på sådan en behagende skønhed. Eller det kunne være brug af assonanser, allitterationer eller epiforer. Den ophøjede skønhed kunne måske referere til et særligt ‘højt’ sprog, der kunne manifestere sig i brugen af lange sætningsstrukturer med mange ledsætninger, et avanceret ordforråd med ord og vendinger, som falder uden for dagligsproget, eller brug af lyriske vendinger eller naturbesjælinger. Kan vi nu konstatere noget sådant ved en undersøgelse af nogle af litteraturhistoriens højest estimerede værker? Lad os først betragte et tekstuddrag fra Molloy (1951). I denne roman af Beckett står der fx: Stuvningen var en skuffelse. Hvor er løgene? råbte jeg. Gået sig en tur, svarede Marthe. Jeg stormede ud i køkkenet, efter løgene som jeg mistænkte hende for at have fjernet, fordi hun vidste hvor meget jeg satte pris på dem. Jeg rodede til og med i skraldespanden. Ingenting. Hun så hånligt på mig. [Samuel Beckett: Molloy, side 135]. Om teksten rummer en behagende skønhed, kan man diskutere. Nogen sonet er det ikke. Man kan næppe sige, at sproget her peger på sig selv som sprog og løsriver sig fra sin meningsformidlende funktion. Vi ser tværtimod et ukompliceret sprog, overvejende med korte sætningsforløb, hovedsætninger som Stuvningen var en skuffelse, Jeg rodede til og med i skraldespanden og Hun så hånligt på mig. Ordforrådet er hentet fra hverdagen: skraldespanden, løgene, køkkenet, stuvningen. Ordforrådet er ikke alene hentet fra hverdagen i køkkenet, men også fra det jævne køkken. Der serveres uspecificeret stuvning, ikke soufflé. Man aner, at oversættelsen ikke et helt ny. Udtryk som ‘sætte pris på’ og ‘til og med’ er i skrivende stund ved at glide ud af dagligsproget, men var endnu faste vendinger ved udgivelsen i 1990. Bortset fra denne detalje er sproget vanskeligt at skelne fra dagligsproget. Der er ikke noget i dette uddrag, som kan godtgøre, at der skulle være tale om et særligt ‘højt’ sprog. Og hvad det angår, er der tale om et repræsentativt citat fra værket. Vi tager et andet eksempel. Her er et uddrag af en roman fra 1936 af Louis-Ferdinand Céline: Men det varede ikke længe nok... Han ville også ind i hendes røvhul... Hun forsvarede sig... Hun satte sig til modværge. Så vendte vildskaben tilbage. Det var intens underholdning... Hun skrydede højere end et æsel!... Han gled af hver gang... Han kunne ikke... Så springer han ud af kassen, han styrer lige ud i køkkenet. Da vi stod oppe på ovnen, var det heldigt at han var så opflammet at han ikke så os... Han går lige forbi og begynder at rode i skabet, splitternøgen og med sutsko... Han ledte efter smørkrukken... Han stødte imod med pikken alle vegne [Louis-Ferdinand Céline: Død på kredit, side 153]. Vi genkender her et sprog, der bedst kan beskrives som nedbarberet daglig- dagssprog med et profant hverdagsordforråd. Ligesom hos Beckett skrives der overvejende i hovedsætninger. Samtidig ser vi tilsyneladende vilkårlige spring mellem præsens og præteritum, som får det til at ligne talesprog. Her synes ikke at være nogen ambitioner om at divertere med et særligt højt, kompliceret eller pyntet sprog. Hvis man overhovedet kan finde noget, som kan kaldes naturbesjæling i citaterne af Beckett og Céline, må det være Becketts løg, som er “gået sig en tur”. Og snarere end en naturbesjæling er dette vel en dagligdags kækhed. I de to skønlitterære citater ser vi heller ingen sonetlignende strukturer, allitterationer, assonanser, epiforer eller tilsvarende. Men hvor skønlitteraturens skønhed hverken er ophøjet eller behagesyg, kunne den måske i stedet henregnes til Rosenkranz’ tredje skønhedsbegreb, altså det komisk skønne, hvor det hæslige (her forstået som det lave eller tarvelige snarere end som det frastødende) overskrider sit æstetiske maksimum, bliver til sin egen karikatur og slår over i ironi? Nu kan det være vanskeligt at afgøre, hvor det tarveliges æstetiske maksimum ligger, eller om der overhovedet gives noget sådant maksimum, men der er næppe nogen tvivl om, at både Céline og Beckett leger en drilsk leg med deres læsere. De er morsomme, og deres profane sprog udfordrer læsernes forventninger til, hvad skønlitteraturen har at tilbyde. Er der ligefrem tale om en karikatur på skønlitteratur som genre? Når man betænker, hvornår værkerne er skrevet (Død på kredit 1936 og Molloy 1951), så virker det ikke urimeligt at læse det sådan. De har provokeret deres samtid; ikke fordi det i sig selv har været oprørende at læse skønlitterære tekster om pikke og smørkrukker i 1936 eller om stuvninger og skraldespande i 1951. Dem var der trods alt mange andre, der havde skrevet om. Men at læse om det i så dagligdags og ukunstlet og uforblommet et sprog må endnu have fået det til at gibbe i mange læsere. I den forstand lever de to citerede romaner muligvis alligevel op til Rosenkranz’ begreb om skønhed. Men dette skønhedsbegreb kan til gengæld vanskeligt udelukke alle de faglitterære værker, vi gerne ville udgrænse ved en definition på skønlitteratur. Vi kan således ikke på dette grundlag godtgøre, at skønlitterære værker i alle tilfælde skulle abonnere mere insisterende på det ophøjet eller behagende skønne, end faglitteraturen gør. I de udvalgte eksempler synes det omvendte at være tilfældet. De her analyserede romaner er til gengæld mere komisk skønne end gængs faglitteratur. Omvendt kan vi naturligvis heller ikke ved hjælp af sådan en lille stikprøve afvise, at skønlitteraturen generelt skulle være mere skøn i Rosenkranz’ forstand end faglitteraturen. Det kan der sådan set være god grund til at formode, at den er, blot ikke i disse citater, som jeg naturligvis har udvalgt med henblik på at teste holdbarheden af Rosenkranz’ skønhedsideal. Alt i alt må vi sige, at Rosenkranz’ skønhedsideal nok kan bruges til at identificere en lang række af de værker, vi almindeligvis opfatter som skønlitterære, som tilhørende netop denne genre. Anvendt med lydhørhed kunne det måske ligefrem identificere langt det meste af skønlitteraturen. Men ikke desto mindre er der så bemærkelsesværdige undtagelser fra denne regel, at den ikke ville kunne bruges som definition på skønlitteratur.

Anvendte værker: • Beckett, Samuel: Molloy, Gyldendal 1990. Oprindeligt udgivet: 1951. • Céline, Louis-Ferdinand: Død på kredit, Forlaget Vandkunsten 2013. Oprindeligt udgivet: 1936. • Rosenkranz, Karl: System der Wissenschaft, Verlag der Gebrüder Bornträger, 1850.

fredag den 17. marts 2023

Så er 'Bestemt – en bog om brugen af bestemthed på dansk' endelig blevet genoptrykt!

Nu er Bestemt – en bog om brugen af bestemthed på dansk på gentagne opfordringer blevet genoptrykt og kan igen bestilles hos forlaget Frydenlund.


Her kan du læse, hvad forskellige fagpersoner har skrevet om deres erfaringer med bogen:

"Har man haft anledning til at undre sig over, hvordan den grammatiske kategori bestemthed udtrykkes og anvendes på dansk, ja, så finder man svaret i Jens Peter Kaj Jensens bog Bestemt. På en kortfattet og lettilgængelig måde graver bogen sig helt ned i detaljen og afdækker alle hjørner af bestemthed på dansk.
    Desuden får læseren interessante introduktioner til, hvordan bestemthed udtrykkes og anvendes på russisk, finsk, kurdisk, tyrkisk, arabisk, somali, spansk, engelsk, bulgarsk og norsk. Disse introduktioner tilføjer relevante perspektiver til forståelsen af bestemthed og giver selvfølgelig også en forståelse for, hvilke kvaler udlændinge med de omtalte sprog kan have, når de prøver at lære om bestemthed på dansk.
    Bogen kan klart anbefales til sprogkyndige, grammatikinteresserede, undervisere og studerende, som er nysgerrige på detaljerne i det danske sprog."
Marie-Louise Kragelund, lingvist og underviser i dansk sprog

"Jeg har brugt Bestemt til hjælp til internationale studerende, som jeg ofte er i kontakt med. De skal typisk anvende dansk i deres undervisning (og til deres studiejob og liv i øvrigt). Så jeg har altså brugt den til dansk-“coaching” af internationale studerende. Jeg har bogen i pdf, men hvis den genudgives, vil jeg købe den. Den fortjener at komme ud til alle, der skal lære dansk eller undervise i sproget."
Nanna Elgaard Holm, studenterpræst

"Bestemt af Jens Peter Kaj Jensen kan læses med stort udbytte af alle, der beskæftiger sig med undervisning i dansk som andetsprog eller blot interesserer sig for en ofte underbelyst del af vores modersmål. Den fine og indsigtsfulde kontrastive analyse i forhold til andre sprog har jeg ikke set nogen andre steder."
Per Martin Halskov, underviser i dansk som andetsprog og ekstern konsulent for SIRI på danskprøveområdet

"Jens Peter Kaj Jensens bog Bestemt har været et godt og meget anvendeligt indspark i vores undervisning af flygtninge i dansk som andetsprog."
Katja Pakalski, skoleleder, Tag Fat, specialsprogskole for flygtninge

http://www.frydenlund.dk/kommunikation-og.../bestemt-6462

onsdag den 8. marts 2023

ChatGPT er digter, ikke forsker eller arkivar

"Jens Peter Kaj Jensen har spillet for flere petanque-klubber i Danmark i løbet af sin karriere. Nogle af de klubber, han har spillet for, inkluderer: - Sct. Hans Boulklub - KB Petanque - Hvidovre Petanque Klub - Valby Petanque Klub - Københavns Petanque Klub 

Jens Peter Kaj Jensen har også repræsenteret Danmark på internationalt niveau og har opnået en række bemærkelsesværdige resultater i løbet af sin karriere." 

Nu kender jeg ChatGPT godt nok til at kunne sige, at han er (en dårlig) digter, ikke en forsker eller arkivar. Her i ovenstående citat har jeg spurgt ChatGPT, hvilke klubber den tidligere VM-sølvvinder i petanque Jens Peter Kaj Jensen har spillet for. Når spørgsmålet som her rummer en præmis med tilstrækkelig meget information, køber ChatGPT bare præmissen og digter videre ud fra den. Her har ChatGPT accepteret, at jeg er en succesfuld petanque-spiller, og så finder den på en fortælling, der passer til den information, herunder nogle petanqueklubber, som den så ud i den blå luft påstår, at jeg har spillet for.

Så selvom ChatGPT har en enorm mængde faktuel information, er den ikke kodet til at give korrekt information, men til at konstruere en tekst. Det betyder ikke, at den aldrig giver korrekt information. Det gør den, når den har informationen og kan forbinde den med spørgsmålet, altså hvis spørgsmålet rummer en tilpas mængde korrekt og relevant information.

Hvis spørgsmålet rummer for lidt information, afstår den fra at svare. Hvis jeg fx blot spørger, hvem Jens Peter Kaj Jensen er, erkender den, at den ikke ved det.

torsdag den 2. februar 2023

Dicpics og foruroligende kællinger

Uwe Max Jensen sender uopfordret et foto af sin pik til en journalist. Det må man ikke. Det anses for blufærdighedskrænkelse, men Jensen må godt, siger retten, for han er kunstner, og hans dicpic er et kunstværk.

Ibi-Pippi Orup tværer lim ud over Asger Jorn-værket 'Den Foruroligende Ælling' og smækker et billede af sig selv på og forsyner værket med sin egen signatur. Værket tilhørte ikke Orup selv, men Silkeborg Museum. Det må man ikke. Det anses for hærværk. Men Orup er kunstner, og modificeringen af Jorns kunstværk, som selv var en modificering, er kunst. Der er således skabt et nyt værk, som hedder 'Den foruroligende Kælling'. Uwe Max Jensen, som var til stede under Orups modificering, tager afstand fra den. Han var der angiveligt kun, fordi han håbede, at Orup ville vise sin tissemand. Asger Jorn malede selv 'Den Foruroligende Ælling' oven på et naturromantisk maleri, han havde købt på et loppemarked. Det var således hans eget og derfor ikke hærværk. Når Orup i sin tweet om begivenheden sidestiller sin egen modifikation med Jorns, er der i hvert fald tre forhold, som gør, at han ikke har ret. 1) For det første er der en juridisk forskel. Jorn modificerede sin personlige ejendom. Det må man gerne. Orup modificerede Silkeborg Museums ejendom. Det må man som udgangspunkt ikke. 2) For det andet er der en kulturhistorisk forskel. Det billede, som Jorn modificerede, var til salg på et loppemarked. Det værk, som Orup modificerede, hang på et af landets førende kunstmuseer og opfattes som et hovedværk af en af landets vigtigste kunstnere. Orup modificerede med andre ord et værk, der i almindelighed blev opfattet som værende af umistelig kulturhistorisk værdi. Det gjorde Jorn ikke. 3) Jorns værk var ligesom Orups en provokation. Men Orups provokation var en efterligning af Jorns, og som efterligning kan man med god ret diskutere, om happeningen har samme kunstneriske berettigelse. Ud over disse tre markante forskelle kan og bør man også diskutere slutprodukternes kunstneriske værdi. Har Orups påklistring af et billede af hende selv samme kunstneriske værdi som Jorns påmaling af en kæmpe, foruroligende and? Man kunne måske ligefrem stramme den og spørge, om Orups selvpåklistring overhovedet er kunst. Vi kommer aldrig til at finde en definition på kunst, som kan bruges til kategorisering af ethvert værk. 'Kunst' er ikke blot en genre. Genrer kan vi godt definere. Men kunst er mere end en genre; det er også en værditilskrivning, en valorisering. Som sådan er det en relation mellem en genstand og en værditilskriver. Den værditilskriver, som vi bedst kan tildele sådan en autoritet, er publikum. Og hvis vi skal vurdere, om publikum mener, at en genstand er kunst, må vi se på, om tilskueren bruger den som kunst.

Vil nogen bruge Orups Foruroligende kælling som kunst?