fredag den 17. marts 2023

Så er 'Bestemt – en bog om brugen af bestemthed på dansk' endelig blevet genoptrykt!

Nu er Bestemt – en bog om brugen af bestemthed på dansk på gentagne opfordringer blevet genoptrykt og kan igen bestilles hos forlaget Frydenlund.


Her kan du læse, hvad forskellige fagpersoner har skrevet om deres erfaringer med bogen:

"Har man haft anledning til at undre sig over, hvordan den grammatiske kategori bestemthed udtrykkes og anvendes på dansk, ja, så finder man svaret i Jens Peter Kaj Jensens bog Bestemt. På en kortfattet og lettilgængelig måde graver bogen sig helt ned i detaljen og afdækker alle hjørner af bestemthed på dansk.
    Desuden får læseren interessante introduktioner til, hvordan bestemthed udtrykkes og anvendes på russisk, finsk, kurdisk, tyrkisk, arabisk, somali, spansk, engelsk, bulgarsk og norsk. Disse introduktioner tilføjer relevante perspektiver til forståelsen af bestemthed og giver selvfølgelig også en forståelse for, hvilke kvaler udlændinge med de omtalte sprog kan have, når de prøver at lære om bestemthed på dansk.
    Bogen kan klart anbefales til sprogkyndige, grammatikinteresserede, undervisere og studerende, som er nysgerrige på detaljerne i det danske sprog."
Marie-Louise Kragelund, lingvist og underviser i dansk sprog

"Jeg har brugt Bestemt til hjælp til internationale studerende, som jeg ofte er i kontakt med. De skal typisk anvende dansk i deres undervisning (og til deres studiejob og liv i øvrigt). Så jeg har altså brugt den til dansk-“coaching” af internationale studerende. Jeg har bogen i pdf, men hvis den genudgives, vil jeg købe den. Den fortjener at komme ud til alle, der skal lære dansk eller undervise i sproget."
Nanna Elgaard Holm, studenterpræst

"Bestemt af Jens Peter Kaj Jensen kan læses med stort udbytte af alle, der beskæftiger sig med undervisning i dansk som andetsprog eller blot interesserer sig for en ofte underbelyst del af vores modersmål. Den fine og indsigtsfulde kontrastive analyse i forhold til andre sprog har jeg ikke set nogen andre steder."
Per Martin Halskov, underviser i dansk som andetsprog og ekstern konsulent for SIRI på danskprøveområdet

"Jens Peter Kaj Jensens bog Bestemt har været et godt og meget anvendeligt indspark i vores undervisning af flygtninge i dansk som andetsprog."
Katja Pakalski, skoleleder, Tag Fat, specialsprogskole for flygtninge

http://www.frydenlund.dk/kommunikation-og.../bestemt-6462

Ingen kommentarer: