onsdag den 22. marts 2023

Karl Rosenkranz’ skønhedsbegreb(er) som en mulig definition på skønlitteratur?

Den tyske filosof, Karl Rosenkranz (1805-1879), opererede (i 1850) med i hvert fald tre forskellige skønhedsbegreber: Der er det ophøjede (som logisk nok står i modsætning til det lave, altså tarvelige). Der er det, som behager (og som tilsvarende står i modsætning til det, som frastøder, det modbydelige) – og man kunne tilføje: behager overklassen. Og endelig er der det komiske, som er en forsonet form for æstetisk hæslighed, nemlig den forsoning, der opstår, når det hæslige overskrider sit ‘maksimum’, bliver til en karikatur af sig selv og til sidst slår over i ironi.

Det hæslige fuldendes i karikaturen, hvor negationen af friheden i sit væsen er indgivet i en ufuldkommenhed af form og bevægelse [Karl Rosenkranz: System der Wissenschaft, side 564]. Det hæslige er altså ikke blot en negation af (eller et fravær af ) skønhed, men også en negation af frihed, hvilket for Rosenkranz omvendt betyder, at skønhed er frihed. Skønhed er fri udfoldelse af naturlig harmoni og et fuldkommen perfekt samspil mellem form og indhold. På Rosenkranz’ tid var det endnu en relativt almindelig opfattelse, at skønlitteraturen var den litteratur, som frembragte denne form for skønhed. Selv beskæftigede Rosenkranz sig ikke udførligt med skønlitteratur, så vi kan ikke med sikkerhed vide, hvordan han mente, man kunne identificere en sådan skønhed i et litterært værk. Eller for den sags skyld, hvordan man skulle kunne skelne den ophøjede fra den blot behagende skønhed. Men lad os nu for eksperimentets skyld antage, at det behagende er sådant, som får hjertet til at slå roligt: harmoni, eksempelvis. Harmoni kunne i en litterær tekst etableres med rim og regelmæssighed. Sonetten kunne være billedet på sådan en behagende skønhed. Eller det kunne være brug af assonanser, allitterationer eller epiforer. Den ophøjede skønhed kunne måske referere til et særligt ‘højt’ sprog, der kunne manifestere sig i brugen af lange sætningsstrukturer med mange ledsætninger, et avanceret ordforråd med ord og vendinger, som falder uden for dagligsproget, eller brug af lyriske vendinger eller naturbesjælinger. Kan vi nu konstatere noget sådant ved en undersøgelse af nogle af litteraturhistoriens højest estimerede værker? Lad os først betragte et tekstuddrag fra Molloy (1951). I denne roman af Beckett står der fx: Stuvningen var en skuffelse. Hvor er løgene? råbte jeg. Gået sig en tur, svarede Marthe. Jeg stormede ud i køkkenet, efter løgene som jeg mistænkte hende for at have fjernet, fordi hun vidste hvor meget jeg satte pris på dem. Jeg rodede til og med i skraldespanden. Ingenting. Hun så hånligt på mig. [Samuel Beckett: Molloy, side 135]. Om teksten rummer en behagende skønhed, kan man diskutere. Nogen sonet er det ikke. Man kan næppe sige, at sproget her peger på sig selv som sprog og løsriver sig fra sin meningsformidlende funktion. Vi ser tværtimod et ukompliceret sprog, overvejende med korte sætningsforløb, hovedsætninger som Stuvningen var en skuffelse, Jeg rodede til og med i skraldespanden og Hun så hånligt på mig. Ordforrådet er hentet fra hverdagen: skraldespanden, løgene, køkkenet, stuvningen. Ordforrådet er ikke alene hentet fra hverdagen i køkkenet, men også fra det jævne køkken. Der serveres uspecificeret stuvning, ikke soufflé. Man aner, at oversættelsen ikke et helt ny. Udtryk som ‘sætte pris på’ og ‘til og med’ er i skrivende stund ved at glide ud af dagligsproget, men var endnu faste vendinger ved udgivelsen i 1990. Bortset fra denne detalje er sproget vanskeligt at skelne fra dagligsproget. Der er ikke noget i dette uddrag, som kan godtgøre, at der skulle være tale om et særligt ‘højt’ sprog. Og hvad det angår, er der tale om et repræsentativt citat fra værket. Vi tager et andet eksempel. Her er et uddrag af en roman fra 1936 af Louis-Ferdinand Céline: Men det varede ikke længe nok... Han ville også ind i hendes røvhul... Hun forsvarede sig... Hun satte sig til modværge. Så vendte vildskaben tilbage. Det var intens underholdning... Hun skrydede højere