Konvolutten

Da jeg var 18 år, fandt jeg under en gåtur i Koldilgade, Kalundborg, pludselig en stor, bugnende konvolut. Den lå lige foran mig på fortovet, og den var ikke ordentligt lukket, så jeg kunne godt se, hvad der var i. Det var store sedler, og der var rigtig mange. Jeg samlede konvolutten op, det er klart. Jeg kunne ikke tælle pengene på åben gade, men der var så mange, at jeg som det første tænkte, at nogen havde tabt udbetalingen til deres nye hus. Konvolutten lå ved døren til et advokatkontor. Tænk sig at have sparet sammen til et nyt hus og så tabe alle pengene på gaden. Jeg kiggede mig omkring for at se, om nogen stod og slog sig fortvivlet på jakkelommen, men der var ingen at se. Så overvejede jeg at gå ind til advokaterne med pengene, men tænkte straks, at det lige så godt kunne være narkopenge. Skulle jeg så hellere gå til politiet? Og hvem kunne jeg egentlig stole på, når det gjaldt så stort et beløb i brugte, herreløse pengesedler? Jeg forestiller mig, at jeg har set ret fjoget ud, mens jeg stod der, rådvild med en ordentlig røvfuld penge i hænderne. Der gik heller ikke mere end et minut eller to, så kom der en mere rådsnar kvinde, som hjalp mig ud af mine kvaler.

– Jeg ved godt, hvor de skal hen! sagde hun med et undertrykt smil.

Så rev hun konvolutten ud af hænderne på mig og var væk, før jeg fandt på noget at spørge om.

Og sådan er det egentlig gået lige siden. Jeg har tit ærgret mig over min måde at reagere på i den slags situationer. Men det gør jeg ikke mere. Det nytter ikke at ærgre sig over, hvem man er.