Spisefrikvarter

Når man skal æde en rotte
er det bedst at begynde
forfra
fra snuden,
kværne kæften
knase knogler.
Det er
i orden at
spytte tænderne ud,
ud.
Ud med dem,
fortænderne,
de lange
guffejern.
I det lange
frikvarter,
spisefrikvarteret,
er der aldrig nogen der vil bytte
madpakke
med mig.
I det lange.
Åh, selvom jeg har spyttet tænderne
ud,
helt ud i det lange
langspyt
langs pyt,
slå smut
med
øjnene,
Slås mut med
dem.
Når man æder Sørens
rotte,
guffer,
fedter rotten
i
grotten
eller mundhulen,
skal man være rap,
snap,
snip snap snude,
for hulen,
for sulen.
Man skal begynde fra snuden, skal man,
med den sorte
nænænæ
næse.
Den smager sådan
lidt,
arh.
Salt, som
søsters.
Snappe den, skal man,
sådan.
Ellers løber den,
stikker
halen mellem benene.
Man skal ikke prøve med halen
først,
når man vil guffe.
Snottet vokser
som gødet med
histaminer,
når man haler
ind på den,
haler den ind,
inhalerer
slimet.
Så er der
ingen der vil dele
i det lange
løb.


Rotteræs
er da også et fedt ord,
smækkert,
smæk på
drengen,
og hønsestrik
Der er ellers noget
uspiseligt
ved sammensatte
ord og
noget uforståeligt ved
sammenkogte retter.
Det er klart at man foretrækker både det ene og det andet hvis man
overhovedet ikke kan
ride
flodhest, ræse
som en killing,
løvetøs,
skal vi lege?
så kalveknæet at man
ikke,
at man
filtrer benene helt
sammen, fletter dem helt
giraf.
En grønsort rotte smager ikke
af ammoniak.
Ikke kun af ammoniak,
i hvert fald.
Den smager også
på ordene,
før den
æder dem,
før man æder
rrrrrrrrrrrrrrrrr
den.