end et æsel!... Han gled af hver gang... Han kunne ikke... Så springer han ud af kassen, han styrer lige ud i køkkenet. Da vi stod oppe på ovnen, var det heldigt at han var så opflammet at han ikke så os... Han går lige forbi og begynder at rode i skabet, splitternøgen og med sutsko... Han ledte efter smørkrukken... Han stødte imod med pikken alle vegne [Louis-Ferdinand Céline: Død på kredit, side 153]. Vi genkender her et sprog, der bedst kan beskrives som nedbarberet daglig- dagssprog med et profant hverdagsordforråd. Ligesom hos Beckett skrives der overvejende i hovedsætninger. Samtidig ser vi tilsyneladende vilkårlige spring mellem præsens og præteritum, som får det til at ligne talesprog. Her synes ikke at være nogen ambitioner om at divertere med et særligt højt, kompliceret eller pyntet sprog. Hvis man overhovedet kan finde noget, som kan kaldes naturbesjæling i citaterne af Beckett og Céline, må det være Becketts løg, som er “gået sig en tur”. Og snarere end en naturbesjæling er dette vel en dagligdags kækhed. I de to skønlitterære citater ser vi heller ingen sonetlignende strukturer, allitterationer, assonanser, epiforer eller tilsvarende. Men hvor skønlitteraturens skønhed hverken er ophøjet eller behagesyg, kunne den måske i stedet henregnes til Rosenkranz’ tredje skønhedsbegreb, altså det komisk skønne, hvor det hæslige (her forstået som det lave eller tarvelige snarere end som det frastødende) overskrider sit æstetiske maksimum, bliver til sin egen karikatur og slår over i ironi? Nu kan det være vanskeligt at afgøre, hvor det tarveliges æstetiske maksimum ligger, eller om der overhovedet gives noget sådant maksimum, men der er næppe nogen tvivl om, at både Céline og Beckett leger en drilsk leg med deres læsere. De er morsomme, og deres profane sprog udfordrer læsernes forventninger til, hvad skønlitteraturen har at tilbyde. Er der ligefrem tale om en karikatur på skønlitteratur som genre? Når man betænker, hvornår værkerne er skrevet (Død på kredit 1936 og Molloy 1951), så virker det ikke urimeligt at læse det sådan. De har provokeret deres samtid; ikke fordi det i sig selv har været oprørende at læse skønlitterære tekster om pikke og smørkrukker i 1936 eller om stuvninger og skraldespande i 1951. Dem var der trods alt mange andre, der havde skrevet om. Men at læse om det i så dagligdags og ukunstlet og uforblommet et sprog må endnu have fået det til at gibbe i mange læsere. I den forstand lever de to citerede romaner muligvis alligevel op til Rosenkranz’ begreb om skønhed. Men dette skønhedsbegreb kan til gengæld vanskeligt udelukke alle de faglitterære værker, vi gerne ville udgrænse ved en definition på skønlitteratur. Vi kan således ikke på dette grundlag godtgøre, at skønlitterære værker i alle tilfælde skulle abonnere mere insisterende på det ophøjet eller behagende skønne, end faglitteraturen gør. I de udvalgte eksempler synes det omvendte at være tilfældet. De her analyserede romaner er til gengæld mere komisk skønne end gængs faglitteratur. Omvendt kan vi naturligvis heller ikke ved hjælp af sådan en lille stikprøve afvise, at skønlitteraturen generelt skulle være mere skøn i Rosenkranz’ forstand end faglitteraturen. Det kan der sådan set være god grund til at formode, at den er, blot ikke i disse citater, som jeg naturligvis har udvalgt med henblik på at teste holdbarheden af Rosenkranz’ skønhedsideal. Alt i alt må vi sige, at Rosenkranz’ skønhedsideal nok kan bruges til at identificere en lang række af de værker, vi almindeligvis opfatter som skønlitterære, som tilhørende netop denne genre. Anvendt med lydhørhed kunne det måske ligefrem identificere langt det meste af skønlitteraturen. Men ikke desto mindre er der så bemærkelsesværdige undtagelser fra denne regel, at den ikke ville kunne bruges som definition på skønlitteratur.

Anvendte værker: • Beckett, Samuel: Molloy, Gyldendal 1990. Oprindeligt udgivet: 1951. • Céline, Louis-Ferdinand: Død på kredit, Forlaget Vandkunsten 2013. Oprindeligt udgivet: 1936. • Rosenkranz, Karl: System der Wissenschaft, Verlag der Gebrüder Bornträger, 1850.

Ingen kommentarer: